Tag-arkiv: samlingen

Østkyst hustlers – Verdens længste rap

Østkyst hustlers: Radiorap for børn i alle aldre.

“…Randers var der ikke meget ved
Et åndeligt halvformørket gudsforladt sted”
(citat: Ankomst)

Det var radio som jeg var for gammel til at høre, og det var den helt forkerte musikgenre. Men historien om de to københavner-hustlers, Jazzy og Bossy, skulle jeg høre efterhånden som deres udannelsesrejse foldede sig ud i Børneradio i midthalvfemserne.

Ja. Det var i radioen det foregik i 1995. Uge for uge udfoldede historien om Jazzy og Bossy sig. Bagefter udkom det hele samlet på en compact disc som “Verdens længste rap”.
1995 et godt år for dansk rap og Humleridderne hittede med “Malerhjerne”. Måske for mainstream for undergrunden?

cdcover med to ben og bandnavn

“”Østkyst Hustlers” skal selvfølgelig ikke høres som noget dybt seriøst hip hop-udspil, men som en kulørt B-film i rapversion med masser af slagfærdig københavnerhumor og asfaltautenticitet”
(citat. Rap fra stenbroen af Henrik List i Berlingske Tidende 30. oktober 1995)

Der går år imellem at cd’en bliver taget ned af hylden. Den har mest nostalgisk kvalitet.

Østkyst Hustlers
cd: Østkyst hustlers : Verdens længste rap. Børneradio / Pladecompagniet, 1995 (1995). PCCD 8095.
Nikolaj Peyk, rap. Jazzy H, rap. Bossy Bo, rap.
Gæstemusikere: Jazzy H, Al Agami, Kenneth Kikkenborg, Zipp, Camille Jones, Josefine, Al Jones, Ole Jensen, Jan Kabré, MC Einar, Bukki K’an Bates, Humleridderne

Discogs: Østkyst Hustlers : Verdens længste rap
Østkyst Hustlers

  • Jazzys Gambit
  • Bossys Gambit
  • Nedtur
  • Gamle Homies
  • 98 Oktan Bly
  • Hustleroverfarten
  • Ankomst
  • Diskohuset
  • Balladesild
  • Indbrud
  • Randers By Night

Carboniferous

Zu: Jazzy ekstremmetal.

Carboniferous på dansk karbon eller kultiden. En periode i Jordens oldtid, hvor der blev danne store kulaflejringer og de første hvirvldyr gik op på land og verden blev beriget med kakerlakker. Carboniferous er også titlen på Zus 14’ende album der udkom i 2009.

For nogle er det jazz, for andre experimental metal. Det afhænger af lytterens temperament og øvrige musikalske referencer.

Jeg så Zu på Musikcafeen for mange år siden, efter anbefaling fra Martin Weile. Tak for den oplevelse!

Det er fedt, at sidde en sen, mørk aften og hører Carboniferous. Helst helt uden forstyrrelser, andet end dem som Zu frembringer.

Zu
cd: Carboniferous. Ipecac Recordings, 2008 (2008). IPC 110.
Luca T. Mai, baritonsaxofon. Massimo Pupillo, bas. Jacopo Battaglia, trommer.
Gæstemusikere: Mike Patton, King Buzzo, Giulio Ragno Favero, Giulio Ragno Favero.

Bandcamp: Zu
Discogs: Carboniferous
Zu

  • Ostia
  • Chthonian
  • Carbon
  • Beata Viscera
  • Erinys
  • Soulympics
  • Axion
  • Mimosa Hostilis
  • Obsidian
  • Orc

Death Atlas

Cattle Decapitation: Vegansk, menneskehadende grind.

Det var sønnens skyld. Det var ham der en dag kom ind i stuen og sagde: Kender du Cattle Decapitation? Ellers skal du lige tjekke “Death Atlas”. Jeg hørte lidt at albummet på nettet – og næste gang jeg handlede cd’er på nette røg “Death Atlas” med i bestillingen.

Cattle Decapitation startede som et veganer-band og har en del fans der er en del af animal rights-subkulturen. Nu er der vist kun to veganere tilbage i bandet, men dyrerettigheder er stadig et tema for Cattle Decapitation. På Death Atlas er det dog menneskedyret der er i fokus.

Mennesket er Cattle Decapitation ikke begejstret for. Helst så bandet at de fleste af os lagde os ned og døde “Black Death, you’ve found us / Your cloak surrounds us / Boundlessly drown us / In bacillus countless” (citat: Bring Back the Plague) eller som de slutter numret “The Geocide”: “Fuck the future / Fuck all mankind”.

Albummet “Death Atlas” blev udgivet på black friday 2019. Musikken fejler ikke noget. Cattle Decapitation ser mange reelle problemer som global opvarmning og masseudryddelse af dyrearter. Ærgerligt at den eneste løsning de kan se, er Den sorte død – “Annihilation is necessary”.

Cattle Decapitation
cd: Death Atlas. Metal Blade Records, 2019 (2019). 3984-15683-0.
Travis Ryan, vokal / keyboards. Josh Elmore, guitar. David McGraw, trommer. Olivier Pinard, bas. Belisario Dimuzio, guitar.
Gæstemusikere: Riccardo Conforti, Jon Fishman, Dis Pater, Laure Le Prunenec, Melissa Lucas-Harlow.

Cattle Decapitation
Discogs: Death Atlas

  • Anthropogenic: End Transmission
  • The Geocide
  • Be Still Our Bleeding Hearts
  • Vulturous
  • The Great Dying 1:13
  • One Day Closer To The End Of The World
  • Bring Back The Plague
  • Absolute Destitute
  • The Great Dying II
  • Finish Them
  • With All Disrespect
  • Time’s Cruel Curtain
  • The Unerasable Past
  • Death Atlas
  • In The Kingdom Of The Blind, The One-Eyed Are Kings (bonusnummer)

Strange Little Girls

Tori Amos: Køn, musik og fortolkning.

Amerikanske singer-songwriter Tori Amos udgav tilbage i starten af 0’erne et konceptalbum. Tolv numre skrevet af og udført af mandlige kunstnere nyfortolket fra et kvindeligt synspunkt. Til hver sang er der et fotografisk portræt af Tori Amos. Portrætterne er lige så forskelligartede som de fortolkninger og numre der udgør albummet. De er sangenes feminine personaer.

Cd’en starter med Lou Reeds “New Age”. Et numre fra The Velvet Underground album “1969: The Velvet Underground Live”. Teksten er om Lou Reeds daværende kæreste og indeholder muligvis en reference til Reeds biseksualitet: “It seems to be my fancy to make it with Frank and Nancy.” Nummeret findes i en anden version på The Velvet Underground album “Loaded”.

Fra Reed til Eminem er et markant skift. “97 Bonnie & Clyde” fra “The Slim Shady EP”. Eminem ord bliver ikke mindre forskruet af Tori Amos fortolkning og musikalske baggrundstæppe. Det bliver et ret stærkt nummer.

Efter Eminem virker “Strange Little Girl” påfaldende normal. The Stranglers er ikke et bandt jeg har noget nært forhold til og jeg er helt klart mere til Tori Amos’ version af sangen.

Tori Amos mangler ikke mod og kastede sig også over Depeche Mode nummeret “Enjoy The Silence”. Herefter følger 10cc’s “I’m Not In Love”, Lloyd Cole And The Commotions’ “Rattlesnakes” og Tom Waits’ “Time”. En meget fin fortolkning af “Time”.

Jeg kender mange der er mere til Neil Young end jeg er. Tori Amos tager hans “Heart Of Gold” op, akkompagnere af slide guitar.

“I Don’t Like Mondays” er vel en af de sange “The Boomtown Rats” bedst huskes for. Nummeret er skrevet af Bob Geldof i 1979. Det er en grum historie om Brenda der skød lærere og elever på en skole i USA – med et gevær hun havde fået af sin far i julegave. Da FBI spurgte pigen, hvorfor hun gjorde som hun gjorde svarede hun: “I just did it for the fun of it. I don’t like mondays, this livens up the day”. Jeg er heller ikke specielt glad for mandage.

Fire mænd det er svært at komme udenom i musikhistorien: John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Ringo Starr. Tori Amos fortolker Lennon-McCartney-nummeret “Happiness Is a Warm Gun” fra “The White Album”.

Spil den med Slayer. Det gør Tori Amos så. Og det som vi aldrig har hørt et Slayer-nummer før. “Raining blood” er det nummer på cd’en hvor Tori Amos fortolkning er længst væk fra originalen. Der er kredit for at gøre noget helt andet og tages sangen et andet sted hen.

“The Raining Blood girl revealed herself to me form the moment that I heard the song. She said form the first line: “Come with me Tori, I’ll show you everything”. She took me to a war field, pure horror. I imagined a big, beautiful vagina in the air. From which blood is raining. It’s falling out of the air on certain countries which are so terribly violent against women.”
(citat: Tori Amos. Kilde: Heavy Metal, Gender and Sexuality redigeret af Florian Heesch og Niall Scott)

Cd’en slutter med Joe Jacksons “Real Men” – måske en pointe i konceptet “en kvinder fortolker mænds musik”, men en kedelige afslutninger efter “Raining Blood”.

Amos, Tori
cd: Strange Little Girls. Atlantic / Warner Music, 2001 (2001). 7567-83486-2.
Tori Amos, vokal og piano. Matt Chamberlain, trommer. Justin Meldal-Johnsen, bas. Adrian Belew, guitar. m.fl.

Discogs: Strange Little Girls
Tori Amos

  • New Age
  • 97 Bonnie & Clyde
  • Strange Little Girl
  • Enjoy the Silence
  • I’m Not in Love
  • Rattlesnakes
  • Time
  • Heart of Gold
  • I Don’t Like Mondays
  • Happiness Is a Warm Gun
  • Raining Blood
  • Real Men

Minutes to go

Sods: Dansk punk ab initio.

En gang i et andet årtusinde var der et punkband der hed Sods. Bandet blev danne i 1977 og debuterede på Rødovre Statsskole i en fællestime hvor bandet spillede fire numre: “R.A.F”, “Police”, “Never talk to a stranger” og “White light white heat”.

“Altså Knud (bassist i Sods) ku slet ikke spille, da vi spillede første gang ude, og jeg ku slet ikke synge,det kan jeg måske heller ikke nu, men det går i hvert fald bedre. Men da havde vi øvet en time eller to dagen før uden på den der skole. Vi spillede kun fire numre, fordi vi kunne ikke spille fler.”
(citat: Sten i “De sidste fem dage af ugen får man mad af moar” i: MM : Tidsskrift for rytmisk musik mm. 1979, april)

Sods udgave to album “Minutes to go”og “Under en sort sol” hvorefter bandet skiftede navn til Sort Sol. Det er alt samme så længe siden, at det var dengang jeg stadig var en lille dreng i det formørkede Jylland – langt væk fra Saltlageret, hanekamme og støjende musik.

Klip fra “Interview med gruppen The Sods” af Kim Helweg-Mikkelsen i Modspil. 1979, nr. 4.

I bekendtskabskreds har der altid været nogle der hørte Sort Sol/Sods, men jeg aldrig rigtig blevet hooked.

“Minutes to go” er energisk, ungdommeligt, simpelt og grimt. Et frustreret teenageopråb fra generationen der ikke troede der var en fremtid – men alligevel blev til en helvedes masse

“Television sect” er vel en slags dansk punk-klassiker. Sods er måske ikke subversiv, men i kontrær. Og vi har undergrundsklassikeren “Copenhagen” på “Minutes to go”.

Der kan godt være at pladen er udsendt i 1979, men det tyktflydende 1980erne-materie der flyder ud af højtalerne.

Sods
cd: Minutes to go. EMI / Medley, 1979 (1997). 8230782.
Knud Odde, bas. Tomas Ortved, trommer. Steen Jørgensen, vokal. Peter Schneidermann, guitar.

Discogs: Minutes To Go

  • R.A.F.
  • Television Sect
  • Pathetic
  • Police
  • Flickering Eyes
  • Suicide
  • Transport
  • Copenhagen
  • Ghost Rider

Bonusnumre

  • Rock ‘N’ Roll
  • Tin Can People
  • Military Madness
  • No Ref
  • Number One
  • Breathtaking Effects

The Unlawful Assembly

Dawn Ray’d: Refuse – resist. Venstredrejet black metal fra det nordlige England.

Algoritmens spil ville at artiklen “Refuse, Resist – How Black Metal Is Fighting Fascism” fra magasinet Kerrang dukkede op i min nyhedsstrøm på et socialt medie. Artiklen handlede om forskellige metal bands, der var gået sammen om at bekæmpe fascisme i alle dens afskygningen.

“You have to see who your enemy really is. Working-class people have more in common than they might realise. You need to spot who’s suffering under the misery of capitalism and needs a chance to develop. That’s a fine line – people say horrendous things on Twitter out of the misguided misery that they’re in. And they should be called out, but they should also be given the chance to develop, rather than hung out to dry forever.”
(citat: Fabian Devlin. Kerrang 3. juli 2019)

Dawn Ray’d er erklærede anti-fascister og det er jo svært ikke at synes om. Men hvad med musikken. Efter at have læst artiklen tog jeg chancen og bestilte albummet “The Unlawful Assembly”.

Dawn Ray’d levere stemningsfyldt sortmetal, her hjælper vokalisten Simon Barrs violin godt til på stemningen. Der er fede, aggressive passager og der er rolige, folkesangs inspirerede passager og lidt der imellem.

Pladen er inddelt i to: “The Wild Service” og “The Wild Magic” – hver med 5 sange.

“So light the fires and gather the stones!” Dawn Ray’d blæser afsted fra start. De gear dog ned på det rolige og melankolske mellemstykke i “Fire Sermon” – det første nummer på “The Unlawful Assembly”.

Melankolinen fortsætter på “Future Perfect Conditional”: “You heard the call and you did not answer. / You heard the cry for help and you turned away! / Your love will never be meaningful, / How can your heart ever be trusted?”

“Emptiness Beneath the Great Emptiness” svinger for fedt. Et stærkt nummer, med en stærk tekst. Dawn Ray’d kan både det med musikken og lyrikken.
Første del, “The Wild Service” afsluttes med en simpel sang med akustisk guitar.

Selv om musikken er sort, er der et håb: “Let’s force the outcome, / Let’s trust ourselves completely / And know that cruelty is not the prerequisite of kindness.” På cd’en nummer 7 og 8 falder jeg hen i trommeslagerens velarrangerede arbejde. Er “Strike Again the Hammer Sings” sortmetallens “Internationale”?

Der er en imponerende, vrissende vokal på den rolige start af “Island of Cannibal Horses”. Ender med en knyttet næve. Ingen kæmpere hårdere end kærligheden!

“The Unlawful Assembly” slutter med en politisk ballade. En opfordring til at sig stop – til aktion når virkeligheden kræver det.

Jeg finder gerne høtyven frem og går på gaden med Dawn Ray’d.

Dawn Ray’d
cd: The Unlawful Assembly. Prosthetic Records, 2017 (2017). PROS103152.
Matthew Broadley, trommer. Fabian Devlin, guitar. Simon Barr, vokal og violin.

Bandcamp: Dawn Ray’d
Discogs: The Unlawful Assembly

The Wild Service

  • Fire Sermon
  • The Abyssal Plain
  • Future Perfect Conditional
  • Emptiness Beneath The Great Emptiness
  • A Litany Of Cowards

The Wild Magic

  • The Ceaseless Arbitrary Choice
  • Held In A Lunar Synthesis
  • Strike Again The Hammer Sings
  • Island Of Cannibal Horses
  • A Thought, Ablaze