Tag-arkiv: maraton

Regionsløb : Region Sjælland

Tystrup-Bavelse. 6. juli 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Placering: 8 af 30
  • Tid: 04:41:52
  • Tempo: 06:41 min/km
  • Hastighed: 9 km/t

Løbsoversigt

Regionsløb 2023: Så er sommeren kommet lidt igen. Der er pletvis sol, da vi ankommer til Kongskilde Naturcenter i Sorø Kommune. I dag skal vi løbe i Region Sjælland.

Vi er her i god tid, så jeg bliver plantet med et beachflag, der er sat fast på et hegn med ét stykke gaffa. Tydeligvis ikke nok til at holde flaget. Mette har fundet en ny rulle, men Ulrik insisterer på at få sat pantposer og affaldsposer fast med gaffa på depotbordet. Så gå tiden da med det.

Sukkervand.

Med tålmodighed når man meget og til sidst bliver beachflaget sat ordentlig fast og jeg slipper fri. Tids nok til at gøre løbevest klar til løbet.

Det bliver tid til morgenmøde med information om dagens rute og fællesfoto. Og så får vi lov at komme af sted. David løber forrest og sætter markeringen. Godt at han er en af de hurtige.

Det er en rute med lidt højdemeter og masser af græs.

Vi løber i landskabet nord for Tystrup Sø. Det går sjælden lige ud og underlaget skifter mellem græs, jord, grus og asfalt. Det er en flot rute og vi kommer forbi mange spændende steder, bland andet Det Urgamle Overdrev og Frederikskilde Langdysse.

“Overdrev er en kulturhistorisk betegnelse for en bestemt type græsland. Overdrev kendes på det korte plantedække med græs og blomster og en mangfoldighed af sommerfugle og biller” står der på en infotavle ved Det Urgamle Overdrev.

Flere steder passerede vi gennem dyrefolde.

Frederikskilde Langdysse er en fredet langdysse fra bondestanalderen, opført ca. 3.600 f.v.t. Anlægget er 27 meter langt og 10 meter bredt.

Rundstrækningen vi løber på er et kvartmaraton. Vi møder både kvæg og vilde heste på turen.

Jeg skal fire gange rundt. De tre første runder går fint, men så møder jeg Kaptajn Tungben og så bliver de sidste 10 km noget sløve. Med 600+ højdemeter i går og 700+ højdemeter i dag, er det måske ikke så underligt.

På den sidste del af rundstrækningen var det lidt sumpet, men det mærkede vi ikke noget til.

Der er naturligvis en flok løbere, som allerede er færdig. De sidder i depotet og hygger, imens jeg løber i mål. Jeg skifter tøj og slutter mig til flokken.

Vi klapper af de øvrige deltagere, efterhånden som de kommer i mål. Det er egentlig lidt synd, at der ikke er nogle til at klappe af de hurtigste, der kommer først.

Detaljer af Frederikskilde langdysse.


Regionsløb – Sjælland

  • Arrangør: Maraton Danmark
  • Land: Danmark
  • Start: Kongskilde Naturcenter
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: græs, jord, grus, asfalt
  • Deltagerantal: 41
  • Sko: Brooks Glycerin 17

Regionsløb : Region Hovedstaden

Bagsværd. 5. juli 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Placering: 7 af 30
  • Tid: 04:22:08
  • Tempo: 06:13 min/km
  • Hastighed: 9,7 km/t

Løbsoversigt

Regionsløb 2023: For tredje gang deltager Mette og jeg i serieløbet Regionsløb. Som navnet indikerer er det et løb i hver af landet regioner. 5 dage. 5 regioner. Deltagerne har skrevet sig op til at halvmaraton eller et maraton. Jeg snupper 5 maraton.

De foregående 2 år har der været start på det første løb i Nordjylland og det sidste løb er afviklet i Hovedstadsregionen. Det har været dejligt for os, for så har vi ikke haft så langt hjem efter det sidste løb. I år er der bytte om på rækkefølgen. Start er i Gladsaxe, så vi starter hjemme og slutter i det nordlige Jylland med et løb ved Rebild – og en lang biltur hjem. Men en dag af gangen.

Morgenmøde.

I dag starter vi ved Bagsværd Sø i den nordlige ende af Gladsaxe kommune. Vi skal løb i skovene mellem Bagsværd Sø og Furesø. Men først skal vi hamstre i depotet. Det bliver til en sodavand, en banan og en lille pose Pepito.

David og Henrik fortæller lidt om dagens arrangement og ruten vi skal løbe. Den er markeret og det er jo godt, for så farer vi ikke vild.

Grønt er sundt.

Rundt og vend

Vi starter tæt på Danmarks Nationale Rostadion på Bagsværd sø. I dag er der stille på søen, men her kan være hektisk med både eliteroer og motionister på vandet.

Efter fællesfoto bliver vi sendt afsted. Underlaget er en blanding af grusvej og skovveje. Ved bådudlejningen på Frederiksdalsvej rammer vi et kort stykke med asfalt.

En enkelt forhindring på ruten.

Ruten fortsætter mod Furesø og her har Henrik, der er ansvarlig for dagens rute, fundet et vældigt fint spor langs søen. Vi løber først lidt oppe i landskabet med kik til søen mellem træerne og senere nede ved vandet – helt tæt på søbredden. Under løbsbriefingen tidligere fik vi oplyst, at Furesø er Danmarks dybeste sø. På det dybeste sted er der 37,7 meter til bunden.

Vi fortsætter og forlader søen og løber tilbage mod depotet. Det smalle spor bliver til skovvej, der bliver til grusvej, som til sidst ender som asfaltvej. Så er vi rundt.
På anden omgang løber vi den modsatte vej rundt. Det giver en masse hyggelige hils og gensidige opmuntringer.

Først den ene vej, så den anden vej.


Regionsløb – Hovedstaden

  • Arrangør: Maraton Danmark
  • Land: Danmark
  • Start: Skovalleen, Gladsaxe
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: grus, jord, asfalt
  • Deltagerantal: 40
  • Sko: Salomon Speedcross 5 Limited Edition

K2 maraton : maratonfest i Ballerup

Ballerup. 2. juli 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:58:29
  • Tempo: 05:39 min/km
  • Hastighed: 10,6 km

Løbsoversigt

Som udpræget b-menneske er jeg ikke fan af tidlig start – og ja, i min bog er start klokken 08:00 tidligt. Men i dag er det okay, for Kim Henningsen der arrangerer løbet, skal første løbe et maraton og derefter et halvmaraton. I mellem løbene skal der være tid til fest. Mere om det senere.

Jeg har brugt en god del af morgenen på, at diskutere påklædning med mig selv. Vejret er omskifteligt. Der er lidt sol, så er der lidt gråvejr. Solen kommer igen. En sky glider for og så drypper det lidt fra oven.

Jeg er endt i en singlet, med et par løse ærmer i løbevesten. Kim holder løbsbriefing og fortæller, at han har lavet en flad rute, der er markeret med pile på jorden – i hvert tilfælde en del af vejen. Hans kridtspray slap op. På den sidste del skal vi kigge efter grønne flag.

Friske ben på første omgang.

Fællesfoto og så af sted. Vi starter på parkeringspladsen udenfor Ballerup Atletik Stadion. Herfra løber vi ad Harrestupstien. Vi løber i det grønne område mellem Harrestrupvej og Marbækvej. Og der er et cirkustelt. Det er DRs Cirkus Summarum, der har slået teltpælene i jorden i Ballerup. Jeg sender en venlig tanke til Mads Geertsen, imens vi løber rundt om cirkuspladsen.

Vi løber hele vejen rundt og rammer grusstien ved Træsamlingen i Harrestrup Ådal. Her er potentiale for modløb og hej-hilsner senere, når feltet er mere spredt.

En fin rute med masser af grønt for øjnene.

Vi løber bagom golfbanen, forbi legepladsen Haren i Ådalen, syd om Svanesøen, under Motorring 4 og her kommer en stor overraskelse. En bakke. Dragebjerget. Det er nu ikke fordi bakken er særlig stort, men når nu løbsarrangøren havde sagt en flad rute, falder der en del kommentar, imens vi nærmere os bakken.

Efter bakketuren løber vi tilbage under Motorring 4, nord om Svanesøen og videre hen over lidt af golfbanen. Så er vi tilbage ved depotet.

Udsigt fra bakken på den flade rute.

Festen

Jeg løber rundt igen, igen, igen og igen. Seks gange i alt, så er der til et maraton. Tørt tøj og slush ice gør godt. Nu starter festen – først med hygge imens vi venter på hovedpersonerne. Der er god tid til røverhistorier fra livet i løbesko.

Der bliver fundet champagneflasker frem. Den første der får et champagnebad er Rikke Cebula, der i dag løber sit maraton nummer 200.

Mere ventetid. Kaffetid og flere røverhistorier. Dagens anden hædersperson er på vej. Nye champagneflasker og et bad til Susanne Wildt, der løber sit maraton nummer 200.

Cirkus Summarum.

Ikke længe efter kommer dagens hovedperson, løbets arrangører Kim Henningsen der løber sit maraton nummer 100! De første hundrede er noget ganske særligt og Kim får dagens største champagnebad.

Efter at de tre jubilarer er i mål, er der kaffe og kage. Gaver og fine taler – flere røverhistorier. Det ender med at det blive en af de dage, hvor kalorieindtaget er en del større end kalorieforbrændingen.

Kim i champagnebad.

De løse ærmer fik jeg ikke brug for. Og vi tager hjem inden Kim starter dagens 2. løb. Et halvmaraton. Kims nummer 200.


K2 maraton – Susanne Wildt & Rikke Cebula # 200 / Kim Henningsen # 100

  • Arrangører: Kim Henningsen
  • Start: Marbækvej, Ballerup
  • Land: Danmark
  • Distance: halvmaraton, maraton
  • Underlag: grus, asfalt
  • Deltagerantal: 105
  • Sko: Brooks Glycerin 17

K2 maraton

sh løb

Gribskov. 25. juni 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 04:16:55
  • Tempo: 06:05 min/km
  • Hastighed: 9,9 km

Løbsoversigt

Rita og Trine.

Trine Dydensborg fra Kerteminde havde taget turen til Nordsjælland for at løbe et maraton. Det havde hun for at få hakket Gribskov Kommune af på kommunebingopladen – og dermed afsluttet sit projekt med at løbe et maraton i hver kommune i Danmark. 98 kommuner. 98 maraton. En flot præstation som kun få har gennemført før Trine. Stort tillykke.

Salomon Speedcross 6.

Skoene er klar til Cold Hawaii Ultra, så mangler jeg bare formen.


sh løb # 19 – Gribskov Nord

  • Arrangører: Mette Jensen og Sune Hundebøll
  • Start: Gillelejevej, Gribskov
  • Land: Danmark
  • Distance: halvmaraton, maraton
  • Underlag: skovvej, sti, asfalt
  • Deltagerantal: 21
  • Sko: Salomon Speedcross 6

sh løb

Green Running

Vallensbæk. 11. juni 2023.

Resultat

  • Startnr.: 47
  • Distance: maraton
  • Placering: 1 af 7
  • Tid: 03:51:14
  • Tempo: 05:29 min/km
  • Hastighed: 10,9 km/t

Løbsoversigt

Det er sommer. Det er sol. Det er dejligt!

Løbesko.
Adidas Solar Boost 5.

En maraton til statistikken. Mit Green Running-løb nummer 2. Mit maraton nummer 8 i Vallensbæk kommune. Mit maraton nummer 273, nummer 16 i år. Maraton nummer 174 løbet på under 4 timer.

Å i grønne omgivelser.
Store Vejleå.

Store Vejleå er en å på Vestegnen med udløb i Køge Bugt i Ishøj kommune. Indtil 1937 dannede åløbet grænsen mellem Ishøj og Vallensbæk kommune. Store del af åens løb er flyttet mod vest, så det er kun fra sydkanten af Vallensbæk Mose og til Strandparken, at den i dag danner kommunegrænsen.

Store Vejleå udspringer i Porsemose i Høje-Taastrup kommune. Åen er omtrent 10 km lang.

En flot løbere.
Et fint udvalg af dagens deltagere.


Green Running # 9 – Vejleåløbet

  • Arrangører: Jens Lund Møller
  • Land: Danmark
  • Start: Rendsagervej, Vallensbæk
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7,1 km
  • Underlag: asfalt, grus
  • Deltagerantal: 48
  • Sko: Adidas Solar Boost 5

Green Running

Hvalsø cannonball : maraton i Sagnlandet

Sagnlandet Lejre. 28. maj 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 04:15:26
  • Tempo: 06:03 min/km
  • Hastighed: 9,9 km/t

Løbsoversigt

I dag løb vi Hvalsø cannonball, men ikke i Bidstrup Skovene. Hvalsø cannonball var taget “on tour” og så måtte vi jo følge med.

I samarbejde med Sagnlandet Lejre lavede Hvalsø Løbeklub et unikt løb. På en 3,2 km lang runde løb vi gennem stenalderen, jernalderen og 1800-tallet. Selv om det er en kort strækning, nåede vi langt. Og efter en masse omgange fik vi et maraton ud af anstrengelserne.

Kongehallen i Lejre.

Sagnlandet Lejre er et forskning og formidlingscenter. Det åbnede i 1964 som Historisk-arkæologisk Forsøgscenter – i folkemunde Lejre Forsøgscenter.

“Sagnlandet Lejre er et stemningsfuldt udflugtsmål for hele familien. Her er rekonstruerede huse, hytter og haver fra stenalder, jernalder, vikingetid og 1800-tallet samt arbejdende tekstil- og keramikværksteder og gamle husdyrracer” hedder det i en pjece jeg fandt ved indgangen.

Hvorfor?

Hvorfor nu et løb i Sagnlandet Lejre? Det skyldes Morten Brogaard Jakobsen, der som så mange andre er røget på CityStrides-projektet med at løbe veje fra ende til anden.

I sine bestræbelser på at gennemløbe alle gader og veje i Lejre kommune, stødte Morten på den barriere, at det sidste stykke af Slangealleen ligger bag Sagnlandets Lejres betalingsmur.

En glad mand, der har løbet alle veje i Lejre kommune.

For at få gennemført Slangealleen var Mortens løsning, at lave et cannonball-løb i Sagnlandet. Det er vi 100 løbere, der er glade for. Tak Morten. Og tillykke med at du nu kan hakke Lejre kommune, med sine 759 veje a 655,7 kilometer, af.

Dagens løb

Vi kom alle lidt sent ind gennem entréen til Sagnlandet. Men vi var der også inden den officielle åbningstid og Sagnlandet havde sin debut som med-arrangører af løb. Alle kom ind, fik løbenumre og Morten nåede at give en løbsbriefing og tage startfoto, inden starten gik klokken 09:00.

Vi startede nær Hvidesøhus og løb mod Jernalderlandsbyen Lethra. Efter få hundrede meter er vi 2.000 år tilbage i tiden. Lethra er en landsby, som en landsby tog sig ud i perioden mellem 200 f.v.t og 200 e.v.t.

I jernalderen.

Vi nåede knap nok ud af Lethras tilstødende marker, inden vi røg yderligere nogle tusinde år tilbage til stenalderbopladsen Athra – en hytte a la ertebøllekulturen (ca 4.500-3.900 f.v.t). Ertebøllekulturen var en kystjægerkultur og der lå da også en køkkenmødding med skaldyr ved hytten.

Herefter fulgte, på lidt afstand, stenalderhytten Traha (maglemosekulturen), inden det gik ned ad bakke til istidsjægerteltet Ranaa. Vi var omtrent 13.000 år tilbage i tiden – og vi have kun løbet 1 kilometer!

Stenalderbro. Dagens balanceudfordring.

Videre over Stumpbroen og snart passerede vi startstedet, hvor der var depot med masser af slik, frugt og væske.

Ruten var en sløjfe, så fra depotet fortsatte vi forbi Hvidesøhus, hvor vi drejede til højre og fortsatte ad Slangealleen.

Vi passerede arkæologiske værksteder samt forlystelser som spydkast og bueskydning. Efter rundens mest seriøse stigning, endte vi i 1800-tallets bondekultur.

Inden vi var hele vejen rundt, passerede vi Sagnlandets ikoniske Kongehal – Danmarks største vikingehal.

Det var 3,2 kilometer. Jeg måtte gennem tidsrejsen 13 gange, inden jeg næsten var færdig med dagens maraton. Der manglede lige lidt og løbet blev afsluttet med en epilog i jernalderen.

Stumpbroen.

De mange runder til trods, blev det aldrig kedeligt. Den første time kunne vi i ro lære runden og landskabet at kende. Så kom der folk i de forskellige tidsaldre. Hr. og fru Sten i stenalderen, en bondefamilie i 1800-tallet, beboere i Lethra osv.

Som timere gik kom der flere gæster – som undrende betragtede os – og som vi gen-betragtede og ind imellem hilste høfligt på.

Underlaget på de to runder var forskellige. Den første runde var sjovest med trailspor. Her løb vi på grus, jord og græs. Der var en underholdende stenalderbro med mulighed for våde fødder. På den anden del af sløjfen, var underlaget jævn og stabil grus – lidt kedeligt hvis du spørger mig.

Sagnlandet Lejre ligger i det smukke landskab i Nationalpark Skjoldungernes Land.

Sagnlandet

Sagnlandet Lejre er et fint sted. Det er god formidling af en fjern fortid og der er oplevelser for store og små. Selv om Mette og jeg gik en lille turisttur efter løbet, kom vi ikke det hele rundt. Vi skal tilbage og se det resten en anden dag.

Offermosen,
og den sidste maratonløber.


Hvalsø cannonball – On Tour – Sagnlandet

  • Arrangører: Hvalsø løbeklub og Sagnlandet Lejre
  • Land: Danmark
  • Start: Kongehallen, Sagnlandet Lejre
  • Distance: maraton, halvmaraton, 16, 12,8, 9,6, 6,4 3,2 km
  • Underlag: jord, grus, græs
  • Deltagerantal: 100
  • Sko: Brooks Glycerin 17

Hvalsø Cannonball

Copenhagen Marathon : fornyelse

København. 14. maj 2023.

Resultat

  • Startnr.: 4942
  • Distance: maraton
  • Placering samlet: 2233
  • Placering mænd: 2008
  • Placering mænd 50-54 år: 134
  • Tid: 03:30:28
  • Tempo: 05:00 min/km
  • Hastighed: 12 km/t

Løbsoversigt

Copenhagen Marathon præsenterede i april en ny brand identitet. Det indbefattede et nyt logo og nye farvevalg på løbets site og SoMe. Jeg synes det nye logo ligner noget der vil være velegnet for en medicinalvirksomhed eller en investeringsbank. Men ifølge Copenhagen Marathon/Sparta forestiller logoet et par løbeben. Når man ved det, kan man godt se det.

23. april lancerede Copenhagen Marathon årets medalje på Facebook med teksten: “Nyt design – og et bevis på din styrke, når du krydser målstregen den 14.05.23.” Medaljen er med løbets nye logo og den gule farve, som er en del af Copenhagens nye brand-identitet.

Nogle af de hurtige. Foto: Mette Jensen.

Modtagelsen af medaljen var ikke videre positiv, jeg citere fra debattråden på Facebook:

“Ej det mener i altså ikke 😵‍💫 Hold op hvor charmen ved Copenhagen Marathon de sidste mange år er ved at forsvinde 🥺”
(citat: Melisa Røntved)

“Der er vist gået lidt rigeligt “design” i den..
Tænker den vækker jubel lidt rundt omkring i Østerbro området…”
(citat: Torben Sørensen)

“Hold da op! Godt nok en downgrade af medaljer ved Copenhagen Marathon
Det kan I sgu godt gøre bedre!”
(citat: Bahram Lotfy)

Gad vide hvor mange brugere Sparta har testet det nye design på, inden de valgte at køre med det?

Til løbet

Det er ikke bare designet omkring løbet der er nyt. Ruten er også ændret. Starten er flyttet fra Islands Brygge til Øster Allé på Østerbro.

Vi kommer med S-tog og går fra Nordhavn. På Klosterfælleden finder vi Klub 100-teltet og hilser på løbevenner og bekendte. Da der kun er maraton på programmet, er Mette med i dag som support – til glæde for mig og en masse andre Klub 100-løbere.

Da træningen ikke har været optimal pga. læg-problemer, har jeg nedjusteret startgruppe og satser på at løbe dagens tur i et tempo på omtrent 05:00 – med mulighed for at nedjustere på de sidste ti kilometer – hvis varmen kræver det – og stadig få en fin sluttid.

Start er tæt på Eventyrkiosken. Herfra vi løber ned ad Øster Allé mod Trianglen. Her plejer der at være fest og der er da også en del mennesker i år.

En sommerfuglsmølf. Foto: Mette Jensen.

Vi fortsætter mod Indre By og kommer forbi Kartoffelrækkerne, hvor vi løber langs søerne. Vi kommer forbi SMK og Rosenborg på vej mod Holmens Kanal, hvor vi drejer rundt og løber tilbage mod Østerbro via Kongens Nytorv og Store Kongensgade. Vi zig zagger rundt i Frederiksstaden og kommer tilbage til Kartoffelrækkerne – nu på indersiden ad Østre Farimagsgade [far i mag].

Vi skal ud på den gammelkendte runde på Østerbro ad Strandboulevarden – som dog er forlænget fra Nordre Frihavnsgade til enden af Strandboulevarden, hvor den bliver til Jagtvej, og vi drejer ned at Østerbrogade.

Efter godt 11 kilometer er vi tilbage ved Trianglen – her er stadig masser af mennesker.

… og tempoet

Vi kommer igen forbi Kartoffelrækkerne. Herfra løber vi igen forbi SMK og Rosenborg. Vi har rundet de 15 km og mine 5 km splittider er: 05:01 min/km, 04:59 min/km og 05:00 min/km. Så langt så godt.

Vi løber mod Holmens Kanal og videre forbi Christiansborg og sætter en noget snørklet kurs mod Nørrebro.

Dronning Louises Bro rammer vi efter 19 kilometer. Her plejere at være en fest. Her er også mange mennesker. Stedet kaldes i dagens anledning “N-BRO Power Zone”. Jeg synes stemningen er flad i forhold til foregående år.

Vi passerer halvmaraton ved flyverlegepladsen i Nørrebroparken. Her hepper yngstearvningen Rosa, ekskonen og Villum. Supersupport.

Efter godt 4 kilometer i det der engang var et stolt arbejderkvarter, passerer vi grænsen til Frederiksberg Kommune. Her løber vi godt 2 kilometer, inden vi kommer forbi Forum og re-entrerer hovedstadskommunen ved Julius Thomsens Gade.

Tillykke til Tor Rønnow der løb sit maraton nummer 400. Foto: Mette Jensen.

Efter Frederiksberg skal vi til Vesterbro. Ud omkring Enghave Plads og tilbage ad Søndre Boulevard. Det plejer at være en festligt gade. Men her er stille i år.

Vi kommer ud til havneløbet og løber ad Kalvebod Brygge. Her er også stille og lidt vind. Det er rart, for forårsvarmen er kommet, som det hører sig til ved Copenhagen Marathon.

Ved de fleste depoter er der vand og High5-energidrik. Jeg har aldrig været vild med High5, så jeg har mine egne geler med.
Efter 33 kilometer er et depot med Red Bull. Jeg springer over selv om, jeg er lidt tørstig, men jeg må vente til næste vanddepot.

Vi passerer igen Christiansborg og sætter nok engang kursen mod Østerbro, men først skal vi forbi Kongens Nytorv og Marmorkirken.

Inden vi kommer til Østerbro løber vi nok engang ned ad Østre Farimagsgade. Her er surprise-hep fra yngstearvningen og crew. Og ikke længe efter opdager jeg for første gang Mette. Der er ikke et øje tørt.

Vi slutter med rundturen på Østerbro ad Strandboulevarden den ene vej og retur mod mål af Østerbrogade.

Opløbet er langs Kattebakken på Øster Alle. Jeg kommer i mål i tiden 03:30:28. Med et gennemsnitlig tempo på 05:00!

Ruten 2022/2023.

Personliget har jeg ingen holdning til om den nye rute er bedre eller værre end den gamle. Er eliteløberne glade, så er det fint med mig. Og medaljen. Jeg ved ikke om det er den grimmeste medalje Copenhagen Marathon/Sparta har lavet, men det er den kedeligste.


Copenhagen Marathon # 44 – #cph42

  • Arrangører: Sparta
  • Start: Øster Allé, København
  • Distance: maraton
  • Land: Danmark
  • Underlag: asfalt
  • Deltagerantal: 10.688
  • Sko: Adidas Energy Boost

Copenhagen Marathon

Kerteminde Cannonball : alene med tre fynboer

Herlev. 7. maj 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 04:22:57
  • Tempo: 06:14 min/km
  • Hastighed: 9,6 km/t

Løbsoversigt

Mig bekendt er der for tiden ikke nogen, der laver cannonball-løb i Herlev. Derfor er det vanskeligt, at få hakken kommunen af på kommunemaratonbingopladen. Min glæde var derfor stor, da jeg opdagede, at Kerteminde Cannonball havde slået et OnTour-løb op i den københavnske forstadskommune.

I dag er det race-dag. Mette (der skal videre til brunch med bacon, æg og pandekager) har kørt mig til Herlev. Vi ankom et kvarters tid inden start.

Jeg er den eneste fremmødte deltager, men dagens løb er også et af de helt små.

Tre fynboer på tur.

Kort inden start ankommer en lille, hvid bil med de øvrige deltagere. De stiger ud. Gør depot klar og forsøger at finde satellitforbindelsen med deres løbeure. Vi har alle vores eget depot med, med hvad vi nu synes er nødvendig for at gennemføre et maraton.

Vi står på parkeringspladsen ved Herlev Hallerne. Vi er tre fynboer og mig. De har alle tre ruten på deres løbeur. Det har jeg ikke. Der bliver enighed om hvilken vej vi skal og løbet sætter i gang.

Bindingsværk.

Ruten er 5,3 km lang, så vi skal rundt mange gange. Først løber vi ad en sti, så rammer vi Tvedvangen. Hvor den slutter drejer vi venstre om ad Gammel Klausdalsbrovej, hvor vi passerer en række kolonihaveforeninger.

Vi krydser grænsen til Ballerup kommune og løber få meter ad Klausdalsbrovej, inden vi løber ned ad Datastien, der bliver til Registerstien.
Vi fortsætter nord om Sømosen – herfra er der lidt cykelsti og et par villaveje der skal overstås, inden vi er tilbage ved Herlev Hallen.

Sømosen.

Jeg løber godt 30 kilometer i selskab med fynboerne. Det er vældig hyggeligt. De sidste 10 kilometer løber jeg solo med Solbrud. Det er også fint.

Ruten. Tja, det bliver næppe bedre i Herlev kommune, og nu kan jeg hakke kommunen af på kommunemaratonbingopladen.


Kerteminde Cannonball # 114 – OnTour til Herlev

  • Arrangører: Trine Dydensborg
  • Land: Danmark
  • Start: Herlev Hallerne
  • Distance: maraton
  • Underlag: asfalt, grus
  • Deltagerantal: 4
  • Sko: Brooks Glycerin 17

Kerteminde Cannonball

Bornholms Cannonball : langs kysten

Bornholm. 30. april 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 04:16:41
  • Tempo: 06:05 min/km
  • Hastighed: 9,9 km

Løbsoversigt

Maraton langs Bornholms kyst. Fra Nexø til Hammer Havn. Alt for meget asfalt til min smag. Turen bød på et par flotte views ud over Østersøen og charmerende havnemiljøer.


Bornholms Cannonball – Regions maraton #2

  • Arrangører: Gurli Hansen
  • Start: Nexø Havn
  • Land: Danmark
  • Distance: halvmaraton, maraton
  • Underlag: asfalt
  • Deltagerantal: 25
  • Sko: Adidas Energy Boost

Bornholms Cannonball

Hvalsø cannonball : maraton på Orø

Orø. 16. april 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:59:11
  • Tempo: 05:40 min/km
  • Hastighed: 10,6 km/t

Løbsoversigt

I dag løb vi Hvalsø cannonball, men ikke i Bidstrup Skovene. Hvalsø cannonball var taget “on tour” og så måtte vi jo følge med.

I bunden af Isefjord er der en ø. Øen er forholdsvis flad. Det højeste punkt, Stensbjerg; er 28 meter over havoverfladen. Øen er godt 14 km². Der bor knap 1.000 mennesker på øen. Fund af flinteredskaber og gravhøje vidner om at øen har været beboet siden stenalderen. I 1231 hed øen Warthærø, i dag er den kendt som Orø.

På trampestien.

Omtrent hundrede løbere mødte op ved Orø Hallen i Bybjerg. Morten Brogaard havde stillet et fint depot frem. Her var hvad der skulle være af sodavand, slik, frugt m.m. Jeg hapsede en lakridspibe til efter løbet.

Vi fik de nødvendige informationer om ruten, markering og om at vi kom forbi Ishuset ved Orø Strandcamping, hvor vi kunne få en is med to kugler som en del af forplejningen til arrangementet.

Det blå hold.

Gruppefoto taget, og så var det ved at være tid til at komme af sted. Efter et par hundrede meter ned at Brøndevej med asfalt, drejede vi til højre ad Møllebakken. Her fulgte omtrent en kilometer på grus, ad Møllebakken, Pedersmindevej og Vestre Strandvej.

Ved Møllebrovej ramte vi trampestien langs kysten. Så herfra var det græs, sand og sten. I smukke rammer. Højdemeter var nærmeste fraværende på det lange stræk langs kysten.

Vi passerede Nørre Stænge med campingplads og muligheden for is. Her var også et ekstra depot med væske. Dagens rundstrækning var et kvartmaraton, så det var fint med en ekstra vandpost.

En slags doping?

Ikke langt efter Nørre Stænge blev underlaget vådt og mudret. Det var ikke en mulighed at kommer udenom. Det var fremad og så måtte fødderne tørre op på de næste kilometer efter vandgangen på trampestien.

Vi fortsatte bag om Salvig for at ramme asfalten på Næsbyvej. Det hårde asfaltunderlag fortsatte de sidste 2 kilometer til start/mål/depot.

Vandgang.

Efter fire omgange var jeg færdig. 42,195 km knebet ind lige under de fire timer.


Hvalsø cannonball : On Tour – Orø

  • Arrangører: Hvalsø løbeklub og Nordborg Cannonball
  • Land: Danmark
  • Start: Orø Hallen
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: jord, sand, grus, asfalt
  • Deltagerantal: 99
  • Sko: Salomon S/Lab Sense 7

Hvalsø Cannonball