Tag-arkiv: Årslev

Midtfyn cannonball : forbi en høj

Årslev. 15. oktober 2022.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 04:17:16
  • Tempo: 06:06 min/km
  • Hastighed: 9,8 km/t

Løbsoversigt

I den lille by Årslev på Midtfyn arrangerer Anita Witte cannonball-løb. Vi er taget til Fyn og efter en overnatning på en bed & breakfast i Birkende, så vi klar til en løbetur i landskabet omkring Årslev.

Årslev ligger centralt på Fyn. Her bor godt 4.000 mennesker. Fra 1966 til 2007 var Årslev administrativt centrum i Årslev kommune. Årslev er en stationsby placeret på Svendborgbanen, hvormed der er 17 minutters transporttid til Odense.

Anita har flere forskellige ruter som Midtfyns cannonball kan afvikles på. I dag løber vi Kirkeruten, som måske er navngivet fordi vi starter på Gl Byvej, men hurtigt drejer fra ved Årslev kirke?

Løbere på en sti på en mark. I baggrunden, mellem nogle træer, en kirke.
Løbere på Kirkestien.

Ruten er en kvartmaraton-runde. Der løbes efter de klassiske Klub 100-løbskriterier; løbet skal offentliggøres mindst 72 timer før start, resultatet offentliggøres senest en uge efter løbet, alle deltagere løber samme rute, minimum tre løbere gennemføre maratondistancen, deltagerne er selv ansvarlige for at måle sluttid og tiden på løbeur/mobil må ikke stoppe undervejs.

Efter at vi er drejet fra Gl. Byvej ved kirken løber vi ad et smalt spor kaldet Kirkestien. Efter lidt skov bliver sporet til grusvej og senere igen får vi asfalt under fødderne. Vi har ramt Sønder Højupvejen.

Vi krydser Svendborgbanen ved Pederstrup Station og jeg konstaterer, at der er en særlige landlig duft i Pederstrup. Godt jeg ikke skal tilbringe meget tid der.
Vi forlader landevejen mod Pederstrupgård og underlaget bliver først grus og sten, senere markvej.

Rundhøj
Møllehøj.

Ad veje og sving til højre og venstre ender vi på Hestehavevej. Den følger vi indtil vi skal til venstre ad Ringstedgårdsvej.
Vi skal forbi Møllehøj.

Møllehøj er en flot og høj bronzealderrundhøj. Møllehøj er ikke udgravet, men højens placering i landskabet og ikke mindst størrelsen vidner om at en vigtig person er begravet her.

For at komme forbi Møllehøjen må vi tilbage på de smalle spor. Vi nærmer os Årslev stationsby og de sidste par kilometer af rundstrækning er på byens bagside; lidt industriområde og en del på de små stier mellem villavejene, som folk udefra normalt ikke ser.

Jeg løber de første 25 kilometer, derefter skifter jeg disciplin til duatlon og resten af turen er en blanding af gang og løb. På sidste omgang forlader jeg ruten. Jeg må lige en tur op på Møllehøj. Det er tvivlsom, at jeg foreløbigt kommer forbi her igen.

I mål kan jeg konstatere, at jeg nu har gennemført 250 maraton.


Midtfyn cannonball – når du løber for sjov

  • Arrangører: Anita Witte
  • Land: Danmark
  • Start: Gl. Byvej, Årslev
  • Distance: maraton, halvmaraton, kvartmaraton
  • Underlag: jord, grus, asfalt
  • Deltagerantal: 47
  • Sko: Brooks Levitate 4

Midtfyn cannonball