Tag-arkiv: rejsebeskrivelser

Dagbogsnoter fra Sahara Marathon-rejsen

Lørdag 21/2

Sahara Marathon

Jeg sidder i lufthavnen i Madrid på vej til Tindouf (Algeriet). Nu skal der løbes Sahara Marathon – to år forsinket, men hvad er to år mod de 40 år som flygtningene fra Vestsahara har ventet uden mulighed for at entrere deres eget land.

Jeg har skrevet en sidste besked på Facebook, hvor jeg sagde tak til dem der har bidraget til min indsamling til idrætsudstyr til skolerne i flygtningelejrene. Jeg skrev på en internetautomat med et tastatur uden ctrl-funktioner og uden mange andre funktioner. Jeg skulle hamre fingrene ret hårdt ned på tasterne for at få en reaktion på skærmen.
Gad vide hvor mange tastefejl jeg fik lavet?

Søndag 22/2

Fra lufthavnen er busserne eskorteret af algiersk politi. Undervejs stopper vi. Den eskorte vi har skal udskiftes ved grænsen til den del af provinsen Tinduouf som flygtningene fra Vestsahara har midlertidig lånt af Algeriet. Herfra er det POLISARIO og det vestsaharanske eksil-myndigheder der har ansvaret for vores sikkerhed.

Sådan cirka 26 timer efter at jeg forlod Brøndby Strand ankom vi til flygtningelejren Smara. Lejren er opkaldt efter en provinsby i Vestsahara.
Efter ankomsten blev vi ledt ind i en åben gård og fordelt i grupper på 4-5 personer. Efter at have fundet min gruppe, blev vi hentet af en kvinde fra den familie som giver os husly.

Jeg er endt samme med fire svenskere. Tre af dem er socialdemokrater, en udsendt af partiet, en udsendt af de svenske socialdemokraters ungdomsorganisation og en udsendt af et socialdemokratisk tidsskrift.

Vi har spadseret en tur i Smara. Masser af simple huse og telte. Ingen vejskilte. Godt vi havde en guide med fra familien.

Det eneste der er på programmet i dag er registrering til løbet mellem 16:00 og 20:00 i Smaras Sportsakademi. Vi er pænt trætte, så det er godt med tid til hvile. Tirsdag løber vi. Jeg kan ikke vurdere hvad den lange rejse kommer til at betyde. Men nu har jeg da en undskyldning for tidstab i det tidsregnskab jeg ikke rigtig har. For hvordan skal jeg sætte en forventet sluttid, når jeg ikke kender terrænet eller ved hvor meget sand der er og ikke ved hvor mange højdemeter der er.

Folk er vældig flinke, men jeg har et sprogproblem. Der er ikke mange lokale der taler engelsk. Spansk er det store andetsprog, efterfulgt af fransk. En af svenskerne kan arabisk. Det er godt for så får vi fat i de vigtigste informationer og han fungere som tolk.
Ærgerligt at jeg aldrig fik lært lidt spansk.

Vi fandt et sted med et fungerende WiFi. Der er svenskerne socialdemokrater strandet. De er umulige af få derfra – internetafhængigheden er total. Men WiFi er nu også et hit. Jeg har skrevet en besked til Signe og Rosa, så de ved at jeg er kommet godt frem.

Det vare ikke længe før solen går ned. Det var hårdt at vågne uden Signe og Rosa. Det bliver sikkert også hårdt af falde i søvn uden de to dejlige tøser. Men da jeg har et stort søvnunderskud bliver det næppe et problem at falde i søvn.

Vi besøgte tidligere i dag Smaras offentlige bibliotek. Det var et børnebibliotek med en meget lille samling. Biblioteket har en bogbus tilknyttet. Den kører ud til flygtning der bor langt fra flygtningelejren.

I hele det område som den sahrawiske regering administrere – og som de så at sige har lånt af Algeriet ind til de får deres eget land tilbage – er der tre biblioteker som det i Smara. Bibliotekaren brokkede sig i øvrigt over børnenes manglende læselyst.

Kaffen laves af varm mælk og Nescafe. Der drikkes meget mere te end kaffe. Teen laves traditionel med lang iltning og forberedelse. De obligatoriske tre glas te tager let halvanden time eller mere.

Som en by i ørkenen giver flygtningelejren ikke meget mening. Her er ingen vand og derfor ingen vegetation. Her er meget goldt. Her bor man kun af nød.

Mandag 23/2

Sahara Marathon

En meget rolig dag.

Efter morgenmaden tog de tre svenske socialdemokrater på tur. De skulle møde en repræsentant for POLISARIO. Imens de var af sted var jeg til løbspræsentation. Det foregik i et par store telte. Der var en del information om flygtningelejrene og de leveforhold som flygtningene lever under – herunder udfordringerne med fremadrettet at skaffe fødevare nok.
Der blev også fortalt om de projekter som Sahara Marathon støtter på forskellige måde.

Den senere løbsbriefing var i Klubben – et sted a la et forsamlingshus. Der blev informeret på spansk, italiensk og engelsk. Lydanlægget var ikke på arrangørernes side. Da der også blev snakket en del under briefingen fik jeg ikke meget af den. Jeg fik dog fat i, at der er morgenmad klokken 07:00 og at bussen kører ud til startområdet klokken 07:30. Løbet starter 09:30.

Jeg fangede desuden, at løbet er forholdsvis fladt på de første 20 km. Derefter kommer der nogle sandklitter, hvorefter det igen skulle flade ud – og forblive fladt forholdsvist frem til mål.

Tirsdag 24/2

Store løbedag.

Vækkeuret ringede 06:00. Af vi fem løbere der bor samme er vi to der skal løbe maraton – mig og den ene svensker, Juan Pablo, der ikke er socialdemokrat. Han er er sendt af sted af en svensk solidaritetsorganisation.
De tre andre kan sove lidt længere.

Jeg forsøger ikke at lyse på de sovende svenskere med min pandelampe, ligesom jeg forsøger at holde lydniveauet nede.
Med lidt besvær blive jeg klædt på til løbe og for fundet løbeur, vandflasker og hvad jeg ellers skal have med.

Juan Pablo og jeg går gennem mørket. Ned til Klubben hvor der er morgenmad; lyst brød, marmelade og kaffe.

Bussen kører ikke 07:30 som annonceret. Men klokken otte er vi på vej ud af Smara. Ude i horisonten venter eventyret.

Der er børneløb og underholdning (lokal cheerleading) inden start. Jeg bemærker ingen nedtælling, men nu er løbet i gang. Jeg må se at komme af sted.

Der er en fantastisk stemning og support fra befolkningen. Børneløbet er løbet en kilometer ud af ruten og her står børnene nu og hepper.

Der er skyet fra start af, så jeg giver den lidt mere gas end jeg havde tænkt mig.
Selv om solen kommer frem og temperaturen stiger holder jeg tempoet gennem første halvdel af løbet. Det er den flade del hvor der ikke er mange højdemeter. Til gengæld er der masser af sten. Jeg må hele tiden se mig for, men indimellem nyder jeg det fantastiske, åbne landskab.

På halvvejen møder jeg sandklitterne. Farten må ned, men de er ikke så hårde som frygtet. Med korte skridt kan jeg holde mig løbende op ad klitterne. Sandet er grovere end andre steder som f.eks. Jebil National Park, Tunesien. Jeg synker i, men det er til at arbejde med.
Efter klitterne flader landskabet ud. Jeg løber hen over et plato, op ad en stigning. Endnu et plato, op ad en stigning. En ny horisont. Løber hen over paltoet. En ny stigning. Op. En ny horisont.
Sådan fortsætter det ind mod Smara.

Mål! Sub 4 timer.
En bedre tid end jeg havde regnet med. Tanken er også tom. Der er ikke mere at give af. Jeg finder teltet med forfriskninger og indtager lidt mad inden jeg finder brusebadet. Hvis man altså kan kalde det et brusebad. Står med en bruseslange uden brusehoved. En meget svag vandstråle kommer ud af slangen. Vandet er koldt. Det løber ned på gulvet som er dækket af sand og ud af et rustent afløbet.

Efter løbet rejse to af svenskerne tilbage til Europa. Et vigtigt møde i Paris.

25. februar

Sahara Marathon

En stille dag i Smara.

Efter morgenmaden gik jeg ned og så den sahrawiske kulturfestival; dromedarer, håndarbejde og lokal krims krams.

Sidst på formiddagen var der præmieuddeling. Det var pænt festligt med tilråb og jubel. Herefter gik dagen med ingenting – kun afbrudt af børneolympiade.

Nu går solen snart ned og vi er i gang med teen. Mens vi drikker den søde te, fortæller mormoren i familien om hendes flugt fra Vestsahara. Hun kom til Algeriet sammen med hendes far som 10-årig. Tilbage i Vestsahara efterlod de moren og et par søskende.

26. februar

Det er koldt om morgenen. Det tager lidt tid inden solen får fat, men så kommer varmen også. Op ad formiddagen kan man fysisk mærke temperaturen stige.
De par gange hvor jeg har haft mulighed for at tjekke temperaturen har den lagt mellem 25° og 30°.

Det er selvfølgelig ingenting i forhold til hvad temperaturen er om sommeren. Der kommer den over 50°. Så holder de lokal sig indendørs.

27. februar

Bustur.

Enhver nation må have et Nationalmuseum. Det har Vestsahara også – selv om museet i øjeblikket ligger i Algeriet.
Nationalmuseet er ikke stort. Indenfor er alt information på arabisk eller spansk, og der er meget mere tekst end der er udstillingsobjekter. Det er ikke et besøg jeg får meget ud af.

Det er bedre på Krigs- og Modstandskampmuseet. Her er der en guide som på engelsk beretter om den krigen og den lange konflikt.
Desværre har guiden en tendens til at begynde hans tale med det samme han kommer til et interessant lokalitet. Det resultere i at 90% af tilhørerne kun hører afslutningerne af hans beretninger inden han igen haster videre.

Højdepunktet på dagen bustur er transporttiden, hvor jeg kan nyde ørkenlandskabet.

Tilbage hos familien ankommer jeg lige til tetid. De tilbageværende svenske bofæller er ude og lave interviews, så der er ingen til at oversætte.
Efter nogen tid, hvor vi ikke forstår en pind af hinanden, men dog har grinet lidt, kommer en pige fra nabolaget forbi. Hun kan lidt engelsk.
Familien kan endelig spørge om jeg ved hvor svenskerne er – og om jeg ved hvornår de kommer tilbage. Det ved jeg desværre ikke.

Jeg snakker lidt om vind og vejr med den engelsktalende nabopige. Da jeg får drejet samtalen ind på Vestsahara lyser hendes øjne op. Der er ingen grænse for hvor vidunderligt der er i det forjættede land bag Marokkos besættelsesmur.

Det er helt rart med en lokal der taler engelsk, men hun skal desværre hurtigt videre.

Mens solen går ned, bevæger vi os ned til at arrangement i den centrale del af Smara. Her er turisterne i klart undertal. Jeg har mit spejlreflekskamera i hånden og en soldat dirigere min ind foran scenen. Sådan et kamera er billetten til VIP-området hvor der er en smule presse og ellers en masse lokale pinger.

Da vi kommer tilbage til familiens hus, er Malin (den svenske pige som er udsent for et tidsskrift) stadig ikke kommet hjem. De lokale myndigheder har tilgengæld opdaget at hun er væk. Det giver værtsfamilien, der har ansvaret for os, en del problemer.
Malin bliver dog fundet og alt ender godt.

28. februar

Sahara Marathon

Nationalparade.

Der er mødt mange frem til sahrawiernes nationalparade. På paradepladsen er der adgang for lokale VIP’er og europæiske gæster.
Efter Malins forsvinden dagen dør, vil Mentu (familiens kvindelige overhoved) ikke lade mig ude af syne. Fra staten af paraden står jeg sammen med en masse lokal og det forekommer, at det er vigtigere for dem, end for mig, at mase sig frem til en god plads med et godt view over paradepladsen.

Undervejs under ceremonien ændre Mentu holdning og hun lader mig slippe. Udstyret med et spejlreflekskamera komme jeg godt rundt på pladsen og fotografere paradedeltagerne – selvfølgelig under guidning af lokale vagter og soldater.

Efter paraden er der ørkentur for løberen. Vi kører af sted i busser til et særligt smukt sted. Det er også et flot landskab arrangørerne har fundet til os.

Om aftenen udveksler vi gaver med familien. Det lader til at familiens far og store dreng synes godt om min pakke med Lego.
Mentu gemmer det meste af papir og skriveredskaber til senere brug i skolen.

29. februar

Rejsedag.

Har pakket. Der er ikke så meget at lave. Om lidt drikker jeg den anden kop mælkekaffe. Hvis jeg har taget på er det kaffen skyld. Kaffen laves på en fed mælk – altså helt uden vand.

Jeg glæder mig til at komme hjem og synes at der uoverskueligt langt til Brøndby Strand.

Vi kører fra flygtningelejren Smara i de samme gamle busser som vi ankom med. Affjedringen er på et minimum. Selv på asfalt må hastigheden holdes langt nede. Hestekræfter er der ikke mange tilbage af i busserne. Alting rasler. Vinduerne kvidre. Vinduesrammen ved siden af mig er løs og slår konstant mod busvægen.

Efter en times kørsel kommer vi til checkpunktet, hvor vi forlader det område af ørkenen i Algeriet, som flygtningene fra Vestsahara har “lånt”.
Vores ekskorte udskiftes. De algierske myndigheder overtager ansvaret for vores sikkerhed fra sahrawimyndighederne.

De primitive huse og telte som karakterisere flygtningelejrene ser vi ikke flere af. Nu er der masser af el-master og fabrikker. Vi kommer forbi fodboldstations og kører gennem flotte rundkørsler. Husene har flere etager og selv om det er lagt fra en villakvarter i Nordeuropa, er det en helt anden boligstandart en det vi kommer fra.

Se også:
Besøg i flygtningelejren Smara
Sahara Maraton

Publiceret på sh.newsun.dk 30.04. 2015

Berlin Marathon : Maratonrejse

Berlin. 29. september 2013.

Resultat

  • Startnr.: 32335
  • Distance: maraton
  • Placering samlet: 7277
  • Placering mænd 40: 1630
  • Nettotid: 03:32:05
  • Bruttotid: 03:47:36
  • Tempo: 05:02 min/km
  • Hastighed: 11,9 km/t

Mellemtider

  • 5 km [5 km]: 00:24:54 / 00:24:54 / 04:59 min/km
  • 10 km [5 km]: 00:49:55 / 00:25:01 / 05:01 min/km
  • 15 km [5 km]: 01:14:53 / 00:24:58 / 05:00 min/km
  • 20 km [5 km]: 01:39:55 / 00:25:02 / 05:01 min/km
  • 25 km [5 km]: 02:04:49 / 00:24.54 / 04:59 min/km
  • 30 km [5 km]: 02:30:12 / 00:25:23 / 05:05 min/km
  • 35 km [5 km]: 02:55:35 / 00:25:23 / 05:05 min/km
  • 40 km [5 km]: 03:20:55 / 00:25:20 / 05:05 min/km
  • maraton [2,195 km]: 03:32:05 / 00:11:10 / 05:05 min/km

Løbsoversigt

Berlin Marathon

Sidste weekend i september gik turen til Tysklands hovedstad, hvor der var bymaraton på plakaten. Berlin Marathon kaldes verdens hurtigste maratonrute. Kunne en langsom løber som mig, forbedre maratontiden der?

Tidligere på året var jeg i Hamburg for at løbe maraton. Der arrangerede jeg selv turen. Til Berlin havde jeg valgt den nemme og lidt dyre løsning og rejste med Marathon Travel Club.

Berlin Marathon er et af World Marathon Majore. Ruten gennem Berlin har ikke hørt om højdemeter. Det er nok derfor, her er sat flere verdensrekorder. Undervejs kommer løberne forbi mange af byens turistseværdigheder. Ingen nævnt, ingen glemt. Men det skal lige nævnes at start og mål er i området ved Brandenburger Tor.

Syd på

Rejsen med Marathon Travel Club var med bus fra Sjælør. Motorvejskilometer efter motorvejskilometer, kun afbrudt af sejlturen fra Gedser til Rostock.

I Berlin skulle vi forbi maratonmessen for at hente løbenumre og tidstagerchips inden vi kørte til hotellerne. Tiden på maratonmessen blev desværre meget kort, da vi var blevet forsinket af den berlinske eftermiddagstrafik. Ingen tid til at kigge på messetilbud.

Vi kom frem til hotellet og jeg fik mit værelse på fjerde sal. Nu manglede jeg kun mad. I Berlin var jeg ikke på hjemmebane. I modsætning til Hamburg, kunne jeg ikke bare tage hen til et velkendt kvarter og finde et spisested, som jeg i forvejen kendte. Jeg måtte på gaden og se mig omkring.

Efter at have vandret lidt omkring i kvarteret hvor hotellet lå, kunne jeg konstatere, at alle spisesteder var asiatiske. Der var kinesisk, vietnamesisk og thaimad. Den wienerschnitzel jeg havde tænkt mig, kunne jeg godt skyde en bambuspil efter. Det blev kinesisk.

Der sad jeg så. En fredag aften i Berlin, drak cola og spiste kyling a la kina. Med en plan om at gå tidligt i seng. Klokken ikke alt for sent kunne jeg sige godnat til mig selv.

Fridag

Berlin

Dagen inden løbet startede stille og roligt. Et brusebad og så på gaden for at finde lidt morgenmad. Formiddagen gik med souvenirshopping og kaffedrikning. Om eftermiddagen havde jeg købt en busrundtur i Berlin med Marathon Travel Club. Så der blev leget charterturist i et par timer.

Efter turistbusturen gik jeg hen og heppede lidt på deltagerne i maraton for inliners. Det så fedt ud og der var god fart på. Ærgerligt jeg aldrig er blevet fortrolig med rulleskøjter og da slet ikke inliners.

Det blev tid til aftensmad. Jeg fandt en hyggelig italiensk restaurant i nærheden af hotellet. (En nærmere undersøgelse havde afsløret andet end asiatiske spisesteder). Pasta med spinat og lidt laks. Mums.

Efter maden tog jeg et karbad. Gik tidlig i seng og stenede ligegyldig tv.

Dedikation

Turen til Berlin var lige ved at ryge i vasken. Godt en uge inden afgang blev min mor indlagt med en lille hjerneblødning og nyresvigt. Nyrerne kom heldigvis i gang igen. Hjerneblødningen var ikke livstruende og det ser ikke ud til at den har nævneværdige konsekvenser. I weekenden inden afgang besøgte jeg hende på Esbjerg Sygehus. Selvfølgelig var hun svag, men i bedring. Humøret fejlede ikke noget og hun var mentalt til stede.

Da det var tid til af gang vurderede jeg, at jeg godt kunne tage en tur syd på. Skulle min mors tilstand blive kritisk, var jeg jo ikke på den anden side af Jorden.

Jeg ved ikke rigtig, om det giver mening, at dedikere et ligegyldigt maratonresultat som mit. Men anyway. Inden Berlin besluttede jeg at dedikere mit løb og resultatet til min mor. Det er hermed gjort.

Løbet

Berlin

Maratonmorgenen skulle være stille og rolig. Stod tidligt op og spiste morgenmad. I god tid tog jeg mod startområdet i en af Marathon Travel Clubs busser. Og her opdagede jeg dagens store fejl. Havde glemt chippen i skoen! Heldigvis var jeg i så god tid, at jeg kunne tage en taxa tilbage til hotellet og hente chippen.

Mens jeg havde været tilbage på hotellet, var vejen omkring startområdet blevet spærret af. Taxaen kunne ikke køre dertil hvor jeg havde fanget den. Heldigvis var der god tid til en rolig morgengåtur.

Tilbage ved startområdet fandt jeg min startboks. Løberne her skulle løbe et langsommere tempo, end det jeg havde planlagt. Jeg var åbenbart ikke så optimistisk angående min tempoudvikling, da jeg for lang tid siden bestilte rejsen.

Af sted kom vi og jeg kom i gang med at overhale. Og hold da helt op hvor var der mange løbere der skulle overhales. Kunne klart mærke at det er et større løb end København og Hamburg. Der var tæt med mennesker fra start til slut. I Hamburg havde der været flere perioder, hvor jeg ikke behøvede at koncentrere mig om at undgå at løbe ind i andre løbere, eller selv blive løbet ned. Sådanne rolige kilometer var er ikke i Berlin.

De første 25 kilometer holdt jeg nogenlunde det planlagte tempo. Men så faldt det. Ikke meget. På det lange stræk, skal der ikke den store temponedgang til at gøre en forskel på sluttiden. Tempoet på de første 25 kilometer lå på 05:00. Efter at have erkendt at tempoet ikke kunne holde hele vejen, fandt jeg rytmen i et tempo på 05:05. Det holdt, men jeg måtte kæmpe med alt jeg havde – og lidt til – for at holde det på de sidste syv kilometer. Soundtracket stod Gojira for. Sådan er det nu engang, når der skal kæmpes.

Mål

I mål kom jeg på tiden 03:32:05. En forbedring af min personlige rekordt med godt seks minutter. Jeg løb med alt jeg havde, og kan kun være tilfreds. Det selv om jeg havde håbet på at være en lille smule hurtigere.

De professionelle løb f**king hurtigt. Wilson Kipsang satte ny verdensrekort på 02:03:23. Hvilket er en hæderlig tid for motionister på den halve distance. Bedste kvinde blev Florence Kiplagat med tiden 02:21:13.

Det var ottende gang, der bliver sat verdensrekord i Berlin.

Og Berlin Marathon. Kommer jeg tilbage? På positiv siden er ruten dejlig flad, hvis man løber for den gode tid. Publikum giver den gas og er en stor oplevelse. Ned trækker det, at løbet er så stort. Der er simpelthen for mange deltagere til min smag. Så måske vender jeg tilbage, men Berlin Marathon er absolut ikke øverst på min ønskesedlen, eller for den sags skyld en del af mine løbeplaner for de kommende par år.

Medaljen

Medalje

BMW Berlin Marathon

Publiceret på sh.newsun.dk 02.10. 2013

Ægyptentur

Fortidens og nutidens Ægypten skildret i et rejsebrev. Teksten er skrevet på en ægyptenrejse i december 2007 og i tiden efter hjemkomst til København.

I dag

x00000416

Aftenbøn over Luxor. Det første informationsmøde med rejseguiden Steen Digemose er overstået. Vi har nu tjek på den første uges program. Børnene er trætte og der er mere end en time til aftensmaden i restauranten på M/S Renaissance.

Flyturen gik som planlagt, dog med en vis nervøsitet fra den femårige søn. Visa- og paskontrollen i Luxor Lufthavn var hurtig overstået. En kort bustur til krydstogtskibet M/S Renaissance afsluttede rejsen fra København.

Det er muligt af få vasket tøj på båden. Prisen er 6 LE for at få vasket en t-shirt, 3,75 LE for et par underbukser og 3 LE for et par sokker. Én LE, et ægyptisk pund, har ca. samme værdi som en dansk krone. Vaskepriserne er inklusiv service og skat.

Som det er standard på krydstogtskibe over hele verden, betales der ikke for mad og drikkevarer undervejs. Beløbet regnes sammen og der afregnes når togtet er slut.

Luxor ligger 675 km syd for Cairo. Luxor er det nutidige navn for Theben, der var hovedstad i Det nye Rige. I Luxor by ligger Karnak-templerne, Mut-templet og Luxor-templet. Det er på Nilens Østbred.

I bjergene vest for Nilen ligger der et utal af grave og flere dødetempler. Solen står op i Øst og øst for Nilen lagde Theben og de levenes by. Solen går ned og dør i vest. Derfor lå de dødes by, Nekropolis, vest for Nilen. Ifølge den ægyptiske mytologi var det himmelgudinden Nut der fødte solen om morgenen, for at sluge den igen, når den gik ned.

I Ægypten leves livet langs Nilen. Lidt firkantet kan det siges, at Nilen er Ægypten. Nilens Ægypten er som en lotusblomst med Deltaet, Nedre Ægypten, som blomsten og floden. Øvre Ægypten er den lange stilk, floden og floddalen der strækker sig mod syd.

Nutidens mennesker orienterer sig efter nord og syd. Op er nord og ned er mod syd. Men da oldtidens ægyptere orienterede sig efter Nilen, var det naturligt at oppe var flodens udspring. Vandet løber fra syd mod nord. Ned var floddeltaet, der strækker sig fra Cairo og til Nilens udløb i Middelhavet.

Det moderne Ægypten dækker et areal på 1.002.000 kvadratkilometer og grænser op til Libyen, Sudan og Israel. Nilen er landets livsgivende pulsåre. Floden løber ca.1600 k gennem landet fra syd mod nord. Befolkningen bor på 3% af landets samlede areal. Resten er ørken.

II dag

x00000417

Sidder om bord på krydstogtskibet M/S Renaissance og ryger en smøg. Skibet sejler op ad floden mod Esna. Smøgen er lavet på den norske fabrik J.L. Tiedemanns Tobakfabrik og er påtrykt norske sundhedsadvarsler. Pakken med tyve smøger er købt ombord på båden til det halve af det den koster i København. For varenes vedkommende er vi globale og der er fri bevægelighed over hele kloden.

Vandet i vandhanen på skibet – og i resten af Ægypten kan vi skandinavere ikke tåle. Bakteriekulturen er en anden end den, som vores norderopæiske tarmkultur kender. Det koster typisk to døgn på toilettet, hvis man vil lære den lokale bakteriekultur at kende.

Ahmose og hans søn Amenhotep I erobrede Nubien. Det var starten på den anden storhedstid og en periode hvor Ægypten blev en stormagt. Det nye Rige, ca.1551-1070 f.v.t. Perioden dækkede det 18., 19. og 20. dynasti. I denne periode var Theben hovedstad og det lokale tempel for den lokale gud Amon udvides. Amon var dynastiernes skytsgud og blev forbundet med solguden Ra. Amon blev derved til Amon-Ra.

Et af de storslåede byggeprojekter der har overlevet fra Det nye Rige, er Hatshepsuts dødetempel. Det ligger på vestbredden ved Luxor. Hatshepsut var noget så sjælden som en kvindelig farao. Da Thutmoses I døde, efterlod han sig ingen sønner fra hans ægteskab med førstekonen. En dreng født af en af hans andre koner blev gift med en datter fra førstekonens børneflok. De to halvsøstre og ægtefolk var Thutmoses II og Hatshepsut. Efter få år som farao døde Thutmoses II. Hans søn Thutmoses III, der stadig var barn blev kronet som Nedre- og Øvre Ægyptens hersker. Hatshepsut sendte ham til Karnak-templet for at få en uddannelse.

Mens Thutmoses III var på Karnak-templerne, herskede Hatshepsut i hans sted. Hun fik smag for magten og sammen med ypperstepræsterne fra Karnak-templerne udarbejdede hun en historie om, at hun i virkeligeheden var datter af guden Amon-Ra.

Med dette politiske spin i baghånden, lod hun sig krone som Thutmoses III medregent. I realiteten tog hun magten og regerede Ægypten i 34 år. Blandt hendes største bedrifter var togtet til Punt. Hvilket geografisk område der for oldtiden ægyptere hed Punt, vides ikke med sikkerhed. Men det er i hvert tilfælde syd for Sudan. Tugtet hjembragte røgelsestræer, giraffer og andre eksotiske ting, dyr og planter. Togtet til det vidunderlige land Punt er beskrevet på væggene i Hatshepsuts dødetempel. Her kan besøgende også kan se legenden om at Hatshepsut er Amon-Ras datter.

Et andet turistmål i bjergene vest for Luxor er Kongernes Dal. Her blev de fleste faraoerne fra Det nye Rige begravet. Deres grave er hugget ind i bjerget. Den mest kendte grav er Tut-Ankh-Amons. Den blev fundet af Howard Carter i 1922. Graven var urørt. Ud over Tut-Ankh-Amons mumie, var der flere tusinde genstande som fortalte om faraoen, hans samtid og ægypterne liv og religion. Mange af genstanden er nu udstillet på Det ægyptiske Museum i Cairo.

Der er kun en indgang til Kongernes Dal. Over dalen danner bjerget en naturlig pyramide. Den snævre adgang og den naturlige pyramide var vigtige årsager til at stedet blev valgt som gravsted for oldtidens faraoer. Pyramiden var et flertydigt symbol. Det var urhøjen der steg op af urhavet ved verdens skabelse. Den var også et symbol på solen og dens stråler – ligesom spidsen på en obelisk.

Ikke langt fra Kongernes Dal ligger Deir al-Madina. Gravarbejderbyen hvor håndværkerne, der skabte gravene i Kongernes Dal, boede. Her fandt verdenshistoriens første dokumenterede strejke sted.

Arbejderne var dygtige håndværkere og blev normalt godt betalt for deres arbejde. Men i det 25 regeringsår under Ramses III svigtede forsyningerne af korn og andre levnedsmidler. Neferhotep der er skriver for formanden Amennaktts skriver et klagebrev til visiren Ta: “Jeg meddeler min herre, at jeg arbejder i kongebørnenes grave, hvis indretning min herre har befalet Jeg arbejder meget omhyggeligt og fortræffeligt og gør gode fremskridt. Vær ikke bekymret for dem, for jeg arbejder meget ordentligt, jeg er slet ikke træt.
Jeg meddeler min herre, at vi er i en særlig situation. Alle forsyninger til os, som magasinerne normalt ligger inde med, er udgået. Det er ikke let at slæbe sten! I stedet for 6 oiper byg har man givet os 6 oiper hakkelse. Giv min herre vil handle, så vi kan få vores løn. Vi er ellers ved at dø af slut. Vi kan simpelthen ikke holde os i live mere, for man giver os ingenting!”

I første omgang udvikler konflkten sig ikke. Visir Ta fik beroliget landsbyens ledere og arbejdernes formænd. Umiddelbart bør der være korn nok i området, men p.g.a. af en stigende korruption var leveringen ustabil og blev til tider helt afbrudt. Maden til landsbyen kom stadig for sent og arbejdere var lagt fra tilfreds.

Den 14 november i 1152 f.v.t. mistede de tålmodigheden. Mandskabet holdt op med at arbejde og marcherede ud af byen. Cheferne og deres assistenter anede ikke hvor arbejderne var gået hen. De lede efter dem og fandt dem siddende bag ved Tuthmosis IIIs dødetempel, hvorfra der tidligere var leveret forsyninger til gravarbejderlandsbyen.

I den historiske kilde Strejkepapyrus, publiceret i Journal of Near Easterne Studies 10, 1951 hedder det: På denne dag passerede arbejdsgruppen gravområdets fem vagthuse, idet de råbte: “Vi er slutne! Atten dage er tilbage til næste lønudbetaling!” og de satte sig ned ved bagsiden af Tuthmosis IIIs tempel. Skriveren fra Faraos store Sted og de to formænd og fire embedsmænd kom. De råbte til håndværkeren: “Gå tilbage!” Men de svor en stor ed og råbte: “Gå selv tilbage!” De tilbragte dagen på dette sted.”

Om aftenen vendte arbejderne tilbage til byen. Den næste morgen gik de over til Det Store Sted (Kongernes Dal), men de genoptog ikke arbejdet og gik videre til Ramses IIs dødetempel. Da aftenen faldt på, blev mændene ved templet. Den næste dag nedskrev templet præster arbejdernes klage: “Vi kom her p.g.a. sult og tørst. Vi har ingen klæder, ingen salve, ingen fisk og ingen grøntsager. Send bud til Farao, vores gode Herre, om det og send bud til vesiren, vores foresatte, så at der kan blive fremskaffet levnedsmidler til os.”

Derefter modtog arbejderne foregående måneds retioner og de begav sig tilbage til landsbyen og den følgende dag genoptog de arbejdet. En måned efter var den gal igen. Denne gang endte det med at en af arbejderne blev pryglet efter ordre fra landsbyens chefer. Ikke direkte fordi han strejkede, men fordi han bannede i en ophedet diskussion.

Efter en halv års tid med uroligheder og splid blev leveringerne til gravarbejderlandsbyen igen stabile og strejkeperioden var ovre for denne gang.

III dag

x00000418

Edfu-templet fra ptolemæiske periode. Templet er viet til Horus og er det bedst velbevarede tempel fra oldtidens Ægypten. Oprindeligt blev Horus betragtet som en himmelgud. Han var en falk med udstrakte vinger. Hans øjne var solen og månen. Fra de tidligste faraoer blev herskeren sidestillet med den himmelske falk. Faraoen var for folket en manifestation af Horus. I en tidlig tradition var Horus rival til Seth. I deres indbyrdes kamp mistede Horus øjet, men de to guder forligedes til sidst og delte magten over Ægypten mellem sig. Seth blev gud for Øvre Ægypten og Horus var gud for Nedre Ægypten. Men tiden ændredes ægypternes forhold sig til Seth og han blev i stedet gud for den ufrugtbare ørken og de barbariske folkeslag. Horus blev gud for både Øvre og Nedre Ægypten.

I modsætning til Luxor og Karnak-templerne er der loft over søjlehallen i Edfu-templet. Det giver et godt rumindtryk af templet. En speciel oplevelse. Byggeriet blev påbegyndt af Ptolomaeus III og stod færdig i 57 f.v.t.

Blandt de rituelle spil der er afbilledet er Hathors årlige bryllupsvisit, hvor hun rejste op ad floden fra Dendera for at blive genforenet med hendes ægtemand Horus. Et rituelt samleje.

Hathor blev som regel afbilledet som et menneske med en solskive på hovedet og kohorn, men til tider er hun gengivet som en ko. Hendes kultsymbol var en søjle med et kohoved på toppen, eller et kvindehoved med koører.

Horus var kongegud og derfor værdsat af faraoerne. Han var gift med Hathor. I følge den tidlige tradition var Hathor moder til Horus, men den rolle overtog Isis.

Hathors betydning varierer fra kilde til kilde. I Ægyptiske guder og symboler udgivet af Politiken, beskrives hun som Horus hustru, de dødes beskytter og gudinde fra dans, musik og kærlighed. Egyptisk mytologi udgivet af Paludan viser et andet billede af gudinden: “…Ras Øje blev identificeret med Hathor. Da Ra blev gammel, begyndte menneskene at sammensværge sig mod ham. Da han hørte dette, besluttede den rasende gud at sende det guddommelige Øje, solens frygtindgydende brændende kraft, ned for at dræbe dem. Øjet tog form af Hathor, som i skikkelse af løvinden Sekhmet eller Den Magtfulde kastede sig over alle onde mænd og kvinder og dræbte dem i et veritabelt blodbad. Senere besluttede Ra, at der var udgydet tilstrækkelig meget blod, og han beordrede myrderiet afsluttet. Kun gennem Ras indgriben blev Sekhmet forhindret i at tilintetgøre menneskeheden.
For at gøre en ende på Sekhmets ubarmhjertige myrderi, gennemblødte Ra slagmarken med tusinder af kander øl, blandet med granatæblesaft. Den blodtørstige Sekhmet drak den røde drik i troen på, at det var blod, og hun blev så beruset, at hun standsede sine angreb og blev forvandlet tilbage til den smukke Hathor.”

Det tog lang tid for oldtiden ægyptere at bygge deres templer. Det tager også tid for nutiden indbyggere når de bygger nyt. Ikke fordi håndværkeren er langsomme, men fordi det er et generationsprojekt. Første generation bygger det nederste plan. Når den ældste søn bliver gift bygger han det næste plan. Hans førstefødte bygger så ovenpå igen. Sådan fortsætter byggeriet op til fjerde eller femte sals højde. Det giver en masse ufærdige huse i bybilledet, hvor jernarmeringen stikker på at huset hjørner og øvrige bærende punkter.

IV dag

x00000419

Når børn hører nye ord og vil gentage dem. Det kan konstateres, at vi har set en masse stempler og har sejlet i nuggabåd. Stempler giver vel sig selv som værende templer og nuggabåde er felukka’er – de traditionnel sejlbåde på Nilen.

Øvre Ægypten sluttede ved Aswan. Området syd for byen hed i oldtiden Nubien. Nubien var forbindelsesledet mellem Ægypten og resten af Afrika. Landet var mere goldt end Ægypten. Til gengæld for korn og andre fødevarer fik ægypterne retten til at udnytte miniralforekomsterne i Nubien. I nogle perioder var Nubien direkte underlangt Ægyptens farao, i andre var landet selvstændigt eller underlangt andre udefrakommende herskere.

I dag hedder regionen fra Aswan til Sudan-grænsen stadig Nubien. Her ligger Nasser-søen som opstod efter ægypterne byggede Aswan-dæmningen.

Planlægningen af dæmningen startede i 1955. Et år inden Suez-kanalen blev nationaliseret og den første Suez-krise. Da Ægypten senere bad om teknisk og økonomisk hjælp fra USA og England fik de et rungende “nej”. Præsident Gamal Abdel Nasser henvendte sig derefter til Sovjetunionen, som både ydede den nødvendige økonomiske og tekniske bistand.

I det moderne Ægypten reguleres vandstanden i Nilen af Aswan-dæmningen. Efter at den er bygget er det blevet muligt at høste tre gange om året. Det hjælper til med at brødføde landets befolkning. En befolkning der ifølge myndighederne er på 72.5 millioner og ifølge CIA er 80 millioner mennesker.

I oldtiden kunne vandstanden ikke reguleres på sammen måde. Dengang var der tre årstider i Ægypten. De var knyttet til Nilens cyklus. Oversvømmelsesperioden kaldet akhet; såning og modning kaldet peret; høst og tørkeperiode kaldet shemu. Nilens oversvømmelse af floddalen – og de aflejninger der blev liggende når floden trak sig tilbage var grundlaget for et god høst. Steg vandet i Nilen ikke nok havde det katastofale følger. Høsten blev ikke stor nok.

Allerede fra Det gamle Rige var der et Nilometer i Aswan. Den lokale guvernør var ansvarlig for at vandstanden blev målt jævnligt. Resultaterne af målningerne blev bragt rundt i landet og de ansvarlige for landbrug og kanaler fik en hint om hvad der var i vente.

Det er det centrale i Ægypten og civilationens opståen. Nilen og dens aflejninger af nærende slam. Det var grundlaget for at et agerbrug kunne bestå i floddalen og Nil-deltaet. Nilen er Ægypten – og oldtidens religion er knyttet til Nilen, naturen, landbruget og Solen.

Ud over Nilen var Solen central i ægypternes mytologi. De vidste godt at der ikke er noget liv uden solen og den livsgivende stråler. Solguden påtog sig mange skikkelser. Den grundlæggende var Ra – der i Det nye Rige blev forbundet med Amon og blev Amon-Ra. Af øvrige skikkeler kan nævnes: Horakhte (falken), Ra-Horakhte, Khepri (skarabæen (morgensolen)), Harmakhis, Aten (solskiven), Atum (aftensolen).

I oldtidens myter var himlen ofte forklaret som et ocean, hvor himmellegemerne sejlede i både. Der var to solbåde. Dagbåden, der hed Mandjet, og natbåden, der hed Mesektet. Solguden steg fra den ene til den anden når dag skriftede til nat og vise versa.

V dag

x00000420

At stå meget tidligt op, sådan mens alt er stille og stort set alle sover sødt, er for mig forbundet med politisk aktivisme. Sidst var det en tur til Tyskland for at demonstrere mod G8-topmådet ved Rostock. For en gans skyld er en tidligt bustur ikke forbundet med aktivisme og sure stridsere. I stedet går turen til Abu Simbel. To templer bygget efter ordre fra Ramses II – en af de makante faraoer fra Det nye Rige. Dengang oldtidens Ægyptens var en stormagt. Af sikkerhedsårsager køres nutidens turister i buskonvoj fra Aswan til Abu Simbel og retur.

Superego! Det kan Ramses II godt kaldes. Som farao fik han næsten tæsk af hittitterne. Hans hær var fanget i en knivtangsmanøvre og der var ikke nogen – for Ramses II – god udvej. I den situation lykkedes det aligevel at få en fredsaftale. Prisen var at han giftede sig med en af Hittitter-kongens døtre.

Begge templer i Abu Simbel er bygget ind i klippen. Det ene er et tempel fra Ramses II, det andet for hans ynglingsdroning Nefertari. Ramses II-templet er bygget til skræk og advarsel. Nubierne skulle vide, at Ægypten blev hersket af en stærk farao. Slaget ved Kadesh, det mod hittitterne, blev fremstillet som en stor sejr. I den håbløse situation hvor Ramses II og hans hær er fanget af hittitternes tropper, hopper Ramses II i hans stridsvogn og vender den håbløse situation til sejr. En proportionel forvrængning og et politisk spin der er Bush II og Fogh Rasmussen værdigt.

Det politiske spin gør ikke indtrykket Ramses II-templet og dets detaljerede relief af Slaget ved Kadesh mindre.

Det andet tempel i Abu Simbel er dronning Nefertaris tempel. Det er meget usædvanligt at en dronning fik hendes eget tempel. Templet er mindre end Ramses IIs eget, men smukkere og mere intim end hans krigeriske tempel.

I forbindelse med anlægning af Nasser-søen bag Aswan-dæmningen var en del templer truet af oversvømmelse. Ægypten bad UNESCO om hjælp. UNESCO henvendte sig til FNs medlemslande og en række redningsaktioner blev sat i værk. Et af de sværeste projekter var Abu Simbel. De to templer der var hugget ind i klippen skulle flyttes 210 meter ind og 65 meter op. Svenske Skanska stod for projektet. Bjergene og de to templer blev skåret op i over 1.000 skykker og samlet igen.

VI dag

x00000421

Kom Ombo er et ptolemæisk tempel, omend lidt af templet er ældre. Det er et dobbelttempel som både er viet til krokedilleguden Sobek og Horus.

Kom Ombo var i oldtiden et handelscentrum for handlen mellem nord og syd. Området var plaget af krokodiller, der tog solbad på de små øer i Nilen. Det kostede fra tid til anden et barn eller et husdyr.

For at mildne krokodilleguden Sobek ville nogle af de lokale beboer bygge et tempel viet til krokodilleguden. Andre var imod fordi Sobek blev sat i forbindelse med Seth. Ypperstepræsterne i Karnak blev spurgt til råds og Horus svarede at der skulle bygges et dobbelttempel for Sobek og Horus. Den højre side blev viet til Sobel – den venstre til Horus.

Præsterne på Kom Ombo gik for at være gode læger og blandt de mange relieffer er en samling af lægeinstrumemnter.

Via templets kloaksystem skete det at en krokodille forvildede sig ind i templet. Da dyret var tilknyttet guden Sobek kunne præsterne ikke slå det ihjel. I stedet blev dyrets mund snøret til og det blev anvendt i religiøse optog hvor krokodillen blev båret rundt af præsterne. Når krokodillen endeligt døde blev det mumificeret og opbevaret i en lille helligdom viet til Hathor.

Ned ad Nilen. På vej tilbage til Luxor, hovedstad i Det nye Rige og hjemby for Ægyptens magtfulde ypperstepræster. Flodens vand var heller ikke rent i oldtiden. Derfor drak oldtidens ægyptere øl brygget på byg og dadler. I dag drikkes der ikke så meget øl i det muslimske land, men der brygges dog stadig øl i Ægypten. Koptikere, turister og knap så religiøse muslimer kan f.eks. nyde en Luxor-pilsner på 4,6 promille.

Oldtidens øl blev fremstillet ved at halvbagt brød blev smulret ned i store kar og blandet med daddelessens. Derefter blev der tilsat vand og omrørt. Efter at det havde gæret blev øllet filtreret og hældt på krukker.

Skønt er livet

Drik til du bliver beruset
du skal fejre en dejlig dag.
Skønt er dit liv
hver eneste dag,
til du skal ned i graven,
hvor ingen skal glemme dit navn,
hvor din familie hilser dig med ordene:
“Velkommen hertil!”
og du atter tager de kære i favn

Hvilken herlig aften
og i morgen siger vi atter:
Frisk er morgenstunden,
skønnere end den i går.
Da den nu er så skøn,
så lad os fejre endnu en fest!”
Glæd dig unden bekymringer
når sangere og sangerinder
jubler og danser
for at gøre din dag til en fest

(Ægyptisk festdigt gendigtet af Elin Rand Nielsen)

Ved udgravningen af Mut-templet ved Karnak mener arkæolog Betsy Bryan at have fundet bevis for at ægypterne holdt nogle vilde fester. Hun har fundet en indskrift der fortæller, at Hatshepsut byggede den hellige terrasse dedikeret til drikkegilder. Bryans teori er at Mut-tilbederne mødtes en gang om året, drak adskillige krukker øl og kastede sig ud i seksuelle eskapader. Det hele ledsaget af musik.

Betsy Bryan mener at drukgildet symboliserede og genskabte myten om Sekhmet der blev stoppet i hendes menneskenedslagtning af øl. Herefter forvandlede hun sig til Hathor, der blandt andet var frugtbarhedsgudinde. Ved de seksuelle udskejelser ærede de Hathor.

VII dag

x00000422

Mere superego – flere Ramses II statuer. Han byggede overalt og massefremstillede statuer af sig selv. I Karnak-templerne erstattede han andre faraoers navne med sit eget. Han beordrede håndværkerne til at mejsle hans navn ekstra dybt ind i søjler og vægge, så hans kartouche ikke kunne fjernes og erstattes af efterfølgende herskeres navne.

Nok om Ramses II i denne omgang og videre til Luxor-templet. En af guderne der er afbilledet her er Min. Han er et af de mennesker der efter sin død er blevet ophøjet til Gud. Historien er, at Min levede i et af de mange små kongedømmer der var i tiden før Øvre og Nedre Ægypten blev samlet til et Rige.

På et tidspunkt ville den lokale konge drage i krig mod et af naborigerne. Kongen beordrede alle våbenførende mænd til at møde op. Han gik forbi rækkerne af kampklare mænd. Da han kom til Min stoppede han op og beordrede Min til at blive tilbage sammen med kvinder og børn. Min manglede den ene arm og kongen mente ikke han var våbenfør.

Et par år senere kom kongen sejersrigt tilbage. Udenfor byen mødte han en gravid kvinde. Kongen tænkte at det nok var Min der havde været i gang. Det var der ikke noget særligt i og kongen drog videre ind i byen med hans soldater.

Her blev kongen dog noget chokeret, da han konstaterede at alle byens kvinder var gravide. Det var for meget. At Min havde forgrebet sig på en af kvinderne eller måske to kunne nok gå, men hele byen – det var for abnormt. Kongen henrettede Min.

Senere døde kongen og hans navn blev glemt, men beretningen om Min og hans præstation overlevede. Hans ekstraordinære indsats gjorde at han med tiden trådte ind i gudernes række som en mandlig frugtbarhedsgud.

Min er bland andet afbilledet i Luxor-templet. Det nye Riges faraoer byggede meget på både Karnak og Luxor-templerne.

VIII dag

Cairo. Den ultimative metropol. Verdens moder og modsætningernes by. Hektisk og hurtig – men med en sand arabisk afslappethed. Fortid og nutid. 20 millioner mennesker på al for lidt plads. Fuldstændig overvældende og ubeskrivelig.

Rejsen fra Luxor til Cairo udviklede sig til en lang ventedag. Afrejsen gik stort set uproblamatisk. Dog med en lille forsinkelse da udkald til flyet kom alt for sent. Efter landning i Cairo lufthavn startede den seriøse ventetid. Ventede ved bagagebånd nummer 5, med det rette flynummer. Intet skete.

Efter lang tid skete der noget. Begagen væltede ud. Hulter til bulter. En masse kufferter med japanske navne. Intet til os. Til gengæld ankom en enkelt taske fra vores fly på bagagebånd nummer 6 og så gik alt i stå. Efter en rum tid gik bånd nummer 5 i gang igen. Denne gang med vores bagage.

Fandt efterfølgende bussen og kørte ind mod hotellet ved Nilen. Det gik langsomt sådan en torsdag eftermiddag. Dagen før fredag, der i muslimske lande er den ugentlige helligdag, med ekstra tæt trafik. Det gik helt i stå, da fire VIP-biler skulle gennem byen. Politiet stoppede alle færdselsårer for at skabe en fri passage.

Giza Plateauet, med de tre store pyramider, ligger 18 km syd for Cairo. Historikeren Herodot, der levede i det 4. århundredrede f.v.t. skrev: “Et hundrede tusinder arbejdere var beskæftiget i 20 år med at bygge den store Keops-pyramide”. Han havde desuden en teori om at pyramiden blev bygget ved hjælp af hundredevis af små trækraner der løftede stenen op, trin for trin. Herodots byggeterori er der ikke længere nogle der tro på.

De fleste hælder til en teori om, at stenene blev bragt op ad en lang ramper. Den teknik er senere burgt ved byggeri af templer i oldtidens Ægypten. Den franske arkitekt Jean-Pierre Houdin er dog kommet med en ny teori om hvordan stenene blev fragtet op. Han mener at pyramiderne er bygget indefra og ud ved hjælp af en indre spiralrampe. Hvis ikke andet, kan de store pyramider i Giza sætte gang i fantasien.

Oprindeligt var Keops-pyramiden 146 meter høj. Den er i dag 137 meter. Den er bygget af farao Keops, der var den anden regent i det 4. dynasti. Pyramiden er bygget ca.2500 f.v.t.

Keops-pyramiden er den største pyramide. Kefren-pyramiden er 137 meter høj og har stadig dele af den oprindelige limstensbelægning på toppen. Mykinos-Pyramiden er 108 meter høj.

IX dag

x00000423

Fodbold på ægyptisk. Grundlæggende er det, det samme som alle andre steder. Der er to hold. Dommeren er en frø og det hold der scorer fleste mål vinder. På tribunen er der dem der holder med hjemmeholdet – og dem der ikke gør.

Mens vi sejlede rundt på Nilen mellem Luxor og Aswan spurgte jeg rejselederen Steen om det var muligt at komme ind og se en fodboldkamp når vi kom til Cairo – gerne med et af de to store Cairo-hold Al Ahly eller Zamalek. Inden afrejsen havde jeg selv forsøgt at finde ud af noget, men stødte konstant på et sprogproblem når jeg surfede rundt på Internettet.

Steen snakkede med af de ansatte på krydstogtskibet. Han havde en fætter i Cairo som var Al Ahly-fan. Det blev hurtigt aftalt at jeg skulle mødes med fætteren i Cairo og med ud og opleve Al Ahly.

Flere gange fortalte ægypterne at landet er fodboldgal. Af en befolkning på 80 millioner er de 70 millioner skudt af en gal læderbold. Christoph C. Nørgaard-Højen beskriver ægypternes forhold til fodbold i bogen Ægypternes Cairo: “Når der er fodboldkamp, er stemningen specielt intens. Alles blikke er koncentreret om fjernsynet. (…) Man er enten tilhænger af Ahly eller Zamalek. Når hjemmeholdet scorer, er man ikke i tvivl. Ikke bare caféen, men hele gaden og kvarteret løfter sig af jubelskrig. Går det ikke så godt, pulser ægypterne en ekstra gang på shisha’en, mens de skælder ud på spillere, dommere, kommentatorer og hvad der ellers kan skældes ud på.”
Fætteren, der hed Walid, og hans ven Ali hentede mig ved hotellet. Turen til stadion og indkøb af billetter sørgede de to ægypter for. En billet koster 10 LE, cirka det samme i danske kroner. Kampen var en udekamp mod hærens hold Al Geish. Den blev spillet på Cairo Military Academy Stadium. Et halvfyldt stadion blev vidner til en fortjent 0-1 sejr til Al Ahly.

I indgangen stod en del betjente. En af dem forsøgte at score min lighter ved at påstå at rygning var forbudt på stadion. Det skulle så være det eneste sted i Ægypten hvor rygning ikke er tilladt.
Walid og betjenten forhandlede på arabisk og Walid fir lov at tage min lighter med, mod a love først at give den til mig efter kampen. Jeg fik den nu fem skridt efter tjekket.

Inde på stadion sad der betjente hele vejen rundt. De sad på tredje række og ingen skulle opholde sig for længe i arealet foran dem.

De fanatiske Al Ahly-fans stod bag det ene mål. De fleste var klædt i hverdagstøj. Al Geish-tilhængere var anderledes farvestrålende. De fyldte den ene langside. Alle var klædt en heldragter i en farve: blå, gul, rød eller grøn. Da jeg spurgte de to Ahly-fans om de farvestrålende Al Geish-fans, fik jeg ikke nogen forklaring på farverne – eller også forstod jeg den ikke. Walid og Ali talte ikke et specielt forståeligt engelsk, men jeg forstod dog noget af det de fortalte om klubben Al Geish.

Al Geish er militærets klub. Alle de fans der var ude og se kampen var udkommanderede soldater. De var kørt ind til stadion i hærens køretøjer som stod udenfor og ventede på at køre dem retur til kassernen.

Al Ahly er storholdet i Ægypten. De har vundet den bedste række, Premier League, 32 gange. De lokale rivaler Al Zamalek har vundet ligaen 11 gange.

Al Ahlys hjemmebane Cairo Stadium ligger i bydelen Nasser City og har plads til 74,100 tilskuere. De deler banen med Al Zamalek og de ægyptiske landshold. I 1949 blev der skabt en national tunering som i dag hedder Premier League. Den ægyptiske pokalturnering startede samtidig.

Klubben blev stiftet i 1907. Klubben repræsenterer den republikanske fløj indenfor ægyptisk sport – modsat Al Aamalek der støttede den tidligere konge Farouk, der blev fordrevet fra landet i 1952.

De fanatiske Al Ahly-fans sang og spillede på tromme. Melodierne var som regel de samme som dem vi kender fra Europas fodbold-tribuner. Teksterne fattede jeg ikke noget af, men de indeholdt tit ordet Ahly. Trommerytmerne var arabiske og gave de kendte melodier et nyt udtryk.

Stemningen var ikke oppe at ringe, men nu var det jo hverken det betydelige lokalderby mellem Al Ahly og Al Zamalek eller en afgørende pokalfinale.

En afgørende forskel fra tribunerne i Superligaen og tribunerne i de ægyptiske Premier League var fraværet af alkohol. I stedet blev der indtaget kiks og lyst brød.

Facts: Kampen blev spillet 14. december 2007 på Cairo Military Academy Stadium. Al Geish tabte 0-1 til Al Ahly på et mål af Osama Hosni i 10. minut. Med kampes resultat holdt Al Ahly fast i de ægyptiske Premier Leagues førsteplads. Al Geish måtte slippe andenpladsen som Al Zamalek overtog. Hæres hold er dog igen oppe på andenpladsen efter nok et par spillerunder.

X dag

x00000424

Som byen Cairo er det Ægyptisks Museum kaotisk. Det er proppet med genstande fra landets oldtid. Stueetagen er kronologisk og starter med farao Menes forening af Nedre og Øvre Ægypten. For hvert skridt går der et århundrede, hele vejen frem til de ptolemæiske faraoer og den romerske periode. Tilbage ved indgangen. En trappe fører op på 1. sal.

Ikke alle genstande på museet er lige spændende. Til gengæld er der rigtig mange ting og uoverskueligheden er kolossal. Godt vi havde en rejseguide der kunne udpege nogle af de unikke, smukke og særligt betydningsfulde genstande.

Museet rummer den store samling fra Tutankhamons grav i Kongernes Dal. En utrolig smuk samling af alt fra møbler over smykker til stridsvogne og våben. Samlingen er oppe på 1. sal. Efter at guiden havde sluppet sit greb i gruppen af danske turister, fandt jeg et rum med små figurer i hverdagssituationer; køkkenarbejde, slagtning og sejlads m.m. Absolut et besøg værd.

Inden Menes samlede Nedre og Øvre Ægypten til et rige, var Ægypten opdelt i mindre kongedømmer og stammesamfund. Menes grundlagde det 1. dynasti der regerede fra ca. 3100-2890 f.v.t.. Det 2. dynasti blev grundlag af Hetepsekhemw. Dette dynasti holder sig ved magten frem til 2650 f.v.t. De to første dynastier betegnes som Den tidligere Periode som efterfølges af Det gamle Rige.

Det gamle Rige går fra 3. til og med 6. dynasti og er den første ægyptiske storhedstid. Perioden strækker sig fra ca. 2650 til 2150 fvt. 3. og 4 dynasti tegnes sig for en gylden periode med fred og velstand. Efter ordre fra Djoser (3. dynasti) blev trinpyramiden i Sakkara bygget. Det er under 4. dynasit at de store pyramider ved Giza bygges. Fra 5 dynasti begynder ægypterne at lave hieroglyffer inde i gravene.

Det var arkitekten og lægen Imhotep, der tegnede trinpyramiden. Denne revolution indenfor old-ægyptisk byggekunst gjorde, at han senere blev ophøjet til gud for arkitektur og lægekunst. Pyramiden er 60 meter høj og ligger som centrum i et stort kompleks.

Gennem 5. og 6. dynasti mindskes faraoerns magt og under Pepi II (2246 – 2152 f.v.t) splittes landet igen i to selvstændige riger.

Tiden i Cairo var kort og byen stor. Mange timer gik med fortiden. Tid til nutidens Cairo var der ikke nok af. Den må opleves en anden gang.

XI dag

x00000425

Ørkenen. Sand og sten. Elledninger og meget spredte bebyggelser. Seths domæne.

Efter Suez kan det sælsomme syn af skibe der sejler gennem ørkenen ses. Store fragtskibe der langsomt glider gennem sandlandskabet. Det er i hvert tilfælde hvad øjet kan se, men virkeligheden er selvfølgelig at skibene skyder genvej gennem Suez-kanalen.

Solguden Atum (solguden i sin urform) nøs og skabte derved Shu og Tefnut. De fik tvillingeparet Geb og Nut, der igen fik fire børn: Isis, Osiris, Nephtys og Seth. Isis og Osiris fik sønnen Horus. Det er De ni Guder eller den ægyptiske Nigudekreds.

I de tidligste tider var Seth gud for Øvre Ægyptens farao og Horus for Nedre Ægyptens farao. Faraoen arvede de to gude-brødres embeder.

Seth blev senere herre over ørkenen og de ikke-ægyptiske lande. I perioder under fremmed herredømme blev han ægypternes fjende. Efter den assyriske invasion i slutningen af 25. dynasti, blev Seth definitivt symbol på “det onde”.

I det gamle ægyptens dualisteiske verden stod Seth for kaos og som modpol til Osiris der stod for orden. Der skulle være balance mellem de to. Hverken for meget af det ene eller det andet. I dagens Danmark er der kommet for meget kontrol og overvågning. For meget Osiris.

Eller som Anne-Marie Vedsø Olesen skriver i tidsskriftet Papyrus 2002, nr. 2: “Der er grund til, at Seth og Osiris er brødre. De er hinandens antagonister, og selv om der ligger en indbygget uløselig konflikt i deres væsenskerne, beskriver de to sider i mennesket, som begge har deres berettigelse. Seth og Osiris er ikke det ondes og det godes princip, de er hinsides, de er før moral. Heri ligger idag styrken i det gamle skabelsesberetning; en i vores sutoritetstro Danmark tilgrængt påmindelse om Seth, om det kaotiske element der også er en del af vores natur og som er så nødvendig for enhver form for skabelse.

XII dag

Sharm El Sheikh. En by uden indbyggere. Her er ikke andre end turister og de der er ansat for at betjene turisterne. Sharm El Sheikh er udelukkende skabt for at tjene penge på turisme. Priserne er højere end i resten af Ægypten. En taxa-tur der i Cairo vil koste 5 til 10 L.E. koster her 25 og pruttes prisen ikke ned står den i 75 LE.

Sharm el-Sheikh ligger på sydspidsen af Siani, der er en del af Asien. Størstedelen af Ægypten ligger dog i Afrika.

Ægypten er en republik, der ifølge forfatningen er baseret på demokrati og socialisme. Officielt er sharia grundlaget for landets lovgivning. Forvirringen er total og praksis er noget andet end ord.

Samme forfatning der siger at landet er demokratisk og socialistisk, forbyder opmuntring til ateisme og alt der påvirker “de guddommelige religioner” negativt. Godt 90% af befolkningen er muslimer, den resterende del af befolkningen er for de flestes vedkomne koptiske kristne.

Hosni Mubarak har siddet som præsident siden 1981. Sidst genvalgt i 2005. Han efterfulgte Anwar al Sadat der regerede fra 1970 til han blev myrdet i 1981.

Landet var blevet en republik efter at De frie Officerer havde fjernet kong Faruk fra magten i 1953. Se frie Officerer blev ledet af blev general Mohamed Naguib og oberst Gamal Abdel Nasser. Gamal Abdel Nasser blev senere landets præsident. Nassers politik kan karakteriseres som nationalistisk iblandet en vis mængde socialisme. Han afviste marxismen fordi den er ateistisk, ligesom han tog afstand til begrebet klassekamp. Han var fortaler for en arabisk enhed og for befrielse af Palæstina.

Nasser døde den 28. september 1970 og efterlod et land der var økonomisk knækket, afhængig af Sovjetunionen og med store sociale problemer.

Efter Nassers død overtog Anwar al Sadat magten. Han åbnede landet overfor vestlige invisteringer og privatiserede den Ægyptiske økonomi. Han brød med Sovjet og begyndte at modtage militær og økonomisk bistand fra USA.

Sadat blev dræbt af fundamentalistiske soldater i 1981, der var utilfredse med, at regeringen var begyndt at begrænse det Muslimske Broderskabs virke. Siden 1981 har landet været under undtagelsestilstand og de borgerlige rettigheder stærkt begrænsede. Politiet har stort set frie hænder.

XIII dag

x00000426

Maritim – Jolie Ville Golf & Resort har flere spisemuligheder. Rejsens bedste kulinariske oplevelse var stedets kinesiske restaurant Mandarin, men de libanesiske Zaman er også anbefalelsesværdig.

På Ramses Hilton i Cairo er Windows on the World en oplevelse der kan anbefales. Udsigten ud over byen er fantastisk og maden er udmærket – uden at være for dyr. Hotel Marriotts på øen Zamalek har en hyggelig haveresturant. Her er betjeningen ikke noget at råbe hurra for og maden er smagsfattig. Tilgengæld kan man se over på den danske ambassadørs bolig.

Et sted nær Sakkara spiste vi ægyptisk mad. Det var godt. Der bliver ikke gjort meget ud af det ægyptiske køkken på turiststederne. Det er synd, da ægyptisk mad er mere interessant end den europæiske og kønsløse hotelmad der serveres de fleste steder.

Tv’et på Jolie Ville Golf & Resort har en masse akanaler. En del arabiske og næsten ligeså mange europæiske kanaler. Der er BBC World, RTL og CNN, en masse serie- og b-film-kanaler m.m. I disse dage viser de arabiske tv-stationer indslag fra Mekka hvor den årlige pilgrimsrejse afholdes. Inden afrejsen fra Cairo vidnede de mange slagtede får der hang foran kødbutikkerne om den nærliggende eid-fest Eid ul-Adha. Den markerer afslutningen på pilgrimsrejserne til Mekka og afholdes 70 dage efter Ramadanens afslutning.

Et af indslaget viste den symbolske stening af djævlen som pilgrimmene fortager. Steningen af satan er en del af Hadjdj-ritualet. Hadjdj, eller pilgrimsturen til Mekka, går ud på at mindes en række begivenheder i profeten Abrahams liv. Stenkastet foretages ved Mina hvor syv medbragte sten kastes mod en obelisk der repræsenterer Satan. Obelisken står på et sted hvor det hævdes at satan fristede Abraham.

XIV dag

Ægypten er et fantastisk rejsemål. Her er det hele. Den frodige Nildal og Deltaet mod nord står i stærk kontrast til den golde ørken der dækker størstedelen af landet. Landet har en spændende fortid som ikke bare er ægypternes historie, men vores fælles verdenshistorie og civilisationshistorie. Nutiden rummer både det hektiske urbane liv i Cairo og den landlige idyl i Nildalen. Der er solskin og farvestrålende fisk og koraller i Rødehavet.

Efter fjorten dage i syden forventer kollegaer og venner at man kommer hjem med fornyet energi og veludhvilet. Det gør vi så ikke. Mens vi sejlede på Nilen og boede i Cairo blev vi vækket tidligt og sendt på tur. Vores rejseguide Steen Digemose havde arrangeret det, så vi altid var blandt de første på de forskellige seværdigheder. Altid i god nok tid, til at vi kunne nå rundt inden det store rykind af japanere, amerikanere og tyskere kom til stede. Vi blev fyldt med historier og gode oplevelser, men udhvilet – det blev vi ikke.

To uger var ikke nok. Der er så meget af både fortid og nutid. Er man først gået i gang med Ægypten tvivler jeg på at man nogensinde bliver færdig. Eller som Herodot skrev: “Nilen er Gudernes gave til Ægypten og den, der en gang har drukket af dens vande, vil aldrig kunne slukke sin tørst andetsteds.”

Publiceret på sh.newsun.dk 08.02. 2008