Marathon am Meer : løb ved Husum

Husum. 26. maj 2024.

Resultat

  • Startnr.: 103
  • Distance: maraton
  • Placering mænd: 8 af 49
  • Placering mænd 50-54 år: 3 af 10
  • Tid: 03:29:02
  • Tempo: 04:57 min/km
  • Hastighed: 12,1 km/t

Løbsoversigt

I en af løbegrupperne på annoncetjenesten Facebook kom en opfordring: “Prøv et maraton syd for den dansk-tyske grænse”. Jeg blev ramt af et impulskøb – og inden jeg havde tænkt mig om, havde jeg købt et startnummer til Marathon am Meer i Husum.

Senere opdager jeg, at Marathon am Meer er delstatsmesterskab for Slesvig-Holsten, hvorfor jeg må formode en god del af de 120 deltagere er pænt hurtige.

Jeg har min søn, Andreas, med på turen. En art far og søn roadtrip. Vi ankom til Husum i går og har overnattet i et lokalt gasthaus. Med knap 24.000 indbyggere kan Husum vel betegnes som en mindre provinsby i marsklandet i det vestlige Sydslesvig. Den ældste kendte navn for byen er Husumbro (Bro mellem husene) fra 1252.

Aftensmad i Husum.

Vi var på Weihnachtshau og vandrede rundt i Husums hyggelige gader. Kaffen blev drukket på Tina Cafe og jeg carbloadede på Osteria bei Peci.

Løbsdag

Nu befinder vi os nord for Husum by, ved Schobüll (Skobøl) hvor der er start, depot og mål for Marathon am Meer.

Startområdet ligger lige uden for Schobüll på kanten af marsken, men lidt oppe i landskabet ligesom Schobüll. Jeg får mit startnummer. Andreas får bilnøglen og min mobiltelefon, med besked om ikke at bruge alt strømmen på bilens batteri og gerne tage nogle stemningsbilleder fra løbet.

Startområdet med teltet hvor deltagerne henter numre og chips til tidtagning.

Jeg hilser på Karen og og Hans, som jeg mest kender fordi Karen lavede ruten til et mindeværdigt Regions-løb ved Skærbæk. Resten af de fremmødte er tyskere.

Det bliver tid til løbsbriefing. Da det foregår på tysk, forstå jeg ikke det hele. Men mon ikke det går alligevel.

Vi starter med at løbe 50 meter ned mod vandet, kun for at vende rundt og løbe op mod Schobüll. Vi fortsætter i udkanten af byen, mod syd ad Alte Dorfstraße og videre ad Deichweg. Sidstnævnte gadenavn siger noget om dagens rundstrækning. Vi fortsætter ad en cykelsti på ydersiden af Nordsee-Deich, der beskytter Husum og omegn mod Vadehavets vandmasser.

Et par løbere i Schobüll. Foto: Andreas K. Hundebøll.

På turen langs diget, løber vi blandt en masse får. Det er det, der kendetegner løbet. Diget og marskens får.

Vi passerer badestranden ved Wunderbar am Dockkoog og fortsætter ind ad mod Husum. Vi kommer dog ikke i nærheden af Husum by, for lidt nede ad Dockkoogstraße drejer vi 180° omkring og løber tilbage til diget. Herfra løber vi tilbage til start- og målområdet på indersiden af diget. Her er også får, men ikke så mange som på ydersiden. De sidste par kilometer af rundstrækningen, er de samme som på udturen.

På vej i depotet ved start/mål. I det fjerne ses Vadehavet. Foto: Andreas K. Hundebøll.

Rundstrækningen er et kvartmaraton, så jeg må fire gange rundt. Der er depot med vand og cola ved start/mål, og så er der to depoter ude på strækningen.

Depoterne er ikke optimalt placeret. Det første kommer efter godt seks kilometer og det næste efter 8,5 kilometer. Det giver et langt stræk på udturen uden vand, til gengæld så rigeligt med vand på vej ind mod depot, og til sidst mål. Og i dag er det med vand vigtigt, for det er allerede lunt ved start og temperaturen går kun en vej: Opad.

Løber i landskab. Foto: Andreas K. Hundebøll.

Efter tre og en halv time er jeg færdig. Tænker det er vigtigt at præstere godt, når jeg er i udlandet og repræsentere klubben – og en tredjeplads i min aldersgrupper er vel godkendt?


Marathon am Meer

  • Arrangører: Husumer Sportverein
  • Start: Festwiese, Schobüll
  • Land: Tyskland
  • Distance: maraton, stafetmaraton
  • Underlag: asfalt
  • Deltagerantal: 120
  • Sko: Adidas Ultraboost Light

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.