Tag-arkiv: flygtninge

Rejser i flygtningestrømmen

Good luck, habibiVi husker alle billederne af flygtninge der vandrede på de jyske motorveje i sommeren 2015. Den massive flygtningestrøm satte igen gang i flygtningedebatten.
Journalist Thomas Ubbesen har bevæget sig ud af den hjemlige andedam og skildre i bogen “Good luck, habibi” det opbrud, der skete, da Mellemøstens krigsflygtninge og Afrikas og Asiens forhutlede masser begav sig på vandring og pludselig kom marcherende på de europæiske motorveje.

Bogen er udgivet på Gyldendal der skriver “Ud over Ubbesens oplevelser hører vi også den tragiske historie om en ældre syrisk far, der sammen med sin voksne datter forlader sult, terror og krig derhjemme og begiver sig ud på den lange vandring mod nord sammen med hundredetusinder af andre. Flugten foregår med ét ben i cyberspace og ét i den virkelige virkelighed, der hvor krigsherrer og menneskesmuglere hersker over liv og død. Midt i dette drama, giver forfatteren også en række kvalificerede bud på, hvilke megatrends, der har ført frem til det paradigmeskifte, vi som samfund og individer står overfor.”

I en foromtal til bogen, En halv menneskehed er på vandring – det må ikke ties ihjel, på POV skriver Thomas Ubbesen “Der driver døde mennesker i land på stranden ved Sabratha ved den libyske kyst. 120 lig alene de sidste ti dage. Og det fortsætter. Nogle af dem bliver talt med i den statistik, der angiver, at 3123 er druknet i Middelhavet i år. Andre bliver aldrig talt nogen steder og rådner bare op i solen eller bliver smidt i et hul i sandet. Der blev fundet 53 på en enkelt dag, læser jeg på nyhedsbureauerne fra Libyen. Det kunne man sagtens tage ned og lave nogle reportager om.”
Han fortsætter senere samme sted: “For vi og de andre europæere skal jo på et nogenlunde informeret grundlag kunne fortsætte diskussionen om, hvad vi vil ofre for at hjælpe eller redde nødstedte mennesker, der ikke er ”nogen af vore egne”, men bare mennesker. Så vi nogenlunde nøgternt kan se i øjnene og debattere, at verden er i enorm forandring, og at menneskemængder fra hele denne globaliserede klode vil fortsætte med at komme i vores retning.”

Lektør Carsten Güllich-Nørby vurdere at “Good luck, habibi” er “fremragende journalistisk dokumentar, der motionerer tankerne og provokerer til egne refleksioner om flygtningekrisen”

Good luck, habibi : Rejser i flygtningestrømmen
Af Thomas Ubbesen. Gyldendal, 2016. 239 sider. ISBN: 978-87-02-20078-2.
DK5: 32.6

Bibliotek.dk: Good luck, habibi
Gyldendal: Good luck, habibi

Den nye klassekamp

Den nye klassekampSlavoj Žižek er altid en oplevelse. Han formår at skrive klogt ude at blive kedelig eller hovsengesnovsen. Žižek er i toppen på min anbefalingslisten over nulevende samfundskritiske forfattere.

I bogen analysere Slavoj Žižek de bagvedliggende årsager til flygtningestrømme og islamisk terror. Analysen peger på en hovedårsag; den globale kapitalisme.

Forlaget Information skriver: “De massive flygtningestrømme og omfattende terrorisme har kastet kontinentet ud i den største krise siden Anden Verdenskrig. En krise, som ikke løses af en stadigt mere højrepopulistisk strammerkurs, men som heller ikke løses ved at gøre enhver problematisering af flygtningestrømmen til et moralsk fallit, som Žižek kritiserer dele af venstrefløjen for. Vi har, skriver den slovenske filosof Žižek, brug for et opgør med venstrefløjens sociale tabuer og blinde accept. Vi har brug for en ny, universel kommunisme.”

Bogen er anmeldt af Michael Agerbo Mørch på Kulturkapellet: Ingen fred under kapitalismen, og af Jakob Brønnum på POV: Slavoj Žižek – De gjorde det for at såre os.

Om Žižek

Slavoj Žižek på Wikipedia [da]
“Slavoj Žižek (født 21. marts 1949 i Ljubljana, Slovenien) er sociolog, filosof, psykoanalytiker og kulturkritiker. Han har en doktorgrad i filosofi fra universitetet i Ljubljana og har studeret psykoanalyse ved Paris Universitet. I 1990 kandiderede han for præsidentposten i Slovenien for partiet Sloveniens Liberale Demokrati (slovensk: Liberalna demokracija Slovenije) – dog uden at vinde.”

Slavoj Žižek på Wikipedia [en]
“Slavoj Žižek; born 21 March 1949) is a Slovenian psychoanalytic philosopher, cultural critic, and Hegelian Marxist. He is a senior researcher at the Institute for Sociology and Philosophy at the University of Ljubljana, Global Distinguished Professor of German at New York University,[1] and international director of the Birkbeck Institute for the Humanities of the University of London.[2] His work is located at the intersection of a range of subjects, including continental philosophy, political theory, cultural studies, psychoanalysis, film criticism, and theology.”

Den nye klassekamp : De sande årsager til flugt og terror
Af Slavoj Žižek. Information, 2016. 128 sider. ISBN: 978-87-7514-530-0.
DK5: 32.6

Bibliotek.dk: Den nye klassekamp
Informations Forlag: Den nye klassekamp

Besøg i flygtningelejren Smara

I uge 9, 2015 rejste jeg til Tindouf – den vestlige provins i Algeriet. Her, langt ude i den golde ørken, har flygtninge fra Vestsahara levet i store flygtningelejre siden Marokko besatte deres land i midten af 1970erne.
I den uge jeg var der, løb jeg Sahara Marathon og boede sammen med en lokal flygtningefamilie.

“Trees can’t grow in the desert, but people flourish”. Billeder er fra flygtningelejren Smara, hvor jeg oplevede en meget stor gæstfrihed i forbindelse med Sahara Marathon.

Te

Hos familien, som gav husly til Sahara Marathon-løberne, blev der ofte budt på te. Teen laves over ild eller glødende kul. Det forventes at man altid drikke tre kopper te - eller flere. Teen iltes mange gange og tilsættes sukker kort inden den drikkes.
Hos familien, som gav husly til Sahara Marathon-løberne, blev der ofte budt på te. Teen laves over ild eller glødende kul. Det forventes at man altid drikke tre kopper te – eller flere. Teen iltes mange gange og tilsættes sukker kort inden den drikkes.
Der går let halvanden time fra forberedelser til det første glas te starter og til det sidste glas er drukket.
Der går let halvanden time fra forberedelser til det første glas te starter og til det sidste glas er drukket.

Te

Sahrawi

Sahrawi
Sahrawi er folket der lever i den vestlige del af Sahara, deriblandt det besatte Vestsahara. Sahrawiernes kultur er en mikset kultur med trak fra berber og tuareg-kultur, men også træk fra subsahara afrikansk kultur.

Sahrawi

Sahrawi

y00000171

Sahrawi

Sahrawi

Sahrawi

Sahrawi

Sahrawi

Sahrawi

Børneolympiade

Idrætsdag for børnene i flygtningelejren Smara.
Idrætsdag for børnene i flygtningelejren Smara.

Børneolympiade

Børneolympiade

En af de dage hvor jeg var i flygtningelejren Smara blev der afholdt børneolympiade på en åben plads centralt i lejren.
En af de dage hvor jeg var i flygtningelejren Smara blev der afholdt børneolympiade på en åben plads centralt i lejren.

Børneolympiade

Børneolympiade

Børneolympiade

Børneolympiade

Jeg aner ikke hvem der vandt, men der var mange som havde det sjovt.
Jeg aner ikke hvem der vandt, men der var mange som havde det sjovt.

Nationaldag

På Sahrawiske Arabiske Demokratiske Republiks nationaldag var der parade i flygtningelejren Smara.
På Sahrawiske Arabiske Demokratiske Republiks nationaldag var der parade i flygtningelejren Smara.

Nationaldag

Nationaldag

Nationaldag

Nationaldag

Nationaldag

Nationaldag

Nationaldag

Nationaldag

Nationaldag

Nationaldag

Nationaldag

Smara

Smara er en af flygtningelejren i Algeriet, hvor flygtningen fra Vestsahara har levet de sidste 40 år - siden Marokko besatte deres land.
Smara er en af flygtningelejren i Algeriet, hvor flygtningen fra Vestsahara har levet de sidste 40 år – siden Marokko besatte deres land.

Smara

Lejren er opkaldt efter byen Smara i det besatte Vestsahara.
Lejren er opkaldt efter byen Smara i det besatte Vestsahara.

Smara

Smara

Smara

Smara

Smara

Smara

Smara

Smara

Smara

Dromedar

Dromedaren, det er den med én fedtpukkel, men ellers ligner den kamelen en del. Dyret kan leve i månedsvis på det vand det får når det spiser ørkenplanterne. Dromedaren kan desuden tabe 40% af kropsvæsken uden at blive syg. Dromedaren kan blive 2,30 meter høj, den kan veje op til 650 kg og blive 28-30 år gammel.
Dromedaren, det er den med én fedtpukkel, men ellers ligner den kamelen en del. Dyret kan leve i månedsvis på det vand det får når det spiser ørkenplanterne. Dromedaren kan desuden tabe 40% af kropsvæsken uden at blive syg.
Dromedaren kan blive 2,30 meter høj, den kan veje op til 650 kg og blive 28-30 år gammel.
Dromedarens latinske navn er Camelus dromedarius og den tilhøre dyrefamilen Camelidae hvor kameler og lamaer også høre til.
Dromedarens latinske navn er Camelus dromedarius og den tilhøre dyrefamilen Camelidae hvor kameler og lamaer også høre til.

Dromedar

Ørkenskrald

Sahara har brug for et initiativ som Trailskrald.
Sahara har brug for et initiativ som Trailskrald.

Ørkenskrald

Ørkenskrald

Ørkenskrald

Solnedgang

Solnedgang

Se også:
Dagbogsnoter fra Sahara Marathon-rejsen
Sahara Marathon

Publiceret på sh.newsun.dk 25.03. 2015

Dagbogsnoter fra Sahara Marathon-rejsen

Lørdag 21/2

Sahara MarathonJeg sidder i lufthavnen i Madrid på vej til Tindouf (Algeriet). Nu skal der løbes Sahara Marathon – to år forsinket, men hvad er to år mod de 40 år som flygtningene fra Vestsahara har ventet uden mulighed for at entrere deres eget land.

Jeg har skrevet en sidste besked på Facebook, hvor jeg sagde tak til dem der har bidraget til min indsamling til idrætsudstyr til skolerne i flygtningelejrene. Jeg skrev på en internetautomat med et tastatur uden ctrl-funktioner og uden mange andre funktioner. Jeg skulle hamre fingrene ret hårdt ned på tasterne for at få en reaktion på skærmen.
Gad vide hvor mange tastefejl jeg fik lavet?

Søndag 22/2

Fra lufthavnen er busserne eskorteret af algiersk politi. Undervejs stopper vi. Den eskorte vi har skal udskiftes ved grænsen til den del af provinsen Tinduouf som flygtningene fra Vestsahara har midlertidig lånt af Algeriet. Herfra er det POLISARIO og det vestsaharanske eksil-myndigheder der har ansvaret for vores sikkerhed.

Sådan cirka 26 timer efter at jeg forlod Brøndby Strand ankom vi til flygtningelejren Smara. Lejren er opkaldt efter en provinsby i Vestsahara.
Efter ankomsten blev vi ledt ind i en åben gård og fordelt i grupper på 4-5 personer. Efter at have fundet min gruppe, blev vi hentet af en kvinde fra den familie som giver os husly.

Jeg er endt samme med fire svenskere. Tre af dem er socialdemokrater, en udsendt af partiet, en udsendt af de svenske socialdemokraters ungdomsorganisation og en udsendt af et socialdemokratisk tidsskrift.

Vi har spadseret en tur i Smara. Masser af simple huse og telte. Ingen vejskilte. Godt vi havde en guide med fra familien.

Det eneste der er på programmet i dag er registrering til løbet mellem 16:00 og 20:00 i Smaras Sportsakademi. Vi er pænt trætte, så det er godt med tid til hvile. Tirsdag løber vi. Jeg kan ikke vurdere hvad den lange rejse kommer til at betyde. Men nu har jeg da en undskyldning for tidstab i det tidsregnskab jeg ikke rigtig har. For hvordan skal jeg sætte en forventet sluttid, når jeg ikke kender terrænet eller ved hvor meget sand der er og ikke ved hvor mange højdemeter der er.

Folk er vældig flinke, men jeg har et sprogproblem. Der er ikke mange lokale der taler engelsk. Spansk er det store andetsprog, efterfulgt af fransk. En af svenskerne kan arabisk. Det er godt for så får vi fat i de vigtigste informationer og han fungere som tolk.
Ærgerligt at jeg aldrig fik lært lidt spansk.

Vi fandt et sted med et fungerende WiFi. Der er svenskerne socialdemokrater strandet. De er umulige af få derfra – internetafhængigheden er total. Men WiFi er nu også et hit. Jeg har skrevet en besked til Signe og Rosa, så de ved at jeg er kommet godt frem.

Det vare ikke længe før solen går ned. Det var hårdt at vågne uden Signe og Rosa. Det bliver sikkert også hårdt af falde i søvn uden de to dejlige tøser. Men da jeg har et stort søvnunderskud bliver det næppe et problem at falde i søvn.

Vi besøgte tidligere i dag Smaras offentlige bibliotek. Det var et børnebibliotek med en meget lille samling. Biblioteket har en bogbus tilknyttet. Den kører ud til flygtning der bor langt fra flygtningelejren.

I hele det område som den sahrawiske regering administrere – og som de så at sige har lånt af Algeriet ind til de får deres eget land tilbage – er der tre biblioteker som det i Smara. Bibliotekaren brokkede sig i øvrigt over børnenes manglende læselyst.

Kaffen laves af varm mælk og Nescafe. Der drikkes meget mere te end kaffe. Teen laves traditionel med lang iltning og forberedelse. De obligatoriske tre glas te tager let halvanden time eller mere.

Som en by i ørkenen giver flygtningelejren ikke meget mening. Her er ingen vand og derfor ingen vegetation. Her er meget goldt. Her bor man kun af nød.

Mandag 23/2

Sahara MarathonEn meget rolig dag.

Efter morgenmaden tog de tre svenske socialdemokrater på tur. De skulle møde en repræsentant for POLISARIO. Imens de var af sted var jeg til løbspræsentation. Det foregik i et par store telte. Der var en del information om flygtningelejrene og de leveforhold som flygtningene lever under – herunder udfordringerne med fremadrettet at skaffe fødevare nok.
Der blev også fortalt om de projekter som Sahara Marathon støtter på forskellige måde.

Den senere løbsbriefing var i Klubben – et sted a la et forsamlingshus. Der blev informeret på spansk, italiensk og engelsk. Lydanlægget var ikke på arrangørernes side. Da der også blev snakket en del under briefingen fik jeg ikke meget af den. Jeg fik dog fat i, at der er morgenmad klokken 07:00 og at bussen kører ud til startområdet klokken 07:30. Løbet starter 09:30.

Jeg fangede desuden, at løbet er forholdsvis fladt på de første 20 km. Derefter kommer der nogle sandklitter, hvorefter det igen skulle flade ud – og forblive fladt forholdsvist frem til mål.

Tirsdag 24/2

Store løbedag.

Vækkeuret ringede 06:00. Af vi fem løbere der bor samme er vi to der skal løbe maraton – mig og den ene svensker, Juan Pablo, der ikke er socialdemokrat. Han er er sendt af sted af en svensk solidaritetsorganisation.
De tre andre kan sove lidt længere.

Jeg forsøger ikke at lyse på de sovende svenskere med min pandelampe, ligesom jeg forsøger at holde lydniveauet nede.
Med lidt besvær blive jeg klædt på til løbe og for fundet løbeur, vandflasker og hvad jeg ellers skal have med.

Juan Pablo og jeg går gennem mørket. Ned til Klubben hvor der er morgenmad; lyst brød, marmelade og kaffe.

Bussen kører ikke 07:30 som annonceret. Men klokken otte er vi på vej ud af Smara. Ude i horisonten venter eventyret.

Der er børneløb og underholdning (lokal cheerleading) inden start. Jeg bemærker ingen nedtælling, men nu er løbet i gang. Jeg må se at komme af sted.

Der er en fantastisk stemning og support fra befolkningen. Børneløbet er løbet en kilometer ud af ruten og her står børnene nu og hepper.

Der er skyet fra start af, så jeg giver den lidt mere gas end jeg havde tænkt mig.
Selv om solen kommer frem og temperaturen stiger holder jeg tempoet gennem første halvdel af løbet. Det er den flade del hvor der ikke er mange højdemeter. Til gengæld er der masser af sten. Jeg må hele tiden se mig for, men indimellem nyder jeg det fantastiske, åbne landskab.

På halvvejen møder jeg sandklitterne. Farten må ned, men de er ikke så hårde som frygtet. Med korte skridt kan jeg holde mig løbende op ad klitterne. Sandet er grovere end andre steder som f.eks. Jebil National Park, Tunesien. Jeg synker i, men det er til at arbejde med.
Efter klitterne flader landskabet ud. Jeg løber hen over et plato, op ad en stigning. Endnu et plato, op ad en stigning. En ny horisont. Løber hen over paltoet. En ny stigning. Op. En ny horisont.
Sådan fortsætter det ind mod Smara.

Mål! Sub 4 timer.
En bedre tid end jeg havde regnet med. Tanken er også tom. Der er ikke mere at give af. Jeg finder teltet med forfriskninger og indtager lidt mad inden jeg finder brusebadet. Hvis man altså kan kalde det et brusebad. Står med en bruseslange uden brusehoved. En meget svag vandstråle kommer ud af slangen. Vandet er koldt. Det løber ned på gulvet som er dækket af sand og ud af et rustent afløbet.

Efter løbet rejse to af svenskerne tilbage til Europa. Et vigtigt møde i Paris.

25. februar

Sahara MarathonEn stille dag i Smara.

Efter morgenmaden gik jeg ned og så den sahrawiske kulturfestival; dromedarer, håndarbejde og lokal krims krams.

Sidst på formiddagen var der præmieuddeling. Det var pænt festligt med tilråb og jubel. Herefter gik dagen med ingenting – kun afbrudt af børneolympiade.

Nu går solen snart ned og vi er i gang med teen. Mens vi drikker den søde te, fortæller mormoren i familien om hendes flugt fra Vestsahara. Hun kom til Algeriet sammen med hendes far som 10-årig. Tilbage i Vestsahara efterlod de moren og et par søskende.

26. februar

Det er koldt om morgenen. Det tager lidt tid inden solen får fat, men så kommer varmen også. Op ad formiddagen kan man fysisk mærke temperaturen stige.
De par gange hvor jeg har haft mulighed for at tjekke temperaturen har den lagt mellem 25° og 30°.

Det er selvfølgelig ingenting i forhold til hvad temperaturen er om sommeren. Der kommer den over 50°. Så holder de lokal sig indendørs.

27. februar

Bustur.

Enhver nation må have et Nationalmuseum. Det har Vestsahara også – selv om museet i øjeblikket ligger i Algeriet.
Nationalmuseet er ikke stort. Indenfor er alt information på arabisk eller spansk, og der er meget mere tekst end der er udstillingsobjekter. Det er ikke et besøg jeg får meget ud af.

Det er bedre på Krigs- og Modstandskampmuseet. Her er der en guide som på engelsk beretter om den krigen og den lange konflikt.
Desværre har guiden en tendens til at begynde hans tale med det samme han kommer til et interessant lokalitet. Det resultere i at 90% af tilhørerne kun hører afslutningerne af hans beretninger inden han igen haster videre.

Højdepunktet på dagen bustur er transporttiden, hvor jeg kan nyde ørkenlandskabet.

Tilbage hos familien ankommer jeg lige til tetid. De tilbageværende svenske bofæller er ude og lave interviews, så der er ingen til at oversætte.
Efter nogen tid, hvor vi ikke forstår en pind af hinanden, men dog har grinet lidt, kommer en pige fra nabolaget forbi. Hun kan lidt engelsk.
Familien kan endelig spørge om jeg ved hvor svenskerne er – og om jeg ved hvornår de kommer tilbage. Det ved jeg desværre ikke.

Jeg snakker lidt om vind og vejr med den engelsktalende nabopige. Da jeg får drejet samtalen ind på Vestsahara lyser hendes øjne op. Der er ingen grænse for hvor vidunderligt der er i det forjættede land bag Marokkos besættelsesmur.

Det er helt rart med en lokal der taler engelsk, men hun skal desværre hurtigt videre.

Mens solen går ned, bevæger vi os ned til at arrangement i den centrale del af Smara. Her er turisterne i klart undertal. Jeg har mit spejlreflekskamera i hånden og en soldat dirigere min ind foran scenen. Sådan et kamera er billetten til VIP-området hvor der er en smule presse og ellers en masse lokale pinger.

Da vi kommer tilbage til familiens hus, er Malin (den svenske pige som er udsent for et tidsskrift) stadig ikke kommet hjem. De lokale myndigheder har tilgengæld opdaget at hun er væk. Det giver værtsfamilien, der har ansvaret for os, en del problemer.
Malin bliver dog fundet og alt ender godt.

28. februar

Sahara MarathonNationalparade.

Der er mødt mange frem til sahrawiernes nationalparade. På paradepladsen er der adgang for lokale VIP’er og europæiske gæster.
Efter Malins forsvinden dagen dør, vil Mentu (familiens kvindelige overhoved) ikke lade mig ude af syne. Fra staten af paraden står jeg sammen med en masse lokal og det forekommer, at det er vigtigere for dem, end for mig, at mase sig frem til en god plads med et godt view over paradepladsen.

Undervejs under ceremonien ændre Mentu holdning og hun lader mig slippe. Udstyret med et spejlreflekskamera komme jeg godt rundt på pladsen og fotografere paradedeltagerne – selvfølgelig under guidning af lokale vagter og soldater.

Efter paraden er der ørkentur for løberen. Vi kører af sted i busser til et særligt smukt sted. Det er også et flot landskab arrangørerne har fundet til os.

Om aftenen udveksler vi gaver med familien. Det lader til at familiens far og store dreng synes godt om min pakke med Lego.
Mentu gemmer det meste af papir og skriveredskaber til senere brug i skolen.

29. februar

Rejsedag.

Har pakket. Der er ikke så meget at lave. Om lidt drikker jeg den anden kop mælkekaffe. Hvis jeg har taget på er det kaffen skyld. Kaffen laves på en fed mælk – altså helt uden vand.

Jeg glæder mig til at komme hjem og synes at der uoverskueligt langt til Brøndby Strand.

Vi kører fra flygtningelejren Smara i de samme gamle busser som vi ankom med. Affjedringen er på et minimum. Selv på asfalt må hastigheden holdes langt nede. Hestekræfter er der ikke mange tilbage af i busserne. Alting rasler. Vinduerne kvidre. Vinduesrammen ved siden af mig er løs og slår konstant mod busvægen.

Efter en times kørsel kommer vi til checkpunktet, hvor vi forlader det område af ørkenen i Algeriet, som flygtningene fra Vestsahara har “lånt”.
Vores ekskorte udskiftes. De algierske myndigheder overtager ansvaret for vores sikkerhed fra sahrawimyndighederne.

De primitive huse og telte som karakterisere flygtningelejrene ser vi ikke flere af. Nu er der masser af el-master og fabrikker. Vi kommer forbi fodboldstations og kører gennem flotte rundkørsler. Husene har flere etager og selv om det er lagt fra en villakvarter i Nordeuropa, er det en helt anden boligstandart en det vi kommer fra.

Se også:
Besøg i flygtningelejren Smara
Sahara Maraton

Publiceret på sh.newsun.dk 30.04. 2015