Kultur og Fritidsudvalget i København vedtog sidste år, at Rådhusbiblioteket skulle lukkes pr. 1. juni 2015. Fredag den 29. maj var sidste åbningsdag i det historiske bibliotek.
Københavns Rådhus er tegnet af arkitekt Martin Nyrop. På anden sal, ved siden af Festsalen, indrettede han et bibliotek med tilhørende læsesal. Rådhuset blev officielt indviet i 1905, men biblioteket var allerede flyttet inden maj 1903.
Med lukningen af Rådhusbiblioteket splittes en særsamling som er opbygget gennem mere end 100 år. Samlingen rummede alt om København – historie, topografi, socialvæsen, byudvikling, sundhed, bevægelser, borgere etc.
Personalet på biblioteket opbyggede en særligt faglig kompentancen ved at arbejde med samlingen. Den blev flittigt benyttet af andre biblioteker når de kom til kort med spørgsmål om København. Med lukningen af biblioteket forsvinder ikke kun en samling, en faglig viden udviskes fra den danske bibliotekshukommelse.
De eneste partier der stemte imod lukningen af Rådhusbiblioteket var Dansk Folkeparti og Enhedslisten.
Det er sjældent at jeg løber maraton for en god tid, men i dag havde jeg et mål. Jeg ville løbe et maraton på under tre timer og 30 minutter – og dermed sætte PR.
Planen var klar. I starten skulle fokus være på at holde farten ned og ikke lade sig gribe af stemningen. Når løbet var kommet godt i gang skulle tempoet holdes ind til jeg rundede de 35 km. Håbet var, at der var til lidt ekstra på de sidste 7 km.
Overordnet holdt det. Ville gerne have løbet en lille smule hurtigere på strækket fra 10 til 20 km. Ikke meget, bare 5 sekunder pr km hurtigere.
Ved halvmaraton gik remmen på mit Garmin-ur i stykker. Jeg fik uret med, men det havde ikke haft godt af faldet ned på asfalten. Herfra havde det svært ved at finde satellitterne og det tempo som uret viste var ikke til at regne med. Rimelig belastende når nu jeg troede jeg havde et kvalitetsur.
På trods af ur-problemerne lykkedes det har holde et stabilt tempo fra til 35 km. Et par km tidligere havde jeg tændt mp3-afspilleren. Klikkede mig frem til Ensiferum; From Afar og trykkede lidt på speederen. Som jeg havde håbet, var der til lidt ekstra og tempoet røg op på 04:41 min/km.
Ved 40 km skiftede jeg til Finntroll; Solsagan og jeg gav alt der var tilbage. Tror jeg kom til at growle med på starten. Så har København også oplevet en growlende maratonløber.
De sidste 2 km blev tilbagelagt i et tempo på 04:27 min/km og jeg kom i mål med en tid på 03:25:16. Mission sub 03:30; veludført!
Ny mindetavle på Axeltorv for BOPA-lederen Børge Thing.
10. januar 2015 blev der afsløret en mindetavle for BOPA lederen Børge Thing på Axeltorv Bodega. Her blev han i maj 1944 arresteret af Gestapo. På mirakuløs vis lykkedes det ham at flygte og fortsætte det illegale arbejde.
Børge Agergaard Thing, med dæknavnet Brandt, blev født 1917 i Herning. Faren, Niels Magnus Simonsen Thing, var ufaglært tekstilarbejder og moren, Ane Marie Thing, var vågekone på sygehuset. Det var en fattig familie, Børge blev født ind i.
Efter syv års skolegang kom Børge i lære som blikkenslager hos blikkenslagermester H. I. Christensen. Ikke fordi det var hans store drøm, men fordi det var der, han kunne få en plads. I 1936 bestod han svendeprøven med ros. Herefter drog han på valsen.
Da han kom tilbage til Herning, fik Børge plads hos en af de tre lokale blikkenslagermestre. Han var aktiv i en mindre arbejdskonflikt omkring akkordaflønning. Derefter var han uønsket hos de lokale mestre. Som arbejdsløs drog han til København.
Mens han var på understøttelse, tog han et kursus på Borups Højskole i skoleåret 1937-38. Her mødte han Dora Recht, der kom fra et ortodokst, jødisk hjem. Dora var kommunist og medlem af DKU.
En rejse førte Børge gennem Tyskland. Tysklandsrejsen resulterede i artiklen ”Gennem Nazi-Tyskland til Fods”, der blev trykt i Arbejderbladet 30. august 1938. Børge, der tidligere havde været socialdemokratisk præget, var i 1938 gået ind i DKP sammen med Dora Recht.
I 1939 rejste han igen til København, hvor Dora boede. Som arbejdsløs var det hårde tider.
Børge og Dora blev gift i 1942. Da var DKP illegalt, men jøderne kunne stadig leve et normalt liv, selv om Danmark var besat af nazisterne. De delte en lejlighed med Doras søster på Østerbro.
Fra efteråret 1941 havde Børge arbejde på en maskinfabrik i Viborggade. Senere fik han job hos Danske Grundejere på Godthåbsvej – her stoppede han, da han gik under jorden i oktober 1942. Det illegale sabotagearbejde startede med ildspåsættelser.
I april 1943 blev Børge arresteret af det danske politi, anklaget for at være medlem af det illegale DKP. Han blev dømt til 4 måneders fængsel, som han afsonede i Vestre fængsel. Under afsoningen blev han ramt af kraftig hovedpine og blev overflyttet til Kommunehospitalet. Her blev han hentet af sin kone, der medbragte civilt tøj. I det kunne han forlade hospitalet ubemærket!
Da nazisterne slog til mod de danske jøder, måtte Dora flygte. Det blev en noget farefuld og dramatisk flugt, men til sidste lykkedes det hende at komme til Sverige.
I 1944 udførte BOPA nogle store, velorganiserede sabotager. Men det var også et år, der bød på mange arrestationer. Flere ledende medlemmer blev taget, og til sidst endte Børge som leder af hele organisationen. Men det var også nært gået galt for ham.
9. maj skulle Børge mødes med tre andre modstandsfolk på Axelborg Bodega. De skulle mødes til en afslappende tur i byen i en ellers hektisk tid. Som modstandsfolk måtte de altid være på vagt. De vidste aldrig, hvornår Gestapo dukkede op på foranledning af en stikker.
De fire modstandsfolk fandt et bord. Alt åndede fred, men med et var de omringet af Gestapo-folk. Børge fik dog lov at betale modstandsfolkenes regning, inden han skulle føres op til Gestapos hovedkvarter i Dagmarhus 300 meter derfra.
Da Børge blev ført ud af bodegaen, var de tre andre allerede godt på vej mod Rådhuspladsen. Her så han sit snit til at flygte. Børge kastede sig ud foran en sporvogn og slap om på den anden side, hvor Gestapo-manden ikke kunne skyde ham.
Børge hoppede op på trinbrættet af en tilfældig taxa og råbte “Kør for helvede”. Chaufføren fattede situationens alvor og gav den gas. På Amager stoppede Børge taxaen og bad om at få lov at betale. Taxachaufføren afslog. Han havde en bror, der sad i KZ-lejr, og var kun glad for at kunne hjælpe.
Mindetavlen
Mindetavlen er opsat på Axelborg Bodega, Axeltorv 1. Tavlen er udført i bronze af billedhugger Lotte Olsen.
Teksten på mindetavlen er:
“BØRGE THING / “BRANDT” /// BLEV DEN 9. MAJ 1944 ANHOLDT HER AF GESTAPO / MEN FLYGTEDE / OG FORTSATTE SIN KAMP / SOM LEDER AF SABOTAGEORGANISATIONEN / BOPA”
Til afsløringen af mindetavlen den 10. januar 2015 sagde Niels Gyrsting (formand for foreningen Frihedsmuseets Venner) “Vi håber, at mindepladen vil bidrage væsentligt til at skabe interesse for formidling af Børge Things historie, BOPAs historie og hele besættelsens historie.”
Børge Thing er far til forfatter, debattør og forskningsbibliotekar Morten Thing. Sønnen udgav i 2011 bogen “Sabotøren : min fars historie” om Børge Thing.
Omkring 1820 forandrede tyskeren Friherre Karl Wilhelm von Draiser datiden løbehjul ved at gøre forhjulet drejeligt. Det betød at det blev muligt at styre løbehjulet ved hjælp at et styr og det blev lettere at holde balancen.
På løbehjulets ramme blev der anbragt en saddel hvorfra rytterens kunne nå jorden og skabe fremdrift ved at støde fødderne i jorden. Maskine kom til at hedde en draisine.
Omkring 1865 blev velocipeden opfundet. Det var en videreudvikling af Draisers løbehjul, hvor forhjulet blev forsynet med et bevægeligt forhjul. I stedet for at trampe i jorden skabte rytteren nu fremdrift med rundtgående pedaler fastsat forhjulet. Velocipeden var tung og det krævede kræfter at få den i fart. Men nu af blev der trådt i pedalerne.
10 år senere kom en ny form for velocipeden frem. Det var den engelske bicykel (af græst “to hjul”), let genkendelig med dens meget store forhjul og ganske lille baghjul. Hensigten med det store forhjul var, at nå rytteren trådte en omgang, måtte det store hjul også dreje en hel omgang. Det øgede hastigheden.
På grund at højden, var det ikke helt ufarligt at køre på bicykel. Den fik da også kælenavnet væltepeter. Prisen for en bicykel variere fra 100,- til 400,- kr. En tjenestekarls halvårlige løn var til sammenligning 100 kr. Cykling var en fornøjelse for de få.
Der blev eksperimenteret med forskellige stang- og kædetræk. Omkring 1890 nåde fabrikanterne frem til bicykeletten eller safety’en, men to omtrent lige store hjul og et kædetræk med to tandhjul. Det ene store tandhjul med pedaler trak det andet mindre tandhjul ved baghjulsakslen. Det blev den cykelmodel der sejrede og som udviklede sig til de mange varianter af en cykel vi kender i dag.
I slutningen af 1800tallet begyndte københavnerne at cykle. I begyndelse var det en lille eksklusiv kreds der trådte i pedalerne, men to tekniske forbedringer gjorde cyklen populær i bredere kredse. I 1890 kom de første luftringene til hjulene til byen. Omtrent 10 år senere slog frihjulet igennem – hvilket gjorde det en del nemmere at cykle.
Inden frihjulet blev opfundet, kunne pedalerne ikke holde stille under kørsel. Gik det ned ad bakke måtte benene følge med eller slippe pedalerne og dingle frit ud til siden. Der var nogle som satte fodhvilere på cyklen hvor rytteren kunne placere benene under en nedkørsel. Det var ikke helt ufarligt, specielt ikke da en del cyklister kørte uden bremser og nøjedes med at træde kontra ved standsning. En del havde dog forhjulshåndbremser.
Fra 4. august 1896 blev det lovpligtigt at køre med lys på cyklen i København når det var mørkt. De første cykellys var olielygter. Senere kom der stearinlyslygter. Endnu senere fulgte elektriske lygter og acetylenlamper (gas).
Gummiringene med luft var en stor forbedring. Inden de blev indført kørte cyklisterne på hjul med massive gummiringe. En noget ubehagelig oplevelse hen ad de københavnsk brosten, der kunne mærkes i bagdelen.
Som det tit er, blev den nye opfindelse mødt med en vis skepsis og i 1890 skrev Cycletidende: “En af de mærkeligste Opfindelser, der har vist sig i den senere Tid paa Cycle-Sportens Område, er den “pneumatiske” Gummiring. Det er en hul Gummiring, ca. 2 Tommer i Diameter og luftfyldt. Efter Sigende skulle Maskiner, der ere forsynede med saadanne Ringe, gaa overordentlig blødt og behageligt. Men skærer en Sten eller et Glasskaar blot et lille Hul paa Ringen, vil al Luften i en Fart slippe ud, og al videre Kørsel er umulig. Opfindelsen vil derfor næppe vinde stor Udbredelse.”
Da gummiringen havde været på det danske marked en tid, blev de populære og inden længe kørte alle på luft.
Det var englænderen Dunlop der i 1888 havde opfundet luftringene. Hans søn havde fået en tricykel men fandt det ikke særligt morsomt at kører på byens ujævne brosten. Dunlop pumpede gasslanger op og lagde dem om fælgene i stedet for massive gummiringe. Resultatet blev forbavsende godt og Dunlop udviklede sin opfindelse til et salgbart produkt.
Hvor mange var de
Der mangler nøjagtige kilde til antallet af cyklister i cyklismens første årtier. Men i året 1890 anslog “Cykeltidende” at der var 5.000 til 6.000 cykler i Danmark. De 2.500 af dem var i København. Samme tidsskrift påstod i 1891 at det eneste land i Europa med flere cyklister end Danmark var England. I februar 1892 anslog tidsskriftet antallet af cykle i landet til et sted 15.000 og 16.000. Allerede i november samme år anslog samme, at antallet alene i København var 20.000 cykler.
“Salmonsens store illustrerede Konversationsleksikon” bd. IV, (1895) skriver at “Antallet af Cyklister i Danmark ansloges For aaret 1895 til 25-30.000.” I 1899 kom dagbladet “Dannebrog” frem til at der var 35.000 cykler i København. Tallet havde de udregnet ved at spørge førende cykelfolk om deres gæt. Omend tallene er gætværk, er der ingen tvivl om at antallet af cyklerne var i eksplosiv vækst i starten af 1890erne.
Cyklen var populær i Danmark. Måske fordi landet er så fladt og derfor velegnet til tohjulet selvfremdreven transport.
Hæren tog tidligt cyklen til sig. I 1888 anskaffede hæren for første gang cykler, det var de høje bicykler. i 1894 begyndte hærens våbenfabrik af producere cykler. Telegrafselskabet var også tidligt ude og i 1890 anskaffede det cykler til sine folk.
Cyklen blev anvendt som forbindelsesled mellem posthusene og som arbejdstransport ved tømning af postkasserne, men postvæsenet var ikke så hurtigt ude som hæren og telegrafselskabet. I 1899 var Belysningsvæsenet, det københavnske brandkorps, Københavns Amts politi og Københavns Telefon-Kiosker blandt de organisationer der havde taget cyklen til sig. Ligesom mange håndværkere og forretninger lod deres bude kører på cykel.
Lægerne dannede deres egen klub “Lægernes Cykelforening” og i 1893 cyklede omkring 100 læger i forbindelse med deres praksis. Lægerne foretrak modellerne Rover og Triumph, i folkemunde kom de derfor til at hedde “Doktorvogne”.
Kvinderne kom op på cyklen
“Det blev af mange betragtet som uskønt og forargeligt og ukvindeligt, at damer sad overskrævs på en smal sadel og sparkede med benene, mens vinden drilagtigt blæste kjolen op over knæene.” (citat: Cyklens udvikling af L. Andkjær Jensen. Danske virksomheder, 1965)
I det første årtier var der nærmest ingen kvindelige cyklister. De fleste fandt det uklædeligt, ukvindeligt, endda ligefrem upassende for kvinder at cykle. De der vovede sig op på de to hjul måtte finde sig i mange nedladende tilråb.
Omkring 1890 var det blevet mere almindeligt at se kvinder på cykel. Cykelklubberne begyndte at arrangere cykeltur, der også var åbne for kvinder. Ikke mindst “Cycletidende” agiterede for at få kvinderne med på cykelbølgen, og skrev bl.a. om de “gudsjammerlige unge Damer” der ikke cyklede og opfordrede de københavnske cyklister til at opfordre kvinderne til at cykle. Bladet gav også gode råd til, hvordan kvinder kunne lære at køre cykel.
I 1891 var der en hidsig debat om hvorvidt det var foreneligt med en ung kvindes værdighed at cykel. Mange debatører argumentere for at kvinderen skulle lade cyklen stå. Men det var ikke noget at gøre og kvinderne kom også op på cyklen og afsted gennem Københavns gader. Det gik så hurtigt, at cykelhandlerne havde svært ved at følge med efterspørgslen på damecykler.
I 1893 dannede nogle kvinder “Kvindecycleklubben”, der senere ændrede navn til “Damecycleklubben”.
“Cykeltidende” talte 109 kvindelige cyklister ud af 1.885 ved en færdselstælling var Store og Lille Vibenshus, Lygten og Damhuskroen på kristi himmelfartsdag 1893.
Cykelhandel
Cyklist ved Amagertorv, 1907 – Kilde: Københavns Stadsarkiv, Stadsingeniørens fotosamling.
På privat initiativ blev de første cykler importeret til København 1870erne. I 1880erne organiserede Dansk Bicycle Club en import af cykler og snart fulgte forskellige firmaer. I starten kom de importerede cykler fra England, senere blev der også importeret cykler fra Tyskland og USA.
Nogle importører solgte selv cyklerne til forbrugerne, mens andre udelukkende importerede cykler men henblik på videresalg til cykelforhandlere.
1889 var det første år, hvor der i Kraks vejviser er en rubrik “Cykler”. Der var to cykelhandlere under rubrikken. Året efter var der fire. I 1894 var tallet steget til 37 og i 1901 var der 70 cykelhandlere listet i Vejviseren.
I 1891 sluttede nogle af cykelhandlerne sig samme. Det var i “Forening til Hævdelse af Standens Interesser”. To år senere, den 28. december 1893 blev “Forening for danske Cykelimportører” stiftet. Den skiftede navn til “Cykelhandlerforeningen” og dannede i 1901 en afdeling for grossister og fabrikanter.
Den første større cykelfabrik i København var Bergmann & Hüttemeiers Symaskinefabrik. Det var typisk for tiden, at det var symaskinefabrikanterne der forsøgte sig med cykelproduktion. Udenfor symaskinebrancen begyndte mekaniker Einer Marer i 1890 at fabrikere cykler. 1980erne var et vækstårti for cykelproduktionen og over hele landet voksede antallet af cykelfabrikker – ofte knyttet til en anden primær produktion.
Ved århundredet slutning var aktieselskabet Hamlet i Meinungsgade (Nørrebro) landets største cykelfabrik.
I 1898 sluttede fabrikanterne sig samme i “Foreningen af danske Cyclefabrikanter”. Foreningen fik en kort eksisten og forsvandt allerede året efter under den store lockout.
I 1899 stiftedes “Københavns Cycle- og Auto-Industriforening”. Toldlovgivningen var det vigtigste punkt på foreningens program. Samme år stiftede hovedstadsområdets reparatører “Foreningen af Mekanikere i Cykelindustrien”.
I 1894 stiftedes “Arbejdernes Bicycle Club” (A.B.C.) med det formål, at skaffe arbejderne billige cykler.
I 1988 blev foreningen “Mekanikere i Cycleindustrien” stiftet, den fik “Styret” som medlemsblad. I 1901 stiftedes “Centralforening for Danmarks Cykel-Industriforeninger”.
Cykeltyvene
Men den øgede interesse for cykler kom også cykeltyven. “Lænk Maskinerne” skrev “Cycletidende”, men det var en god forretning at sælge stjålne cykler. Bladet oprettede i 1893 en forsikring og gennem “Cycletidende” kunne cyklisterne tegne en cykeltyveriassurance. I 1894 overtog Dansk Bicycle Club assurancen, hvilket året efter medførte et tab på 6.700 kr pga en stigning i antallet af tyverier. 1896 blev assurancen overdraget til det nyoprettede a/s Dansk Cykle Assurance.
For at hindre tyveriet blev der udtænkt forskellige løsninger. En var cykler forsynet med styr der kunne tages af ved tryk på en fjedermekanisme. Det var nok lidt upraktisk at cyklisten skulle gå rundt med sit styr.
I trafikken
Vejende i og omkring København var ikke noget at råbe hurra for. Men luftringene gjorde det dog lidt mere behagelig for datidens cyklister når du asede afsted på de hulled og ujævne veje.
Dengang var cykelkørsel reguleret af de lokale politivedtægter. Det var primært regler for hvad hvordan cyklisten skulle forholde sig ved mødet med andre trafikanter, om cykelklokker og om kørsel i mørke der var beskrevet.
Reglerne i Københavns politivedtægt var forholdsvis forstående overfor cyklister og andre moderne trafikanter, men det var en anden sag i provinsen.
De fleste steder skulle cyklisterne holde godt øje med hestene. Viste hesten den mindste tegn på at blive sky, eller gav rytteren tegn skulle cyklisten stoppe og stå af cyklen. Nogle steder i forstæderne og i Nykøbing Mors skulle cyklister altid holde stille og vente til ridende eller hestevogne var kommet forbi.
Byens første cykelstier var ganske uofficielle. De fandtes i kanten af af Ridestierne og var blot en smal stribe der var blevet fast af de mange cykler der havde fulgt samme spor.
I 1891 blev der anlagt en cykelsti på Nørre Boulevard (Nørre Voldgade). Hurtig efter kom der cykelstier langs Søerne og på Østerbrogade. Disse stier blev senere kommunale cykelstier.
De fleste steder måtte ryttere og cyklister enes om pladsen på ridestierne. Det gav visse gnidninger. Formelt havde rytterne fortrinsret til stierne. Men en ting er jura noget andet virkeligheden. Det kom ofte til sammenstød og både cyklister og ryttere klagede over hinanden til Brolægnings- og Vejvæsenet i kommunen og til politiet. I enkelte tilfælde blev det til retssager mellem cyklister og ryttere.
Rytternes primære utilfredshed med cyklisterne var, at de fyldte mere og mere på stierne og at hesten blev skræmte når cyklisterne kørte forbi.
I dag er der stadig ganske mange gnidning i trafikken. Men det er dog sjældent, at der er en hesteryttere der brokker sig over cyklisterne på Dronning Louises Bro.
Så blev det tid til at løbe VM-halvmaratonløbet i København. Sjældent har et løb i København været så hypet inden start. Nu er det også første gang, at motionisternes (næsten) får lov at stille op til start med eliten i et løb om verdensmesterskabet.
For der er kun ligeved og næsten, at vi glade motionister får lov at stille op med eliten. For selvfølgelig løber eliten først – uforstyrret af det store amatørfelt. Andet ville ikke give mening. Men en halv time efter elitekvinderne og straks efter elitemændene blev 30.000 mere eller mindre fit’e amatørløbere sendt af sted.
For mig har vintertræningen har ikke været optimal. Jeg har døjet med lidt inflammation i højre ben og har derfor ikke løbet så lang og slet ikke så intenst som det var planen.
Derfor gik jeg ind i marts måned med reviderede planer for de to store løb jeg var tilmeldt. Først Barcelona maraton hvor målet blot var at gennemføre og hygge mig gennem byens gader. Jeg lagde fra start i et tempo der lå til en sluttid 03:40 ig 03:45. Mest for at have et udgangspunkt.
Jeg kom i mål på tiden 03:42:05 – og var ikke helt så slidt som jeg havde frygtet. Jeg havde nydt turen med musik, underholdning og glade catalonier i gaderne. Efter løbet følte jeg, at jeg kunne med ro i sindet kigge frem mod næste løb; VM halvmaraton i København.
Da jeg for meget lang tid siden tilmeldte mig motionsløbet i forbindelse med VM halvmaraton i København var intentionen at løbet skulle bruges til at sætte PR på distancen. Men som nævnt ovenfor har træningen hen over vinteren ikke været optimal. Allerede tilbage i januar droppede jeg tanken om PR til VM-arrangementet.
Efter maratonet i Barcelona blev jeg måske lige lovlig optimistik og besluttede mig alligevel for at give det et forsøge. Min PR [01:33:23] skulle forbedres og jeg skulle under 01:30. Man har vel lov at håbe.
Jeg kom planmæssigt fra start sammen med 1:30-ballonerne. Det holdt cirka 7 km, så var jeg færdig og måtte bare arbejde mig i mål til en hæderlig sluttid. Inden da havde jeg misset det første væskedepot. For ligesom at sætte en tyk streg under fiaskoen, væltede jeg over en af publikumafspærringerne ved 16 km. En eneulykke jeg kun kan kladre mig selv og min manglende koncentration. Det gav en meget blå midttår og et par hudafskrabninger, men det var mest stoltheden der fik et slag.
Splittiderne blev langsommer og langsommere. Stik mod tempoet på et godt løb var det dalende. Jeg kom ikke under 01:30 – og det blev ikke til PR på halvmaratondistancen. Nogle gange er håbet naivt.
Kigger jeg ud over min egen (forudsigelig) fiasko, var VM halvmaraton et flot løb. Der var masser af opbakning og glade mennesker – både blandt publikum og løbere.
Lægges alle kilometer der blev tilbagelagt i Københavns gader sammen, blev der løbet langt nok, til at komme 16 gange rundt om Jorden – sådan cirka. Der var deltagere for 88 forskellige nationer og eliten udgjorde kun 223 løbere. Den bedste elitekvinde blev Gladys Cherono der løb på 01:07:29, mens hurtigste mand var Geoffrey Kipsang Kamworor som løb på 00:59:08.
Modstandsmanden Jørgen Arboe-Rasmussen (1925-1945) var medlem af Den sjællandske Organisation hvor han var en del af den illegale bladvirksomhed. I februar 1945 blev han dræbt af hipofolk.
Mindetavle for modstandsmanden Jørgen Arboe-Rasmussen.
Arboe-Rasmussen var ansat på Roskilde Dagblad som journalistelev. Ved siden af det officielle arbejde var han aktiv ved det illegale blad “Roskilde Kuréren”. Bladet bragte dansk og udenlandsk nyhedsstof samt lokale nyheder. Det udkom månedlig fra april 1944 til januar 1945 og ugentlig marts og maj 1945. Der var et samarbejde med “Budstikken : Med bud til alle Danske”, Hjemmefronten” og “Studenternes Efterretningstjeneste”.
Arboe-Rasmussen fik kollegaen Torben Wulff med i det illegale arbejde omkring “Roskilde Kuréren”. Wulff blev fristet af penge og i januar 1945 angav han ni frihedskæmpere fra miljøet omkring “Roskilde Kuréren” til Gestapo. Han havde forventet mere, men fik kun 100,- kr for udåden.
Da Gestapo ville anholde Arboe-Rasmussen hoppede han ud af et vindue på første sal fra sit værelse i Bondetinget og undslap derved nazisternes razzia i Roskilde.
Sammen med andre fra gruppen der var undsluppet, tog han til København og gik under jorden.
Uden at vide at Wulff var stikker, kontaktede de undslupne frihedskæmpere ham med henblik på at genoptage arbejdet med den illegale presse. Arboe-Rasmussen og kammeraten Johannes Kristiansen aftalte et møde med Wulff på Café Brønnum 5. februar.
Arboe-Rasmussen og Kristiansen kom i god tid og satte sig ved et bord i caféen. Sammen med fem hipofolk var Wullf på vej til møde på det aftalte tidspunkt. Da Arboe-Rasmussen ville kigge ud af døren efter Wullf, skød hipofolkene efter ham. En ramte. Arboe-Rasmussen vaklede tilbage i caféen hvor han faldt om. Hårdt såret blev han kørt på lazarettet på Nyelandsvej hvor han senere døde. Johannes Kristiansen flygtede ud gennem caféens køkken.
Efter befrielsen blev stikkeren Torben Wullf dømt til døden og henrettet den 8. maj 1947. Hipomanden der skød Jørgen Arboe-Rasmussen blev ligeledes dømt til døden og henrettet den 22. januar 1948.
Mindetavlen
Tavlen for Jørgen Arboe-Rasmussen sidder på August Bournonvilles Passage 1 (Frem til 2005: Tordenskjoldsgade 1), hvor Café Brønnum engang lå. I dag er det Det kongelige Teaters billetcenter der holder til på adressen. Teksten på tavlen er: “JØRGEN ARBOE-RASMUSSEN / faldt for Danmark / d. 5 Februar 1945”
Teatret i Lille Grønnegade åbnede i 1722, men fik en kort levetid. Teatret erindres på en tavle i Ny Adelgade.
Mindetavle for Teatret i Lille Grønnegade.
Omkring 1700 fik René Magnon de Montaigu (1661-1737) etableret en fransk hoftrup ved Frederik IV’s hof. Fra starten var Montaigu både leder og aktiv skuespiller. I 1721 fyrede kongen hele hoftruppen, og Montaigu blev arbejdsløs.
Kort forinden var Étienne Capion (død før 1757) gået i gang med at etablere et teater i Lille Grønnegade. Capion havde tidligere arbejdet som dekoratør og regissør for Montaigus hoftrup. For at skaffe en indtægt slog Montaigu sig sammen med Capion. I januar 1722 begyndte Montaigus trup at opføre assembléer og maskerader i Capions nye teaterbygning.
Senere i 1722 fik Montaigu til ladelse (af kongen) til at opføre skuespil på dansk. Han havde dog én udfordring. Han fik samlet en dansk skuespillertrup og 23. september 1722 var der præmiere i Teatret i Lille Grønnegade. På programmet stod “Gnieren” af Molière fremført på dansk.
Ludvig Holberg (1684-1754) blev teatrets husforfatter. Det første Holbergstykke, “Den Vægelsindede”, blev sat op i efteråret 1722. Dog uden den helt store succes. Heller ikke “Jeppe på Bjerget” blev godt modtaget til premieren. Den første Holberg-succes kom med “Den politiske Kandestøber” senere samme år.
Økonomien i teatret var ikke god. Der var byggelån, som skulle tilbagebetales, og i 1723 måtte Capion en tur i gælds fængsel. Han fandt dog nogle sponsorer, og teatret overlevede i første omgang. I 1724 lukkede Teatret i Lille Grønnegade dog, og Capion gik konkurs. I 1726 lykkedes det Montaigu at genåbne teatret, men allerede året efter var det slut. På trods af en kort levetid fik teatret stor betydning for dansk skuespil. Efter Københavns brand i 1728 forsvandt ethvert håb om genåbning.
Stærkt religiøse præster prædikede mod forlystelser og ryggesløse københavnere, der skulle have påkaldt sig Guds vrede og være skyld i branden. København sank ned i pietis mens mørke.
Mindetavlen
På bygningen Ny Adelgade 10 sidder en mindetavle for Teatret i Lille Grønnegade. Teksten på tavlen er: “PAA DENNE GRUND STOD / THEATRET I LILLE GRØNNEGADE / DEN FØRSTE DANSKE SKUEPLADS / FOR HVILKEN LUDVIG HOLBERG / SKREV SINE KOMEDIER / 1722 – 1728”
