Danmarks store filmstjerne

Filmmuse på Vesterbro Asta Nielsen.

Skuespillerinden Asta Nielsen var stumfilmens første stjerne. Og stadig i dag synes der at være noget dragende over hende. På Gammel Kongevej erindres hun med en mindetavle.

Asta Nielsens filmkarriere varede 22 år. På den tid medvirkede hun i 74 film. Størstedelen af hendes filmkarriere var i Tyskland, hvor hun arbejdede fra 1911 til 1936. Herefter vendte hun hjem til Danmark, Hun gik næsten i glemsel, inden der igen kom røre omkring hendes person i årene inden hendes død i 1972.

Asta Nielsens forældre var i 1877 flyttet ind i Gammel Kongevej 9. Her boede de stadig, da Asta blev født den 11. September 1881. På det tidspunkt var faren arbejdsløs og moren trappevasker. Pengene var små!

Asta Nielsen. Postkort efter fotografi udgivet af Verlag Hermann Leiser, 1912. Kb.dk.

Da hun var halvandet år gammel skaffede en onkel et arbejde til faren på en kornmølle i Malmø, og familien flyttede over på den anden side af Øresund. Her blev de i syv år, inden de vendte tilbage til København.

Fødsel

I “Den tiende muse” skriver Asta Nielsen: “Da jeg kom til verden, fik min moder en frygtelig forskrækkelse. En tyk, sort pandemanke dækkede mit ansigt til næsetippen, hun troede, jeg var født uden øjne. Men da jordemoderen strøg håret til side, skal et par øjne af en så eventyrlig størrelse have åbenbaret sig, at de alle brast i latter. Med en vis stolthed fortalte moder ofte, at når hun senere spadserede med mig på gaden i barnevogn og mødte bekendte, at de, når de stak hovedet ind under kalechen for at beundre den lille, med et skrig trak hovedet tilbage af forskrækkelse over de kæmpeøjne, der mødte dem inde fra puderne.”

Mindetavlen

Tavlen findes over døren til Gammel Kongevej 9. Teksten på tavlen er:
“I DETTE HUS FØDTES / ASTA NIELSEN / DANMARKS FØRSTE / STUMFILMSTJERNE / FØDT 11 • 9 • 1881 / GL. KONGEVEJ 9. 5. SAL / DØD 25 • 5.1972 / KØBENHAVNS KOMMUNE”

Mindetavle på huset Gammel Kongevej.

Litteratur:
Asta : mennesket, myten og filmstjernen : en biografi af Poul Malmkjær. Haase, 2000.

Kilde: Stræderne i København. 2012, januar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.