Årets Copenhagen Marathon har længe været udsolgt. Det på trods af at der blev sat omtrent 21.000 startnummer til salg. Det er 11. gang jeg deltager i Copenhagen Marathon. Første gang var i 2012. I det år var der 12.140 deltagere hvoraf 9.500 gennemførte, det vil sige at der var 78% som kom hele vejen gennem de 42,195 kilometer.
I år er deltagerantallet 19.072, ud af 20.974 tilmeldte. 18.515 kvinder og mænd kommer hele vejen rundt.
Udstyr og dagens plan skrevet på et post-it. Post-it’en har hængt ved mit skrivebord i et par måneder.
Aldrig før har der været så mange deltagere. Bagageområdet er derfor flyttet fra Kosterfællede og over i Blegdamsfælleden på modsatte side af Øster Allé. Det er også her det store 1. maj-arrangement finder sted og her er god plads. Til gengæld er adgangen til Øster Allé og startgaden ikke god og der er ren kaos op til start. En del, deriblandt undertegnede, ender alt for lang bagude i forhold til den startgruppe (ud fra forventet sluttid) vi har tilmeldt os.
Jeg får mast mig et stykke frem inden startskuddet og så er det af sted ud i københavns gader.
Dagen plan er simpel: PR eller krampe. Jeg rippede min Terrorizer-cd “Hordes Of Zombie” for nogle dage siden og lagde musikken på min mp3-afspiller. Der efterlod mig de to mulige udfald. Heldigvis blev det PR.
Ding dong. PR – og dermed retten til at larme med klokken.
Jeg tror, at min barndoms jul var som den flestes jul i 1970’erne. God mad der blev rundet af med ris a la mande. Et juletræ, gaver, familiehygge og julegodter. Der var julekort fra nær og fjern. I min familie var der hvert år én julehilsen, der var lidt usædvanlig.
Det var dengang der var kold krig. Et jerntæppe delte Europa mellem øst og vest. Selv som barn fyldte det, og truslen om en altomfattende atomkrig var en del af bevidstheden. Indimellem var der NATO-øvelser, hvor udenlandske soldater kørte forbi mit barndomshjem – og ved nabogården holdt amerikanske tropper pause. De uddelte chokolade til børnene.
Tilbage til julen og det usædvanlige. Hvert år var en hilsen fra på den anden side af jerntæppet. Fra fjendeland, om man vil. Julehilsenen kom fra Budapest i Ungarn. Sådan en julehilsen var der ikke andre i klassen, der fik.
Ungarn var et land meget langt væk for en dreng langt ude på landet i Vestjylland. Alligevel var det nærværende i min barndom. Familieforbindelsen til Ungarn gik tilbage til besættelsestiden. Kort før befrielsen i 1945 kom en del ungarske soldater til Danmark.
3 mælkedrenge
Det anslås, at der var mindst 12.000 ungarske tropper i Danmark i foråret 1945.
I “De ungarske soldater” oplyser Søren Peder Sørensen, at det var 4. telegrafistbataljon, der var placeret i Lønborg sogn. Telegrafbataljonen bestod af 550 mand. Bataljonen opholdt sig i sognet fra 24. marts til 11. maj 1945.
4. telegrafistbataljon var ankommet til Danmark natten til den 28. januar 1945. Planen var at sende bataljonen til militærlejren i Oksbøl, men pga. jernbanesabotage, blev bataljonen omdirigeret til Jægerspris i Nordsjælland. Her var ungarerne kun en uges tid, inden de blev sendt til Herning.
De ungarske soldater var spredt ud over hele landet. Ved Holte ridsede nogle ungarere det ungarske nationalvåben i et træ.
I februar blev bataljonen flyttet fra Herning til Boris, hvor det forlød, at den skulle videre ud til vestkysten, men i stedet endte ungarerne i Lønborg og Vostrup.
I krigsårene boede min mor, Eva Hundebøll (1929-2021), med sine forældre på Hedegård ved Lønborg. Gården lå ved en plantage og uden andre naboer end skovens og markens dyr.
I sine erindringer fra krigsårene skriver min mor: “På et tidspunkt i april, jeg husker ikke datoen, dukker tre ungarske soldater op en aften ved malketid. De ville gerne have (tigge) lidt sødmælk, og far gav lov til, de måtte få feltflaskerne fyldt. Hver eneste aften dukkede disse tre op og fik mælk. Vi kunne ikke snakke med dem, men vi havde et helt andet forhold overfor dem end overfor de tyske soldater. Snakken gik, at tyskerne havde tvunget dem her til Danmark, de skulle være en slags arbejdssoldater”.
Min bedstefar, Peder Hundebøll, havde ikke et fælles sprog med de tre ungarer. Trods det manglende fælles sprog lykkedes det min bedstefar og István at udveksle meninger og oplysninger.
“Sympati, medlidenhed og hjælpsomhed er de ord, som først falder ind, når man skal karakteriserer danskernes reaktioner i de landsdele, som blev påtvunget de ungarske tropper.” skriver Søren Peder Sørensen i “De ungarske Soldater”. Hvorfor de, som allierede med besættelsesmagten, ikke blev mødt med samme misbehag som tyskerne forklarer Søren Peder Sørensen med, “at ungarerne ikke blev opfattet som besættelsestropper i gængs forstand, samt at den nød og elendighed, som de befandt sig i, kom så tæt på, at man måtte reagere på den ene eller anden måde.”
István Boros (den ene af de tre ungarske soldater, der dukkede op i min mors barndomshjem) blev indkaldt til militærtjeneste i efteråret 1944. Siden da havde han ikke hørt fra familien i hjembyen Orosháza. István vidste, at Den Røde Hær havde invaderet byen, hvilket naturligvis gjorde ham ængstelig.
I Lønborg var István indkvarteret i skolens gymnastiksal, hvor han havde en soveplads og få personlige ejendele. I foråret 1945 var han 21 år gammel.
“De tre ungarske kammerater blev på Hedegården kendt som Mælkedrengene, der dukkede op med deres feltflasker, når køerne var blevet malket. Boros var den af de tre, som familien og ikke mindst datteren Eva kom til at kende bedst, og den kontakt udviklede sig senere til et mangeårigt venskab.” (citat: “Den skjulte alliance” af Søren Peder Sørensen)
Befrielse
Ud over situationen med de tre ungarske soldater der dagligt kom på Hedegård, gemte en tysk soldat sig i dagtimerne i Hedegårds kartoffelkule. Kartoffelkulen lå afsides fra selve gården. Den tyske soldat var deserteret, da han ellers havde udsigt til at ende på Østfronten.
Mine bedsteforældre sørgede for, at de ungarske soldater og den deserterede tyske soldat ikke mødtes – og ikke vidste besked om hinanden. Men disse sikkerhedsforanstaltninger røg sig en tur den 4. maj, da frihedsbudskabet lød fra BBC.
“På Lønborg Hede var den tyske desertør Otto Baude i timerne forinden krøbet frem fra sit skjul i den underjordiske kartoffelbeholder for at søge selskab hos sin danske familie Hundebøll på Hedegården. Samme aften var de ungarske soldater István Boros og de to andre mælkedrenge også dukket op. I køkkenet hørte de befrielsesbudskabet fra London, da desertøren Otto kom dansende ind i køkkenet. Glæden over, at krigen var slut, var så stor, at jublen måtte ud i dans” (citat: “Den skjulte alliance” af Søren Peder Sørensen)
Fotografi af ungarske soldater, der forlader Hemmet 10.5. 1945. Foto: Egvad Egnshistoriske Samling.
Snart efter var det tid til afsked. Om afskeden med de tre ungarske soldater skriver min mor: “10. maj om aftenen kom de tre ungarere – enkeltvis – for at sige farvel – de skulle dagen efter begynde vandringen hjemad til Ungarn. Jeg husker, den sidste kom efter vi var gået til sengs, men far og jeg stod op for at hilse af. Vi kunne intet ane om, hvordan det gik dem, og de lod ikke høre fra sig før 25 år efter.”
Overraskende besøg
I sommeren 1970 dukkede en ungarsk familie op i Lønborg. Jeg forestiller mig, at de har spurgt sig frem efter familien Hundebøll, for de endte hos min mors søster, der boede i Lønborg. Med sig havde de et foto af min mor, min bedstefar og min morbror Regner. Fotoet havde István fået af min bedstefar den aften i 1945, hvor de tog afsked med hinanden.
Søsteren i Lønborg ringede til min mor. Mor bad sin søster fortælle ungarerne, at de skulle køre til Hoven Ungdomsskole, hvor mine forældre dannede forstanderpar. Ungarerne forstod desværre ikke beskeden og forsvandt igen.
I stedet måtte min mor og far finde ungarerne. Familien i Lønborg havde forstået, at ungarerne boede på en campingplads ved Nymindegab.
Det lykkedes at finde ungarerne på én af de tre campingpladser, der var ved Nymindegab i 1970. Min mor skriver “… samtidig med, at vi fik øje på en bil med H, var der en der råbte: “Evának”. Det var helt utroligt, efter 25 år kunne Istvan kende mig. Hans kone Ibolya havde netop lavet salat til dem, jeg tror, det var hele deres aftensmad”. Med sig havde Istvan og Ibolya en søn på 5 år – der også hed Istvan.
Efter ungarernes besøg i Danmark i 1970 kom der hvert år jule- og påskekort fra Budapest, og fem år senere var det min mor og far, der rejste til Ungarn for at besøge Istvan og familien.
I sommeren 1978 var jeg selv med på en campingtur til Ungarn. Vi var 5 på tur. Mine forældre, mine to yngste storesøstre og jeg.
Hos familien Boros i Budapest 1978. Det er István yderst til højre. Foto: Eva Hundebøll.
Det var dengang Europa var delt mellem øst og vest. Ungarn var på den anden side af jerntæppet – i det kommunistiske Østeuropa. Vi mødtes med István, Istvánka og Ibolya på en campingplads 1. juli. På turen var vi blandt andet forbi Sopron, Balatonsøen og et slot jeg ville købe, inden vi kom til Budapest, hvor familien Boros boede.
Det er begrænset, hvor meget jeg husker fra turen. Der er nogle erindringsglimt fra bilturen gennem Europa, hvor jeg var placeret på bagsædet i familiens Saab 96 sammen med mine to storesøstre. Jeg husker lidt fra campingpladserne, men mest en gammel trækirke i noget der minder om et frilandsmuseum.
I 1980 kom István med familien igen til Danmark og besøgte mine forældre. Jeg så ikke noget til den ungarske familie igen indtil 2010, men i mellemtiden havde min yngste storesøster læst ungarsk på Århus Universitet.
István (til venstre) og min far i Budapest 2010.
i 2010 havde jeg mine egne børn med til Budapest. Vi var en større familieflok, der fløj til Ungarn: mine forældre, tre af mine fire storesøstre, min daværende kone og en god del af mine forældres børnebørn.
Rejsen var en familieferie og en fælles oplevelse. Det var også min mors afskedstur med István og hans familie. Min mor og István havde begge nået en alder, hvor de vidste, at det var sidste gang de så hinanden.
Søndagens lange løbetur var henlagt til Vestvolden og omegn. Maraton PopUp arrangerede cannonball-maraton og halvmaraton – basisstilen, hvor alle havde ejet væske og energi med. Vi var ikke mange, men der var forårssol og humøret var højt.
I slutningen af den tyske besættelse af Danmark (1940-1945), kom 12.000 (måske lidt flere) ungarske tropper til Danmark. De kom hertil som tyske hjælpetropper. Tyskerne havde dog ikke megen tillid til de ungarske soldater, og de blev mest benyttet til simple vagtopgaver og som arbejdssoldater.
En gruppe af de ungarske topper opholder sig på Garderkasernen ved Rosenborg i april 1945. Den 22. april samledes soldaterne på eksercerpladsen, hvor en tysk officer oplyste dem om, at de skulle sendes til Østfronten.
Der var tilsyneladende ikke nogen af de ungarske soldater, der har lyst til at kommer i kamp mod de fremrykkende sovjettropper på Østfronten. De ungarske soldater stak af fra kasernen og spreder sig ud i de omkringliggende gader.
Tyske soldater ved kanon foran Botanisk have i København, muligvis i forbindelse med ungarske soldaters mytteri den 22. april 1945. Foto:
Robert Rydberg/Frihedsmuseets fotoarkiv, 1945.
Det kommer til ildkamp mellem de ungarske tropper og tyske soldater. Under kampene omkommer 7 civile danskere og flere blev såret. Hvor mange tyske og ungarske soldater der omkommer eller såres i kampen vides ikke.
Citater fra samtidige kilder
Regulær Kamp mellem ungarske Soldater og Tyskerne i København
“En Afdeling ungarske Soldater marcherede i Gaar Morges ved 7-Tiden op paa den tidligere Garderkasernes Eksercerplads foran Rosenborg Slot mod Gothersgade. Umiddelbart efter viste deres tyske Officerer sig og for kyndte, at de i Løbet af Formiddagen skulde afgaa til Fronten, og at man ventede, at de vilde kæmpe til sidste Mand og sidste Patron mod “Verdens fjenden”. Ungarernes Svar paa denne Opfordring lod ikke vente ret længe paa sig. Der blev pludselig Uro i Geledderne, og et øjeblik efter flygte de samtlige Ungarere mod Porten ud til Gothersgade. Aabenbart havde ikke een eneste af dem Lyst til at kæmpe for Tysklands Nederlag og deres egen Tilintetgørelse.
Knust kældervindue i forbindelse med de ungarske troppers mytteri. Nørre Voldgade nr. 11. Foto: —/Frihedsmuseets fotoarkiv, 1945.
Denne Faneflugt blev Indledningen til en af de mest dramatiske Søndage, Københavnerne endnu har oplevet. Tysk Militær blev øjeblikkelig udkommanderet. Det kom til voldsomme Ildkampe mellem Ungarerne og deres tyske Vaabenfæller, og i de næste to – tre Timer bragede Skudene fra Karabiner, Pistoler, Maskinpistoler og Fodfolkskanoner i hele Kvarteret. Samtidig gav tunge Drøn af Haandgranater Genlyd mellem Huse og Gaarde i den indre By, og da Kampen omsider stilnede af ved 10-11-Tiden var de Ungarere, der havde taget Kampen op, ganske vist nedkæmpet, men til Gengæld var hele Afdelingen spredt for alle Vinde. Medlemmerne var flygtet ud over Byen, hvor de nu holder sig skjult, og hvor Gestapo i de nærmeste Dage indleder Jagten paa dem – hvis de faar Tid.
Desværre forløb dette Mytteri ikke uden Ofre fra dansk Side. Fredelige Fodgængere og Folk, der intetanende opholdt sig i deres Lejligheder i Kvarteret omkring Kampzonen, blev ramt af Angribernes eller Modstandernes Kugler, og ialt 7 Mennesker mistede Livet paa den Maade.” (citat: Information. Nr. 463, 23. april 1945)
Daglige Beretninger om Begivenheder 1944-1945
“Episoderne omkring Garderkasernen. Til Morgenbladenes Meddelelser om, at der i Gaar Formiddags er blevet dræbt 7 Danske og saaret en halv snes i Nørrevold-Kvarteret, kan yderligere føjes, at de første Meldinger lød paa, at tyske Soldater var i Kamp med danske Civile ved Garderkasernen. Et Kvarter senere meddeltes, at tyske Styrker var indviklet i Kamp med ungarske og østrigske Soldater. Siden havde Episoden udelukkende Karakter af indre Skærmydsler. Al Sporvejstrafik gennem den indre By blev indstillet, medens det heftige Skyderi foregik. Tabene paa tysk Side menes at være forholdsmæssig store.” (citat: Daglige Beretninger om Begivenheder under den tyske Besættelse : fra Januar 1944 til Maj 1945, 23. april 1945)
Afvæbnede ungarske soldater på lastbil foran Købmandsskolen. En ungarsk styrke på Garderkasernen havde modsat sig at blive sendt til fronten, hvilket førte til omfattende skyderier i de omliggende gader, også med civile danskere blandt de dræbte. Foto: Nordisk Pressefoto/Frihedsmuseets fotoarkiv, 1945.Bagsiden af ovenstående fotografi.
“Episoden paa Garderkasernen. Udgangspunktet for Episoden paa den tidligere Garderkaserne Søndag Morgen menes at være et Intermezzo, som opstod ved Afsendelse af et Hold ungarske Soldater, der skulde til Østfronten. De ungarske Soldater skal have sat sig til Modværge og være flygtet ind i Kongens Have og ned ad Nørrevold. En Del af dem blev skudt, andre indfanget, medens nogle undslap.” (citat: Daglige Beretninger om Begivenheder under den tyske Besættelse : fra Januar 1944 til Maj 1945, 24. april 1945)
Rudersdal maraton har eksisteret længere tid end jeg har løbet maraton, og det er efterhånden nogle år siden jeg løb det første. Selv om det afvikles i min hjemregion, er det første gang jeg deltager.
Engang gik Rudersdal maraton under navnet Løbemagasinet Rudersdal maraton, så blev det Z Adventures Rudersdal maraton. I dag er der en ny sponsor, så nu går det som Edora Rudersdal maraton – hvis man skal have det hele med.
Løbet arrangeres af Tor Rønnow, der er kendt for at rejse Jorden rundt og gennemføre maraton alt mens han tager en masse foto. Efterfølgende publicere han de mange fotografier på Tor on Marathon.
Løbeturen
Jeg er kommet i god tid og går ned i det lokale fitnesscenter, hvor jeg låse mit bagage ind i et skab. Det er planen, at vende tilbage efter løbet og få et bad. Ren luksus.
Vi passere gennem flere skove på Rudersdalruten.
Dagens udgave af Rudersdal maraton er navngivet “Steve Fuller Marathon”. Det er til ære for amerikanerne Steve Fuller som var den første til at gennemføre et maraton hver af de 50 stater i USA.Hen er noteret for over 280 gennemførte maraton og i over 40 lande. Til morgenbriefingen synes jeg Tor siger, at han har været i alle verdens lande. Steve Fuller er i hvert tilfælde god til at rejse.
Rudersdal maraton afvikles på Rudersdalruten, der er en vandre- og cykelrute opmålte til den officielle maratondistance: 42,195 km. Ruten snor sig gennem Rudersdal kommune.
Primitivt depot ved Vedbæk med vand og lidt frugt.
Løbet er et socialløb, hvor vi løber i grupper med forudbestemte sluttider. Jeg har tilmeldt mig gruppen der skal løbet på 4½ time. Vi er kun to i gruppen, så jeg opgradere til gruppen der løber på 4 timer (vi kommer lidt for hurtig rundt).
Vi starter i Birkerød, løber lidt langs Sjølsø, gennem Rude Skov og kanter lige Gammel Holte. Herefter løber vi lidt nordpå i retning mod Vedbæk, drejer om mod syd og kommer gennem Enrum Skov og senere Jægersborg Hegn. Vi passerer under Helsingørmotorvejen, nord om Søllerød, gennem Holte og retur til Birkerød via Bistrup Hegn og Store Kalv.
Langs Store Kalv (Furesø).
De, der engang har sat ruten, har været gode til at finde de grønne områder i kommunen. Vi kommer gennem lidt af byerne, men der er ingen bysightseeing. På den måde er det lykkedes, at lave en attraktiv maratonrundstrækning i Rudersdal kommune. Skiltningen kunne godt forbedres lidt.
I badet, i fitnesscenteret, er jeg helt klart den eneste der har været ude og løbe et maraton i dag. Nok også den eneste, der har løbet over 5 km.
Dagens arrangement er en fælles produktion af Letting run og K2 maraton. Ruten må vel tilskrives Vejdirektoratet eller hvem det nu er, der er ansvarlige for vores fælles cykelstier.
Vi skal løbe fra Kongens Nytorv til Frederikssund St., sådan cirka. Vi skal løbe C97, som er en af landets supercykelstier. Ruten kaldes også Frederikssundruten og er 42,7 kilometer lang. Ruten “løber hovedsageligt i eget tracé som dobbeltrettet cykelsti i grønne omgivelser langs S-togsnettet”, står på Supercykelstier.dk.
Vi prøver at få varmen ved at bevæge os. Senere kom solen med varmen.
Det første lange stykke ud af København er langs (når Indre By og Nørrebro er overstået) Frederikssundsvej, der bliver til Herlev Hovedgade, som fortsætter som Skovlunde Byvej, Ballerup Byvej og endeligt Måløv Skovvej.
Kort inden Kildedal St. drejer vi af den lange vej, der startede med Dronning Louises Bro og blev til Nørrebrogade, inden den gik over i Frederikssundsvej – og nu må jeg hellere stoppe mig selv. Helt kort: Fra Dronning Louises Bro og de næste 20 kilometer, skal vi ikke dreje. Lige ud af landevejen.
Højbanen, grænsen mellem Nørrebro og Nordvest.
Fra Kildedal St. følger vi S-togslinjen mod Frederikssund, med nogle omveje, hvor den største tur væk fra togbanen er ved Stenløse og Egedal hvor vi må se langt efter skinnerne.
Pizza, ingen bliver fristet.
Dagens overraskelse kommer kort inden Stenløse, hvor Per Foss pludselig kommer løbende i modsatte retning, sammen med tre andre løbere. Det var vist Blå stue der er lukket ud i den friske luft. De præsterede et noget højere tempo end det jeg formår, og det er endda mig, der har vinden i ryggen.
Vi forlader Storkøbenhavn.
Ruten er delt i to, næsten lige lange dele. Storbydelen gennem Storkøbenhavn, hvor landskabet hæver sig lidt efterhånden som vi kommer væk fra havet. På anden halvdel er det landbrugsdanmark og småbyernes landskabet, der er bagtæppet for løbet. Her bugter ruten sig mere op og ned.
Hvilken vej vælger du?
Der er et pænt stykke på cykelsti langs banen på ruten anden halvdel – men “hovedsageligt i eget tracé som dobbeltrettet cykelsti i grønne omgivelser langs S-togsnettet”, er vist en lille overdrivelse, når man kigger på hele ruten.
Den nye by ude på landet; Vingeskudt.
Tillykke til Klaus Grønhøj, der i dag løb sit maraton nummer 200.
Jeg er ikke meget til cannonball med runder på 5,3 km, hvor man skal 8 gange rundt for at samle meter nok til at maraton. Men Morten Brogaard har knækket kode til hvordan man laver et godt byløb! på en 5,3 km rundstrækning.
I dag er arrangementet flyttet ud af Bidstrup Skoven, som plejer at være scenerummet, når vi mødes til Hvalsø cannonball. Vi er i sted i Hvalsø, for vi skal fejre Sabine Korns halvmaraton nummer 100, og hun har adgang til et beboerhus i Hvalsø.
Morgentrafik.
Der er to starter. En klokken 08:00 for maratonløbere og de halvmaratonløbere der har en speciel selvsadistisk trang til at stå tidlig op på en fridag (os på maraton har ikke noget valg). Sovetrynehalvmaratonløberne har muligheden ikke til den anden start klokken 10:00.
Jeg har heldigvis fået et lift med Kent Filsøe fra Høje Taastrup, så jeg kan stå klar til start klokken 08:00. Det er gråvejr, småkoldt, men ingen regn og ikke meget vind. Så det er helt fint til en løbetur.
Morten siger en masse ord til morgensamlingen. Jeg hører ikke ordentlig efter, men fange at der er nogle lyserøde flag og nogle kridtpile. Så går det nok. Fællesfoto og så kan vi komme afsted.
Af en byrute at være, er der bemærkelsesværdig meget andet underlag end asfalt.
Vi starter på asfalt mellem rækkehusene på Brunebanke. Stikvejen bliver til cykelsti og videre på mere asfalt. Det starter ikke specielt opløftende, men Morten har lovet 70 højdemeter på pr runde, så et eller andet må der jo ske på et tidspunkt.
Vi følger cykelstien gennem Den grønne kile – sådan en er der også i Hvalsø – indtil vi kommer til Hyllegårdsvej. Underlaget bliver grov grus, mens vi løber nedenom villaerne på Hyllegårdsvej. Ruden drejer omkring og turen fortsætter retur ad Hyllegårdsvej, nu på asfalt igen. Vi kommer tilbage til cykelstiren og fortsætter mod vest.
Lunden ved Elverdamså.
Via Hyllingård Høje og Elverbakken kommer vi til Frikøbing. Et meget charmerende bylandskab med rundet huse og … . Underlaget er i øvrigt skiftet til grus og bliver snart jord à la markvej. Vi er kommet ud af byen og bum – så kommer der et fedt nedløb. Derefter græssti frem til en lille lund ved Elverdamså. 100 meter trail på rutens smukkeste passage.
Efter at være kommet ned, skal vi op igen. Det at grusvejen langs den lokale skydeklub. Vi rammer atter byen og asfaltunderlaget og ikke længe efter, er vi atter på Brunebanke.
Der er et velassorteret depot, men jeg holder mig til mit eget medbragte energi og fortsætter – i den modsatte retning.
Hanne Riffel og kammerjukker sov længe, så det blev ikke så spændende som man kunne frygte.
For hver omgang skal vi ændre retninger. Ud over at vi ser noget andet, når vores blik er rette i modsatte retninger, betyder det også noget for løbeoplevelse på en varieret og kuperet runde som denne. F.eks. viser det fedt nedløb, sig som rundens høp-bakke, når jeg løber den anden vej. Bakken kommer i to etaper med hældningsgrader der indbyder til gang. (På sidste runde, hvor jeg ikke skal gemme noget til senere, bliver bakken dog taget i løb. Den skal jo opleves).
Selv om der kun er 70 højdemeter på en omgange, bliver det til lidt med 8 omgange for et maraton.
Færdig bliver jeg, som mester Joda ville sige. I beboerhuset er der hjemmebagte boller, kage og kaffe. Det nyder jeg, alt imens dagens løbeoplevelse evalueres i godt selskab.
Jeg når lige at klappe Sabine Korn i mål, inden jeg spadsere op til toget med retning mod Østerbro.
Sabine Korn løb i dag sit halvmaraton nummer hundrede. Tillykke til hende.
10. gang
Hvalsø cannonball arrangeres af Hvalsø Løbeklub. Men det har været enkeltmedlemmer, der har været drivkraften bag arrangementet. Da jeg løb min første Hvalsø cannonball, var det Morten Harboe-Jepsen og Allan Hallin, der trak det tunge læs. Da de slap tøjlerne tog Morten Brogaard Jakobsen over, og det er stadig ham, der er løbschef og altmuligmand, når der afvikles Hvalsø cannonball.
Oftest afvikles Hvalsø cannonball i Bidstrup Skovene, hvor flere forskellige rute er blevet benyttet. Ind imellem tager Hvalsø cannonball på tur og jeg har løbet Hvalsø cannonball i Sagnlandet Lejre og på Orø.
De mange ruter i Bidstrup Skovene gør Hvalsø cannonball til et af de sjællandske cannonball, som jeg holder ekstra af. Bidstrup Skovene er skønne. Der er skøn natur og ikke meget asfalt.
I dag var Hvalsø cannonball rykket ind i byen. Selv om det var lykkedes at lave en god byrunde er det mit håb, at det er i skoven vi mødes næste gang der skal løbes Hvalsø cannonball.
HØP.
Uanset rute og startsted er Hvalsø cannonball altid en god oplevelse. Har du ikke været med, så mød om. Det løb skal du ikke snyde dig selv for. Min begejstring for løbet og ikke mindst Bidstrup Skovene var grunden til, at det var her, jeg sidste år løb mit maraton nummer 300.
Besættelsestiden: I Frederikslund Skov ved Holte står et træ, hvor det ungarske nationalvåben er ridset ind i barken. Hvorfor nu det?
I slutningen af 2. Verdenskrig, hvor det tyske nederlag var uundgåeligt, hvor sovjetiske tropper nærmede sig Berlin fra øst og de vestlige allierede pressede på fra vest, ankom over 12.000 ungarske tropper til Danmark.
Fredsslutningen efter 1. Verdenskrig betød, at Ungarn mistede to tredjedele af sit territorium. I mellemkrigstiden ønskede nationalistiske kræfter de tabte territorier tilbage, hvilket fik Ungarn til at indgå i alliance med Nazityskland fra slutningen af 1930’erne.
Ungarn deltog i angrebet på Jugoslavien i 1941 og 27. juni 1941 erklærede Ungarn krig mod Sovjetunionen. Hvor de ungarske tropper senere oplevede store tab ved floden Don syd for Stalingrad i januar 1943.
I 1944 forsøgte den ungarske regering at forhandle en våbenhvile med de allierede. Da rigsforstander Miklós Horthy den 15. oktober 1944 meddelte, at landet havde indgået en våbenhvile med de allierede, blev Horthy afsat af tyskerne. Ferenc Szálasi fra det nationalsocialistisk Pilekorsparti blev indsat som leder. Pilekorspartiet forvandlede Ungarn til en blodig slagmark og deporterede landets jødiske befolkning til nazisternes udryddelseslejre.
Efter tysk ønske beordrede Ferenc Szálasi en total mobilisering, og der skulle oprettes 14 nye divisioner. Så mange blev det ikke til.
I oktober 1944 trængte Den Røde Hær trængte ind i Ungarn fra øst. Den sovjetiske fremrykning fik Pilekorset og tyskerne til at forberede en evakuering. De nye rekrutenheder blev transporteret mod vest, officielt for at blive uddannet i træningslejre i Tyskland.
Færdiguddannede blev enhederne aldrig. I stedet endte nogle af dem i Danmark.
I 1944 ankom 900 ungarske soldater fra en rekrutbataljon til Høveltelejren. De blev bl.a. sat til at bevogte Nordbanen mellem Lyngby og Birkerød.
Ifølge Søllerødbogen (1986) var der i starten af 1945 forhandlinger mellem den ungarske kommandant og modstandsbevægelsen. På trods af sproglige vanskeligheder og tysk mistanke, opstod der en forståelse mellem parterne om “at ungarerne ved alarmering stillede sig under modstandsbevægelsens kommando, med den særlige opgave for øje at “likvidere” den tyske styrke på Høvelte.”
Det kom som bekendt ikke til krigshandlinger i Danmark forbindelse befrielsen. Og det blev ikke nødvendigt for de ungarske soldater at “likvidere” de tyske styrker på Høvelte.
At forholdet mellem tyskerne og ungarerne var anspændt kan ses af notitsen “Tyskerne smider Ungarerne ud af Høvelte-Lejren” i “Aalborg Amtstidende” 8. maj 1945: “Det har i flere Maaneder været øjensynligt, at der bestod et meget anspændt Forhold mellem de ungarske Soldater som Tyskerne hentede herop, og Tyskerne selv. Ved flere Lejligheder er det kommet til blodige Kampe, og nu er der for Høveltelejrens Vedkommende sket et officielt Brud mellem de to Parter. Tyskerne har tvunget ca. 200 Ungarer til at forlade Lejren, og det meddelelse, at disse nu i Smaaflokke flakker rundt i Nordsjælland”.
Træet i Frederikslund Skov
I Frederikslund Skov er der stadig et spor fra de ungarske soldater i Høveltelejren. I et træ er det ungarske nationalvåben indridset. Træet kaldes Det ungarske træ.
Det ungarske træ i Frederikslund Skov. Marts 2025.
Ud over nationalvåbnet, blev der indridset starten af en nationalistisk bøn fra mellemkrigstiden: HISZEK EGY IBTEBEN / HISZEK EGY HAZÁBEN / HISZEK …., som betyder JEG TRO PÅ ÉN GUD / JEG TROR PÅ ÉT LAND / JEG TROR … Slutningen af digtet, NAGYMAGYARORSLÁF FELTÁDÁSÁBEN (PÅ STORUNGARNS GENOPSTÅEN), kom ikke med. I dag er det noget svært at tyde ordene, og enkelte af bogstaverne er helt væk.
Første maraton i april. Ifølge klimanormalen kan vi forvente 188 soltimer i løbet af måneden og en gennemsnitstemperatur på 7,2°. Fra morgenstunden er vi noget under de 7,2°, men det er da blevet til plusgrader, imens vi indfinder os ved biblioteket i Smørum. Og der tigger soltimer ind på kontoen.
Her er velkendte ansigter fra hele landet. Det er de sædvanlige typer der er mødt op, som observeres når Maraton Danmark arrangerer deres serieløb i forskellige kommuner i Danmark.
Løbet er i gang. Her på siten langs Boesagerskolen.
I denne weekend er der Kommuneserie Øst. Der har været løb i Ballerup og Herlev kommune – som jeg desværre ikke har kunnet deltage i, men i dag får jeg lov at være med, når der skal løbe i Egedal kommune – nærmere bestemt i Smørum.
Vi er udenfor forstæderne, der i denne retning fra København, slutter med Ballerup. Smørum/Smørumnedre må betegnes som satellitbyer til Storkøbenhavn. Området er kendetegnet ved mange villabebyggelser, men der er også lidt rækkehuse og enkelte etagebebyggelser.
Over Kong Svends Høj.
Dagens rute er en 7 komma noget kilometer lang rundstrækning skabt af Per Foss. En habil løber der på Klub 100’s rangliste står noteret for 230 maraton og en pr på 03:18:49.
Som skrevet, starter vi ved biblioteket på Flodvej. Her er også depot for hver omgang og mål, når vi kommer så langt. Vi løber meget på cykel- og fodgængerstierne der ligger i de grønne striber mellem villakvartererne.
Udsigt fra Panoptikon.
Dagens højdepunkter er Panopticon og Kong Svends Høj. Kong Svends Høj, der er det højeste punkt Smørum Sogn. Højen er formentlig fra bronzealderen. Vi skal ikke bare forbi højen, men sågar over den.
Et par hundrede meter inden vi kommer til højen passerer vi Panoptikon, hvor der er en fantastisk udsigt over Værebro Ådal. Her er opsat en halvcirkel i jern med støbte cementkopier af nogle af de markante fund fra oldtiden, som er fundet i Værebro Ådal.
Der er meget asfalt på dagens rundstrækning, men der er også andet.
Garmin påstår at der er lige knap 400 højdemeter på de seks omgange i Smørum. Det i betragtning, er jeg fint tilfreds med en sluttid på 03:41:57, selvom føromtalte Per Foss lige præcis formåede at holde mig nogle meter bag sig ved målgang. Men det er også kun når det er varmt, at jeg kan forvente at være hurtigere end ham.
Fin rute. Masser af gode mennesker. En perfekt måde at spendere en søndag formiddag på.
