I weekenden afholdt Greve Trim Sydkystløbet; forårsudgaven.
Løbet start og mål var på løbebanen ved Greve Idrætscenter. Herfra løbedes ad småveje, cykel- og gangstier til Ishøj langs Køge Bugt Motorvejen. Mellem Ishøj og Vallensbæk drejede ruten ned forbi Ishøj Idrætscenter og videre til Strandparken. Ruten rundede Arken og hvorfra der løbedes retur mod Greve via Hundige Havn. Hele turen rundt er et halvmaraton, så for at nå op på en helt maraton gennemløbes den to gange.
For mig startede det fint. Det rumlede godt nok lidt i maven fra morgenen af. Jeg kom jeg godt fra start løb fortrøstningsfuld om Ishøj.
Da jeg nærmede mig Greve Idrætscenter første gang konstaterede jeg, at et toiletbesøg var nødvendigt inden jeg begav mig af sted på anden runde. Selv om jeg brugte nogle minutter på at tømme ud kom jeg under de to timer på første halvdel af løbet. Og efter at have været på toilettet følte jeg mig okay til resten af løbet.
Frem til omkring de 32 km hold jeg et fint tempo, men så punkterede jeg fuldstændigt. Jeg kunne ikke indtage ret meget. Det jeg indtog ville ud igen med det samme og nu var der ikke mere at løbe på. Herfra var der modvind – både mentalt og fysisk.
Jeg fik dog kæmpe mig genne de 42,195 km. Tiden er ikke noget at snakke om og i forhold til den fysiske træning fik jeg ikke noget godt ud af løbet. Mentalt fik jeg lov at træne løb på nærmest ingenting på de sidste 10 km.
Det er sjældent at jeg løber maraton for en god tid, men i dag havde jeg et mål. Jeg ville løbe et maraton på under tre timer og 30 minutter – og dermed sætte PR.
Planen var klar. I starten skulle fokus være på at holde farten ned og ikke lade sig gribe af stemningen. Når løbet var kommet godt i gang skulle tempoet holdes ind til jeg rundede de 35 km. Håbet var, at der var til lidt ekstra på de sidste 7 km.
Overordnet holdt det. Ville gerne have løbet en lille smule hurtigere på strækket fra 10 til 20 km. Ikke meget, bare 5 sekunder pr km hurtigere.
Ved halvmaraton gik remmen på mit Garmin-ur i stykker. Jeg fik uret med, men det havde ikke haft godt af faldet ned på asfalten. Herfra havde det svært ved at finde satellitterne og det tempo som uret viste var ikke til at regne med. Rimelig belastende når nu jeg troede jeg havde et kvalitetsur.
På trods af ur-problemerne lykkedes det har holde et stabilt tempo fra til 35 km. Et par km tidligere havde jeg tændt mp3-afspilleren. Klikkede mig frem til Ensiferum; From Afar og trykkede lidt på speederen. Som jeg havde håbet, var der til lidt ekstra og tempoet røg op på 04:41 min/km.
Ved 40 km skiftede jeg til Finntroll; Solsagan og jeg gav alt der var tilbage. Tror jeg kom til at growle med på starten. Så har København også oplevet en growlende maratonløber.
De sidste 2 km blev tilbagelagt i et tempo på 04:27 min/km og jeg kom i mål med en tid på 03:25:16. Mission sub 03:30; veludført!
Forårsultra på Bornholm: I weekenden blev der løbet Fyr til Fyr. 59 km langs kysten fra Dueodde Fyr til Hammeren Fyr. Jeg var med.
Den dag dejen til Bornholm var færdig glemte bagerne at rulle dejen ud med kagerullen. Derfor er Bornholm ikke en stor, flad pandekage, men en forholdsvis lille og kuperet ø. Det fik vi en smagsprøve på til trailløbet Fyr til Fyr.
Efter at startsknaldet læd ved Dueodde Fyr, Bornholms sydligste punkt. Vi løb fra fyret til stranden. Herfra var der nogle flade og sandede kilometer vi fik serveret. Efter godt 8 km var det slut med sand og strand. Vi fik mere fast grund under fødderne og de første højdemeter indfandt sig.
Ved Svaneke Fyr, en lille fyr på kun 18 meter, ligger løbets første depot. Jeg fyldet den ene af mine vandflasker med frisk vand. Drak vand, lidt cola. Spiste en halv banan – og så var det med at kommer videre.
Drikkevare udleveres kun til egen medbragt kop. Bæredygtigt.
Særligt på sidste halvdel af løbet fik vi at mærke, at det går op og ned på Bornholm. Og det hele endte med en opstigning af Hammerknuden fra havsiden. Hvis vi skulle have glemt det, fik arrangørerne mindet os om, at vi have 59 km i benene. Op kom jeg og klappede Hammeren Fyr: Mål!
Fyr til Fyr er et trailløb, men ind imellem er der nogle asfaltkilometer for at binde det hele sammen. Det er en meget smuk rute. Sine steder er det også en krævende rute hvor løberne må se sig for, for at undgå vrid eller spektakulære fald.
Jeg så nu hverken nogen kommer til skade eller falde. Det kan vel kun betyde, at jeg udelukkende var omgivet af agtpågivende og dygtige løbere.
For mit eget vedkommende, så kom jeg i mål under ølgrænsetiden. Alle der gennemfører Fyr til Fyr på under 6 timer og 12 minutter får en gratis øl fra bryggeriet Mikkeller. Jeg ville gerne have løbet en lille smule hurtigere på de sidste 20 km, men det overordnede mål med løbet var at få en gratis øl. Det fik jeg. Missionen er udført. Jeg er tilfreds.
Fyr til Fyr fotos
Dueodde Fyr, er bygget i 1960-62 og blev taget i anvendelse onsdag den 15. august 1962. Det er 47 meter højt.
På vej mod stranden.
Ruten følger de gamle redningsstier langs Bornholms kyst.
I dag blev der løbet juleløb i Skodsborg. Årets længste nat ligger efterhånden et par døgn tilbage. Hjulet drejer og det bliver igen lysere. Jeg har fri fra arbejde. Det er jul.
Jeg startede min juleferie med ny-traditionen; julemaraton i Skodsborg. Her var mødet en hel del nisser frem som tøffede rundt mellem skoven træer. Nogle lidt hurtigere end andre.
Vejret var mildt. Skovbunden smattet. Der var mødt 139 løbere op, at dem løb 65 maraton.
Jeg havde en fin dag i løbeskoene og løb min hidtil bedste tid på den klassisk Skodsborg-skovrute: 03:54:19.
I øjeblikke løber jeg færre asfalt-kilometer og flere på skovveje og naturstier. Det er som forberedelse til mit tur til Algeriet i uge 9 hvor jeg skal løbe solidaritetløbet Sahara Marathon. Løbet har til formål at øge den internationale opmærksomhed om situationen for flygtningede fra Vestsahara.
Næsten fire årtier er gået uden at det internationale samfundet har kunnet løse konflikten. Flygtningene er udelukkede af deres eget land, lever i flygtningelejrene i Tindouf-provinsen, Algeriet.
Årets udgave af Sahara Marathon er den 15. udgave af løbet. Til start står der løbere fra mere end 20 lande. Frem til afrejsen har jeg gang i en indsamling til skoler i flygtningelejrene. Jeg bliver super glad hvis du smider et par kroner.
Holger Danske maraton er genopstået. Ruten er den samme for 30 år siden. Løbet er en tur fra Helsingør ad Nordre Strandvej til Gilleleje og tilbage igen. Ruten er flad og her engang i fordums tid være DM-rute.
Startskuddet lød 9:30. Med temperaturer lidt over frysepunktet er det koldt, men efter et par kilometer fik jeg varmen.
I depoterne er engangskrusene med vand droppet. I stedet er i det første depot en foldekop til løberne. Den bruges resten af vejen når der skal tankes væske. I depoterne er der i øvrigt energidrik, cola, vand og frugt. Idéen med foldekop er god, men på udturen var spredningen af løbere ikke så stor, så der var lige lovlig mange løbere til vandkanderne i depoterne.
Termometeret viser plusgrader, men med chillfaktor fra en kølig og frisk vinde fra sydøst, føles det noget koldere. Det er fint nok på turen til Gilleleje, men tilbage med mod/sidevind er det koldt. Og kulde er ikke god for min motivation.
Tempoet går ned sammen med kropstemperaturen. Men på de sidste 10 km tager jeg mig sammen og kommer ind på en tid lige under de fire timer.
Lige for tiden er træningsfokus på Sahara Marathon solidaritetsløb til fordel for flygtningene fra Vestsahara. Løbet løbes i slutningen af februar. I forbindelse med at jeg skal til Algeriet og løbe solidaritetsløbet har jeg gang i en indsamling til skoler i flygtningelejrene. Jeg bliver super glad hvis du smider et par kroner.
I weekenden blev der løbet ultratrail fra Egå til Ebeltoft. 58 kilometer med omtrent 500 højdemeter.
Dagen i forvejen var jeg rejst til Odder, hvor den éne af mine storesøstre bor. Her overnattede jeg og hun var så venligt at køre mig til startområdet i Egå på løbsdagen.
Efterårssolen strålede smukt fra morgenen. Ved Åkrogen i Egå gjorde halvandenhundrede ultraløbere deres entre. Alle klar på en rask løbetur ud på Jyllands næse.
Ruten var nøje lagt, så vi kom gennem mange naturskønne områder og rundt om Kalø Slotsruin.
Der var højvande så nogle af passagerne langs kysten var ekstra udfordrende. Vi måtte løbe på de store sten der gør det som kystsikring i uvejr.
Et sted var stenene så tilgroede at det var svært at se hvad der var sten og hvad der var dybe huller mellem stenene. Jeg og de der var omkring mig kom sikkert igennem. Jeg måtte et enkelt sted gribe ud efter en gren for at holde balancen. Det svære var det en gren af den slags der har tårne.
På ruten var der to depoter. Et lige før Kalø Slotsruin og et i Mols Bjerge. Da jeg nåede det sidste depot var jeg godt og grundig træt. Tempoet var røget ned, men jeg holdt mig trods alt løbende. Jeg løb meget roligt de næste kilometer og fandt derefter energi til at sætte lidt mere fart i skoene på de sidste 8 km.
At løbe Molsruten er en meget smuk oplevelse. Masser af klassisk dansk natur med strand og skov. Prøv det, og husk: “Det er bare noget vi lejer” som løbsleder Moses Løvstad sagde lige inden start.
Først løb jeg et seks timers løb, så fordoblede jeg til 12 timers løb for et år siden. Anden weekend i august var det tid til at fordoble timetallet igen og teste udholdenheden på 24 timers løbet i Viborg.
Klokken 12:00 lørdag blev løbet sat i gang. Herfra var der 86.400 sekunder til at løbe i.
Løbet blev afviklet på en rute rundt om Søndersø. Mål, start og depot var på vestbredden af søen. Fra start løbes der mod syd, og ruten rundede sydspidsen af søen via Søndersøvej. På østsiden blev der løbet på en grussti langs søbredden op til Kloster Allé. Vandrestien langs søens østside blev anlagt af unge arbejdsløse i et kommunalt beskæftigelsesprojekt i 1932-1933. Aktivering er ikke noget nyt fænomen.
Fra Kloster Allé fortsatte ruten ad Randersvej-broen og derfra sydpå ad en asfalteret sti tilbage til målområdet. Hver runde var 5,71 km lang.
Søndersø er den største af de to bysøer i Viborg. Søen dækker 145 hektar, hvor den lidt mindre Nørresø dækker 123,4 hektar. I mange årtier blev spildevandet fra Viborg ledt urenset ud i Søndersø, hvilket gav en lav vandkvalitet og en mindre flatterende stank. Sådan er det heldigvis ikke mere, men søbunden er stadig dækket af et tykt lag fosforholdigt slam.
Nær målområdet var der et område reserveret til singleløbere. Her havde vi hvert vores telt med eget depot, ekstra tøj/udstyr og eventuelle supportere, der kunne hjælpe. Jeg havde god support fra kæresten og sønnen, der gjorde hvad de kunne for, at jeg kunne holde mig i gang.
De første 12 timer gik stort set efter planen. Det regnede og blæse fra start. Først på aftenen stilnede regnen af og senere aftog vinden også. Ved midnat nærmede jeg mig de 100 kilometer og var ved godt mod. Jeg havde dog været en tur forbi toilettet med lige lovlig tynd mave. Jeg fortsatte og håbede det var det.
Lidt over midnat var sønnen faldet i søvn i teltet, og kæresten var taget på hostel for at sove. Jeg var alene i mørket, men havde Eluveitie og Korpiklaani klar på mp3-afspilleren. Det blev dog ikke mørket, der blev udfordringen, men mit fordøjelsesapparat. Jeg havde tilsyneladende mistet evnen til at optage både flydende og fast føde. Hver gang jeg så et toilet, måtte jeg ind og tømme tarmene og ustandseligt måtte jeg stoppe og tisse. Det føltes som om, der kom mere ud, end jeg indtog. Samtidig kunne jeg konstatere at tempoet var dalet drastisk – og jeg måtte også til at gå ind i mellem. Jeg fortsatte dog frem til daggry.
Da solen stod op var tanken om at stoppe tænkt første gang. Jeg løb langsommere end en pensionist med rollator i modvind. Da kæresten kom ved syv-tiden søndag morgen var tanken blevet til beslutning. Det gav ikke længere mening at fortsætte, og jeg trak stikket. Hun kørte mig tilbage til hostlet, hvor jeg fuldstændig tømt – sådan rent fysisk – og med lidt feber kravlede i seng. Det blev derfor kun til godt 130 km på 19 timer og 23 minutter.
Efter løbet mener jeg stadig det var den rigtige beslutning at stoppe. Selvom jeg selvfølgelig havde drømt om flere kilometer, er jeg tilfreds med min egen indsats. Det første halve døgn gik godt. Derefter kæmpede jeg en brav kamp for at komme gennem natten – og da det nærmede sig det absurde, havde jeg overblikket til at stoppe, inden legen blev alt for absurd.
Træning uge for uge
Uge
Træning
21
Løb: 50,52 km; gennemsnitstempo 05:38 min/km
22
Løb: 70,59 km; gennemsnitstempo 06:36 min/km BodyCombat: 1 x 60 min CXWorx: 1 x 30 min
23
Løb: 33,45 km; gennemsnitstempo 05:36 min/km BodyCombat: 1 x 60 min BodyPump: 1 x 60 min
24
Løb: 108,69 km; gennemsnitstempo 05:27 min/km BodyCombat: 1 x 60 min
25
Løb: 89,89 km; gennemsnitstempo 05:30 min/km BodyCombat: 1 x 60 min CXWorx: 1 x 30 min
26
Løb: 75,52 km; gennemsnitstempo 05:56 min/km BodyCombat: 1 x 60 min BodyPump: 1 x 60 min
27
Løb: 81,53 km; gennemsnitstempo 05:27 min/km BodyCombat: 1 x 60 min BodyPump: 1 x 60 min
28
Løb: 111,19 km; gennemsnitstempo 05:30 min/km BodyCombat: 1 x 60 min BodyPump: 1 x 60 min
29
Løb: 91,17 km; gennemsnitstempo 05:16 min/km BodyCombat: 1 x 60 min CXWorx: 1 x 30 min
30
Løb: 107,50 km; gennemsnitstempo 05:30 min/km BodyCombat: 1 x 60 min CXWorx: 1 x 30 min
31
Løb: 60,45 km; gennemsnitstempo 05:27 min/km
32
Løb: 146,51 km; gennemsnitstempo 08:35 min/km heraf 24 timers løbet i Viborg: 131,33 km BodyCombat: 1 x 60 min CXWorx: 1 x 30 min
Nicholas Feltsen er løber og løbecoach – og så arrangere han cannonball-løbet Rundt om Solen der løbes på grænsen mellem Hvidovre og Valby.
Ruten er godt 7 km lang og kommer gennem Valbyparken og Kystagerparken – og passere Harrestrup Å. Mål og starter er på Bjerget nær Åmarken. For at nå op på maratondistancen løbes ruten 6 gange – og hver omgang byder på en tur op og ned af Bjerget hvor der er depot.
Bjerget i Kystagerparken er omkring 17 meter højt. Den nederste del af bakken stammer fra udgravningen til Kongens Bryghus i 1957. Resten er jorden fra byggeriet af Hvidovre Hospital i slutningen af 1960erne.
Rundt om Solen er et forholdsvis nyt løb. Det blev afholdt første gang i april og i dag var første gang jeg stillede til start.
Jeg stillede primært op for at få nogle kilometer i benene inden 24 timers løbet i Viborg i august, men Rundt om Solen skulle om alle omstændigheder prøves på et eller andet tidspunkt.
Løbet startede klokken 9. På toppen af Bjerget står en metalskulptur kaldet “solen”. Den rundede vi inden det gik ned ad bakken. Ved bunden ramte vi en asfalteret sti som vi fulgte mod Valby Parken.
Solen var på fra starten af løbet og der var ingen der var i tvivl om at dagens udfordring blev varmen. I Valby Parken løb vi ad poppel alléen og videre ad nogel hyggelige stier gennem træbeplantning. Her var skygge!
Herefter løb vi retur mod Kystagerparken. Her fulgte ruten havet omtrent en kilometer mod syd, hvor vi drejede rundt og løbes retur gennem Kystagerparken. Runden sluttede med en fin stigning op ad Bjerget til depotet. Vand, banan, cola, mere vand – og så afsted igen.
Jeg holdt et nogenlunde stabil tempo. Men det holdt hårdt på de sidste 10 km. Jeg måtte citere Jens Voigt ord “shut up legs” og sætte Eluveitie på mp3-afspilleren for at trække mig i mål.
Rundt om solen er et fint cannonballløb. Ruten er flot. Underlaget er en blanding af asfalt og grussti. Der er masser af grønt for øjnene. Det er muligt at løbe distancer fra 7 km til maraton, så de fleste kan være med.
Bagsværd Sø løbet har start og mål nær Bagsværd Rostadion. Bagsværd Sø løbet arrangeres af Bagsværd Atletik Club og afholdes en gang om måneden. Ikke langt fra mål ligger desuden Aldershvile Slotsruin. Slotsruinen ligger tæt på løberuten, men løberne kommer ikke forbi ruinen. Men den ligger indenfor gåafstand fra start- og målområdet.
Slottet Aldershvile blev opført i 1782. Johan Theodor Holm de Holmskiold var bygherren, og det blev tegnet af arkitekt Joseph Guione.
“Stilmæssigt var Aldershvile Slot bygget i empire. En enkel stil med hvide mure, vinduerne i rolig rytme henover facaderne og en kraftigt betonet gesims.” (citat: På sporet af Aldershvile og Grevinden af Bagsværd af Eva Molin)
I 1794 blev stedet overtaget af den landsforviste svenske greve Adolf Ludvig Ribbing, der havde deltaget i mordet på den svenske konge Gustav III. Efter en ulykkelig forelskelse emigrerede svenskeren til Paris.
Omtrent 100 år efter i år 1900 købte Angelica Pierri slottet. Angelica var vokset op hos en plejefamilie på Nørrebro. Plejefamilien drev en beværtning.
Som 20-årig blev Angelica gravid med en rigsgreve, der besøgte plejeforældrenes beværtning. Greven forsvandt hastigt. Angelica blev gift, skilt og gift igen. Hendes anden mand var Adolf Goertz. Han var rig og ejede en diamantmine i Sydafrika. Adolf døde af tuberkulose efter tre års ægteskab.
Tilbage i Danmark og med penge på lommen købte Angelica Aldershvile slottet i Bagsværd. Pludselig var rigsgreven interesseret igen; parret blev gift, og Angelica fik titel af grevinde. Deres ægteskab holdt to år. Efter skilsmissen giftede Angelica sig med en rig kunsthandler. De blev skilt i 1907. Angelica blev gift igen. Denne gang med en jockey. Et af hans talenter var at bruge af Angelicas penge på fester og heste.
I 1909 nedbrændte Aldershvile slot. Forsikringssummen dækkede ikke en genopførsel af bygningen. Efter et års tid var pengene sluppet op, og ægteskabet hang i laser. Angelica blev nok engang skilt.
I 1911 solgte Angelica slotsgrunden med ruinen til hendes tidligere ægtemand, kunsthandleren Gustav Meyer. Selv flyttede hun til Vesterbro. I 1914 begik Angelica Pierri selvmord. Hun efterlod en gæld på 60.000 kr. Slotsruinen er der endnu.
Tilbage til løbet
Bagsværd Sø løbet har to distancer, 5 km og 10 km. Ruten har lidt højdemeter på den første kilometer, men rummer ellers ikke de store udfordringer. Løbet på 10 km byder på en smuk tur rundt om Bagsværd sø.
Løbet bliver afholdt en gang om måneden. Første gang, det blev afholdt, var i 1972. Forplejningen i målområdet består af vand, energidrik og frugt.
Med stigningerne på den første km synes jeg hurtigt, at jeg kunne mærke gårsdagens maraton i benene. Jeg holdt tempo, og efterhånden som jeg fik varmen, fik benene det bedre.
Løbet videre gik fint. Jeg hentede et par løbere undervej og løb stabilt. Det tog omkring 44 minutter at løbe de 10 km. (Da der ikke bruges chip til tidtagning, kommer den officielle tid kommer først efter et par dage). En helt tilfredsstillende tid dagen efter et maraton.
Med 42.195 km på sandstanden ved Vesterhavet er North Sea Beach Marathon ikke helt som de andre danske maratonløb.
North Sea Beach Marathon (NSBM) har start og mål ved fiskeribyen Hvide Sande, der ligger på landtangen Holmsland Klit mellem Ringkøbing Fjord og Vesterhavet.
Hvide Sande er en ny by, der blev bygget om omkring sluseanlæg mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord, som blev bygget i 1931. NSBM er også et forholdsvist nyt løb. Det blev arrangeret første gang i 2000.
De 42.195 km i sand er selvsagt en 42.195 km opslidende løberejse. Der ud over har løbet en uforudsigelig, men ikke ubetydeligt, ubekendt: Vejret. Ved Vesterhavet blæser det som regel, men vindstyrken variere og er det en af de dage hvor den rigtig tager fat, kan sandet blive det mindste problem.
Fra Hvide Sande løbes der mod syd. Herfra løbet et halvmaraton til Nymindegab hvor der vendes rundt og løbes retur mod nord.
Da løbet startede var der vinde fra nord. Men hvad gør det nå vi skal starte med at løbe syd på?
Den sidste vejrudsigt jeg havde tjekket sagde 16° grader og skyet. Jeg havde der derfor taget en løbeundertrøje indenunder min singlet. Undertrøjen kom dog hurtigt af og i rygsækken for der var mere sol end skygge på stranden.
Fra starten var jeg klar over at dette ikke blev et hurtigt maraton. Jeg kunne hurtigt konstatere at det blev et langt maraton. Den rute vi som løbere valgte gennem sandet, var længere end den rute løbsledelsen havde opmålt.
Første halvdel af løbet gik som planlagt med et tempo omkring 6:00 min/km. Nymindegab ligger i den sydlige ende af Ringkøbing Fjord. I tidligere tider var udløbet fra fjorden til Vesterhavet her. Det var heromkring vi skulle dreje rundt og løbe retur.
Straks jeg vendte mig om for at løbe tilbage mod Hvide Sande ramte vinden. Da jeg have løbet mod syd havde det føles som en mild sommerdag, efter vendepunktet blev det koldere og det føltes mere som en kølig efterårsdag.
Vejret var det samme, men virkningen af vinden var markant. Det blev en hård tur tilbage. Sandet var tungt og det var løbet op så det var svært at finde en god rute. Men tilbage kom jeg med mere end 44 kilometers sandløb i benene.
Jeg kom i mål som nummer 38. Ved halvmaraton lå jeg som nummer 67. Selv om det gik langsom, fik jeg overhalet en del på turen tilbage til Hvide Sande.
Selv om NSBM blev et noget langsommere sandmaraton end planlagt, var det en godt følelse at løbe i mål med saltvand og sand i skoene. Det var en flot tur på stranden mellem havet og klitterne. Og det var en ganske særligt oplevelse at løbe et maraton med bølgeskvulp som lydkulisse fra start til slut. Mp3-afspilleren kom aldrig op af rygsækken.
Strandløb
Fotos fra North Sea Beach Marathon 2014. Foto: Signe Højgaard og Sune Hundebøll.
