Kategoriarkiv: Kultur

Danmarks store filmstjerne

Filmmuse på Vesterbro Asta Nielsen.

Skuespillerinden Asta Nielsen var stumfilmens første stjerne. Og stadig i dag synes der at være noget dragende over hende. På Gammel Kongevej erindres hun med en mindetavle.

Asta Nielsens filmkarriere varede 22 år. På den tid medvirkede hun i 74 film. Størstedelen af hendes filmkarriere var i Tyskland, hvor hun arbejdede fra 1911 til 1936. Herefter vendte hun hjem til Danmark, Hun gik næsten i glemsel, inden der igen kom røre omkring hendes person i årene inden hendes død i 1972.

Asta Nielsens forældre var i 1877 flyttet ind i Gammel Kongevej 9. Her boede de stadig, da Asta blev født den 11. September 1881. På det tidspunkt var faren arbejdsløs og moren trappevasker. Pengene var små!

Asta Nielsen. Postkort efter fotografi udgivet af Verlag Hermann Leiser, 1912. Kb.dk.

Da hun var halvandet år gammel skaffede en onkel et arbejde til faren på en kornmølle i Malmø, og familien flyttede over på den anden side af Øresund. Her blev de i syv år, inden de vendte tilbage til København.

Fødsel

I “Den tiende muse” skriver Asta Nielsen: “Da jeg kom til verden, fik min moder en frygtelig forskrækkelse. En tyk, sort pandemanke dækkede mit ansigt til næsetippen, hun troede, jeg var født uden øjne. Men da jordemoderen strøg håret til side, skal et par øjne af en så eventyrlig størrelse have åbenbaret sig, at de alle brast i latter. Med en vis stolthed fortalte moder ofte, at når hun senere spadserede med mig på gaden i barnevogn og mødte bekendte, at de, når de stak hovedet ind under kalechen for at beundre den lille, med et skrig trak hovedet tilbage af forskrækkelse over de kæmpeøjne, der mødte dem inde fra puderne.”

Mindetavlen

Tavlen findes over døren til Gammel Kongevej 9. Teksten på tavlen er:
“I DETTE HUS FØDTES / ASTA NIELSEN / DANMARKS FØRSTE / STUMFILMSTJERNE / FØDT 11 • 9 • 1881 / GL. KONGEVEJ 9. 5. SAL / DØD 25 • 5.1972 / KØBENHAVNS KOMMUNE”

Mindetavle på huset Gammel Kongevej.

Litteratur: Asta : mennesket, myten og filmstjernen : en biografi af Poul Malmkjær. Haase, 2000.

Kilde: Stræderne i København. 2012, januar.

I denne planets støv

Eugene Thacker undersøger det filosofiske præmis, at vi mennesker lever på et støvkorn i et uendeligt kosmos, på en planet uden mening og i en verden, der dybest set er indifferent i forhold til menneskets behov, håb og kampe.

Eugene Thacker er filosof, digter og professor i medievidenskab ved The New School i New York. Han kaldes kosmisk pessimist, og hans arbejde kan associeres med den spekulative realisme. For ud over at skelne mellem verden for os og i sig selv beskriver Thacker et planetarisk perspektiv og en verden uden os. Dette planetariske perspektiv med den deraf følgende kosmiske uhygge har påvirket både samtidskunst, mode, film og populærkultur, der i stigende grad udtrykker det samme som Thackers tænkning.

Eugene Thacker på Wikipedia [en]
“Eugene Thacker is a philosopher, poet and author. He is Professor of Media Studies at The New School in New York City.[1] His writing is often associated with the philosophy of nihilism and pessimism.[2] Thacker’s most recent books are the Horror of Philosophy series (including the book In the Dust of This Planet) and Infinite Resignation. He received his Bachelor’s degree from the University of Washington, and a PhD in Comparative Literature from Rutgers University.”

Lyt til black metal, og forstå den ‘kosmiske pessimisme’ af Eugene Thacker på Videnskab.dk
Redigeret uddrag af bogen “Formålet med bogen I denne planets støv: Filosofiens horror er at undersøge forholdet mellem filosofi og horror gennem motivet: den ‘utænkelige verden’.
Mere specifikt undersøger bogen forholdet mellem filosofi i dens overlap med en række tilgrænsende felter (dæmonologi, okkultisme og mystik) og genren overnaturlig horror, som den kommer til udtryk i skønlitteratur, film, tegneserier, musik og andre medier.”

I denne planets støv : filosofiens horror
Af Eugene Thacker. Mindspace, 2020. ISBN: 978-87-93535-56-5.
Originaltitel: In the dust of this plane, 2011.
DK5: 10.8

Bibliotek.dk: I denne planets støv
Mindspace: I denne planets støv

Et skilt på muren

Mindetavle for Nicolai Eigtved: Nicolai Eigtved, 1701-1754, var hovedarkitekten bag planerne for Frederiksstaden. Han mindes med en tavle ved Amalienborg.

Nicolai (Niels) Eigtved; født 1701 i Haraldsted og død 1754 i København. Som ung blev Nicolai Eigtved uddannet gartner, hvorefter han rejste til udlandet. Her hentede han en del erfaring og viden.

I 1732 blev Nicolai Eigtved udnævnt til dansk løjtnant og fik bevilget penge til en studierejse til Italien. I 1735 kom han til København, hvorefter han blev kaptajn i ingeniørkorpset og hofbygmester.

De sidste år af Nicolai Eigtveds liv blev dedikeret til Frederiksstadens planlægning og begyndende gennemførelse. Han havde det arkitektoniske ansvar for projektet.

Frederiksstaden var Frederik V.s store prestigebydel opkaldt efter ham selv. Anledningen til at grundlægge en ny bydel var den Oldenborgske slægts 300 års jubilæum som herskere i Danmark i 1748. Bydelen blev påbegyndt i 1749.

Frederiksstaden var den største arkitektoniske opgave i 1700-tallets Danmark. Bydelen er delt af et kors med Amalienborg Slotsplads som midte.

Hovedaksen, Frederiksgade, går fra Marmorkirken gennem Slotspladsen og ned til havnen. Den krydses af Amaliegade. Frederiksstaden nævnes som et højdepunkt i europæisk byplanlægning og rokokoarkitektur.

Mindetavle med relief af Amalienborg og Frederiks Kirke

Mindetavlen

På Frederiksgades venstre side, når man kommer fra Bredgade og går mod Amalienborg, sidder mindetavlen for Nicolai Eigtved i murværket. Tavlen viser Frederiksstadens oprindelige plan i relief.

Mindetavlens tekst:
“NICOLAI EIGTVED / FØDT 1701 DØD 1754 / FREDRIKSSTADENS ARKITEKT”

Litteratur:
Dansk biografisk leksikon : 4. bind : Dons-Frijsh. 1980.
Bag Facaden – ansigter på Frederiksstaden af Marie Josefine Albris, 2010.

Kilde: Stræderne i København. 2010, oktober.

Boesdal Kalkbrud

Stemningen er ganske særlig i Boesdal Kalkbrud. Det landskab kalkbruddet har efterladt giver området særpræg. Oplevelsen bliver kun forstærket af de industrielle bygninger der står som en industrihistorisk erindring.

En af de industrielle bygninger der stadig står i landskabet er pyramiden. En 20 meter høje, runde bygninger med atmosfære og god akustik. Inde i pyramiden er der er stemningen speciel og min 5 årige datter mente vi var kommet i dødsriget (Valhal).

Kalkbruddet åbnede i 1914 og leverede kalk til jordbrug og mørtel. Pyramiden er fra 1967. I udkanten af området står ruinen af to kalkovner fra 1930. Kalkbruddet lukkede ned for produktionen i 1978.

Hebe i baggården

I Indre By, tæt på Christiansborg, kan du møde en gudinde i en baggård.

Den græske gudinde Hebe er datter af Zeus og Hera. Hebe er gudinde for ungdom. Hebe er gudernes mundskænk. Hun skænker udødeligheds-nektar for guderne. En nektar der holder guderne unge.

I en baggård i det indre København står Hebe foran et tempel markeret med fire søjler. Gudinden står med en skål med den værdifulde drik. Koncentreret, stilfuld og med et blottet bryst.

Marmorskulpturen af Hebe er af Bertel Thorvaldsen (1770-1844), skabt i 1806. Oven over Hebe-skulpturen ses et relief af Dagen, i form af en engel der flyver med et lille barn på ryggen. Denne medaljon er fra 1815. I porten ind til baggården ses fire medaljoner. De er også udført af Bertel Thorvaldsen, men noget senere, i 1836.

Jeg har forsøgt, at finde oplysninger om hvornår statuen er sat op og af hvem, men uden held. Thorvaldsens Museum kan dog oplyse, at det er “en version lavet efter Thorvaldsens død, og er altså ikke at betragte som et originalt Thorvaldsenværk.”
Yderligere oplysninger modtages gerne, f.eks. i kommentarfeltet nedenfor.

Hebe og alt det andet finder du i baggården Ny Vestergade 1.

Spiralstenen

I Gribskov finder du spiralstenen. Du skal måske lede lidt efter den, for den ligge ikke lige frem på alfarvej. Du skal lede sådan omtrent 800 meter nord for Stjernen og 175 meter vest for Stutterivej.

Spiralstenen er en stor vandreblok der kom til syne efter en stor i november 1981. Senere i 1980’erne bliver stenen dekoreret med en spiral. Ingen ved, hvem der hugget den ind i stenen. Spiralen er snoet med uret og er omkring 40-50 cm i diameter.

Spiralstenen i Gribskov.

“Skovfoged Svend Løw, der tidligere arbejdede for Naturstyrelsen Nordsjælland, kunne huske, at der ingen spiral var, da han første gang så stenen. Men da han i 1982 var ved at plante området til, opdagede han den: ” var fuldstændig nylavet, man kunne næsten stadigvæk se granitstøvet” siger Svend Løw og gætter på, at stenen er hugget ud ved hånden.”
(citat: Naturstyrelsen : Naturoplevelser. Oktober 2019).

Når nu ingen ved hvem der lavede spiralen i Gribskov, overrasker det mig, at der endnu ikke har nogle der har påstået det var grønne henner fra det ydre rum, der kom forbi med et vigtigt budskab.

Min vest

Efter Copenhell 2018 publicerede jeg et indlæg med fotos af battleveste fotograferet på festivalen. Nu er det vel på tide, at jeg viser min egen vest.

Dogme

Folk har forskellige tilgange til deres battlevest og hvordan den skabes. Nogle samler en masse stofmærker og syr det hele på i en omgang. Jeg gør det over tid.

Dogmet for denne vest er, at det skal være stofmarker fra bands jeg har set live – og det skal bands jeg virkelige holder af og som laver musik af god kvalitet. Et par godt hits er ikke nok, så Sabaton kommer ikke på, selv om Attero Dominatus er et nok så fedt et nummer.

Version 1

Vesten blev købt hos Black No. 1 og de første stofmærkere blev syet på inden Copenhell 2018.

Ryg: Slayer.
Front: Kreator, Solbrud. Skulder: Slægt.

Version 2

Efter Copenhell 2019 var stakken af nye stofmærker blevet tilstrækkelige stor til at det var tid til at få syet dem på vesten.

Her er gammelt og godt – og her er nyt og spændende. I forhold til ovennævnte dogme, ved jeg jo intet om konsistensen i kvaliteten af det Konvent laver. Men det også vigtigt at støtte den lokale musik – og indtil videre gør de det ganske godt.

Nye på ryggen: Eluveitie, Einstürzende Neubauten, Heilung, Napalm Death, Obituary, Konvent, Igorrr, Rammstein, Apocalyptica.

Har du set Anna Søe

I 1947 udgav forlaget Westermann bogen “Det rette erotiske compani” af Bertel Budtz-Müller. På Bibliotek.dk beskrives romanen som en “historisk roman fra Thy om en nøgen pige, en gæv ridder, brændevin, salte sild og en svigermor, der mistænkes for at være heks”.

Bertel Budtz Müller skrev på skæmteroman “Anne Søe” under 2. Verdenskrig. Han var under jorden den sidste tid inden befrielsen og manuskriptet forsvandt. En mindre del blev fundet og udgivet posthum under titlen “Det rette erotiske compani”.
Bogen handler om den frodige og livsglade Anne Søes datter Ingeborg og hr. Diderich Braese til Kokkedal.

Forside til 1. og 2. udgaven af “Det rette erotiske compani”

Bag på omslaget til 1. udgaven, 1947, står der, at Bertel Budtz Müller “havde vundet Ry som Novellist og Dramatiker; men sin første egentlige Roman fik han først paabegyndt i sine sidste Aar, da Sygdommen allerede havde mærket man til en alt for tidlig Død. Manuskriptet blev fundet i hans efterladte Papir. Der mangler dog en Del Kapitler; men gennem Efterlysninger i Dagspressen lykkedes det at finde frem til disse, og her kommer nu efter hans Død hans første og sidste Roman “Det rette erotiske Compagni”.”

Annonce fra Berlingske Tidende. 5. april 1948.

Men det var ikke alt der var komme frem gennem efterlysningerne i dagspressen. Da andenudgaven kommer i 1959 efterlyses der igen – men nu er “Det rette erotiske Compagni”: “en del af en stor roman, ANNA SØE, som Bertel Budtz Müller begyndte at skrive, mens han var under jorden i besættelsestiden, og som han fuldendte efter befrielsen. Såvel forfatterens manuskript som en maskinskreven afskrift forsvandt sporløst. For oplysninger, der fører til at det oprindelige manuskript eller afskriften kommer til vejs, udlover Hans Reitzels Forlag, Frederiksberggade 28, København K., en dusør på kr. 500,-.”

Omtale af Det rette erotiske compani fra Thisted Amts Tidende. 22. marts 1948.

“Det rette erotiske Compagni” blev omtalt af Hans Kirk i avisen “Land & Folk”, 10. maj 1948, hvor læserne kunne læse at bogen “fortæller om den thylandske heks fru Anna Søe, der var en af hovedpersonerne i den sidste danske trolddomssag og iøvrigt en bjærgsom dame med så stort held i handel og købmandsskab, at hun blev ejer af rigt jordegods og fik sig selv og sine efterkommere ophøjet i adelsstanden. Sagnet har spundet en ring om hende af ondskab, svig og gerrighed, og til sidst blev hun hentet af djævelen i en sort hunds skikkelse og ført til helvede.
Det er imidlertid ikke Anna Søe, som hun endnu lever i overleveringen, Budtz Müller beskæftiger sig med, – skønt det ellers nok kunne være en digters opgave at prøve at skildre en kvinde, der har kastet så mørke skygger. Hans Anna Søe er en hed og driftig renaissanceskikkelse af rubensk skønhed og med en katteagtig underfundighed i sit sind. Historisk holder dette billede nok ikke og måske er Anna Søe kun et påskud til en roman om det Thy, som Bertel Budtz Müller stammede fra og elskede til sin sidste time. Også kærlighedshistorien er temmelig konstrueret, men der er strålende kapitler i bogen. Man vil sent glemme den kongelige foged Didrik von Bras måltid ombord i den lille skude i Limfjorden. I den slags djærve scener og i de prægtige skildringer af nordjysk landskab og vestjysk vejr lægger Bertel Budtz Müllers evne sig for dagen.”

Efterlysning fra 2. udgaven af “Det rette erotiske compani”, 1959

“For oplysninger, der fører til paagribelsen af det oprindelige manuskript til den nordjyske forfatter Bertel Budtz Müllers “Det rette erotiske compani”, udlover Hans Reitzels forlag 500 kroner i dusør!
Budtz Müller begyndte at skrive denne fyndige og frodige roman, mens han var under jorden i besættelsestiden og fuldendte den kort før sin død i 1946. Man ved, at der foruden forfatterens haandskrevne manuskript har eksisteret en maskinskrevet afskrift, men bægge dele er paa uforklarlig vis forsvundet. “Det rette erotiske compani” er kun en lille reddet del af et større romanværk Men selv om man ikke kan finde det forsvundne, kan man altid glæde sig over Reitzels genoptryk af denne undertiden helt tosset løsslupne bog. Der er mere charme og naivitet i Budtz Müller end i vore fleste andre erotiske humorister.”
(citat: Aalborg Stiftstidende. 29. oktober 1959.

Så vidt vides er den resterende del at romanen “Anne Søe” aldrig dukket op. Så tjek lige loftet.

“Bertels talent var stort Skuespil, digtsamlinger, noveller han kunne det hele. En stout mand. I statur og sind. Jeg er bange for, at nutidens unge ikke kender meget til disse dejlige værker fra Bertels hånd. Men bøgerne kan stadig findes på biblioteket, og jeg vil ønske, at mange i dag ville genopdage disse fædrelandshistorier, disse kærlighedserklæringer til vort skønne Thy, og dets indbyggere fra dengang – thyboen. 1990’erens thybo er ikke langt fra den tids mennesker, som Bertel beskriver så varmt.”
(citat: “Den store thybo” af Clauson-Kaas i Thisted Dagblad. 11. oktober 1991.)

Den virkelige Anne Søe

“I al Almindelighed kan det siges, at der er Grund til at tro, at Anne Søe har været en hel Del bedre end hendes rygte, ti der foreligger ikke nogen paa Kendsgerninger bygget Efterretning om, at hun nogen Sinde har gjort sig skyldig i noget slet. Hendes Samtid paastod om hende, at hun var “i Ledtog med den onde”, men selvfølgelig stammede denne Beskyldning fra Tidens Overtro, og den finder tillige sin naturlige Begrundelse deri, at Anne Søe ganske utvivlsomt har været en ualmindelig dygtig og klog Kvinde, der i saa Henseende stod langt over sin Samtid.”
(citat: Fru Anne Søe af M. Aaberg i Historisk årbog for Thisted Amt 1910)

I artiklen “Anne Søe og hendes slægt” i Historisk årbog for Thisted Amt, 1962-64 – XVI. bind, skriver Torsten Balle om den historiske Anne Søe.
Anne Søe var 90 da hun døde i 1736. Hun havde overlevet to mænd, først rådmand Søren Jacobsen Lugge, næst borgmester i Thisted Enevold Nielsen Berregaard er ejede Kølbygård og Vesløsgard. Ved Anne Søes død blev hendes formue opgjort 175.000 rigsdaler.

Fru Anne Søe gengivet i Historisk årbog for Thisted Amt 1910.

I 1670 blev Anne Søe viet til Søren Jacobsen Lugge, der var købmand og rådmand i Thisted. Søren drev en livlig handelsvirksomhed var bev ejer af et skib i 1678 – kort før hans død samme år.

Anne Søe sad da som enke med en lille datter, Ingeborg Cathrine Lugge, og kort efter mandens død fødte hun en lille søn. Sønnen fik navnet Søren Sørensen Lugge.

Anne Søe blev gift igen. Manden, Enevold Nielsen Berregaard, var rådmand og borgmester i Thisted. Han fik titel af justitsråd og blev i 1726 optaget i adelsstanden. De fik to børn, Christian Berregaard og Frederik Berregaard.

Bibliotek.dk: Det rette erotiske compani

Vesten

Vesten er billedet på dit musikalske selv. Det er har du viser om du er til røvballerock, guitarlir, tung tråd eller flere trommer. Er du til Slayer, Slade eller Saxon.

En god vest tager tid og skabes mens du lever. Jeg har lige startet min vest, så den siger ikke så meget endnu.
Her er 15 veste fra Copenhell 2018.