Den ungarske forbindelse

Jeg tror, at min barndoms jul var som den flestes jul i 1970’erne. God mad der blev rundet af med ris a la mande. Et juletræ, gaver, familiehygge og julegodter. Der var julekort fra nær og fjern. I min familie var der hvert år én julehilsen, der var lidt usædvanlig.

Det var dengang der var kold krig. Et jerntæppe delte Europa mellem øst og vest. Selv som barn fyldte det, og truslen om en altomfattende atomkrig var en del af bevidstheden. Indimellem var der NATO-øvelser, hvor udenlandske soldater kørte forbi mit barndomshjem – og ved nabogården holdt amerikanske tropper pause. De uddelte chokolade til børnene.

Tilbage til julen og det usædvanlige. Hvert år var en hilsen fra på den anden side af jerntæppet. Fra fjendeland, om man vil. Julehilsenen kom fra Budapest i Ungarn. Sådan en julehilsen var der ikke andre i klassen, der fik.

Ungarn var et land meget langt væk for en dreng langt ude på landet i Vestjylland. Alligevel var det nærværende i min barndom. Familieforbindelsen til Ungarn gik tilbage til besættelsestiden. Kort før befrielsen i 1945 kom en del ungarske soldater til Danmark.

3 mælkedrenge

Det anslås, at der var mindst 12.000 ungarske tropper i Danmark i foråret 1945.

I “De ungarske soldater” oplyser Søren Peder Sørensen, at det var 4. telegrafistbataljon, der var placeret i Lønborg sogn. Telegrafbataljonen bestod af 550 mand. Bataljonen opholdt sig i sognet fra 24. marts til 11. maj 1945.

4. telegrafistbataljon var ankommet til Danmark natten til den 28. januar 1945. Planen var at sende bataljonen til militærlejren i Oksbøl, men pga. jernbanesabotage, blev bataljonen omdirigeret til Jægerspris i Nordsjælland. Her var ungarerne kun en uges tid, inden de blev sendt til Herning.

De ungarske soldater var spredt ud over hele landet. Ved Holte ridsede nogle ungarere det ungarske nationalvåben i et træ.

I februar blev bataljonen flyttet fra Herning til Boris, hvor det forlød, at den skulle videre ud til vestkysten, men i stedet endte ungarerne i Lønborg og Vostrup.

I krigsårene boede min mor, Eva Hundebøll (1929-2021), med sine forældre på Hedegård ved Lønborg. Gården lå ved en plantage og uden andre naboer end skovens og markens dyr.

I sine erindringer fra krigsårene skriver min mor: “På et tidspunkt i april, jeg husker ikke datoen, dukker tre ungarske soldater op en aften ved malketid. De ville gerne have (tigge) lidt sødmælk, og far gav lov til, de måtte få feltflaskerne fyldt. Hver eneste aften dukkede disse tre op og fik mælk. Vi kunne ikke snakke med dem, men vi havde et helt andet forhold overfor dem end overfor de tyske soldater.
Snakken gik, at tyskerne havde tvunget dem her til Danmark, de skulle være en slags arbejdssoldater”.

Min bedstefar, Peder Hundebøll, havde ikke et fælles sprog med de tre ungarer. Trods det manglende fælles sprog lykkedes det min bedstefar og István at udveksle meninger og oplysninger.

“Sympati, medlidenhed og hjælpsomhed er de ord, som først falder ind, når man skal karakteriserer danskernes reaktioner i de landsdele, som blev påtvunget de ungarske tropper.” skriver Søren Peder Sørensen i “De ungarske Soldater”.
Hvorfor de, som allierede med besættelsesmagten, ikke blev mødt med samme misbehag som tyskerne forklarer Søren Peder Sørensen med, “at ungarerne ikke blev opfattet som besættelsestropper i gængs forstand, samt at den nød og elendighed, som de befandt sig i, kom så tæt på, at man måtte reagere på den ene eller anden måde.”

István Boros (den ene af de tre ungarske soldater, der dukkede op i min mors barndomshjem) blev indkaldt til militærtjeneste i efteråret 1944. Siden da havde han ikke hørt fra familien i hjembyen Orosháza. István vidste, at Den Røde Hær havde invaderet byen, hvilket naturligvis gjorde ham ængstelig.

I Lønborg var István indkvarteret i skolens gymnastiksal, hvor han havde en soveplads og få personlige ejendele. I foråret 1945 var han 21 år gammel.

“De tre ungarske kammerater blev på Hedegården kendt som Mælkedrengene, der dukkede op med deres feltflasker, når køerne var blevet malket. Boros var den af de tre, som familien og ikke mindst datteren Eva kom til at kende bedst, og den kontakt udviklede sig senere til et mangeårigt venskab.”
(citat: “Den skjulte alliance” af Søren Peder Sørensen)

Befrielse

Ud over situationen med de tre ungarske soldater der dagligt kom på Hedegård, gemte en tysk soldat sig i dagtimerne i Hedegårds kartoffelkule. Kartoffelkulen lå afsides fra selve gården. Den tyske soldat var deserteret, da han ellers havde udsigt til at ende på Østfronten.

Mine bedsteforældre sørgede for, at de ungarske soldater og den deserterede tyske soldat ikke mødtes – og ikke vidste besked om hinanden. Men disse sikkerhedsforanstaltninger røg sig en tur den 4. maj, da frihedsbudskabet lød fra BBC.

“På Lønborg Hede var den tyske desertør Otto Baude i timerne forinden krøbet frem fra sit skjul i den underjordiske kartoffelbeholder for at søge selskab hos sin danske familie Hundebøll på Hedegården. Samme aften var de ungarske soldater István Boros og de to andre mælkedrenge også dukket op. I køkkenet hørte de befrielsesbudskabet fra London, da desertøren Otto kom dansende ind i køkkenet. Glæden over, at krigen var slut, var så stor, at jublen måtte ud i dans”
(citat: “Den skjulte alliance” af Søren Peder Sørensen)

Fotografi af ungarske soldater, der forlader Hemmet 10.5. 1945. Foto: Egvad Egnshistoriske Samling.

Snart efter var det tid til afsked. Om afskeden med de tre ungarske soldater skriver min mor: “10. maj om aftenen kom de tre ungarere – enkeltvis – for at sige farvel – de skulle dagen efter begynde vandringen hjemad til Ungarn. Jeg husker, den sidste kom efter vi var gået til sengs, men far og jeg stod op for at hilse af. Vi kunne intet ane om, hvordan det gik dem, og de lod ikke høre fra sig før 25 år efter.”

Overraskende besøg

I sommeren 1970 dukkede en ungarsk familie op i Lønborg. Jeg forestiller mig, at de har spurgt sig frem efter familien Hundebøll, for de endte hos min mors søster, der boede i Lønborg. Med sig havde de et foto af min mor, min bedstefar og min morbror Regner. Fotoet havde István fået af min bedstefar den aften i 1945, hvor de tog afsked med hinanden.

Søsteren i Lønborg ringede til min mor. Mor bad sin søster fortælle ungarerne, at de skulle køre til Hoven Ungdomsskole, hvor mine forældre dannede forstanderpar. Ungarerne forstod desværre ikke beskeden og forsvandt igen.

I stedet måtte min mor og far finde ungarerne. Familien i Lønborg havde forstået, at ungarerne boede på en campingplads ved Nymindegab.

Det lykkedes at finde ungarerne på én af de tre campingpladser, der var ved Nymindegab i 1970. Min mor skriver “… samtidig med, at vi fik øje på en bil med H, var der en der råbte: “Evának”. Det var helt utroligt, efter 25 år kunne Istvan kende mig. Hans kone Ibolya havde netop lavet salat til dem, jeg tror, det var hele deres aftensmad”. Med sig havde Istvan og Ibolya en søn på 5 år – der også hed Istvan.

Efter ungarernes besøg i Danmark i 1970 kom der hvert år jule- og påskekort fra Budapest, og fem år senere var det min mor og far, der rejste til Ungarn for at besøge Istvan og familien.

I sommeren 1978 var jeg selv med på en campingtur til Ungarn. Vi var 5 på tur. Mine forældre, mine to yngste storesøstre og jeg.

Hos familien Boros i Budapest 1978. Det er István yderst til højre. Foto: Eva Hundebøll.

Det var dengang Europa var delt mellem øst og vest. Ungarn var på den anden side af jerntæppet – i det kommunistiske Østeuropa. Vi mødtes med István, Istvánka og Ibolya på en campingplads 1. juli. På turen var vi blandt andet forbi Sopron, Balatonsøen og et slot jeg ville købe, inden vi kom til Budapest, hvor familien Boros boede.

Det er begrænset, hvor meget jeg husker fra turen. Der er nogle erindringsglimt fra bilturen gennem Europa, hvor jeg var placeret på bagsædet i familiens Saab 96 sammen med mine to storesøstre. Jeg husker lidt fra campingpladserne, men mest en gammel trækirke i noget der minder om et frilandsmuseum.

I 1980 kom István med familien igen til Danmark og besøgte mine forældre. Jeg så ikke noget til den ungarske familie igen indtil 2010, men i mellemtiden havde min yngste storesøster læst ungarsk på Århus Universitet.

István (til venstre) og min far i Budapest 2010.

i 2010 havde jeg mine egne børn med til Budapest. Vi var en større familieflok, der fløj til Ungarn: mine forældre, tre af mine fire storesøstre, min daværende kone og en god del af mine forældres børnebørn.

Rejsen var en familieferie og en fælles oplevelse. Det var også min mors afskedstur med István og hans familie. Min mor og István havde begge nået en alder, hvor de vidste, at det var sidste gang de så hinanden.

Litteratur:
De ungarske soldater : en glemt tragedie fra den tyske besættelse af Danmark under 2. verdenskrig” af Søren Peder Sørensen
Den skjulte alliance : et vestjysk sogns møde med de ungarske soldater under 2. verdenskrig” af Søren Peder Sørensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.