Tag-arkiv: Kolding kommune

Kommuneserie Vest : honningkagebyen

Christiansfeld. 9. november 2025.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Placering: 13 af 42
  • Tid: 03:57:03
  • Tempo: 05:37 min/km
  • Hastighed: 10,7 km/t
  • Samlet placering: 7 af 38
  • Samlet tid: 11:48:50

Løbsoversigt

Kommuneserie Vest 2025 3/3: Sidste dag på årets Kommuneserie Vest. Men først lidt om lokalitet, hvor vi skal løbe. En landsby, der ikke er helt som andre landsbyer.

Christiansfeld er en unik by. Byen blev opført i slutningen af 1770’erne af Brødremenigheden og er optaget på UNESCO verdensarvsliste. Byen blev grundlagt efter at Brødremenigheden (en kristen bevægelse med rødder i Bøhmen og Mähren) fik tilladelse af kong Christian VII til at købe jord og etablere et religiøst og håndværksmæssigt centrum for menigheden.

Christiansfeld blev opført som en planlagt by med stringente gader, hvor kirken, præsteboligen og det store søsterhus omkranser den centrale plads. Brødremenigheden havde selvstyre, og deres ældsteråd fungerede som byråd helt frem til 1920.

Medaljer til løbere der har rundet de 25 Marathon Danmark-løb.

Ud over sin specielle udseende og historie, er Christiansfeld kendt for sine honningkager, men jeg er her ikke for at spise kager. Jeg er i Christiansfeld for at løbe det tredje maraton på tre dage.

Dagens løb starter på parkeringspladsen mellem byens bibliotek og Tyrstrup Kirkegård. Som mange langdistanceløbere og vandre ved, er der ofte et offentligt toilet ved en kirke, sådan er det også her.

Inden start er der den obligatoriske morgenprædiken, i dag i en udvidet version, så der er tid til, at de løbere der har rundet de 25 Maraton Danmark-løb, kan få deres velfortjente erkendtlighed – en medalje med fod så den kan stå. Eneste hage der er ved at modtage sådan én, er at så skal man hjem og bygge en kamin den kan stå på.

I Christiansfelds gader.

Prædiken bliver færdig og der tages fællesfoto, først af deltagerne der har løbet alle tre dage, efterfulgt af et foto hvor de deltagere der kun løber med i dag også med.

I dag løber vi en rundstrækning på 8,5 km, der skal løbes 5 gange for et maraton. Ruten byder både på by, skov og marker.

Ud på landet.

På rundstrækningen kommer vi forbi en bullade. Hvis du som mig, ikke lige kan huske hvad en bullade er, er det en lade bygget med vandrette træplanker mellem de bærende stolper. Bulladen Tyrstrup, som vi løber forbi, er bygget med egetræsplanker, formentlig i 1668.

Fra ruten er der også kig til Christinero, der er et tilgroet, romantisk haveanlæg fra 1700-tallet, og vi passerer forbi Gudsageren. Gudsageren er Brødremenighedens kirkegård, hvor mænd er begravet mod vest og kvinder mod øst, og hvor alle grave er ens.

Bulladen Tyrstrup.

Strækket fra 10 til 20 km løber jeg i et langsomt tempo, så jeg må stramme mig an på den sidste del af løbet for at komme under 4 timer. Det lykkedes, så nu har jeg for første gang løbet 3 maraton på 3 dage, hvor alle tre løb blev gennemført med en sluttid på under 4 timer.

For tiende gang

Med løbet i dag, har jeg løbet Kommuneserie Vest-løb 10 gange. Det der definerer Kommuneserie Vest løb, er at de afvikles vest for Storebælt og altid som serier på tre løb afviklet fredag, lørdag og søndag.

Deltagere kan være med alle tre dage, eller nøjes med at deltage en eller to dage. Deltagerantallet ligger gerne omkring de 60 personer og man kan deltage på halvmaraton- eller maratondistancen.

Kommuneserien arrangeres af Maraton Danmark, der består af Davis, Henrik og Ole, der hver især bidrager til at gøre Kommuneseriedagene til rene wellness-weekender.

Efterårsskov.

Oftest er løberuterne skabt af en lokal løber, der kender de gode stier og veje. Underlaget, højdemeter og landskabet varierer meget på Kommuneserie Vest-arrangementerne. Det eneste man kan være sikker på, er en stor løbeoplevelse – stort set hver gang.

Datoer og tider for de 10 Kommuneserie Vest

  1. 29.10: 2021: 04:31:05 – Syddjurs
  2. 30.10. 2021: 04:49:36 – Århus
  3. 31.10. 2021: 03:56:53 – Odder
  4. 04.11. 2022: 04:26:46 – Lemvig
  5. 05:11. 2022: 05:23:13 – Struer
  6. 06.11. 2022: 04:23:40 – Skive
  7. 27.10. 2023: 04:17:25 – Fanø
  8. 07.11. 2025: 03:53:05 – Aabenraa
  9. 08.11. 2025: 03:58:42 – Haderslev
  10. 09.11. 2025: 03:57:03 – Kolding


Kommuneserie Vest – Kolding

  • Arrangører: Maraton Danmark og Allan Heinsvig
  • Land: Danmark
  • Start: ved Tyrstrup Kirkegård, Christiansfeld
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: asfalt, grus, jord
  • Deltagerantal: 71
  • Sko: Brooks Glycerin 21

Julemaraton Kolding : med sne

Kolding. 18. december 2022.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:55:16
  • Tempo: 05:35 min/km
  • Hastighed: 10,8 km/t

Løbsoversigt

Hvad skal vi dog lave på søndag midt i december? Du vil muligvis foreslå noget med at bage brunkager, klippe julehjerter eller købe de sidste julegaver. Men nej. Vi skal selvfølgelig løbe julemaraton – og det i Kolding.

Det er fint med et løb i Kolding, for så kan vi besøge Mettes far i Vejen. Og med en overnatning i Vejen kan vi sove forholdsvis længe på sådan en løbedag langt hjemmefra. Det hjælper også, at der først er start klokken ti.

Lyserødt flag
Der er masser af markeringsflag på ruten.

Vi ankommer til Kolding Motions klubhus i god tid. Her er heldigvis et opvarmet klublokale, hvor vi kan tilbringe tiden inden start i godt selskab med andre løbere. Ti i ti får vi besked på at gå udenfor. Der skal uddeles lodtrækningspræmier. Den lokale ultraløber Kristina Schou Madsen havde sponseret præmierne og der blev delt skoposer, buffs, nummerbælter og bøger ud til højre og venstre. Der er så mange præmier, at vi ikke kommer afsted til tiden – og at det usandsynlige sker: Jeg vinder en lodtrækningspræmie! Bogen Bob Graham round af Kristina Schou Madsen.

Løbere på senbelagt sti
Løbere på vej ud af det suburbane villavejsmiljø og ud på den smukke del af ruten.

Lidt forsinket kommer vi af sted. Vi løber på cykelstien langs Bramdrupskovvej. Vi drejer væk fra Bramdrupskovvej ved Kirsebærvej. Herefter følger en rundtur på de små stier og veje i forstaden Bramdrup.

Ved Løkken skifter omgivelserne fra suburbanvillakedsomhed til skøn natur. Landskabet åbner sig op til et storslået view ud over Banansøerne. Ikke længe efter ramme vi rutens fornøjelige nedløb til stierne i Kolding Skov. Vi vender rundt for enden af Marielundsøen i Marielundskoven, herfra løber vi tilbage til start.

En runde er et kvartmaraton langt. Så jeg skal fire gange rundt, mens Mette må nøjes med to runder. Som beskrevet består ruten af to forskellige, nærmest lige lange, landskaber: Villaforstad og skov/natur. Jeg er fan af den sidste halvdel. Når der er et fedt nedløb, må det nødvendigvis også gå opad og der er lidt højdemeter på ruten. Men det mest udfordrende i dag er underlaget, som byder på en del sne og lidt is.

Landskab med lavthængende sol
Landskabet ved Banansøerne. Foto: Mette Jensen.

Det er ren luksus i dag. Da der er start ved et klubhus med bad. Ikke nok med det, der er frisklavet kaffe og kage! Og jeg får også en juleøl med hjem. Ren gavebod.


Julemaraton Kolding – 2022

  • Arrangør: Stefan Bennedsen, Nis Kjær, Charlotte Christensen
  • Land: Danmark
  • Start: Bøgelund, Kolding
  • Distance: maraton, halvmaraton, 10 km
  • Underlag: asfalt, grus, jord, sne, is
  • Deltagerantal: 73
  • Sko: Brooks Levitate 4