Løbet 100 Meilen Berlin følger i store træk Mauerweg, der blev anlagt mellem 2002 og 2006. Mauerweg er en cykel- og vandrerute, som følger Berlinmurens forløb omkring Vestberlin.
Mauerweg er mange steder anlagt på de tidligere patruljeveje, som blev brugt af toldfunktionærer i Vestberlin eller de grænsekontrolveje, som DDR’s grænsetropper patruljerede på.
PH om Berlin 1962
“Det gamle centrale Berlin er væk. Det ødeste sted er netop ved muren, nogenlunde ved undergrundsstationen Stadtmitte. Her kører ingen mere igennem. Den berømte, engang så blomstrende gade Friedrichstrasse ligner skelettet af en kamel i ørkenen. Efter at muren har afbrudt forbindelsen, er denne øde slette blevet yderste udkant, og de sidste forretninger i ruinerne visner væk. Byen er blevet to byer, sejlet timevis væk fra hinanden ved hjælp af østlige restriktioner. Indbyggerne taler samme sprog, men mener det modsatte med ordene. Tvang er frihed, og frihed er tvang. Fornuft betyder vanvid, og vanvid betyder fornuft. (…) I Øst er individet en værdi for samfundet men ikke i sig selv. Sådan har vi engang selv trællet for kirkens idé. Godt det er slut.” (citat: Poul Henningense. Berlingervers, 1962. Gentrykt i “Gennem gyngende landskaber“, 2015.
Sidste år løb jeg Mors 100 miles i september. Det var mit første 100 miles-løb. Nu tager jeg udfordringen med den lange distance op igen. Denne gang i Tysklands hovedstad, hvor der hvert år i august afvikles 100 Meilen Berlin.
100 Meilen Berlin, også kaldet Der Mauerweglauf, blev etableret i 2011. Løbet arrangeres som et erindringsevent for de murspingere, der blev dræbt ved Muren som delte Berlin og Tyskland mellem øst og vest. En murspringer er en DDR-borger, der flygter fra etpartidiktaturet ved at forcere Muren til Vestberlin.
Muren blev bygget af DDR-myndigheder i 1961 og forsvandt først igen i 1989, da de kommunistiske regimer i Østeuropa kollapsede.
Den 13. august begyndte østtyske arbejdere, bevogtet af soldater, at afspærre grænsen mellem Øst- og Vestberlin med pigtråd og beton. “De østtyske myndigheder sænkede i gaar jerntæppet for flygtningestrømmen fra Øst- til Vestberlin og lukkede dermed den sikkerhedsventil, gennem hvilken en tilsyneladende stadigt stigende ængstelse og utilfredshed i den østtyske befolkning er sluset ud i form at en flygtningestrøm, der i de seneste dage antog et omfang som under folkeopstanden i juni 1953” skrev Dagens Nyheder i artiklen “Folkepolitien retter vaabnene mod fremstormende østtyskere”, 14. august 1961.
Fra den historiske sightseeingløbetur Friendship-and-Memorial-Run. Godt 5 km i et roligt tempo.
Hvert år sættes der fokus på ét af de ofre, der blev dræbt ved Muren under et flugtforsøg fra Øst- til Vestberlin. I år er det Günter Wiedenhöft der erindres. 78 km inde på ruten passerer vi et erindringssted, hvor nogle af Günter Wiedenhöft slægtninge er til stede og hvor vi kan sætte et kort på en tavle med en hilsen.
Günter Wiedenhöft blev født i 1942 i Berlin. Han druknede i Griebnitzsee natten mellem 5. og 6. december under et forsøg på at flygte fra Østtyskland.
Før løbet
Dagen inden løbet deltager jeg i Friendship-and-Memorial-Run, en kort og langsom rundtur fra og til H4 Hotel Alexanderplatz på Karl-Liebknecht-Straße 32. Der er mange stop, hvor en lokal løber fortæller om Berlins historie – med fokus på Muren og de årtier, hvor byen var delt i Øst og Vest.
Starten er gået.
H4 Hotel Alexanderplatz er logistisk centrum før og efter løbet. Det er her vi henter startnumre, overværer løbsbriefing om ruten og de mange regler og straffe for regelbrud. Efter løbet er det her, der er medaljeceremoni. Der er også bus fra hotellet inden løbet. For at gøre det nemt for mig selv, har jeg booket et værelse på H4 Hotel Alexanderplatz. Det er jeg ikke den eneste løber, der har gjort.
Start
I en bus fyldt med løbere, ankommer jeg til Friedrich-Ludwig-Jahnsportpark lidt over klokken fem om morgenen. På et lille atletikstadion er start og mål, men indtil videre venter vi på en træningsbane udenfor det lille stadion. Der er 26 depoter på ruten, i tre af dem, kan vi have en dropbag liggende. Start er klokken 06:00 og de tre dropbag’s skal afleveres senest 5:45, sammen med en pose med tørt tøj, som venter efter målgang i Friedrich-Ludwig-Jahnsportpark.
Jeg bruger en god del af ventetiden i toiletkøen. I løbsbriefing blev det understreget, at det ikke var tilladt at tisse offentligt i byen. Det blev også sagt, at det ikke var tilladt at løbe over for rødt. Løber en løber overfor rødt, ville det føre til diskvalifikation. Regelbrud, der ikke resulterede i diskvalifikation, ville udløse en tidsstraf. Jeg tænker det er en god ide at få tisset af.
Kort før start bliver der åbnet ind på det lille atletikstadion, hvor der står en orange start- og målport. Den sidste ventetid, bruger jeg på at snakke med en ung løber, om blødheden i forskellige Brooks-skomodeller – og så er det af sted.
Der er mellem 5 og 7,5 kilometer mellem de fleste depoter, men til det første depot ved Checkpoint Charlie er der godt 9 kilometer. På trods af toiletbesøget kørt før start, går der ikke længe inden jeg skal igen. Og med masser af pinkeln Kommissare, der holder øje med, at vi ikke tisser uautoriserede steder, eller løber over for rødt må jeg holde mig til Checkpoint Charlie, så jeg ikke risikerer en tidsstraf. Heldigvis sagde arrangørerne ved løbsbriefing, at der er toiletter ved alle depoter.
Nu er det hverken værre eller bedre, end at der stadig hænger en hængelås på toilettet ved Checkpoint Charlie, så lidt senere tager jeg chancen mellem nogle træer – selvklart efter at have tjekket for potentielle pinkeln Kommissare. Det lettede!
Det er vigtigt at spise undervejs. Her lidt at udvalget fra et depot.
The return of the fedtemadder
Jeg har min egen energi med, og lidt ekstra drikkelse samt snags liggende i mine tre dropbags. Heldigvis er depoterne forsynet med rigeligt til at komme gennem de 100 miles. Der er frugt, små håndmadder, vand og cola m.m. Et par steder er der alkoholfri øl og et tredje sted er der små frikadeller. Udbuddet varierer lidt.
Fedtemadder er ikke en del af min daglige kost. Det er mest noget jeg forbinder med min barndoms køkken. I det andet depot snupper jeg en fedtemad. Det kan noget, og dagen bliver den dag i mit liv, hvor jeg spiser flest fedtemadder.
At løbe
Helt basalt er der ikke så meget at sige om at løbe en lang tur. Det kræver forberedelse, men når først starten er gået, er det et spørgsmål om at holde mig i gang. Så længe der er fremdrift, kommer jeg i mål på et eller andet tidspunkt.
I depoterne med dropbags går der noget tid med tøjskift og andet praktisk. På den sidste del af turen skal jeg have en pandelampe og refleksseler på – det er obligatorisk efter solnedgang. Der forsvinder en del minutter i starten af løbet, på at vente på grønt lys i vejkrydsene i det centrale Berlin.
Det eneste dramatiske på turen sker et sted mellem 130 og 140 km. Her finder min højre fod en solid rod på jorden. Så ligger jeg på skovstien, så lang som jeg er med jord over det hele.
Det eneste der tager skade er forfængeligheden. Før jeg har rejst mig op, er der en anden løber med supporter på cykel henne ved mig. Da der ikke er sket noget alvorligt, løber løberen videre. Supporteren bliver og giver mig noget vand, så jeg kan vaske den værste jord af arme og hænder.
En lille stykke Berlinmur. Mauergedenkstätte am Groß Glienicker See.
På de sidste 100 kilometer, er det tilladt at have en supporter med. Supporteren skal cykle og det er også det eneste, der er muligt på store dele af ruten. Jeg har ikke selv en suppoter med, men sætter stor pris på den supporter jeg fik lov at låne en kort øjeblik. Tak.
Mål
I mål kommer jeg. Møg træt.
Der er gullashsuppe efter målgang. Suppen spiser jeg med stor fornøjelse, men ellers er prioriteten at finde en U-bane tilbage til hotellet, få et bad og komme i seng.
Benene er urolige og ømme, men jeg får da sovet noget, inden jeg vågner lidt op på formiddagen søndag. Over middag er der medaljeceremoni på H4 Hotel Alexanderplatz. Ceremonien starter med taler om Muren og murofre, bl.a. er en slægtning til Günter Wiedenhöft på scenen for at snakke.
Først får de hurtigste kvinder og mænd deres hæder. Der blev sat ny bedste tid for mænd til 100 Meilen Berlin. Schweiziske Pascal Rüeger kom rundt i en tid på 12:37:14.
Efter mørkets frembrud er det frem med pandelampen.
580 løber var tilmeldt den individuelle konkurrence (Det var også muligt at tilmelde sig som stafethold). Af de 580 stillede 499 til start og 348 gennemførte de 100 miles. Alle 348 (undtagen de der er taget tidligt hjem) kommer på scenen for at modtage en medaljen. Ud over medaljen får jeg et bæltespænde for at komme under 24 timer. Løbets tidsgrænse er på 30 timer.
Lidt om ruten
100 Meilen Berlin – Der Mauerweglauf afvikles på en lang rundstrækning, som i hovedtræk følger Mauerweg. I år løb vi med urets retning, så i 2026 løbes der imod urets retning.
På de første kilometer er der masser af kryds med lysreguleringer, som giver stop og ventetid. Da først vi var ude af det centrale Berlin, kom der mere flow i løbet. Vi løb en del på ydergrænsen af byzonen, vi kom ud på landet med marker og vi kom gennem skov.
Ruten er markeret med hvide spray-pile på jorden og i mørket med reflekterende pile på vejskilte og lignende. Det gik fint med at finde vej. Hjemmefra havde jeg oprettet en Google Map med ruten. To gange fandt jeg det nødvendigt at tjekke, at jeg stadig var på rundstrækningen. Det var jeg.
Mange steder var det et grønt og idyllisk landskab, vi passerede gennem. Var det ikke for de mange erindringssteder, hvor DDR-borgere var blevet dræbt i deres forsøg på at forlade DDR, kunne vi let glemme den grufulde historie bag ruten.
— 100 Meilen Berlin # 13 – Der Mauerweglauf
Arrangører: LG Mauerweg Berlin Land: Tyskland Start: Friedrich-Ludwig-Jahn-Sportpark Distance: 100 miles Underlag: asfalt, beton, grus, jord Deltagerantal: 580 Sko: Brooks Glycerin 21
Morgenmad: Jeg tjekker Google Maps for morgenmadssteder nær Alexanderplatz. Synes ikke udvalget er overvældende, men beslutter mig for at prøve Spreegold Mitte på hjørnet af Rosa-Luxemburg-Straße og Dircksensstraße.
Fra Rosa-Luxemburg-Straße entrerer jeg et industrielt udseende lokale. Væggene er holdt i brune og hvide farver. På vinduerne er der skrevet ting som Kaffee, Breakfast, Matcha etc. med håndskrift, desuden er der tegnet ukrudtsplanter – alt med hvid tusch.
Spreegold Mitte.
Udsigten ud til Rosa-Luxemburg-Straße er boligbygninger med butikker i stueetagen. Mod Dircksensstraße er der udsigt til højbanen, hvor S5 og S7 kører.
Jeg sætter mig indenfor. Men der er også masser af fortovspladser til udendørsservering. I det jeg sætter mig, formår jeg at vælte en glas på gulvet med min rygsæk. Den ene af de to tjener sender mig et rimelig olmt blik. Heldigvis er det den anden tjener, der kommer med menukort, og senere modtager bestilling og serverer maden.
Min bestilling lyder på en kaffen og Orange Sun, et lille glas appelsinjuice til 5 €, men så er den også friskpresset. Til servering på en tallerken bestiller jeg en Paleo Power Omelette, med avocado og bacon mm.
Serveringen er hurtig. Juicen er frisk og maden smager. En smule mere krydderi ville gøre godt.
Morgenmad med kaffe.
Der er højt til loftet. Spreegold Mitte er ikke byens hyggeligste spisested, men det er absolut acceptabelt, selv om lokalet ville være bedre egnet til en fitnessklub eller lignende. Gæsterne er hovedsageligt tysktalende, men jeg er ikke den eneste udlænding, der har fundet cafeen.
Spreegold Mitte Rosa-Luxemburg-straße 2 10178 Berlin Der er åbent fra 8:30 til 21:00, fredag og lørdag til 22:00.
Normalt er vejen til startlinjen noget, der skal overstås. Men til Kristallmarathon begynder eventyret allerede halvanden time inden start. Vi står en tætpakket flok løbere i en elevator, der kører ned i undergrunden i god fart. Min rejsemakker, Henrik fra Maraton PopUp, mig og en masse tyskere.
Langt nede i den massive undergrund gennes vi ud af elevatoren og kommer over i gule minebiler, her placeres vi på lange bænke. Med alle på plads er det af sted, og det i høj fart. Vi kører gennem de smalle og lave gange til Großbunker, som ligger 500 meter under jordoverfladen. I dag er der løbsarrangement i Großbunker, andre dage er der koncerter.
Transport fra elevatorer til Großbunker.
I Großbunker er der sat stole op – én til hver af de 750 deltagere, der enten skal løbe halvmaraton eller maraton. Jeg finder et toilet og kommer af med det, jeg nu skal af med, efter en god kop morgenkaffe. Nu er det bare at vente på, at klokken bliver 10 og vi kan komme i gang med at løbe et maraton dybt nede i undergrunden.
Højdemeter og saltaflejringer
Vi er i Thüriingen. I en nedlagt saltmine, Erlebnis Bergwerk Merkers. Der er ikke udvundet salt fra minen siden 1991. Under 2. Verdenskrig gemte nazisterne guld, kunst og valuta i minen. Det dybeste sted i minen er omtrent 860 meter under jordoverfladen og der er 4600 km tunneler.
Vi løber 500 meter under jordoverfladen. Her er en konstant temperatur på 21°. Det er varmt nok til at løbe i korte rør og singlet, selvom vi er midt i februar.
Minemaskine.
Saltet, der er hentet op fra minen, stammer fra Zechstein-havet, der dækkede området for 240 millioner år siden . Aflejringer fra Zechstein er udbredt i store dele af Nordtyskland, Danmark og England, og i Merkers er der utallige saltaflejringer.
Alle deltagere skal bære hjelm og pandelampe, hvilket er lovpligtigt for alle, der færdes i tyske miner.
Klokken er 10 og løbet sættes i gang til klapsalver fra løbere og publikum, der har taget turen ned i undergrunden.
Et par løbevenner der har været her tidligere, har sagt, at de ikke rigtigt mærkede de 780 højdemeter, som der er på maratonet. Jeg ved ikke, hvad de har været på. Jeg mærker højdemeterne allerede på første omgang, faktisk allerede på den første kilometer.
Klar til start i Großbunker.
Den fjollede leg jeg i dag finder på er, at jeg vil se, om jeg kan løbe hele vejen fra start til slut. Ikke noget med at gå på stigningerne, uanset hvor stejle de er.
13 gange skal jeg rundt i de gange, der lige præcis er brede nok til at de gule minebiler kan køre gennem dem. Der er ikke lige meget lys alle steder, men jeg behøver ikke tænde min pandelampe for at finde rundt.
Legen med at løbe hele tiden går meget godt på de første runder. Efter tre omgange drikker jeg lidt Powerade og efter fem spiser jeg en energi-gel. Jeg begynder at kunne mærke stigningerne i benene. Efter otte omgange drikker jeg lidt Powerade. Efter 10 omgange spiser jeg en energi-gel. Nu kan jeg også mærke nedløbene i benene.
På rundstrækningen.
Angående nedløbene. De er sjove. Underlaget er fast. Der er ikke meget, vi kan falde over. Det er bare at give slip og lade sig trække nedad af tyngdekraften. Det sidste nedløb på rundstrækningen, der er lidt længere end de andre, er min favorit. Her kommer der virkelig fart på.
Mål
Efter favoritnedløbet er der en lille tur frem og tilbage i en tunnel, inden vi løber mod mål i Großbunker. Jeg holder fast i legen hele vejen og undlader at gå op ad stigningerne. Indsatsen rækker dog ikke til en tid under fire timer. Men det er heller ikke dagens mål.
Efter målgang drikker jeg lidt vand og den alkoholfri øl, som udleveres til alle, der gennemfører løbet. Jeg finder min stol og sætter mig for at vente på min rejsekammerat. Jeg sidder ikke længe, inden Henrik krydser målstregen, og vi begynder at gøre os klar til at komme op til overfladen.
De fleste havde tændt pandelampen, selv om det ikke var nødvendigt.
Kristallmarathon er et oplevelsesløb. Og én oplevelse, det får deltageren. Tunnelsyn, helt bogstaveligt. På ruten ses gamle minemaskiner, som et f.eks. gammelt minetog.
Har du klaustrofobiske tendenser, er Kristallmarathon nok ikke det næste løb som skal i sætte kalenderen. Alle andre: Tag af sted.
Kartoffelhaus i Eisenach kalder sig selv “das total verrückte Restaurant in Eisenach”, og det er et unikt rum, vi entrerede lidt over middagstid en halvkold lørdag i februar.
Efter en køretur fra Albertslund til Eisenach i Thüringen, hvor vi ikke havde fået vådt eller tørt siden færgen mellem Rødby og Puttgarden, var sulten til at mærke.
View gennem Kartoffelhaus.
Inden for entréen var der samlet meget skrammel for at udsmykke Kartoffelhaus. På hylder langs væggen, var gamle kameraer og elektroniske apparater, med ligeså mange år på bagen som mig, udstillet nær døren. Der var stegepander, gryder, blikdåser, emaljeskilte, bøger og meget andet der var skruet op i loftet. Efter kort ventetid, blev vi anvist en plads ikke langt fra indgangen – og da Kartoffelhaus ikke er et lille sted, er der masser af skrammel, som vi ikke fik set.
Vi bestilte begge en “Schnitzeljagd – Teil 1, saftiges Schweineschnitzel mit Bratkartoffeln und zwei Spiegeleiern”. Men der er mange andre appetitvækkende retter på menuen som “Teufelswerk – in der Pfanne serviert, drei Schweinemedaillons mit scharfem Paprikagemüse, Zwiebeln” og “Bratkartoffeln und Pizza “Lauch tut’s auch”, mit Lauch, Schmelzkäse, Rahm, Zwiebeln und Schinkenwürfeln”. Der er også mad til veganere.
Bøger på loftet.
Kartoffelhaus’ drikkekort er trykt på en stor grøn flaske. Der var mange spændende øl og drinks. De lokale varianter var markeret med mørk baggrund bag teksten. Vi var begge lidt kedelige hvad drikkelse angik. Jeg bestilte en klassisk cola og min ven en lige så, bare i den sukkerfri variant.
Jeg fik pladsen med ryggen til rummet, til gengæld kunne jeg betragte en væg tilplastret med Gøg og Gokke billeder og merchandise. Imens vi venter på maden – og dette er ikke en fastfoodrestaurant – fandt jeg toilettet, der var oppe på 1. sal. På turen frem og tilbage konstaterede jeg, at Kartoffelhaus var velbesøgt, men der var dog enkelte ledige borde.
Schnitzeljagd – Teil 1, saftiges Schweineschnitzel mit Bratkartoffeln und zwei Spiegeleiern.
Maden kom. Venligt serveret. Den smagte.
Vi kom efter noget autentisk tysk mad. Det fik vi – i en fin kvalitet og nok til at blive mætte af. Om det var den optimale ernæring dagen inden et maraton er tvivlsomt. Men maratonet, der venter efter en nats søvn, er et oplevelsesløb i en saltmine 500 meter under jorden. Og besøget på Kartoffelhaus var en god oplevelse, og i det lys, en god opvarmning til morgendagens løbeoplevelse.
I en af løbegrupperne på annoncetjenesten Facebook kom en opfordring: “Prøv et maraton syd for den dansk-tyske grænse”. Jeg blev ramt af et impulskøb – og inden jeg havde tænkt mig om, havde jeg købt et startnummer til Marathon am Meer i Husum.
Senere opdager jeg, at Marathon am Meer er delstatsmesterskab for Slesvig-Holsten, hvorfor jeg må formode en god del af de 120 deltagere er pænt hurtige.
Jeg har min søn, Andreas, med på turen. En art far og søn roadtrip. Vi ankom til Husum i går og har overnattet i et lokalt gasthaus. Med knap 24.000 indbyggere kan Husum vel betegnes som en mindre provinsby i marsklandet i det vestlige Sydslesvig. Den ældste kendte navn for byen er Husumbro (Bro mellem husene) fra 1252.
Aftensmad i Husum.
Vi var på Weihnachtshau og vandrede rundt i Husums hyggelige gader. Kaffen blev drukket på Tina Cafe og jeg carbloadede på Osteria bei Peci.
Løbsdag
Nu befinder vi os nord for Husum by, ved Schobüll (Skobøl) hvor der er start, depot og mål for Marathon am Meer.
Startområdet ligger lige uden for Schobüll på kanten af marsken, men lidt oppe i landskabet ligesom Schobüll. Jeg får mit startnummer. Andreas får bilnøglen og min mobiltelefon, med besked om ikke at bruge alt strømmen på bilens batteri og gerne tage nogle stemningsbilleder fra løbet.
Startområdet med teltet hvor deltagerne henter numre og chips til tidtagning.
Jeg hilser på Karen og og Hans, som jeg mest kender fordi Karen lavede ruten til et mindeværdigt Regions-løb ved Skærbæk. Resten af de fremmødte er tyskere.
Det bliver tid til løbsbriefing. Da det foregår på tysk, forstå jeg ikke det hele. Men mon ikke det går alligevel.
Vi starter med at løbe 50 meter ned mod vandet, kun for at vende rundt og løbe op mod Schobüll. Vi fortsætter i udkanten af byen, mod syd ad Alte Dorfstraße og videre ad Deichweg. Sidstnævnte gadenavn siger noget om dagens rundstrækning. Vi fortsætter ad en cykelsti på ydersiden af Nordsee-Deich, der beskytter Husum og omegn mod Vadehavets vandmasser.
Et par løbere i Schobüll. Foto: Andreas K. Hundebøll.
På turen langs diget, løber vi blandt en masse får. Det er det, der kendetegner løbet. Diget og marskens får.
Vi passerer badestranden ved Wunderbar am Dockkoog og fortsætter ind ad mod Husum. Vi kommer dog ikke i nærheden af Husum by, for lidt nede ad Dockkoogstraße drejer vi 180° omkring og løber tilbage til diget. Herfra løber vi tilbage til start- og målområdet på indersiden af diget. Her er også får, men ikke så mange som på ydersiden. De sidste par kilometer af rundstrækningen, er de samme som på udturen.
På vej i depotet ved start/mål. I det fjerne ses Vadehavet. Foto: Andreas K. Hundebøll.
Rundstrækningen er et kvartmaraton, så jeg må fire gange rundt. Der er depot med vand og cola ved start/mål, og så er der to depoter ude på strækningen.
Depoterne er ikke optimalt placeret. Det første kommer efter godt seks kilometer og det næste efter 8,5 kilometer. Det giver et langt stræk på udturen uden vand, til gengæld så rigeligt med vand på vej ind mod depot, og til sidst mål. Og i dag er det med vand vigtigt, for det er allerede lunt ved start og temperaturen går kun en vej: Opad.
Løber i landskab. Foto: Andreas K. Hundebøll.
Efter tre og en halv time er jeg færdig. Tænker det er vigtigt at præstere godt, når jeg er i udlandet og repræsentere klubben – og en tredjeplads i min aldersgrupper er vel godkendt?
Sidste weekend i september gik turen til Tysklands hovedstad, hvor der var bymaraton på plakaten. Berlin Marathon kaldes verdens hurtigste maratonrute. Kunne en langsom løber som mig, forbedre maratontiden der?
Berlin Marathon er et af World Marathon Majore. Ruten gennem Berlin har ikke hørt om højdemeter. Det er nok derfor, her er sat flere verdensrekorder. Undervejs kommer løberne forbi mange af byens turistseværdigheder. Ingen nævnt, ingen glemt. Men det skal lige nævnes at start og mål er i området ved Brandenburger Tor.
Syd på
Rejsen med Marathon Travel Club var med bus fra Sjælør. Motorvejskilometer efter motorvejskilometer, kun afbrudt af sejlturen fra Gedser til Rostock.
I Berlin skulle vi forbi maratonmessen for at hente løbenumre og tidstagerchips inden vi kørte til hotellerne. Tiden på maratonmessen blev desværre meget kort, da vi var blevet forsinket af den berlinske eftermiddagstrafik. Ingen tid til at kigge på messetilbud.
Vi kom frem til hotellet og jeg fik mit værelse på fjerde sal. Nu manglede jeg kun mad. I Berlin var jeg ikke på hjemmebane. I modsætning til Hamburg, kunne jeg ikke bare tage hen til et velkendt kvarter og finde et spisested, som jeg i forvejen kendte. Jeg måtte på gaden og se mig omkring.
Efter at have vandret lidt omkring i kvarteret hvor hotellet lå, kunne jeg konstatere, at alle spisesteder var asiatiske. Der var kinesisk, vietnamesisk og thaimad. Den wienerschnitzel jeg havde tænkt mig, kunne jeg godt skyde en bambuspil efter. Det blev kinesisk.
Der sad jeg så. En fredag aften i Berlin, drak cola og spiste kyling a la kina. Med en plan om at gå tidligt i seng. Klokken ikke alt for sent kunne jeg sige godnat til mig selv.
Fridag
Dagen inden løbet startede stille og roligt. Et brusebad og så på gaden for at finde lidt morgenmad. Formiddagen gik med souvenirshopping og kaffedrikning. Om eftermiddagen havde jeg købt en busrundtur i Berlin med Marathon Travel Club. Så der blev leget charterturist i et par timer.
Efter turistbusturen gik jeg hen og heppede lidt på deltagerne i maraton for inliners. Det så fedt ud og der var god fart på. Ærgerligt jeg aldrig er blevet fortrolig med rulleskøjter og da slet ikke inliners.
Det blev tid til aftensmad. Jeg fandt en hyggelig italiensk restaurant i nærheden af hotellet. (En nærmere undersøgelse havde afsløret andet end asiatiske spisesteder). Pasta med spinat og lidt laks. Mums.
Efter maden tog jeg et karbad. Gik tidlig i seng og stenede ligegyldig tv.
Dedikation
Turen til Berlin var lige ved at ryge i vasken. Godt en uge inden afgang blev min mor indlagt med en lille hjerneblødning og nyresvigt. Nyrerne kom heldigvis i gang igen. Hjerneblødningen var ikke livstruende og det ser ikke ud til at den har nævneværdige konsekvenser. I weekenden inden afgang besøgte jeg hende på Esbjerg Sygehus. Selvfølgelig var hun svag, men i bedring. Humøret fejlede ikke noget og hun var mentalt til stede.
Da det var tid til af gang vurderede jeg, at jeg godt kunne tage en tur syd på. Skulle min mors tilstand blive kritisk, var jeg jo ikke på den anden side af Jorden.
Jeg ved ikke rigtig, om det giver mening, at dedikere et ligegyldigt maratonresultat som mit. Men anyway. Inden Berlin besluttede jeg at dedikere mit løb og resultatet til min mor. Det er hermed gjort.
Løbet
Maratonmorgenen skulle være stille og rolig. Stod tidligt op og spiste morgenmad. I god tid tog jeg mod startområdet i en af Marathon Travel Clubs busser. Og her opdagede jeg dagens store fejl. Havde glemt chippen i skoen! Heldigvis var jeg i så god tid, at jeg kunne tage en taxa tilbage til hotellet og hente chippen.
Mens jeg havde været tilbage på hotellet, var vejen omkring startområdet blevet spærret af. Taxaen kunne ikke køre dertil hvor jeg havde fanget den. Heldigvis var der god tid til en rolig morgengåtur.
Tilbage ved startområdet fandt jeg min startboks. Løberne her skulle løbe et langsommere tempo, end det jeg havde planlagt. Jeg var åbenbart ikke så optimistisk angående min tempoudvikling, da jeg for lang tid siden bestilte rejsen.
Af sted kom vi og jeg kom i gang med at overhale. Og hold da helt op hvor var der mange løbere der skulle overhales. Kunne klart mærke at det er et større løb end København og Hamburg. Der var tæt med mennesker fra start til slut. I Hamburg havde der været flere perioder, hvor jeg ikke behøvede at koncentrere mig om at undgå at løbe ind i andre løbere, eller selv blive løbet ned. Sådanne rolige kilometer var er ikke i Berlin.
De første 25 kilometer holdt jeg nogenlunde det planlagte tempo. Men så faldt det. Ikke meget. På det lange stræk, skal der ikke den store temponedgang til at gøre en forskel på sluttiden. Tempoet på de første 25 kilometer lå på 05:00. Efter at have erkendt at tempoet ikke kunne holde hele vejen, fandt jeg rytmen i et tempo på 05:05. Det holdt, men jeg måtte kæmpe med alt jeg havde – og lidt til – for at holde det på de sidste syv kilometer. Soundtracket stod Gojira for. Sådan er det nu engang, når der skal kæmpes.
Mål
I mål kom jeg på tiden 03:32:05. En forbedring af min personlige rekordt med godt seks minutter. Jeg løb med alt jeg havde, og kan kun være tilfreds. Det selv om jeg havde håbet på at være en lille smule hurtigere.
De professionelle løb f**king hurtigt. Wilson Kipsang satte ny verdensrekort på 02:03:23. Hvilket er en hæderlig tid for motionister på den halve distance. Bedste kvinde blev Florence Kiplagat med tiden 02:21:13.
Det var ottende gang, der bliver sat verdensrekord i Berlin.
Og Berlin Marathon. Kommer jeg tilbage? På positiv siden er ruten dejlig flad, hvis man løber for den gode tid. Publikum giver den gas og er en stor oplevelse. Ned trækker det, at løbet er så stort. Der er simpelthen for mange deltagere til min smag. Så måske vender jeg tilbage, men Berlin Marathon er absolut ikke øverst på min ønskesedlen, eller for den sags skyld en del af mine løbeplaner for de kommende par år.
Simon-von-Utrecht Straße 87. 20 359 Hamburg. Denne tekst er et copy&paste fra Brøndby PubSpotters.
Fodboldværtshus med tv-bold. Ligger på hjørnet af Simon-von-Utrecht Straße og Hein-Hoyer Straße. Udenfor er facaden beklædt med små grønne fliser. Inventaret er old school værtshusstil og farver. Sådan som vi kan lide det.
På den ene væg hænger en fotomontage med naver-billeder. Ellers er det fodboldbilleder og halstørklæder der pryder væggene. I loftet hænder der et FC Celtic-flag, men størstedelen af udsmykningen er FC St. Pauli-relateret.
På en lørdag eftermiddag er værtshuset befolket af mænd der ser Bundesliga – og højlydt kommentere kampene.
Her et døgns tid inden det går lød på Millerntor, kan man fryde sig over at HSV får på puklen af VfB Stuttgart. Der er altid en grund til at drikke en Astra til. Sådan en står i 1,7 €.
Højrnet af Detlev-Bremer-Straße og Simon-von-Utrecht-Straße. Hamburg, Tyskland. Denne tekst er et copy&paste fra Brøndby PubSpotters.
Nej, dette er ikke en spotning af FC St. Paulis berømte stadion, men et værtshus få hundrede meter derfra.
Værtshuset ligger på et gadehjørne. Det er to rum. I det første er baren, et stort tv, cigaretautomat og en spillemaskine. Væggene er Astra-røde. I det inders rum spiller bartenderen dart med nogle af de faste kunder.
Bestiller to Astra Urtyp til en samlet pris på 3,4 €. Baren har tydelige raflemærker. En Flensburger Pils koster 1,8 €. Beck’s står i 2,0 og husets weizen koster 2,5 €. En Jägermeister står i 1,5 – det sammen som prisen på en Hansen Rum. En Mexicana koster 0,5 €. Rørende.
Kunderne er det, man i København kalder Vesterbro-typer. I baren hænger spilleplanden for FC. St Pauli, så kunderne kan planlægge lidt frem. På Millerntor drikker mænd øl af flasken, mens kvinder får tilbudt et glas til den gyldne drik.
Publiceret på sh.newsun.dk 01.05. 2007
Mest om løb og hvad jeg oplever når jeg løber. Lidt om historie, fornøjelser og diverse.
Denne hjemmeside bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du vores brug af cookies.
