Tag-arkiv: Blokhus

Blokhus maraton : bag klitterne og på stranden

Blokhus. 6. august 2023.

Resultat

  • Startnr.: 8062
  • Distance: maraton
  • Placering samlet: 35 af 99
  • Placering mænd: 30 af 77
  • Tid: 03:52:49
  • Tempo: 05:31 min/km
  • Hastighed: 10,87 km/t

Løbsoversigt

Ved feriebyen Blokhus på den Nørrejyske Ø arrangerer Saltum Trim maraton med mere. Det lyder jo dejligt med et løb nær havet og i landskabet bag klitterne.

Jeg har ikke studeret ruten hjemmefra og er kommet afsted med et par trailsko. Allerede inden løbet kigger jeg lidt på Google Maps og Open Street Maps og konstaterer, at det er en fejl. Størstedelen af ruten er henlagt på asfalt og tæmmede grusveje. Men det går nu nok.

Humøret er højt på første runde.

Der er start på Torvet i Blokhus klokken halv ti. Den lokale udgave af en borgmester holder en metermålsvelkomststale. Den er ikke så lang og det er godt, for starten nærmere sig. Selv om vi er langt hjemmefra, når vi at hilse på flere gode løbevenner i startområdet.

Så er det afsted – i det mindste for mig. Mette, og de andre halvmaratonløbere, starter 2 timer efter maratonfeltet.

Vi starter med at løbe ud ad Klitgaardsvej og drejer videre ud ad Pirupshavrrevej. Asfalt. Der er fartholdere til sluttider på 03:30, 03:45, 04:00, 04:15, 04:30. Efter et par kilometer konstater jeg, at fartholderen til 04:15 holder et højt tempo. De siger, at det er for at have lidt på kontoren til stranden, der venter på den sidste del af runden.

På stranden.

Runden vi løber på er et kvartmaraton langt. Asfaltvejene afløses af grusveje i sommerhuslandskabet nord for Blokhus by. Der er en enkelt gåbakke – ellers er der ikke betydende højdemeter på ruten. Vind er der heller ikke meget af, undskyldningerne for at løbe under niveau er få.

Omtrent halvvejs på runden er der et depot med vand, cola og frugt. Herefter følger et lille stykke med asfalt, inden vi sætter retning mod Jammerbugten og strandsandet. Størstedelen af turen mod havet er grusvej, men der er også lidt jordvej.

Sandet på stranden ved Blokhus er fast og let at løbe på. Så her er heller ingen undskyldning for et eventuelt skuffende resultat på dagen løb. Det er noget helt andet, end det man løber i til North Sea Beach Marathon. Og så er der tilladt bilkørsel på stranden her ved Blokhus, hvilket forringer herlighedsværdien en hel del.

Fartholderne til en sluttid på fire timer.

Jeg nærmer mig Blokhus med de karakteristisk hvide badehytter på stribe langs klitterne. Det sidste stykke fra stranden og op til Torvet løbes på asfalt. Så er det forbi depotet i målområdet og ud på næste omgang.

Omgangstempo

  • 05:38 min/km
  • 05:32 min/km
  • 05:28 min/km
  • 05:24 min/km

Det bliver til fire omgange. Et maraton i Jammerbugt kommune. Så kan jeg hakke den af på kommunemaratonpladen. Jeg kom i mål før fartholderne på 04:00, så alt er godt – og det er da heldigt, når nu løbet ikke tilbyder nogle undskyldninger for at underpræstere.

Hr. Kuhlmann beviste i dag, at man godt kan gennemføre et maraton på bagkanten af en brandert og komme i mål på under fire timer – hvis nogle skulle være i tvivl. Om det var kønt, vil jeg lade de der løb sammen med Kuhlmann vurdere.

Målgang med højt humør.


Blokhus maraton # 15

  • Arrangører: Saltum Trim
  • Land: Danmark
  • Start: Tovet, Blokhus
  • Distance: maraton, halvmaraton, kvartmaraton, 5 km
  • Underlag: asfalt, grus, sand, jord
  • Deltagerantal: 918
  • Sko: Salomon Speedcross 6

Blokhus maraton