Maraton på en smuk septemberdag i Kongelunden på Amager. Vi løb en 5,3 kilometer lang rundstrækning, som vi skulle otte gange rundt for et maraton.
Ruten er ikke markeret. Vi navigere efter kortet på løbeuret. Efter et par omgange gav det sig selv. Stierne i skoven delte vi med hundeluftere og motionscyklister.
Der er små historier over alt. De er ikke nødvendigvis synlige, men de er der. I Ishøj er der f.eks. et lille villakvarter, hvor de fleste huse er arkitekttegnende, og som blev bygget som en husudstillingen med henblik på eksport at danske familiehuse.
Vi skal tilbage til slutningen 1960’erne og starten 1970’erne. Dengang var der gang i boligbyggeriet på Vestegnen. Rammen for de nye byer var sat med “Lov om planlægning af Køge Bugt-området” vedtaget i 1961.
Nye forstadsbebyggelser skød op på Vestegnen og Sydkysten, alt mens Køge Bugt-banen blev anlagt (første etape fra Kbh. H til Vallensbæk åbnede i 1972).
Annonce fra Berlingske Tidende. 24. oktober 1970.
Samtidig med at byggeriet af Ishøjplanen (Vejleåparken) var gået i gang, blev der bygget villaer et andet sted i Ishøj. Villaerne var en del af den anden Archibo-udstilling.
Bredekærs Vænge
I 1969 blev den første “Archibo – De unges hus 69”-udstilling afholdt i Fløng. Året efter åbnede “Archibo – Den anden internationale enfamiliehus-udstilling” i Ishøj med over 90 parcelhuse. I første omgang var udstillingen åben fra 10 oktober til 30 april 1971. Ved åbningen var kun 1/4 af udstillingshuset bygget færdige.
Et halvt hundrede arkitekter medvirkede ved husenes fremstilling. Målsætningen med “Archibo II” i Ishøj var, at “samle arkitekter, håndværkere og producenter med henblik på at bygge boliger, som kan leve op til følgende krav: Det bedste tidssvarende funktionsdygtige og æstetiske byggeri til billigste pris og korteste tid”. Desuden ønskede Archibo, at “gøre København til Design Center for huse og deres udstyr” og “at gøre Danmark til kontraktland for eksport at huse”. (“Aktuelt : Vestjylland”. 3. oktober 1970).
Selv om både stakit og hække er høje, kan man godt få indtryk af de forskelligartede familiehuse i Bredekærs Vænge.
Den 31. oktober 1970 kunne Berlingske Tidende meddele at 15.000 mennesker indtil videre havde besøgt Archibo-udstillingen. Avisen oplyste desuden, at hussalget gik strygende.
Arkitekt Bent Rohdes hus var særligt succesfuldt og blev anmeldt i “Berlingske Tidende” i artiklen “Huset som man kan lev i” (14.11. 1970). Her skrev avisen bl.a. “Stort H er, som navnet siger, i H-facon, hvor den ene H-streg er husets opholdsafdeling, og den anden H-streg danner husets adskilte soveafdeling. Forbindelsesstregen i H-et er husets faste kerne, der i en mellembygning indeholder entré, fyrrum, gæstetoilet og en dejlig stor havestue, der både kan fungere som al-rum og ved gæstebud som hall.”. Berlingske skrev envidere at der “er en egen stemning i dette hus, der domineres af de rå materialer. Køkkeninventaret er specialtegnet til dette hus og fremstillet i oregonpine i fineste snedkerarbejde. Det er rart at se godt og gedigen! håndværksmæssigt kvalitetsarbejde, med døre og skabe der kan lukkes i og op, som de skal.”
En stor del af husene blev solgt og står stadig i Bredekærs Vænge – om end ombygget og forandret.
Hjørnebygning af arkitekt Hans Hansen, Poul & Johannes Ørsted Pedersen.
Eksport
De udstillede huse til Archibo-udstillingerne, var ikke kun målrettede danske kunder og den danske byggeindustri. Efter udstillingen i Ishøj kom der flere Archibo-udstillinger, bl.a. i Tåstrup. “Det sker bl.a. af hensyn til udenlandske købere af danske typehuse, som skal have adgang til at se de nyeste produkter, når de har lysten til at kommer” oplyste cand.oecon Edmund Antkowiak til “Folkebladet for Randers og Omegn”, 3. september 1970.
“Boligen vil i de kommende år spille en stadig stigende rolle i menneskers tilværelse. Efterhånden som folk også i de lande vi kan sammenligne os med, får bil og andre tekniske forbrugsgoder, vil savnet af en god bolig føles særlig stærkt. Danmark må kunne udvikle sin produktion af boliger, så der også kan eksporteres for at imødekomme en del af dette savn. Derved kan det blive lettere for os at løse vore egne boligproblemer, idet alle erfaringer viser, at et land ikke behøver at savne den vare. det er i stand til at sælge til andre. Denne udstilling er et ambitiøst og perspektivisk bidrag til en sådan eksport-udvikling.” udtalte boligminister Aage Hastrup i forbindelse med Archibo I-udstillingen i Fløng.
Børnehaven Archibo
I forbindelse med udstillingen blev børnehaven “Archibo” opført. Børnehaven blev officielt indviet 22. januar 1971. De første børn blev optaget 1. oktober året forinden. I januar 1971 nåede børnehaven op på 40 børn, som den var nomineret til.
Børnehaven “Archibo” er tegnet af arkitekterne Reneé Bloch og Jørgen Raaschou-Nielsen. I løbet af 1971 overtog Torslunde-Ishøj kommune driften af børnehaven.
Børnehaven Archibo, i dag: Børnehuset Troldebo.
“Archibo-børnehaven bliver ved med at hedde sådan, også efter udstillingen er afsluttet. Lederen, fru Jette Eicken, søgte om at måtte beholde det og fik lov. Archibo kan også nok være bekendt at lægge navn til. Den lader umiddelbart til at opfylde alle de krav, man må stille til en moderne børnehave: Klare farver, bløde gulve, mase-fingre fri døre, lave vinduer, og syv voksne mennesker til at passe på og sætte i sving.” skrev Dagbladet Roskilde og Omegn i artiklen “Tag ungerne med på bolig-udstillingen” (10.10. 1970).
I dag var vi samlet for at fejre Maia Skytte, der løb sit maraton nummer 100. Altid dejligt med et nyt medlem i klubben.
Ida, Maia og en festlig t-shirt.
Vi løb en runde med start og mål i Carlsberg Byen i Københavns kommune. Størstedelen af rundturen foregik i Søndermarken og Frederiksberg Have – begge Frederiksberg kommune. Det var en af de typiske 7,1 km runder, som vi løb seks gange for et maraton.
Over Valby Langgade.
Det er dagens jubilar, der havde sammensat rundstrækning. Den var god, med masser af fine bakker og skønne stier. Afvekslende og ganske grøn midt i metropolen. Ruten er ikke opmærket, så vi løb efter en gpx-rute på løbeuret.
Kig til elefanterne i Zoo fra Frederiksberg Have.
Stor tillykke til Maia Skytte med de 100 maraton, og retten til at bære klubmærke.
Cannonballløbet RC pop-up har hjemme i Kronjylland, nærmere bestemt Randers. Men som et ægte popup-løb dukker det op alle mulige steder. Og i dag popper RC pop-up op på Samsø.
Jakob Stæhr Hansen står som arrangør for løbene. Jeg ved ikke, hvor mange løb han efterhånden har arrangeret. Det er en del. I dag er første gang jeg løber med til et RC pop-up-arrangement.
Hvorfor det lige er i dag, at jeg er med, skyldes at jeg i jagten på kommuner mangler at løbe et maraton i Samsø kommune. Det er sjældent, at der er mulighed for det.
Applaus til Arne.
Jeg tror samtlige deltagere er med morgenfærgen fra Hou. De fleste til fods men enkelte har bilen med over. Efter ankomst til Sælvig mødes vi på parkeringspladsen ved færgelejet. I samlet flok går vi hen til et skur, som arrangørerne har fået lov at låne til vores bagage. Vældig fint.
Jakob holder morgensamling, vi klapper af Arne Oliver Hansen, der efter dagen løb kan blære sig med, at han har løbet et maraton i alle landets kommuner og et halvmaraton i alle landets kommuner. Arne er den eneste der har gennemført kommunebingoudfordringen på både maraton- og halvmaratondistancen.
Det er tid til et fællesfoto og så er der afgang. Dagens tur er en halvmaratonrunde uden markering. Løbet er et gpx-løb.
Fra Sandvig løber vi til Onsbjerg. Ad småveje fortsætter vi øst om Tanderup. Ved Pillemark drejer vi ud mod kysten, som vi rammer efter godt 8 kilometer. På det meste af runden er underlaget asfalt. Men her får vi lov at løbe på en trampesti langs stranden. Ikke vildt langt, men lidt over en kilometer, og alt godt tæller.
Fire på farten.
Vi forlader stranden ved Fogedmark og løber igen ind i landet. Vi passer forbi Pillemark, dog uden at krydse vores eget spor. Vi fortsætter af Brede Blok til Højvangsvej og løber mod Samsøs hovedby, Tranebjerg.
Fra Tranebjerg fortsætter vi til Onsbjerg, hvor vi rammer vejen, vi kom ad da efter startede i Sælvig. Den følger vi retur til havnen.
Selv om mit løbeur påstår jeg er i mål i Sælvig, må jeg af sted ud på en runde mere. Heldigvis er runden simpel, så det er få gange jeg må have kortet frem på uret for at orientere mig.
Samsø kommune
Samsø er en ø og en selvstændig kommune. Der bor 3.617 mennesker på øen. Som mange andre yderområder oplever Samsø et fald i indbyggertal. I 2007 var indbyggertallet 4.130 mennesker.
En stor del af befolkningen er oppe i årene. 33,7% er 67 år gamle eller ældre. Til sammenligning er 9,4% af befolkningen i Københavns kommune 67 år eller ældre, og i Ishøj kommune er andelen 14,3%.
En lille stykke uden asfalt.
Samsø er Danmarks 14. største ø med et areal på 113,60 km². Beboerne på Samsø har godt plads. På øen er der 32 indbyggere pr. km². Københavnerne er 7.339 personer pr. km² og i Ishøj kommune er der 919 beboere pr. km².
Samsø kommune blev dannet i 1962 ved en sammenlægning af sognekommunerne Besser, Kolby, Nordby, Onsbjerg og Tranebjerg. Ved kommunalreformen i 1970 blev Samsø kommune overført fra Holbæk amt til Århus amt. I dag er kommunen en del af Region Midtjylland.
“Samsø Kommune er en af landets mindste: Skønt den ifølge oplægget til Strukturreformen i 2007 var for lille befolkningsmæssigt til at kunne forblive selvstændig efter reformen, fik Samsø ligesom flere andre små kommuner, fx Ærø og Læsø Kommuner, mulighed for at blive undtaget for hovedreglen om, at en kommune minimum skulle tælle 20.000 indbyggere. Betingelsen var dog, at de indgik forpligtende samarbejder med større omkringliggende kommuner”. (citat: Trap Danmark. Bind 13 : Horsens, Odder, Samsø, Hedensted, 2020)
Kongehøjen.
Det er mange år siden, jeg sidst har været på Samsø. Men der var omtrent ti måneder af mit liv, hvor jeg var meget på øen. Dengang var jeg ung og gik på Samsø Efterskole. Og når man er på en efterskole, foregår livet lidt i en boble. Så det var måske begrænset, hvor meget jeg oplevede resten af øen. Nu fik jeg et lille bid mere.
DNF: Den gik ikke. Efter 120 km var der ikke mere, og jeg udgik af Mauerweglauf 2026.
I mørket. Ude på landet nær Berlin – midt imellem to depoter – finder jeg en bus, der kørte ind til en S-bane. Det blev afslutningen for min deltagelse i årets 100 Meilen Berlin.
Jeg var tom. Ved 60 km fik jeg maveproblemer og jeg havde svært ved at indtage sukker – uanset form; gel, slik, sodavand. Lidt af det blev efterladt i naturen tilsat lidt mavesyre. Frugt i begrænsede mængder gik det bedre med.
Efter depot nr. 14 omtrent ved km 81, besluttede jeg for at udgå ved næste depot. Men da jeg kom ind i det depotet, var der én der fik lagt is i nakken på mig, og det lykkedes at drikke lidt Fanta. Jeg tænkte, jeg tager lige et dopet mere.
Det blev til flere depoter, men mellem depot 19 og 20 var det slut. Tanken var tom.
Undervej fik jeg den tanke, at det er tid til at omfavne gammelmandsløberidentiteten. Droppe de lange ultraløb og sænke et par af de øvrige ambitioner lidt. Ud med gel-energi og så i stedet forsøge at finde en brugbar balance af frugt, bær, vingummi og cola.
…nu har jeg alt for mange Gel’er med hjem af Berlin og de skal nok lige bruges først. De er jo betalt.
Jeg er ankommet til Berlin og har tjekket ind på hotellet, hvor jeg har base de næste dage. Hjemmefra har jeg noteret, at der nær hotellet er to ruinhøje: Große Bunkerberg og Kleine Bunkerberg.
Runihøje findes der flere af i Berlin og andre tyske storbyer. Ruinhøje er kunstige bakker, som blev anlagt efter 2. Verdenskrig af murbrokker fra ødelagte bygninger.
Teufelsberg er nok den bedst kendte ruinhøj i Berlin. Den ligger i det tidligere Vestberlin. Under Den kolde krig, havde amerikanerne en lyttestation på Teufelsberg.
På denne tur har jeg domicil på Karl-Liebknecht-Straße i det tidligere Østberlin og de ro ruinhøje skal besøge ligger i Volkspark Friedrichshain, som også ligger i det tidligere Østberlin.
En overraskelse
Det tager ikke lang tid at komme fra hotellet til Volkspark Friedrichshain. Jeg ankommer ad Büshingstraße og opdager et større monument i parken lige hvor gaden ender ud i Freidenstraße.
Det må jeg over at se på!. Det viser sig at være “Gedenkstätte der Deutschen Interbrigadisten”.
Erindringsstedet blev rejst i 1968 (grundstenen blev lagt i 1966). Omkring 3.000 tyskere kæmpede på republikkens side under den spanske borgerkrig. Det vides ikke hvor mange tyskere der døde i kamp.
Erindringsstedet består af tre dele udført i bronze. Enkeltdelene er en bronzerelief udført af Siegfried Krepp og en stor figurativ skulptur skabt af Fritz Cremer og en indskriftstavle.
Op ad bakke
Bag mindesmærket finder jeg en sti og begynder opstigningen af Große Bunkerberg. Der er mange stier der smyger sig rundt om bakken. Langsomt stigende eller dalende. Langs stierne er der hegn, men i starten kan jeg skyde genvej gennem huller i hegnet. Det hører op, og jeg må følge den længere, men knap så stejle sti op på toppen på størstedelen af opturen.
Op på toppen kommer jeg. 78 meter over havoverfladen, men selvfølgelig ikke så mange meter over den omkringliggende by. Ruinhøjen er dækket af træer – også ved toppen, så der er kun enkelte steder hvor der er lidt view ud over Berlin.
Under jordoverfladen består Große Bunkerberg og Kleine Bunkerberg af ruiner fra Berlins forsvarsværker fra 2. Verdenskrig. Große Bunkerberg dækker over Friedrichshainer Flaktürme, lidt af tårnet er stadig synlig i dag på toppen. Under Kleine Bunkerberg er resterne af Feuerleitturmes.
Kleine og Große Bunkerberg opstod efter at Den Røde Hær have forsøgt at springe forsvarsværkerne væk. Hvilket ikke lykkedes. I stedet blev flere murbrokker hobet op omkring ruinerne hvorefter det hele blev dækket med jord.
Efter at have nydt den udsigt der nu er på toppen Große Bunkerberg vandrer jeg videre til Kleine Bunkerberg. Kleine Bunkerberg er ikke så effektivt pakket ind i hegn. Desuden er der to trapper, en på hver sin side af toppen, som fører op og ned. Også på Kleine Bunkerberg er udsigten stærkt begrænset af træer.
Nok et monument
Efter at have forladt Kleine Bunkerberg finder jeg nok et monument fra DDR-tiden: “Denkmal des polnischen Soldaten und deutschen Antifaschisten”.
Den polske, statskontrollerede veteranorganisation “Związek Bojowników o Wolność i Demokrację” foreslog i 1965, at der skulle opstilles et mindesmærke for polske soldater i DDR. Efterfølgende blev regeringerne i Polen og DDR enige om at lave et monument for polske soldater og tyske anti-fascister.
14. maj 1972 blev “Denkmal des polnischen Soldaten und deutschen Antifaschisten” indviet. Anlægget består af tre dele. En betonsøjle med et flag i bronze. En indskrift på henholdsvis tysk og polsk, og en relief med en sovjetisk soldat, en polsk soldat og en tysk, kommunistisk modstandsmand.
I denne weekend er det lørdag, der er løbedag. På menuen er et maraton på en rundstrækning rundt om Buresø i Nordsjælland.
Vi mødes ved Buresøbadet, hvor der er sat et bord om med dagens depot. Her er vand, slik, chip, banan og vandmelon. Det er altid godt med vandmelon i depotet i sommermånederne.
Ad stien ned mod Buresø.
Normalt er der også start og mål her. Men i anledning at at der er besøg af et par jyske kommunejægere, er starte (og dermed også mål) flyttet ca. 300 meter op ad Kong Valdemars Vej, så startkommunen er Allerød i stedet for Egedal. Det er flinkt gjort af arrangøren.
Efter morgenmødet og fællesfoto går vi i samlet flok fra depotet til startstedet. Og så er det af sted. Først på skovvejene i Kragelund. Lidt bakkede og meget jævne. Vi kommer ud af skoven og rammer Mørdrupvej som vi følger mod vest. Det første stykke af Mørdrupvej er asfalteret, men underlaget skifter til grus inden vi drejer ned mod Buresø ad en smal etsporsti.
Langs Buresø.
De sidste meter ned til søen er ad en stejl trappe. Herfra følger vi søens bred, hvor vi løber på en jordsti mellem træerne. Vi fortsætter ned at vestsiden af Buresø og krydser Skovvej.
Efter at have krydset Skovvej er vi entreret Slagslunde Skov og vi passerer uden om Slagslunde Overdrev som ligger ned til søen.
Når vi igen kommer ud af skoven, er der et par hundrede meters asfalt ned til Buresøbadet og depotet.
Grønt er sundt.
Det er en dejlig rundstrækning. Det meste er trail – i den lette ende, uden tekniske krævende passager. Derudover er der lidt skovvej og en smule asfalt. Højdemeter er der, men i begrænsede mængder.
Nær søbadet er der et kaffehus med is. Jeg havde egentlig besluttet mig for at købe en isvaffel efter løbet, men det blev ikke til noget. Nok fordi der var gratis is til alle efter målgang.
