Tag-arkiv: PE maraton

PE maraton : Warny 200

Søvang. 17. januar 2026.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:47:54
  • Tempo: 05:24 min/km
  • Hastighed: 11,1 km/t

Løbsoversigt – maraton

PE maraton er taget hjemmefra og har forladt Kalvebod Fælled. I stedet afvikles dagens løb på sydenden af Amager, hvor dagens hovedperson holder til. Warny Saurbrey løber i dag sit maraton nummer 200 og det er på hans hjemmebane, i og omkring Søvang, at vi i dag skal løbe.

Warny løb det første maraton i 2011 – som for så mange andre, var det første maraton en tur gennem Københavns gader til Copenhagen Marathon. Debuttiden var 04:16:52. En tid han senere har forbedret tiden til 03:23:00 i Amsterdam 2024. Ifølge statistikken på Klub 100, har Warny løbet i 15 forskellige lande og i 10 hovedstæder.

Kold tur langs stranden. Bemærk de korte rør! 🥶

Det er jubilaren, Warny Saurbrey, der har kreeret dagens rute. Ruten er en rundstrækning på godt 7 kilometer, som vi, der løber maraton, skal gennemføre 6 gange.

Søvang ligger i Dragør kommune. Det er ikke så tit, der er maraton her omkring. Landskabet er fladt, som på det øvrige Amager.

Dagen tur

Det kan godt være at yr.no, DMI og termometeret siger at det er plusgrader, men det er koldt, særligt i vinden. Jeg venter så længe som muligt med at lægge min hverdagsvinterjakke, men da det er ved at være tid til fællesfoto, kommer jakken i tasken. Herfra må jeg klare mig med min vinterløbejakke.

Efter fotoet er der lige fem minutter til løbet starter, så vi kan blive rigtig kolde.

Af sted kommer vi. Fra startstedet bevæger vi os mod sydvest ad Fælledvej. Vi løber med Søvang på vores venstre side. Lige inden Søvang slutter, drejer vi ned mod stranden og løber ad Parkvej.

Dagens brutale stigning.

Parkvej ender og vi rammer grusstien langs kysten. Jeg ved ikke hvad stien hedder, men den er en del af Amarminoen, så lige her har jeg løbet før.

Det er så disset, at havet ind imellem helt forsvinder, selv om der ikke er langt fra sti til strand.

Grusstien følger vi et godt stykke. Vi forlader stien ved Store Magleby Strandvej som vi løber et kort stykke på, indtil vi finder en sti mellem villaerne i Sydstranden. Herfra er det tilbage mod depotet via Bachersmindevej og Fælledvej.

Som forventet. En flad rute. Eneste stigning er en trappe som kommer når vi skal fra Parkvej og op på grusstien langs havet.

Vi løber alle omgange mod uret. Det betyder, at vi får fuld udbytte af den kolde sidevind, der kommer skråt forfra, når vi løber langs havet. Effektiv nedkøling.

Warny i mål efter sit maraton nummer 200.

Det ender med en sub 4-tid for mig og en del andre. Hvis ikke andet, så fordi det er for koldt at gå. Jeg når lige at skifte til tørt tøj inden dagens mand, Warny Saurbrey, løber i mål. Så er der kagemand, champagne – og vigtigst; varm suppe.


PE maraton # 55 – på tur: Warny Saurbreys maraton nr. 200

  • Arrangører: Philip Reitzel, Warny Saurbrey
  • Land: Danmark
  • Start: Søvang
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7,1 km
  • Underlag: asfalt, grus
  • Deltagerantal: 80
  • Sko: Brooks Glycerin 21

PE maraton

Vestamager. 29. marts 2025.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:41:04
  • Tempo: 05:14 min/km
  • Hastighed: 11,5 km/t

Løbsoversigt

Ole og Per på Ottehøjevej.

Lørdagstur på det flade Amager, ind i mellem i selskab med fine herre på billedet.
Tillykke til Mette Klitmøller, der løb sit halvmaraton nummer 100.


PE maraton # 53 – juleløbet ׀ Mettes halvmaraton nr. 100

  • Arrangører: Philip Reitzel
  • Land: Danmark
  • Start: Kanalvej ved Ugandavej
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7,1 km
  • Underlag: asfalt, grus, jord
  • Deltagerantal: 45
  • Sko: Adidas Ultraboost Light

PE maraton

Vestamager. 21. december 2024.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:46:25
  • Tempo: 05:22 min/km
  • Hastighed: 11,2 km/t

Løbsoversigt

Jeg brugte årets korteste dag på et maraton på Amager – og jeg nåede da hjem, inden solen gik ned.

Maratonet var mit 39. maraton i år. Det bliver ikke til flere i 2024, men 39 er også ét maraton mere end sidste år og dermed det højeste antal maraton, jeg har løbet på ét år.

Årets hurtigste var Copenhagen marathon, hvor jeg løb på 03:13:12, hvilket rakte til en personlig bedste tid. Den største maratonoplevelse i 2024 var Hvalsø Cannonball den 2. marts, hvor jeg løb mit maraton nummer 300. Fantastisk dag i skoven med gode venner.

Maraton pro anno

Klub 100 gældende maraton pr. år fra 2012 til 2024.


PE maraton # 40 – juleløbet

  • Arrangører: Philip Reitzel
  • Land: Danmark
  • Start: Kanalvej ved Ugandavej
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7,1 km
  • Underlag: asfalt, grus, jord
  • Deltagerantal: 57
  • Sko: Adidas Ultraboost Light

PE maraton

Vestamager. 31. december 2023.

Resultat

  • Distance: halvmaraton
  • Tid: 01:40:57
  • Tempo: 04:47 min/km
  • Hastighed: 12,5 km/t

Løbsoversigt

Godt løbet og godt nytår.
Godt løbet og godt nytår.

Letting Run havde intet nytårsløb på programmet i år. Jeg valgte i stedet at løbe årets nytårsløb hos PE maraton på Amager. Det blev et et halvmaraton på Kalvebod Fælled. Der var ikke meget vind og højdemeter skal man også lede længe efter på de kanter.
Alt i alt, en fin morgen i løbeskoene.

View ud over Kalvebod Fælled.

“Langt det meste af området har kun været oven vande siden 1943, hvor det 20 km² store område blev inddæmmet som en beskæftigelsesprojekt. Men naturen, og ikke mindst fuglelivet, indtog det hurtigt. De første 40 år fungerede området som militært øvelsesterræn, men i dag er Kalvebod Fælled en del af Naturpark Amager og frit tilgængelig.
Bag den 40 km lange og fire meter høje dæmning holdes området tørt ved hjælp af omkring 100 km kanaler og afvandingsgrøfter, som leder vandet til to pumpestationer”
(citat: “Skov & strand i Danmark” af Søren Olsen, 2018)

Der var start 08:00 og 10:00. Jeg var på den tidlige start og nåede i mål i tide til at se det andet felt blive sendt afsted.


PE maraton # 29 – nytårsløbet

  • Arrangører: Philip Reitzel
  • Land: Danmark
  • Start: Kanalvej ved Ugandavej
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7,1 km
  • Underlag: asfalt, grus, jord
  • Deltagerantal: 20
  • Sko: Salomon Spectur

PE maraton : en Amagerhistorie

Vestamager. 25. november 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:53:27
  • Tempo: 05:32 min/km
  • Hastighed: 10,8 km/t

Løbsoversigt

Ude på Amager arrangerer Philip Reitzel cannonball-løb. I dag skal jeg løbe med.

I dag skal jeg frem og tilbage med det offentlige. Det sidste stykke af vejen til dagens løb, kører jeg med bus 33 fra Ørestad St.

Bag mig sidder et ungt par. Bussen kører et stop eller to, og så rejser den unge mand sig. Han går hen til bussens midterdør og tager affaldsposen op af den lille skraldespand. Han går tilbage til pladsen ved siden af den unge kvinden. Her starter han en serie af opkast, der ikke er slut, da jeg står af ved Ugandavej.

De kan bygge en ny bydel af beton, stål og glas. Men Amager forbliver Amager.

Til sagen

Fra busstoppestedet ved Ugandavej er der ikke langt at gå til startstedet for dagens løb. Det er køligt og de små vandpytter der er, er spejlglatte. Heldigvis kommer der ingen nedbør og fra morgenstunden er der ingen vind.

Ind i skoven.

Jeg har ikke været her før. Der går lige et øjeblik, inden jeg spotter et strandflag bag naturstyrelsens røde port for enden af Ugandavej. Der er depotet. Der er start og mål for dagens maraton.

Her har Philip Reitzel, der arrangere dagens løbetur, sat en pavillon op med sukkervand, slik og varmt vand til kaffe.

Kalvebod Fælled og Pinseskoven.

Philip er netop kommet hjem efter en måned i Filippinerne. Som en del af dagens morgenmøde, fortæller Philip, at 25,- kr af deltagergebyret går til skoler i Filippinerne. Ganske sympatisk.

Efter morgenmøde og fællesfoto får vi lov at løbe. Vi starter i det åbne, flade landskab. Jeg sætter pris på den manglende vind, med de temperatur der er. Efter én kilometer entrer vi Pinseskoven med sine birketræer.

View til Ørestaden.

Vi kommer ud i det åbne landskab på vestsiden af Pinseskoven og løber ad Granatvej og Ellevehøjvej, der fører os tilbage til birkeskoven. Vi kommer atter ud af skoven. Denne gang på østsiden. Her afslutter vi runden med et langt, lige stykke på Kanalvej.

Turen rundt gentages seks gange for et maraton. På de sidste par runder kommer vinden, som mest mærkes på stykket på Kanalvej.

Jeg kommer ganske fornuftigt rundt i en tid under de fire timer. Der er kun en lille bakke på runden, og det hverken regner eller blæser. Det er meget fint. Det vil være vanskeligt, at finde en undskyldning for at underpræstere.

Cool rabbit.

Og kaffevandet. Det er stadig lunkent nok til at jeg kan lave en kop hurtigkaffe.


PE maraton # 27

  • Arrangører: Philip Reitzel
  • Land: Danmark
  • Start: Kanalvej ved Ugandavej
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7,1 km
  • Underlag: asfalt, grus, jord
  • Deltagerantal: 54
  • Sko: Adidas Energy Boost