Tag-arkiv: Roskilde kommune

Lønbæk cannonball : fjorden rundt

Roskilde. 14. marts 2026.

Resultat

  • Startnr.: 10
  • Distance: 50 miles
  • Placering samlet: 36 af 89
  • Placering mænd: 33 af 80
  • Placering mænd 55-59: 3 af 9
  • Tid: 08:46:05
  • Tempo: 06:32 min/km
  • Hastighed: 9,2 km/t

Løbsoversigt : ultraløb

I dag er det 5. gang Lønbæk cannonball arrangerer ultraløb rundt om Roskilde Fjord. Jeg har hørt meget godt om løbet, og i år skal det være.

Prolog

Start/mål er i Roskilde, ved Spejderhytten Hjalte Gruppe – ikke langt fra Vikingeskibsmuseet. Herfra går ruten op mod Frederikssund på østsiden af fjorden. Fjorden krydses via Kronprins Frederiks Bro og så går turen retur mod Roskild ned gennem Hornsherred. Til slut venter en fin afslutning gennem Boserup Skov.

Der er ingen rutemarkering på ruten. Løbet er et gpx-løb, hvor deltagerne selv navigere via løbeure eller anden gps-gadget.

Off road – on the route.

Der er syv depoter undervejs med coal, saft, vand, chips, slik m.m. Ved 20 km og 57 km kan deltageren have dropbags liggende.

Jeg har kun en dropbag ved depotet på 57 km. Det er måske lidt et sats. Der er en lidt trail, som kan være fugtige, på de første 20 km. Nogle deltagere benytter det første drop back til at skifte sko – fra trialsko til asfaltsko. Jeg tager hele turen i asfaltsko. Jeg håber, at jeg kan holde balancen på de første 20 km og at mine uldsokker kan holde mine fødder varme.

Distancen er opgjort til 50 miles. Tidsgrænsen er 13½ time. Jeg har ikke taget pandelampe med, så jeg satser på at nå mål en rum tid inden.

Rundt om fjorden

Der er morgenmad i spejderhytten inden start. Jeg har afleveret min dropbag som skal ud til depotet ved 57 km og er gået i gang med morgenmaden – i godt selskab.

Jeg er blandt de tidligst ankomne, så Thomas Lønbæk kommer forbi med startnummer og gps-tracker (til livetracking) imens jeg nyder kaffen.

Kronprins Frederiks Bro.

Jeg får spist færdig og efter løbesbriefing er det tid til start. Vi begiver os afsted fra Havnevej og ned mod Vikingeskibsmuseet – og vider ud af Roskilde.

Første delmål er Kronprins Frederiks Bro, men inden jeg når så langt, skal jeg en tur på stranden med løb på sand, rullesten og andet godt. Det er løbets trail-indslag.

Efter godt 13 kilometer får jeg lavet noget rod med uret. Jeg vælger den hurtige og nemme løsning og genstarter navigationen.

I Nordmark (Jyllinge) er det andet depot – og det første depot hvor deltagerne kan have dropbag liggende. Det har jeg ikke, så jeg er hurtig videre. Jeg spotter et par løbere i helt rene og pæne løbesko. De sko har helt klart ikke været med på strandturen, der også bød på en mudderpøl eller to.

Rundhøj fra stenalderen nær Hellesø.

Vi passer Lille Rørbæk på den videre vej mod Frederikssund og her løber vi nogle kilometer på en gammel. 3600 maraton rute.

Tiden går og kilometerne tikker ind på kontoen. Via Færgevej kommer jeg til Kronprins Frederiks Bro og snart er jeg på vestsiden af Roskilde Fjord. Vi er ikke mere end et par og 30 kilometer inde i løbet, men det føles godt at vende snude sydpå.

I Sæbe finder jeg min dropbag. Jeg skifter tøj fra inderst til yderst på overkroppen, spiser min sammenklapper med paté og fortsætter sydpå.

På turen ned gennem Hornsherred er der mange lange asfaltstræk. En noget anden udfordring ende rullestenene i starte af løbet. Efter 64 kilometer kommer vi til bunden af fjorden og Holbækmotorvejen. Bunden er så at sige nået.

Nu skal vi lidt mod nord og så østover til Boserup Skov. Ved indgangen til skoven ligger det sidste depot – herfra er der 7 kilometer til mål.

En ensom løber i landskabet.

Bliver man ved med at bevæge sig, kommer man også i mål. Det gælder også for mig. Jeg indrømmer gerne, at det niver lidt i benene og at det har det gjort et stykker tid. Men det gør ikke ondt nogle steder på den forkerte måde.

Det er fedt at krydse målstregen og få en lykønskning af arrangøren.

Jeg skifter tøj. Spiser en sandwich og hører et par røverhistorie inden turen går hjem til Ishøj.

Re-entrer Roskilde kommune ved Kattinge Værk.

Tak til Thomas og alle de frivillige for et godt arrangement.


Lønbæk cannonball – Roskilde Fjord 50 miles

  • Arrangører: Thomas Lønbæk
  • Land: Danmark
  • Start: Spejderhytten Hjalte Gruppe, Roskilde.
  • Distance: 50 miles
  • Underlag: asfalt, grus, sand, jord, sten
  • Deltagerantal: 111
  • Sko: Adidas Solar Boost 5

Lønbæk Cannonball

Lønbæk cannonball

Svogerslev. 9. juni 2025.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Placering samlet: 3 af 7
  • Tid: 04:25:39
  • Tempo: 06:18 min/km
  • Hastighed: 9,5 km/t

Løbsoversigt

Vi var flere der brugte 2. pinsedag til en løbetur.
Ruten var markeret med små, røde flag der enkelte steder var suppleret med pile på pinde


Lønbæk cannonball – LNBK Lynghøjsøerne pinseløb

  • Arrangører: Thomas Lønbæk
  • Land: Danmark
  • Start: Flæng Sø, Lynghøjsøerne
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7 km
  • Underlag: grus
  • Deltagerantal: 22
  • Sko: Brooks Glycerin GTS 20

Lønbæk Cannonball

Roskilde cannonball maraton

Roskilde. 1. februar 2025.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:55:18
  • Tempo: 05:35 min/km
  • Hastighed: 10,8 km/t

Løbsoversigt

4 løbere på Solopgangen.


Roskilde cannonball maraton # 15

  • Arrangører: Anne-Marie Lyngbye, Michael Nilsson
  • Land: Danmark
  • Start: Nymarksvej, Roskilde
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7 km
  • Underlag: asfalt, grus, sand
  • Deltagerantal: 81
  • Sko: Adidas Ultraboost Light

Roskilde cannonball maraton

Roskilde cannonball maraton

Roskilde. 6. oktober 2024.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:55:07
  • Tempo: 05:34 min/km
  • Hastighed: 10,8 km/h

Løbsoversigt

En kølige efterårsmorgen. Op ad formiddagen steg temperaturen heldigvis lidt.
Morgendis over banen.
RUC i morgensol.

Roskilde Universitet (RUC). Et ungt universitet, oprettet i 1972, som aflastning for Københavns Universitet – der har en historie der går tilbage til 1479. RUCs første rektorer var Erling Olsen. I slutningen af 1972 advarende Erling Olsen imod, at RUC kun blive en marxistisk missionsskole.


Roskilde cannonball maraton # 13

  • Arrangører: Anne-Marie Lyngbye, Michael Nilsson
  • Land: Danmark
  • Start: Nymarksvej, Roskilde
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7 km
  • Underlag: asfalt, grus, sand
  • Deltagerantal: 37
  • Sko: Adidas Ultraboost Light

Roskilde cannonball marathon

Lønbæk cannonball : tur i grusgraven

Svogerslev. 20. maj 2024.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 04:13:39
  • Tempo: 06:01 min/km
  • Hastighed: 10 km/t

Løbsoversigt

Vi er vest for Roskilde, ved Svogerslev, her ligger Lynghøjsøerne mellem Holbækmotorvejen og Lindenborgvej. Der er her Lønbæk cannonball i dag arrangerer cannonball-løb.

Lynghøjsøerne er tre søer: Lyngager Sø, Flæng Sø og Vejgård Sø. Lynghøjsøerne er et rekreativt område, i det der engang var Svogerslev Grusgrav.

Det er endelig blevet ordentligt forår, så jeg kan møde op i singlet uden af stå og småfryse inden start. Og inden start, samler folk sig ved depotet, der er ved iskiosken Café Runde Rie og med view ud over Flæng Sø.

Udsigt over Flæng Sø fra depotet.

Morgenkaffen er lidt sen til at virke i dag, men jeg får overstået toiletbesøget, inden Thomas synes det er tid til løbsbriefing. Vandstanden i søerne er stadig forhøjet efter den våde vinter, så ruten er ændret i forhold til Lønbæk Cannonball’s tidligere arrangementer ved Lynghøjsøerne. Da det er min første tur i den tidligere råstofgrav, er det ikke noget, jeg forventer at blive forvirret over.

Efter fællesfoto er det tid til start. Vi løb mod vest, nord for den midterste af de tre søer: Flæng Sø. Vi fortsætter ind i Lynghøjsøerne Hundeskov (hvor der ikke rigtig er en skov; og så er spørgsmålet, hvad hedder en hundeskov uden skov?).

Vi sætter i løb.

Vi løber en kort løkke i den skovløse hundeskov og ned mellem Flæng Sø og Lyngager Sø. Ved den store badestrand ved Lyngager Sø, løber vi ned til søen. Vi løber hele vejen rundt om Lyngager Sø og løber op igen ved badestranden og fortsætter syd om Flæng Sø.

Og her er det, at ruten er ændret. Ved de tidligere løb har ruten gået forbi Thomas Damborgs trold Runde Rie. Men der er for meget vand.

Underlaget er stabil grus. Enkelte steder er stien lidt smal, men det er en rundstrækning uden nævneværdige udfordringer.

Vi slipper ikke helt for vand. Ved sydøstspidsen af Flæng Sø står der vand på grusstien. Det er muligt at tage en etsporsti udenom vandet, eller løbe gennem vandet, der er dybt nok, til at komme helt op over skoene.

Efter Flæng Sø fortsætter vi rundt om Vejgård Sø, og løber så op til depot. Runden er 7,1 km, så jeg skal rundt seks gange.

På vej rundt om Vejgård Sø.

Min plan for dagen er roligt løb. Det er småvarmt og der er lidt højdemeter på ruten, så ingen grund til at forcere tempoet. På de første omgange er jeg i godt selskab og kommer lidt hurtigere rundt, end jeg havde tænkt jeg ville.

På tredje omgang slipper jeg det gode selskab. Tempoet falder og jeg tager det roligt på resten af turen. Heldigvis har ruten et par bakker, som det er helt naturligt at gå op ad.

Sejr over bakken.

Efter seks omgange er jeg færdig. Dog ikke mere færdig, end at jeg tager den voucher på 20 kr, der er til alle deltagere, og som kan bruges til kaffe eller is i Café Runde Rie. Jeg vælger både og. Og må derfor selv pungen ud til isen. Café Runde Rie drives af frivillige og overskuddet går til velgørenhed i Svogerselv.


Lønbæk cannonball – LNBK Lynghøjsøerne pinsemaraton

  • Arrangører: Thomas Lønbæk
  • Land: Danmark
  • Start: Flæng Sø, Lynghøjsøerne
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7,1 km
  • Underlag: grus
  • Deltagerantal: 56
  • Sko: Adidas Solar Boost 5

Lønbæk Cannonball

Roskilde cannonball maraton

Roskilde. 21. april 2024.

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:53:37
  • Tempo: 05:32 min/km
  • Hastighed: 10,8 km/t

Løbsoversigt

Maraton på en piv-kold forårsdag.
Tillykke til Lars Magnussen der løb sit maraton nummer 100.


Roskilde cannonball maraton # 11 – Lars Magnussen # 100

  • Arrangører: Anne-Marie Lyngbye, Michael Nilsson
  • Land: Danmark
  • Start: Nymarksvej, Roskilde
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7 km
  • Underlag: asfalt
  • Deltagerantal: 46
  • Sko: Adidas Solar Boost 5

Roskilde cannonball marathon

King of Trails : tur i Hedeland

Hedeland. 10. marts 2024.

Resultat

  • Startnr.: 246
  • Distance: 54 km
  • Placering samlet: 4 af 20
  • Placering mænd: 3 af 18
  • Tid: 05:56:14
  • Tempo: 06:36 min/km
  • Hastighed: 9,1 km/t

Løbsoversigt

Da jeg tilmeldte mig arrangementet stod det til at skulle afvikles i Geel Skov. Og jeg havde glædet mig til en tur i Geelskov. Men Trailman fik ikke de tilladelser fra Naturstyrelsen, som de havde håbet på. I stedet blev løbet flyttet til Hedeland mellem Roskilde og Høje Taastrup.
Ikke helt det samme – og en lidt længere køretur hjemmefra
.

Jeg jog Mette tidlig ud af sengen, for at jeg kunne stå klar til start klokken 07:00. Mette havde god tid til en ekstra lur og strikning inden hendes 7 km løb startede.

Som så ofte ved længere løbarrangementer, er der et krav om obligatorisk udstyr fra arrangørernes side. Det er nu ikke så meget i dag: vindjakke, mobiltelefon, foldekop og sygesikringsbevis.

Efter løbsbriefing blev vi sendt afsted ud på en 18 km rundstrækning i Hedeland. Ud i et landskab der grundet fortidens råstofudvinding, sine steder byder på nogle højdemeter. Vi løb masser af grussti, en del etsporstier og en lille smule asfalt.

Det gjaldt om at vælge den rette vej.

For hver omgang blev jeg lidt langsommere, men jeg holdt mig løbende på alle de tilnærmelsesvis flade stræk på alle runder.

Havde der nu været en med et kamera, så lavede jeg et potentielt youtube-hit. På et nedløb ramte højre fod en sten – der ikke flyttede sig. Til gengæld fløj jeg gennem luften. Rullede rundt hen over højre skulder og lande på siden mellem to buske. Bum!
Heldigvis ingen alvorlige skader, kun en øm storetå og et overfladiske sår på højre ben.

Når vi løb i Hedeland, skulle vi selvklart over Hedeland Skibakke.

Det der med de 18 km rundt pr. omgang var med et plus. Der var lidt ekstra, uden beregning. Mit løbeur viste 56 km og 1000+ højdemeter.


King of Trails

  • Arrangører: Trailman
  • Land: Danmark
  • Start: Parkeringspladsen ved Vindinge Rideklub
  • Distance: 54, 36, 18, 7 km
  • Underlag: jord, grus, asfalt
  • Deltagerantal: 121
  • Sko: Salomon Speedcross 6

Roskilde cannonball maraton : tur i Roskilde og omegn

Roskilde. 28. januar 2024.

Resultat

  • Distance: halvmaraton
  • Tid: 02:04:33
  • Tempo: 05:54 min/km
  • Hastighed: 10,2 km/h

Løbsoversigt

Som regel afvikles Roskilde cannonball maraton på en 7 km lang rundstrækning. I dag havde arrangørerne valgt, at vi skulle ud på en halvmaratonrunde i stedet. Det blev lidt en sightseeing tur i og omkring Roskilde.

Efter det obligatoriske morgenmøde og fællesfoto, var det tid til afgang. Vi starter i det vestlige Roskilde, syd for Himmelev. Snart løber vi langs Vestbanen mod Trekroner.

Af sted på tur.

Vestbanen strækker sig fra København til Korsør. Strækningen mellem København og Roskilde er Danmarks ældste jernbanestrækning. Den blev indviet 26. juni 1847.

Ved Trekroner Station drejede vi mod nord og løb ind i området omkring Roskilde Universitet.

Vi løb ad lokale stier og jeg satte stor pris på, at jeg løb i en gruppe med en af arrangøerne. Løbet kan gennemføres som socialløb eller som GPX-løb. Jeg valgte den social version og havde ikke downloadet ruten til mit løbeur.

Ved Veddelev.

Vi passerer gennem Himmelev Skov og fortsætter i en vestlig retning til vi rammer Roskilde Fjord nord for Veddelev. Herfra løb vi langs vandet ind til Roskilde.

Vi passerede forbi Vikingeskibsmuseet og videre forbi havnen, indtil vi forlod fjorden og løb op gennem Sankt Hans Haver og forbi Sankt Hans Nord.

4 løbere og Vikingeskibsmuseet.

Vi kom gennem lidt af Byparken og Folkeparken og kiggede man godt efter, kunne man se Roskilde Bibliotek, der er centralbibliotek for Region Sjælland.

Ved Kong Magnus Vej ramte vi igen Vestbanen, som vi fulgte tilbage til start – der også var mål.

Jeg stoppede efter en omgang – et halvmaraton. For nogle var start/mål også depot. De snuppede en tur rundt – i den modsatte retning og ramte så et maraton.


Roskilde cannonball maraton # 10

  • Arrangører: Anne-Marie Lyngbye, Michael Nilsson
  • Land: Danmark
  • Start: Nymarksvej, Roskilde
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: asfalt, grus, sand
  • Deltagerantal: 29
  • Sko: Salomon Spectur

Roskilde cannonball marathon

Roskilde cannonball maraton

Roskilde. 13. august 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:55:15
  • Tempo: 05:35 min/km
  • Hastighed: 10,8 km/t

Løbsoversigt

Muntert morgenmøde.
Lampekunst.
Løbere i landskabt nær RUC.
Roskildes byvåben. Ørnen har været en del af byvåbnet siden middelalderen.
Winnie Hansen løb sit halvmaraton nummer 100. Stort tillykke.


Roskilde cannonball maraton # 7 – love2run

  • Arrangører: Anne-Marie Lyngbye, Michael Nilsson
  • Land: Danmark
  • Start: Nymarksvej, Roskilde
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7 km
  • Underlag: asfalt
  • Deltagerantal: 66
  • Sko: Salomon Spectur

Roskilde cannonball marathon

Roskilde cannonball maraton : ged på ruten

Roskilde. 7. januar 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:49:21
  • Tempo: 05:26 min/km
  • Hastighed: 11 km/h

Løbsoversigt

Vi har passeret midvinter og dagene bliver længere. Det bemærker jeg ikke til morgen, hvor jeg triller af sted fra Hillerød til Roskilde for at løbe ugens lange tur til Roskilde cannonball maraton (RCM). Det er mørkt. Heldigvis er det ikke så koldt, som det kan være på denne årstid.

Jeg er alene på tur i dag. Mette passer sin datter, der er indlagt på Herlev Hospital. Så er det dejligt at møde op til en masse velkendte ansigter i depotet. Det er et fint felt, der er samlet i dag i Roskilde.

To løbere på en villavej
Et par af de hurtige løbere.

Der er tørvejr fra morgenstunden, hvilket jeg værdsætter. På de første fem dage af januar, er der kommet to tredjedele af en normal januars regn. Metrologerne hos yr.no lover da også regn i dag – dog ikke i de store mængder. Jeg sætter pris på at få lov at starte i tørvejr.

RCM arrangeres af Anne-Marie Lyngbye og Michael Nilsson. Inden vi sendes af sted holder Michael den obligatoriske løbsbriefing og vi stiller alle op til fælles foto.

Månen over en skov.
Morgenmåne.

Tid til start

Vi starter på villavejene i det vestlige Roskilde. Efter at have passeret Østre Ringvej løber vi på kanten af byzonen med by på den ene side og det grønne område omkring Kildemosen på den anden side.

Vi løber i dag “Rute 1”, som ifølge løbets hjemmeside er en “lettere kuperede rute i Himmelev og Trekroner”. Og her er da lidt småbakker. Ruten er ikke flad, men stigningerne er ikke rigtig noget, der er værd at skrive om.

Vi fortsætter gennem Trekroner og området omkring Roskilde Universitetscenter. Tilbageturen mod Roskilde løbes ad cykelstien langs jernbanen. Til slut på omgangen rammer vi igen villavejene.

Ged på et skur.
Ged nær RUC.

I depotet snupper jeg et par vingummier og løber afsted ud på rundstrækningen igen.

Bliver du ved kommer du til sidst i mål

Jeg skal rundt seks gange for at ramme maratondistancen. Regnen kommer på fjerde runde. Et øjeblik bliver nedbøren lidt intenst, men det stilner af igen og jeg løber i mål i støvregn.

Det er en af de dage, hvor det er med at få tørt tøj på i en fart. Kaffen, flødebollen, den fine medalje og det gode selskab i depotet må vente lidt.

Medaljen.

Af en asfalteret købstadsrute, er “Rute 1” en seværdig rundstrækning. Der er både kreaturer, geder og natur på turen. RCM er et af de cannonball-løb du ikke må snyde dig selv for.


Roskilde cannonball marahon # 3

  • Arrangører: Anne-Marie Lyngbye, Michael Nilsson
  • Land: Danmark
  • Start: Nymarksvej, Roskilde
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7 km
  • Underlag: asfalt
  • Deltagerantal: 57
  • Sko: Brooks Glycerin 17

Roskilde cannonball maraton