Tag-arkiv: samlingen

Minutes to go

Sods: Dansk punk ab initio.

En gang i et andet årtusinde var der et punkband der hed Sods. Bandet blev danne i 1977 og debuterede på Rødovre Statsskole i en fællestime hvor bandet spillede fire numre: “R.A.F”, “Police”, “Never talk to a stranger” og “White light white heat”.

“Altså Knud (bassist i Sods) ku slet ikke spille, da vi spillede første gang ude, og jeg ku slet ikke synge,det kan jeg måske heller ikke nu, men det går i hvert fald bedre. Men da havde vi øvet en time eller to dagen før uden på den der skole. Vi spillede kun fire numre, fordi vi kunne ikke spille fler.”
(citat: Sten i “De sidste fem dage af ugen får man mad af moar” i: MM : Tidsskrift for rytmisk musik mm. 1979, april)

Sods udgave to album “Minutes to go”og “Under en sort sol” hvorefter bandet skiftede navn til Sort Sol. Det er alt samme så længe siden, at det var dengang jeg stadig var en lille dreng i det formørkede Jylland – langt væk fra Saltlageret, hanekamme og støjende musik.

Klip fra “Interview med gruppen The Sods” af Kim Helweg-Mikkelsen i Modspil. 1979, nr. 4.

I bekendtskabskreds har der altid været nogle der hørte Sort Sol/Sods, men jeg aldrig rigtig blevet hooked.

“Minutes to go” er energisk, ungdommeligt, simpelt og grimt. Et frustreret teenageopråb fra generationen der ikke troede der var en fremtid – men alligevel blev til en helvedes masse

“Television sect” er vel en slags dansk punk-klassiker. Sods er måske ikke subversiv, men i kontrær. Og vi har undergrundsklassikeren “Copenhagen” på “Minutes to go”.

Der kan godt være at pladen er udsendt i 1979, men det tyktflydende 1980erne-materie der flyder ud af højtalerne.

Sods
Minutes to go. EMI / Medley, 1979 (1997). 8230782.
Knud Odde, bas. Tomas Ortved, trommer. Steen Jørgensen, vokal. Peter Schneidermann, guitar.

Discogs: Minutes To Go

R.A.F.
Television Sect
Pathetic
Police
Flickering Eyes
Suicide
Transport
Copenhagen
Ghost Rider

Bonusnumre
Rock ‘N’ Roll
Tin Can People
Military Madness
No Ref
Number One
Breathtaking Effects

The Unlawful Assembly

Dawn Ray’d: Refuse – resist. Venstredrejet black metal fra det nordlige England.

Algoritmens spil ville at artiklen “Refuse, Resist – How Black Metal Is Fighting Fascism” fra magasinet Kerrang dukkede op i min nyhedsstrøm på et socialt medie. Artiklen handlede om forskellige metal bands, der var gået sammen om at bekæmpe fascisme i alle dens afskygningen.

“You have to see who your enemy really is. Working-class people have more in common than they might realise. You need to spot who’s suffering under the misery of capitalism and needs a chance to develop. That’s a fine line – people say horrendous things on Twitter out of the misguided misery that they’re in. And they should be called out, but they should also be given the chance to develop, rather than hung out to dry forever.”
(citat: Fabian Devlin. Kerrang 3. juli 2019)

Dawn Ray’d er erklærede anti-fascister og det er jo svært ikke at synes om. Men hvad med musikken. Efter at have læst artiklen tog jeg chancen og bestilte albummet “The Unlawful Assembly”.

Dawn Ray’d levere stemningsfyldt sortmetal, her hjælper vokalisten Simon Barrs violin godt til på stemningen. Der er fede, aggressive passager og der er rolige, folkesangs inspirerede passager og lidt der imellem.

Pladen er inddelt i to: “The Wild Service” og “The Wild Magic” – hver med 5 sange.

“So light the fires and gather the stones!” Dawn Ray’d blæser afsted fra start. De gear dog ned på det rolige og melankolske mellemstykke i “Fire Sermon” – det første nummer på “The Unlawful Assembly”.

Melankolinen fortsætter på “Future Perfect Conditional”: “You heard the call and you did not answer. / You heard the cry for help and you turned away! / Your love will never be meaningful, / How can your heart ever be trusted?”

“Emptiness Beneath the Great Emptiness” svinger for fedt. Et stærkt nummer, med en stærk tekst. Dawn Ray’d kan både det med musikken og lyrikken.
Første del, “The Wild Service” afsluttes med en simpel sang med akustisk guitar.

Selv om musikken er sort, er der et håb: “Let’s force the outcome, / Let’s trust ourselves completely / And know that cruelty is not the prerequisite of kindness.” På cd’en nummer 7 og 8 falder jeg hen i trommeslagerens velarrangerede arbejde. Er “Strike Again the Hammer Sings” sortmetallens “Internationale”?

Der er en imponerende, vrissende vokal på den rolige start af “Island of Cannibal Horses”. Ender med en knyttet næve. Ingen kæmpere hårdere end kærligheden!

“The Unlawful Assembly” slutter med en politisk ballade. En opfordring til at sig stop – til aktion når virkeligheden kræver det.

Jeg finder gerne høtyven frem og går på gaden med Dawn Ray’d.

Dawn Ray’d
The Unlawful Assembly. Prosthetic Records, 2017 (2017). PROS103152.
Matthew Broadley, trommer. Fabian Devlin, guitar. Simon Barr, vokal og violin.

Bandcamp: Dawn Ray’d
Discogs: The Unlawful Assembly

The Wild Service

  • Fire Sermon
  • The Abyssal Plain
  • Future Perfect Conditional
  • Emptiness Beneath The Great Emptiness
  • A Litany Of Cowards

The Wild Magic

  • The Ceaseless Arbitrary Choice
  • Held In A Lunar Synthesis
  • Strike Again The Hammer Sings
  • Island Of Cannibal Horses
  • A Thought, Ablaze