I dag måtte jeg tidlig op for at stille til start klokken otte på Marielyst strand på det sydlige Falster. Her arrangerede Junglerun South Coast Beach Run med maraton på programmet.
De øvrige deltagere havde travlt med at komme af sted og efterlod mig bagerst.
Vi var ganske få på maratondistancen. Én mødte ikke op. Én gennemførte ikke. Så var vi seks tilbage, som kom hele vejen gennem de 42,195 km.
Ruten var en smuk halvmaratonsrunde, som skulle gennemføres to gange. Vi startede på stranden og løb godt 10 kilometer mod nord i strandsandet. Vi vendte rundt ved Tegl skov, hvor en bæk har sit udløb og løb tilbage til start på de stier og veje, der var langs stranden.
Højre fod i vandkanten hele vejen til vendepunktet.
Strandstykket var sandstrand hele vejen, med lidt sten her og der. Returstykket bød på asfalt, jord og grus.
Da jeg vender rundt på stranden for at løbe ud på anden omgang, får jeg et par opmuntrende kommentarer fra publikum og arrangørerne. Det er altid rart.
Flere steder var der træer, der er væltet ned på standen. Dette var et af de nemmere at passere.
Jeg nåede ikke langt op ad stranden, inden regnen kom. Og på det meste af anden omgang regnede det. Ikke vildt og voldsomt, men insisterende. Nu havde jeg set vejrudsigten og taget regnjakke med, så den kom på.
Ved vendepunktet var jeg sidste deltager, der vendte rundt for at løbe retur til mål. Uden at sætte tempoet op, løb jeg to af de øvrige deltager op på returturen, så de havde nok brændt for mange tændstikker af på stranden.
View fra en sti på tilbageløbet mod start- og målområdet.
Tiden er ikke noget at skrive om. Det var oplevelsen til gengæld. Det var en smuk tur på staden med havet som soundtrack. Tilbageløbet havde også sine seværdige stræk.
Maratonfeltet bestod kun af mænd. Hurtigste mand blev Jan Hansen fra Viby løbeklub. Han kom rundt på 03:24:10. Ganske imponerende med alt det sand!
Danmark er ikke et land med høje bjerge. Men i følge Geodatastyrelsen har vi 8.750 km kyststrækning, så der er rigeligt at kyst til masser af udfordrende trailløb. Og selv om ruten byder på et par skovture, er Ultra Trail Odsherred Coast et kystløb.
Ultra Trail Odsherred Coast arrangeres af Team UTOC. Men det er Svend (som han blot hedder i den information, jeg har fundet), der tog initiativ til løbet. Det gjorde han, efter at Svend i 2018 mistede sin søster til psykisk sygdom.
Løbsbriefingen er slut og vi er kommet af sted.
Med den forhistorie, giver det mening, at Ultra Trail Odsherred Coast, ud over at skabe et populært trail-arrangement, ønsker at skabe opmærksomhed på psykisk sundhed og “aftabuisere psykiske lidelser”, som det hedder i årets “Løberguide”, der er udsendt til deltagerne via e-mail. Løbsarrangørerne opfordrer desuden til at støtte Livslinien.
Arrangørernes fokus på psykisk sundhed afspejler sig i UTOCs “guiding principles” som blandt andet er: Vi skal ikke stresse. Vi dyrker fællesskabet og Vi er taknemmelige.
Start
Løbet starter på parkeringspladsen ved Søllerødlejren på det yderste af Sjællands Odde. Jeg er så heldig, at jeg bliver kørt til start. Ellers er der fælles bustransport fra målområdet ved Lodsoldermandsgården i Rødvig til starten ved Søllerødlejren.
Strandsten. Et underlag der vender tilbage flere gange på turen fra Sjællands Odde til Rørvig.
Jeg ankommer, så der både er tid en ekstra kop morgenkaffe og et toiletbesøg i den bus, der har kørt en god del at deltagerne fra Rødvig til startstedet. Løbet er sat til start klokken 08:15, men løbsbriefingen trækker ud, da vi skal have så mange detaljer om ruten, at vi med sikkerhed ikke kan huske nogle af dem, når først vi er sat i gang.
Mens vi stiller os klar til start, fryser skærmen på mit løbeur, så det eneste jeg kan se, er halvdelen af trail-aktivitetsskiven. Det lykkedes dog af få startet uret, men jeg må løbe uden at kunne se data som tempo, distance og puls. Det eneste jeg får fra uret er omgangstider for hver 10 kilometer, som kommer via min telefon.
Frosset urskive.
Ruten
De første kilometer løbes på en fin sti langs kysten, som jeg tidligere har løbet til et Kommuneserieløb. Herefter må vi ned på stranden, der her ikke er en sandstrand, men en stenstrand med masser af strandsten. Strandstensløb er der en del af på første halvdel af ruten,. men der er også sandstrand, grus- og jordstier – og en lille smugle asfalt.
Første depot er efter 13,5 kilometer. Her er der vand, chips og banan med mere. Mette er der også, så jeg tager de energiprodukter, som jeg ved hvordan virker på kroppen.
Vi forlader stranden for at løbe lidt på en sti langs kysten.
Ikke længe efter skal vi på dagens første skovtur i vestsiden af Sonnerup Skov. Her løber vi en omgang på godt tre kilometer.
Efter omtrent 23 kilometer kommer dagens eneste, seriøse højdemeter, som er en tur op og ned af Klintebjerg. På toppen af Klintebjerg er der en flot udsigt ud over Kattegat. Fra Klintebjerg er der ikke langt til andet depot ved 24,5 kilometer.
Efter 32 kilometer kommer vi til Rødvig Sandflugtplantage, hvor vi først løber langs vandet, med skoven på højre side. Jeg tanker op ved det tredje depot, som er efter ca. 33 kilometer. Kort inden Dybesø drejer vi omkring og løber i modsat retning i Sandflugtplantagen. Stien vi løber på, ligger ikke længere inde i skoven, end at jeg kan se ud til de løbere, der kommer efter mig på stien langs kysten. Det er en fed trial-sti, der bugter sig lidt op og ned og fra side til side.
Op ad Klintebjerg.
Lige inden plantagen slutter mod vest, drejer vi omkring igen, og sætte atter retningen mod Rørvig. Her er det lidt bredere og knap så underholdende skovveje, som er underlaget for løbeskoene.
Slutningen
Nu, anden gang jeg nærmere mig Dybesø, løber jeg nord om søen, og så ankommer jeg til fjerde og dagens sidste depot. Jeg har på de senest kilometer overhalet enkelte løbere, som er ude på arrangementets øvrige distancer: 30 og 12 km. Jeg får en kort snak med depotbestyreren om hvor mange 12 km løbere, jeg mener, der er efter mig – og en bemærkning om at jeg ser ret slidt ud!
Slidt eller ej. Jeg må videre. Jeg runder Korshage og senere Skansehage. Jeg løber flere 12 og 30 kilometer-løbere ind og trafikken bliver tættere. Løbeuret giver mig en status på 5 omgang (50 km), men der er stadig et stykke til mål.
Rødvig Sandflugtplantage.
Alting har en ende. Jeg kommer i mål hvor jeg, efter at have sundet mig lidt, spiser en dejlig burger. Der er gang i en hyggeligt, socialt komsammen ved Lodsoldermandsgården for deltagere og supportere. Men jeg skal til fest hos en god ven. Så det sociale efterliv til løbet springer jeg over, og kører mod Hellehuse. På vej dertil runder jeg en PureGym, så jeg kan få et bad og skifte tøj.
I dag er det jubilæumsdag. Det er tohundrende gang Leif Skinnerup afvikler Skinnermaraton. Det er mange gange, han er stået tidligt op for at stille depot op og gøre klar til, at vi andre kan få et hak i maratonbæltet. Tak for indsatsen!
Der bliver ikke gjort noget ud af jubilæet til arrangementet. Det bliver end ikke nævnt til den ultrakorte løbsbriefing. “En. Start!”, og så er det af sted.
For mig er det et andendagsmaraton. Jeg starter roligt, så jeg kan mærke hvordan benene og kroppen har det.
På Hjelmestien
Jeg kommer fint rundt på den første omgang og sætter et tempo til en tid lige under de fire timer. Dog med det aber dabei, at hvis det bliver rigtigt varm, skifter jeg til en blanding af løb og gang og så må tiden blive som den bliver.
Temperaturen er stigende og op af formiddagen er det blevet varmt. Dog ikke varmere end at jeg kan holde tempoet hele vejen til mål.
På Skovstien.
Om startstedet
To løbere kan godt diskuterer om Skinnermaraton starter i Greve eller i Ishøj kommune – og begge have ret. Det kræver blot, at de har løbet løbet på forskellige tidspunkter. Første gang jeg løb Skinnermaraton, mødtes vi som i dag ved Klithuset. Men starten var omtrent 300 meter længere oppe ad Hjelmestien – og lige præcis på den anden side af kommunegrænsen. Altså start i Ishøj kommune.
Runden vi dengang løb, var lige godt seks kilometer lang og skulle løbes syv gange. Hvornår det var, at Leif ændrede ruten, erindre jeg ikke. Det er det godt stykke tid siden. Så i de senere år, er løbet startet ved Klithuset i Greve kommune. På en rundstrækning der er lige godt 7 km, så den skal gennemløbes seks gange. Faktisk er den så lige godt 7 km, at den sidste runde er afkortet for at få distancen til at passe. Selv om starten i dag er i Greve kommune, løbes størstedelen af løbet i Ishøj kommune. Men det er en anden snak.
Søndagsmaraton på Ø maratons “Havn og ø”-rute. To gange rundt på en halvmaraton-gps-runde. I modsætning til første gang jeg løb ruten, kom jeg i dag rigtigt rundt på begge omgange.
Onsdag tog jeg ikke hjem efter arbejde. I stedet drog jeg til Amager – og løb øen rundt.
Lønbæk cannonball arrangerede maraton på Amarminoen. Amarminoen er en 27 km lang vandrerute. Vandreruten starter ved DR Byen og slutter i Dragør – eller omvendt alt efter hvor du starter.
Amarminoen passerer undervejs Sydvestpynten, Pinseskove og Amager Fælled. Som de fleste ved, er 27 km ikke nok til et maraton. Derfor har Lønbæk cannonball tilføjet ruten et stræk fra DR Byen via Amager Strandpark til Dragør. Med den tur er der kilometer nok til at maraton. Forlængelsen ændrer ruten fra en A til B-rute til en runde med start og mål samme sted.
Amarminostenen.
Amarminoen blev indviet 9. oktober 2020, hvor borgmestrene fra både Tårnby og Dragør var mødt op. Onsdag var der ikke så prominente gæster. Vi var blot en lille flok løbere med lyst til nogle kilometer i benene.
Vejret var ikke det bedste. Det regnede da jeg ankom til DR Byen med metro. Der var lidt tid til start og jeg blev i læ på stationen. Heldigvis stilnede regnen af og jeg kunne gå ned til mødestedet uden at blive våd. Den medbragte regnjakke kom ikke op af løbevesten på noget tidspunkt. Til gengæld tittede solen frem undervejs.
Byløb i Sundby.
Thomas forklarede lidt om rundstrækningen. Kort inden start gik vi fra metrostationen over på Amager Fælled, hvor der var start en par hundrede meter fra Amaminostenen, som markerer Amarminoens start/mål-sted ved DR Byen.
Som skrevet skulle vi en tur omkring Amager Strandpark, inden vi løb Amarminoen fra Dragør til DR Byen. Derfor passerede vi kort efter start Amarminostenen. Vi fortsatte forbi DR Koncerthuset og løb op til Njalsgade, hvor vi drejede til højre – i retning om stranden. De første kilometer var byløb, med lyskryds, masser af fodgængere og cyklister. Det hørte op, da vi ramte Amager Strandpark.
Fyrtårnet i Dragør.
Vi løb hele vejen gennem Amager Strandpark fra nord mod syd ad den hårde betonsti. Nu skriver jeg “vi”, men vi var allerede her så spredte, at jeg løb alene, godt nok med løbsarrangøreren Thomas Lønbæk ikke langt efter.
Jeg fortsatte syd på forbi Den blå planet og over Øresundsmotorvejen. Herefter kom dagens kedeligste strækning. Kystvejen udenom lufthavnen. Nu er det jo nærmeste en sightseeing tur Amager rundt, og på sådan én er Københavns Lufthavn nærmest obligatorisk.
Alting har en ende og det havde turen ad Kystvejen også. Dragør. En idyllisk lille by i den fjerne ende af Amager. Her løb jeg lang kysten ad en grussti. Det var dejligt med et skifte fra beton og asfalt til et blødere underlag. Nær Dragør Badehotel passerede vi den Amaminosten, der markerer start/mål på vandreruten i Dragør. Herfra er ruten markeret, men jeg løb hele vejen efter den gpx-rute, som jeg havde uploadet til mit løbeur.
Strandtur med sand under skoene.
Vi havde fået at vide, at ved Dragør Fort var der mulighed for at få fyldt vandflasker op. Det var en lummer sommeraften, så ekstra vand havde jeg brug for. Jeg havde dog ikke hørt ordentlig efter til briefingen og løb helt ind på fortet for at finde en vandhane. Der fandt jeg ingen vandhane, men tilbage på ruten fandt jeg vandhanen. Knap 30 meter efter det sted, hvor jeg var drejet af, for at løbe ind på Dragør Fort. Ren bonus: Jeg fik set fortet og jeg fik ekstra meter.
Efter Dragør var der dømt strandløb med sand. Her valgte jeg at gå og med det sløve standtempo og turen ind på Dragør Fort, var jeg endt som en af de bagerste af deltagerne.
Det formodes, at frøene til birketræerne på Amager er blæst over fra Sverige.
Sand blev til grussti og satte jeg atter i løb. Jeg kom syd om Søvang og nærmede mig et landskab, hvor jeg har løbet før: Kongelunden Sydvestpynten og derefter Pinseskoven. Ved Kongelundsfortet benyttede jeg igen den offentlige adgang til en vandhane og fyldte mine vandflasker med frisk vand.
I Pinseskoven fik jeg hentet nogle af de andre deltagere. Hilste venligt og fortsatte mod Kalvebod Fælled. Det var først her, i det åbne landskab på Kalvebod Fælled, at jeg bemærkede vinden.
I Pinseskoven.
Efter Kalvebod Fælled kom asfalten tilbage i form af Dæmningsvej. Ruten havde dog en afstikke op gennem Byskoven, hvor underlaget var grus. Videre ad Dæmningsvej til Vejlands Allé som vi passerede under.
Jeg løb videre rundt om motorcrossbanen og op på bakken ved Sønderbro Haveforening. En bakke, som os der har løbet Toppen af Nokken, kender gangske godt. Fra bakken er der en flot udsigt.
Fra bakketoppen var der kun et nedløb og en tur over Amager Fælled tilbage. inden jeg var retur ved DR Byen – og i mål.
Udsigt til Ørestad.
En fed løbeoplevelse rigere. Gpx-løb kan noget, specielt på de lange rundstrækninger hvor deltagerne kan kommer langt omkring. En fed måde at kommer på sightseeing. Tak til Thomas for et fint low key-arrangement og en oplevelsesrig løbetur.
Dans, dans så regnen falder ned. Regn. Dans. Hvem fanden har gang i den regndans? Stop det! Sjældet har jeg været så våd til et maraton.
Det regnede da jeg hentede startnummer. Det regnede i startområdet inden start. Det regnede de første 10 kilometer. Så kom der en pause i regnen. Regn kom tilbage. For fuld styrke. Fra kilometer 18 og til mål var der ingen pause i regnen, kun variation i intensiteten.
Rundstrækning var noget så sjældent som et helmaraton. Det var ikke engang et gpx-løb. Der var markering hele vejen rundt, de steder hvor der var brug for det. Arrangørerne, Junglerun, havde klogeligt nok lavet en rute med lange stræk, så det var begrænset hvor mange steder, der skulle sættes markering op.
Klar til start. Foto: Mette Jensen.
Start og mål var i Kystagerparken i Hvidovre. Med en rundstrækning på 42,195 kilometer kom vi vidt omkring. Vi startede i Hvidovre kommune, undervejs kommer vi gennem København, Tårnby, Brøndby og Vallensbæk kommuner. Det var Amager og det var Vestegnen, så højdemeter var der ikke mange af. De højdemeter der var, kom i forbindelse med Kalvebodbroerne.
Avedøreværket kunne se fra det meste af rundstrækning, ellers oplevede vi Kalvebodløbet, lidt af Fasanskoven, Ørestad med Ottetallet, Pinseskoven, Avedøre Holme på ydersiden ad Dæmningsstien, Strandparken og Mågeparken.
I regn. Foto: Morten Schrøder/Morsch Photo.
Grundet den insisterende regn, var mobiltelefonen pakken ind og lagt om bag i løbevesten. Løbevesten var under løberegnjakken. Så billeder har jeg lånt mig til.
Hurtigste kvinde på maratondistancen blev Stine Pearson, der kom rundt på 03:38:25. Første mand i mål blev Brian Løager i tiden 03:17:15 – det til trods for at han inden start have proklameret, at det ikke skulle gå hurtigt i dag.
Hvis jeg havde en bucket liste, så havde Aabenraa bjergmaraton stået på listen nogenlunde lige så længe, som jeg har løbet maraton. Nogle gang tager ting tid, men nu står jeg her i Aabenraa, klar til at løbe et maraton i bakkerne omkring byen.
Aabenraa er en gammel købstad. Aabenraas (Opneraa) ældste dokument er byens skår fra 1335. Her stadfæstes byens vedtægter, “som de var på kong Valdemars tid” omtrent 100 år tidligere.
Årets udgave af Aabenraa Bjergmaraton er i gang og løbefeltet bevæger sig ud af byen.
I Aabenraa finder du Sønderjyllands største havn og i følge Sproget.dk, hedder indbyggerne i byen aabenraaer.
Start og mål er centralt i byen på Storetorv. Torvet er i dagens anledning domineret af afspærringshegn, en lille scene og et fadølsanlæg.
Gaderne er ikke brede i denne del af byen, så vi står tæt i startblokken. Selv om jeg er langt hjemmefra, hilser jeg på flere løbevenner, mens vi venter på, at den tale vi ikke kan høre, bliver færdig.
Der er rigeligt af depoter på ruten.
Klokken bliver lidt over ti og så kommer vi afsted. Jeg er længere nede i feltet, end jeg egentligt troede. Jeg føler mig lidt fanget på de første par kilometer, men som altid løsner feltet op og jeg kan løbe i det tempo jeg ønsker.
Nu er der, som alle ved, ingen bjerge i Danmark. Det ville være mere korrekt at kalde det et bakkeløb, og bakkerne de er der nærmest fra start af.
Ind i skoven.
Bakkeløb kan noget særligt. Især med bakker af den type der stiller sig lige foran én og siger: Kom an! Den slags bakker er der et par stykker af på rundstrækningen. Rundstrækningen er et halvmaraton formet som en sløjfe, hvor vi omtrent halvvejs kommer forbi målområdet inde i byen.
Der er både asfalt, grus og jord på ruten. Vi løber i byen og på landet – og især i skovene omkring Aabenraa. Undervejs får jeg hilst på flere løbevenner og bekendte.
Flere gange kommer vi tilbage til Aabenraa by. Her omtrent halvvejs gennem dagens maraton.
I 2015 gennemførte Per Munch Aabenraa Bjergmaraton. Det berettede han efterfølgende om i artiklen “Bjergmarathon med blod, sved og grænsehandel” i Politiken (27.6. 2015). Ud over at konstatere, at de 428 højdemeter fik han ned med nakken, måtte han med 27 kilometer tilbage visualiserer sig “tilbudsavisen fra Fleggaard, hvor der i denne uge er 1 kg Heinz-ketchup til kun 9,95 kroner, dog kun 5 flasker per kunde”, for at komme resten af vejen til mål. Der er mange måder, at finde dét der skal til for at komme i mål.
Vejrudsigtet sagde regn. Det slap vi for og ind i mellem tittede solen frem.
Jeg skal ikke over grænsen til Tyskland efter løbet, så jeg må finde en anden motivation end Per Munch. I dag visualiserer jeg ikke noget tillokkende efter løbet. Løber blot stille og roligt, går lidt på bakkerne og forsøger at tage den lidt med ro, så der er lidt til i morgen, hvor jeg skal løbet Ø maraton hos Henriette på Amager.
