Sidste afdeling af første sæson af Garmin Winter Trail er løbet. Det blev en udfordrende tur i Rude Skov.
Løbet var knapt kommet i gang inden løberne ramte den første bakke. Op, op og videre op. Der kom flere bakker. Arrangørerne havde fundet en masse højdemeter til løberne. Sammen med mudder, stier med rødder og de verse ujævnheder var det tredje og sidste Garmin Winter Trail også det hårderste og mest teknisk krævende. Total fed rute.
Ruten var godt 7 km lang og dem på den lange tur gennemløb den to gange.
Jeg kom nogenlunde fornuftigt igennem. Tiden er ikke noget at skrive hjem om. Men jeg er selv tilfreds og det var en stor løbeoplevelse.
Så er året ved at være slut. Det sidste løb for i år er løbet og kun nytårsfesten mangler inden vi kan hoppe ind i det nye år og sige skål i champagne.
For mit vedkommende var det sidste løb Änglamark Nytårsløb. Jeg løb selv halvmaraton, mens kæresten, Signe, og min datter, Tara, løb 5 km.
Ruten er en 5 km strækning rund i Fælledparken, flad og på ingen måde udfordrende. Den sidste lille runde fra 20 km til halvmaraton løbes på en kort tur rundt om Parken.
Jeg løb halvmaraton på 01:37:37 mens Signe og Tara løb 5 km på 00:28:24 og 00:28:34.
Bakspejl
2013 bød på en masse gode løbeoplevelser. Det er svært at sige hvilke oplevelser der skal fremhæves. Men cannonball-løbene i Skodsborg og på Amager Strand er blandt mine favoritløb, men jeg havde også en rigtig fin oplevelse ved Søndersø i sommers.
To gange var jeg i Tyskland. I foråret var jeg i Hamburg og efteråret Berlin. I den tyske hovedstad satte jeg pr på maratondistancen med tiden 03:32:05.
2013 var også året hvor jeg tog hul på de lange distancer – længere end maraton. Det længste løb var i august i Viborg, hvor jeg på knap 12 timer løb 91,360 km.
Traditionen tro var der julemaraton i Skodsborg den 23. december. Der var mødt en pæn flok op til start – stort set alle med nissehuer på.
Skodsborg maratons klassiske rute, er en flot skovrute på godt 6 km. Den er ujævn og rummer, efter danske forhold, en pæn mængde højdemeter. Særlig berømt/berygtet er Mathildebakken som kan bestiges syv gange i løbet af maratonet.
Grebet af den gode stemning og med et medbragt honninghjerte som egopræmie lagde jeg optimistisk ud. Det gik sådan set også fint på den første halvdel af turen. Derefter begyndte trætheden at melde sig, særligt på op og nedløbene. Dem er der simpelthen for få af i København!
Selv om tempoet gik ned, var humøret højt. På de sidste kilometer røg der finsk skovmetal på mp3afspilleren. Med Korpiklaani i ørene rendte jeg rundt i skoven som som en anden endorfin-nisse. Lalleglad og på hovedet en lang rød hue med en hvid knup for enden, der dinglende rundt på min ryg.
På mit arbejde sagde jeg, at jeg skulle ud og løbe et lille maraton. En frisk kollega spurgte, hvor langt det så var. Jeg måtte svare, at det var 42,195 km som alle andre maraton. Det var antallet af deltagere, der var lille. Løbet hedder Vestvoldmaraton og løbes, ja – godt gættet, ved Vestvolden.
Vi var ikke mange. 14 løbere stillede til start ved Brøndbyskoven denne decembermorgen. Der var plusgrader og gråvejr.
Brøndbyskoven er en ung skov. Det første træ blev plantet i 1952 for at give den flade Vestegnen nogle landskabskvaliteter. I dag er skoven på ca 80 hektar.
Fra Brøndbyskoven gik ruten via Vestvolden til Avedøre og retur. Fra start løb vi ad skovveje og stier gennem skoven hen til Vestvolden. Her var der et par hundrede meter på asfalt henover broen over Holbækmotorvejen. Efter broen drejede ruten til højre og hurtigt til venstre. Her ramte lugten af fugtig jord og det fortsatte langs Vestvoldens voldgrav på forsvarsværkets ydersiden. Jævn jordsti. Et par væltede træer gav lidt ekstra udfordring på dagen. Efter et langt stræk krydsede ruten vandet, og der skulle løbes tilbage på asfaltstien langs Vestvolden, med Avedøresletten på højre side.
Tilbage i Brøndbyskoven løb vi ad skovveje, der på et stykke var mudret, tilbage til start. Saft. Vand. Banan og så afsted på næste runde. Ruten er godt syv km og gennemløbes seks gange.
Den sidste omgang blev løbet med min dødsmetalplayliste i ørerne. På opløbet ramte jeg Gojira “Dawn” i ørene. Det var fedt og gav en god slutspurt på de sidste 1000 meter.
Jeg løb på 4 timer og 50 sekunder. Det er ikke imponerende, men ikke desto mindre dagens bedste tid. Læren af det er, at hvis det er et tilstrækkeligt lille maraton, hvor deltagerne løber for hyggens skyld. Ja, så kan alle vinde.
Vestvoldmaraton er et blandt flere cannonaball maraton i Københavns området. Men det er ikke bare “just another cannonball”. Det er et løb med en flot rute med både natur og historie. Det skal klart løbes igen.
Modstandsmanden Jørgen Arboe-Rasmussen (1925-1945) var medlem af Den sjællandske Organisation hvor han var en del af den illegale bladvirksomhed. I februar 1945 blev han dræbt af hipofolk.
Mindetavle for modstandsmanden Jørgen Arboe-Rasmussen.
Arboe-Rasmussen var ansat på Roskilde Dagblad som journalistelev. Ved siden af det officielle arbejde var han aktiv ved det illegale blad “Roskilde Kuréren”. Bladet bragte dansk og udenlandsk nyhedsstof samt lokale nyheder. Det udkom månedlig fra april 1944 til januar 1945 og ugentlig marts og maj 1945. Der var et samarbejde med “Budstikken : Med bud til alle Danske”, Hjemmefronten” og “Studenternes Efterretningstjeneste”.
Arboe-Rasmussen fik kollegaen Torben Wulff med i det illegale arbejde omkring “Roskilde Kuréren”. Wulff blev fristet af penge og i januar 1945 angav han ni frihedskæmpere fra miljøet omkring “Roskilde Kuréren” til Gestapo. Han havde forventet mere, men fik kun 100,- kr for udåden.
Da Gestapo ville anholde Arboe-Rasmussen hoppede han ud af et vindue på første sal fra sit værelse i Bondetinget og undslap derved nazisternes razzia i Roskilde.
Sammen med andre fra gruppen der var undsluppet, tog han til København og gik under jorden.
Uden at vide at Wulff var stikker, kontaktede de undslupne frihedskæmpere ham med henblik på at genoptage arbejdet med den illegale presse. Arboe-Rasmussen og kammeraten Johannes Kristiansen aftalte et møde med Wulff på Café Brønnum 5. februar.
Arboe-Rasmussen og Kristiansen kom i god tid og satte sig ved et bord i caféen. Sammen med fem hipofolk var Wullf på vej til møde på det aftalte tidspunkt. Da Arboe-Rasmussen ville kigge ud af døren efter Wullf, skød hipofolkene efter ham. En ramte. Arboe-Rasmussen vaklede tilbage i caféen hvor han faldt om. Hårdt såret blev han kørt på lazarettet på Nyelandsvej hvor han senere døde. Johannes Kristiansen flygtede ud gennem caféens køkken.
Efter befrielsen blev stikkeren Torben Wullf dømt til døden og henrettet den 8. maj 1947. Hipomanden der skød Jørgen Arboe-Rasmussen blev ligeledes dømt til døden og henrettet den 22. januar 1948.
Mindetavlen
Tavlen for Jørgen Arboe-Rasmussen sidder på August Bournonvilles Passage 1 (Frem til 2005: Tordenskjoldsgade 1), hvor Café Brønnum engang lå. I dag er det Det kongelige Teaters billetcenter der holder til på adressen. Teksten på tavlen er: “JØRGEN ARBOE-RASMUSSEN / faldt for Danmark / d. 5 Februar 1945”
Teatret i Lille Grønnegade åbnede i 1722, men fik en kort levetid. Teatret erindres på en tavle i Ny Adelgade.
Mindetavle for Teatret i Lille Grønnegade.
Omkring 1700 fik René Magnon de Montaigu (1661-1737) etableret en fransk hoftrup ved Frederik IV’s hof. Fra starten var Montaigu både leder og aktiv skuespiller. I 1721 fyrede kongen hele hoftruppen, og Montaigu blev arbejdsløs.
Kort forinden var Étienne Capion (død før 1757) gået i gang med at etablere et teater i Lille Grønnegade. Capion havde tidligere arbejdet som dekoratør og regissør for Montaigus hoftrup. For at skaffe en indtægt slog Montaigu sig sammen med Capion. I januar 1722 begyndte Montaigus trup at opføre assembléer og maskerader i Capions nye teaterbygning.
Senere i 1722 fik Montaigu til ladelse (af kongen) til at opføre skuespil på dansk. Han havde dog én udfordring. Han fik samlet en dansk skuespillertrup og 23. september 1722 var der præmiere i Teatret i Lille Grønnegade. På programmet stod “Gnieren” af Molière fremført på dansk.
Ludvig Holberg (1684-1754) blev teatrets husforfatter. Det første Holbergstykke, “Den Vægelsindede”, blev sat op i efteråret 1722. Dog uden den helt store succes. Heller ikke “Jeppe på Bjerget” blev godt modtaget til premieren. Den første Holberg-succes kom med “Den politiske Kandestøber” senere samme år.
Økonomien i teatret var ikke god. Der var byggelån, som skulle tilbagebetales, og i 1723 måtte Capion en tur i gælds fængsel. Han fandt dog nogle sponsorer, og teatret overlevede i første omgang. I 1724 lukkede Teatret i Lille Grønnegade dog, og Capion gik konkurs. I 1726 lykkedes det Montaigu at genåbne teatret, men allerede året efter var det slut. På trods af en kort levetid fik teatret stor betydning for dansk skuespil. Efter Københavns brand i 1728 forsvandt ethvert håb om genåbning.
Stærkt religiøse præster prædikede mod forlystelser og ryggesløse københavnere, der skulle have påkaldt sig Guds vrede og være skyld i branden. København sank ned i pietis mens mørke.
Mindetavlen
På bygningen Ny Adelgade 10 sidder en mindetavle for Teatret i Lille Grønnegade. Teksten på tavlen er: “PAA DENNE GRUND STOD / THEATRET I LILLE GRØNNEGADE / DEN FØRSTE DANSKE SKUEPLADS / FOR HVILKEN LUDVIG HOLBERG / SKREV SINE KOMEDIER / 1722 – 1728”
Anden afdeling af Garmin Winther Trail blev en blæsende omgang på Vestamager.
Starten gik fra Naturcenter Vestamager. Herfra gik ud over det åbne land på Kalvebod Fælled. Det var horisont og en frisk vind. Vinden, når den kom lige forfra, var en værdig udfordring. Den første af dagen to.
Det var en mærkbar lettelse at løbe i læ af birketræerne i Pinseskov end på den meget åbne fælled. Samlet set var ruten mindre teknisk krævende end i Geel Skov. Omkring 3 km før mål kom dagene anden udfordring, som vel nærmest var alle de højdemeter der kan opdrives på Amager. Op og ned, op og ned, op og ned. Til slut en flad afslutning hen over Kalvebod Fælled med Otte Tallets som pejlemærke nær målet.
Fra starten af løbet, løb 6 km og 12 km løberne sammen. Et par gange undervej, blev løberne på den lange distance ledt ud på en omvej. Hver gang stod frivillige og ledte løberne den rigtige retning. Tak til dem. De gjorde det godt, men jeg savnede, at have set en rutekort på forhånd, så jeg havde haft en fornemmelse af turen forløb.
Første afdeling af Garmin Winther Trail blev afviklet på en våd søndag i november. Løvfaldet var godt i gang, men træerne var endnu kun halvnøgne.
Ruten, der skulle være 6 km lang, var lagt om pga. væltede træer efter oktoberorkanen. Det havde reduceret distance til 5,5 km pr. omgang; 11 km i alt.
Underlaget var skovsti, mountain bike spor, lidt skovvej og skovbund natural. Det var blødt. Ruten havde et par gode bakker der skulle forceres og jeg blev udfordret på teknikken på nedløbene.
Hvert efterår afholder Albertslund Løb & Triathlon (ALOT) seks timers løb ved Tueholmsøen.
Løbet afholdes på en rundstrækning på 2221 meter. Så der er mulighed for at komme rigtig mange gange rundt om søen og studere alle landskabets detaljer. Når løbet er skudt i gang er det op til den enkelte at få så mange omgange som muligt i løbet af de næste 21600 sekunder.
Min planen var at løbe progressivt og øge tempoet lidt fra time til time. Det gik sådan set fint nok fra til omkring 30 km. Her måtte jeg ændre strategi. Jeg gik ned i tid, men holdt et tempo så jeg ramte en slutdistance på 60+ km.
At runde de 60 km var det vigtige. Planen om at løbe progressivt var et test og en del af forberedelserne til at løbe 24 timer i august 2014. Synes selv løbet gik godt og er tilfreds med de 61,369 km.
Ruten rundt om Tueholmsø var smuk. Træerne stod i smukke efterårsfarver. Gul, rød, brun iblandet en sidste rest af sommergrønt. Vejret var klar. Stemningen var god blandt løberne. De tilskuere der var, var gode til at støtte med klap og opmuntrende kommentar. Det er nok ikke sidste gang jeg har deltaget i et ALOT-løbearrangement.
