Løbet 100 Meilen Berlin følger i store træk Mauerweg, der blev anlagt mellem 2002 og 2006. Mauerweg er en cykel- og vandrerute, som følger Berlinmurens forløb omkring Vestberlin.
Mauerweg er mange steder anlagt på de tidligere patruljeveje, som blev brugt af toldfunktionærer i Vestberlin eller de grænsekontrolveje, som DDR’s grænsetropper patruljerede på.
PH om Berlin 1962
“Det gamle centrale Berlin er væk. Det ødeste sted er netop ved muren, nogenlunde ved undergrundsstationen Stadtmitte. Her kører ingen mere igennem. Den berømte, engang så blomstrende gade Friedrichstrasse ligner skelettet af en kamel i ørkenen. Efter at muren har afbrudt forbindelsen, er denne øde slette blevet yderste udkant, og de sidste forretninger i ruinerne visner væk. Byen er blevet to byer, sejlet timevis væk fra hinanden ved hjælp af østlige restriktioner. Indbyggerne taler samme sprog, men mener det modsatte med ordene. Tvang er frihed, og frihed er tvang. Fornuft betyder vanvid, og vanvid betyder fornuft. (…) I Øst er individet en værdi for samfundet men ikke i sig selv. Sådan har vi engang selv trællet for kirkens idé. Godt det er slut.” (citat: Poul Henningense. Berlingervers, 1962. Gentrykt i “Gennem gyngende landskaber“, 2015.
Sidste år løb jeg Mors 100 miles i september. Det var mit første 100 miles-løb. Nu tager jeg udfordringen med den lange distance op igen. Denne gang i Tysklands hovedstad, hvor der hvert år i august afvikles 100 Meilen Berlin.
100 Meilen Berlin, også kaldet Der Mauerweglauf, blev etableret i 2011. Løbet arrangeres som et erindringsevent for de murspingere, der blev dræbt ved Muren som delte Berlin og Tyskland mellem øst og vest. En murspringer er en DDR-borger, der flygter fra etpartidiktaturet ved at forcere Muren til Vestberlin.
Muren blev bygget af DDR-myndigheder i 1961 og forsvandt først igen i 1989, da de kommunistiske regimer i Østeuropa kollapsede.
Den 13. august begyndte østtyske arbejdere, bevogtet af soldater, at afspærre grænsen mellem Øst- og Vestberlin med pigtråd og beton. “De østtyske myndigheder sænkede i gaar jerntæppet for flygtningestrømmen fra Øst- til Vestberlin og lukkede dermed den sikkerhedsventil, gennem hvilken en tilsyneladende stadigt stigende ængstelse og utilfredshed i den østtyske befolkning er sluset ud i form at en flygtningestrøm, der i de seneste dage antog et omfang som under folkeopstanden i juni 1953” skrev Dagens Nyheder i artiklen “Folkepolitien retter vaabnene mod fremstormende østtyskere”, 14. august 1961.
Fra den historiske sightseeingløbetur Friendship-and-Memorial-Run. Godt 5 km i et roligt tempo.
Hvert år sættes der fokus på ét af de ofre, der blev dræbt ved Muren under et flugtforsøg fra Øst- til Vestberlin. I år er det Günter Wiedenhöft der erindres. 78 km inde på ruten passerer vi et erindringssted, hvor nogle af Günter Wiedenhöft slægtninge er til stede og hvor vi kan sætte et kort på en tavle med en hilsen.
Günter Wiedenhöft blev født i 1942 i Berlin. Han druknede i Griebnitzsee natten mellem 5. og 6. december under et forsøg på at flygte fra Østtyskland.
Før løbet
Dagen inden løbet deltager jeg i Friendship-and-Memorial-Run, en kort og langsom rundtur fra og til H4 Hotel Alexanderplatz på Karl-Liebknecht-Straße 32. Der er mange stop, hvor en lokal løber fortæller om Berlins historie – med fokus på Muren og de årtier, hvor byen var delt i Øst og Vest.
Starten er gået.
H4 Hotel Alexanderplatz er logistisk centrum før og efter løbet. Det er her vi henter startnumre, overværer løbsbriefing om ruten og de mange regler og straffe for regelbrud. Efter løbet er det her, der er medaljeceremoni. Der er også bus fra hotellet inden løbet. For at gøre det nemt for mig selv, har jeg booket et værelse på H4 Hotel Alexanderplatz. Det er jeg ikke den eneste løber, der har gjort.
Start
I en bus fyldt med løbere, ankommer jeg til Friedrich-Ludwig-Jahnsportpark lidt over klokken fem om morgenen. På et lille atletikstadion er start og mål, men indtil videre venter vi på en træningsbane udenfor det lille stadion. Der er 26 depoter på ruten, i tre af dem, kan vi have en dropbag liggende. Start er klokken 06:00 og de tre dropbag’s skal afleveres senest 5:45, sammen med en pose med tørt tøj, som venter efter målgang i Friedrich-Ludwig-Jahnsportpark.
Jeg bruger en god del af ventetiden i toiletkøen. I løbsbriefing blev det understreget, at det ikke var tilladt at tisse offentligt i byen. Det blev også sagt, at det ikke var tilladt at løbe over for rødt. Løber en løber overfor rødt, ville det føre til diskvalifikation. Regelbrud, der ikke resulterede i diskvalifikation, ville udløse en tidsstraf. Jeg tænker det er en god ide at få tisset af.
Kort før start bliver der åbnet ind på det lille atletikstadion, hvor der står en orange start- og målport. Den sidste ventetid, bruger jeg på at snakke med en ung løber, om blødheden i forskellige Brooks-skomodeller – og så er det af sted.
Der er mellem 5 og 7,5 kilometer mellem de fleste depoter, men til det første depot ved Checkpoint Charlie er der godt 9 kilometer. På trods af toiletbesøget kørt før start, går der ikke længe inden jeg skal igen. Og med masser af pinkeln Kommissare, der holder øje med, at vi ikke tisser uautoriserede steder, eller løber over for rødt må jeg holde mig til Checkpoint Charlie, så jeg ikke risikerer en tidsstraf. Heldigvis sagde arrangørerne ved løbsbriefing, at der er toiletter ved alle depoter.
Nu er det hverken værre eller bedre, end at der stadig hænger en hængelås på toilettet ved Checkpoint Charlie, så lidt senere tager jeg chancen mellem nogle træer – selvklart efter at have tjekket for potentielle pinkeln Kommissare. Det lettede!
Det er vigtigt at spise undervejs. Her lidt at udvalget fra et depot.
The return of the fedtemadder
Jeg har min egen energi med, og lidt ekstra drikkelse samt snags liggende i mine tre dropbags. Heldigvis er depoterne forsynet med rigeligt til at komme gennem de 100 miles. Der er frugt, små håndmadder, vand og cola m.m. Et par steder er der alkoholfri øl og et tredje sted er der små frikadeller. Udbuddet varierer lidt.
Fedtemadder er ikke en del af min daglige kost. Det er mest noget jeg forbinder med min barndoms køkken. I det andet depot snupper jeg en fedtemad. Det kan noget, og dagen bliver den dag i mit liv, hvor jeg spiser flest fedtemadder.
At løbe
Helt basalt er der ikke så meget at sige om at løbe en lang tur. Det kræver forberedelse, men når først starten er gået, er det et spørgsmål om at holde mig i gang. Så længe der er fremdrift, kommer jeg i mål på et eller andet tidspunkt.
I depoterne med dropbags går der noget tid med tøjskift og andet praktisk. På den sidste del af turen skal jeg have en pandelampe og refleksseler på – det er obligatorisk efter solnedgang. Der forsvinder en del minutter i starten af løbet, på at vente på grønt lys i vejkrydsene i det centrale Berlin.
Det eneste dramatiske på turen sker et sted mellem 130 og 140 km. Her finder min højre fod en solid rod på jorden. Så ligger jeg på skovstien, så lang som jeg er med jord over det hele.
Det eneste der tager skade er forfængeligheden. Før jeg har rejst mig op, er der en anden løber med supporter på cykel henne ved mig. Da der ikke er sket noget alvorligt, løber løberen videre. Supporteren bliver og giver mig noget vand, så jeg kan vaske den værste jord af arme og hænder.
En lille stykke Berlinmur. Mauergedenkstätte am Groß Glienicker See.
På de sidste 100 kilometer, er det tilladt at have en supporter med. Supporteren skal cykle og det er også det eneste, der er muligt på store dele af ruten. Jeg har ikke selv en suppoter med, men sætter stor pris på den supporter jeg fik lov at låne en kort øjeblik. Tak.
Mål
I mål kommer jeg. Møg træt.
Der er gullashsuppe efter målgang. Suppen spiser jeg med stor fornøjelse, men ellers er prioriteten at finde en U-bane tilbage til hotellet, få et bad og komme i seng.
Benene er urolige og ømme, men jeg får da sovet noget, inden jeg vågner lidt op på formiddagen søndag. Over middag er der medaljeceremoni på H4 Hotel Alexanderplatz. Ceremonien starter med taler om Muren og murofre, bl.a. er en slægtning til Günter Wiedenhöft på scenen for at snakke.
Først får de hurtigste kvinder og mænd deres hæder. Der blev sat ny bedste tid for mænd til 100 Meilen Berlin. Schweiziske Pascal Rüeger kom rundt i en tid på 12:37:14.
Efter mørkets frembrud er det frem med pandelampen.
580 løber var tilmeldt den individuelle konkurrence (Det var også muligt at tilmelde sig som stafethold). Af de 580 stillede 499 til start og 348 gennemførte de 100 miles. Alle 348 (undtagen de der er taget tidligt hjem) kommer på scenen for at modtage en medaljen. Ud over medaljen får jeg et bæltespænde for at komme under 24 timer. Løbets tidsgrænse er på 30 timer.
Lidt om ruten
100 Meilen Berlin – Der Mauerweglauf afvikles på en lang rundstrækning, som i hovedtræk følger Mauerweg. I år løb vi med urets retning, så i 2026 løbes der imod urets retning.
På de første kilometer er der masser af kryds med lysreguleringer, som giver stop og ventetid. Da først vi var ude af det centrale Berlin, kom der mere flow i løbet. Vi løb en del på ydergrænsen af byzonen, vi kom ud på landet med marker og vi kom gennem skov.
Ruten er markeret med hvide spray-pile på jorden og i mørket med reflekterende pile på vejskilte og lignende. Det gik fint med at finde vej. Hjemmefra havde jeg oprettet en Google Map med ruten. To gange fandt jeg det nødvendigt at tjekke, at jeg stadig var på rundstrækningen. Det var jeg.
Mange steder var det et grønt og idyllisk landskab, vi passerede gennem. Var det ikke for de mange erindringssteder, hvor DDR-borgere var blevet dræbt i deres forsøg på at forlade DDR, kunne vi let glemme den grufulde historie bag ruten.
— 100 Meilen Berlin # 13 – Der Mauerweglauf
Arrangører: LG Mauerweg Berlin Land: Tyskland Start: Friedrich-Ludwig-Jahn-Sportpark Distance: 100 miles Underlag: asfalt, beton, grus, jord Deltagerantal: 580 Sko: Brooks Glycerin 21
Morgenmad: Jeg tjekker Google Maps for morgenmadssteder nær Alexanderplatz. Synes ikke udvalget er overvældende, men beslutter mig for at prøve Spreegold Mitte på hjørnet af Rosa-Luxemburg-Straße og Dircksensstraße.
Fra Rosa-Luxemburg-Straße entrerer jeg et industrielt udseende lokale. Væggene er holdt i brune og hvide farver. På vinduerne er der skrevet ting som Kaffee, Breakfast, Matcha etc. med håndskrift, desuden er der tegnet ukrudtsplanter – alt med hvid tusch.
Spreegold Mitte.
Udsigten ud til Rosa-Luxemburg-Straße er boligbygninger med butikker i stueetagen. Mod Dircksensstraße er der udsigt til højbanen, hvor S5 og S7 kører.
Jeg sætter mig indenfor. Men der er også masser af fortovspladser til udendørsservering. I det jeg sætter mig, formår jeg at vælte en glas på gulvet med min rygsæk. Den ene af de to tjener sender mig et rimelig olmt blik. Heldigvis er det den anden tjener, der kommer med menukort, og senere modtager bestilling og serverer maden.
Min bestilling lyder på en kaffen og Orange Sun, et lille glas appelsinjuice til 5 €, men så er den også friskpresset. Til servering på en tallerken bestiller jeg en Paleo Power Omelette, med avocado og bacon mm.
Serveringen er hurtig. Juicen er frisk og maden smager. En smule mere krydderi ville gøre godt.
Morgenmad med kaffe.
Der er højt til loftet. Spreegold Mitte er ikke byens hyggeligste spisested, men det er absolut acceptabelt, selv om lokalet ville være bedre egnet til en fitnessklub eller lignende. Gæsterne er hovedsageligt tysktalende, men jeg er ikke den eneste udlænding, der har fundet cafeen.
Spreegold Mitte Rosa-Luxemburg-straße 2 10178 Berlin Der er åbent fra 8:30 til 21:00, fredag og lørdag til 22:00.
For mine kollegaer på biblioteket er jeg ham der løber lidt længere og mere end de fleste. Så da et gammel foto med nogle løbere dukkede op under en oprydning, endte billedet hos mig.
Billedet – eller retter billederne – forestiller fem løbere der er ved at løbe fra feltet.
Der er tale om to næsten ens foto side om side. Havde jeg de rette briller fra Raumbild-Verlag Otto Schönstein, ville jeg kunne få et 3d-effekt ud af at se billederne med brillerne på, monteret i den rette afstand fra øjnene.
På bagsiden afslører teksten at fotoet er fra starten af maratonløbet afholdt ved OL i Tyskland 1936.
De olympiske Sommerlege 1936 var de elvte moderne Olympiske Lege. Legene blev afholdt i Berlin fra den 1 august til den 16 august 1936. Maratonløbet blev løbet den 9. august.
Olympianden havde stor propagandaeffekt for de nazistiek magthavere der isenesatte legenede på en helt ny måde. Et eksempel herpå er Leni Riefenstahls dokumentarfilm “Olympia” som i to dele 1. “Fest der Völker” og 2. “Fest der Schönheit”. Det var den første film der anvendte avancerede filmteknik med usædvanlige kameravinkler, ekstreme close-ups og andre teknikker som senere indgik i filmproduktionen som en del af de værktøjer instruktørerne kunne gribe til.
Som en del af iscenesættelsen blev en fakkel med den olympiske ild for første gang bragt fra Olympia i Grækenland til olympiadearrangementet i Berlin.
Maratonløbet ved OL 1936 havde start og mål på det Olympiske Stadion. Ruten gik omkring Grunewald hvor løberne løb et halvmaraton ud til et vendepunkt, vendte og løb samme vej. Starten gik fra 100 meter startlinjen på det Olympiske Stadion.
Løbet blev vundet af koreanske Sohn Kee-chung, mens britten Ernest Harper kom ind på andenpladsen. Deres tider var 02:29:19 og 02:31:23. Korea var på dette tidspunkt besat af Japan. Vinderen Sohn Kee-chung står derfor opført som japaner og under det japanske navn Son Kitei.
In the Marathon race, Zabala, the Los Angeles victor, was forced to withdraw before the first part of the course had been covered. Son (Japan) and the Englishman, Harper, ran side by side for a considerable distance, but after 35 kilometres the Japanese runner left Harper behind and continued alone to win the event in 2:29:3 hours. The second place went to Harper, who was followed by the Japanese runner, Nan. (citat: The XIth Olympic Games Berlin, 1936 : Official Raport, side 606)
Da den japanske nationalmelodi blev spillet ved sejrsceremonien bøjede Sohn Kee-chung hovedet i skam over at han måtte stille op som løber for besættelsesmagten.
Danmark havde en løber med, Anders Jakob Hartington Andersen. Han kom i mål som nummer 25 i tiden 02:56:31.
Tilbage til billedet som kollegerne fandt under oprydning. Bag på billedet er lidt tekst. Først en overskrift: “Die Olympischen Spiele 1936” efterfulgt af billedets titel “49. Berlin, Wettkämpfe: Marathonläufer kurz nach dem Start”, altså er det maratonløbere kort efter starten. “49” antyder at billedet har været en del af en serie af 3d-fotos.
Blandt de øvrige information på bagsiden er udgiverens navn: Raumbild-Verlag Otto Schönstein. Forlaget gjorde sig i historiske fotos, men forlaget var også en integreret af det 3. Rige og udgav fotoserier der forherligede det nazistiske Tyskland.
For det historienørdede er her et link til den officelle olympiske rapport The XIth Olympic Games Berlin, 1936 : Official Raport : Volume I (pdf), side 6-637. – Volume II (pdf), side 642-1223. Ruten, fotos, resultater og mellemtider fra maratonløbet s. 644-647 Indholdsfortegnelse side 1221-1223
Sidste weekend i september gik turen til Tysklands hovedstad, hvor der var bymaraton på plakaten. Berlin Marathon kaldes verdens hurtigste maratonrute. Kunne en langsom løber som mig, forbedre maratontiden der?
Berlin Marathon er et af World Marathon Majore. Ruten gennem Berlin har ikke hørt om højdemeter. Det er nok derfor, her er sat flere verdensrekorder. Undervejs kommer løberne forbi mange af byens turistseværdigheder. Ingen nævnt, ingen glemt. Men det skal lige nævnes at start og mål er i området ved Brandenburger Tor.
Syd på
Rejsen med Marathon Travel Club var med bus fra Sjælør. Motorvejskilometer efter motorvejskilometer, kun afbrudt af sejlturen fra Gedser til Rostock.
I Berlin skulle vi forbi maratonmessen for at hente løbenumre og tidstagerchips inden vi kørte til hotellerne. Tiden på maratonmessen blev desværre meget kort, da vi var blevet forsinket af den berlinske eftermiddagstrafik. Ingen tid til at kigge på messetilbud.
Vi kom frem til hotellet og jeg fik mit værelse på fjerde sal. Nu manglede jeg kun mad. I Berlin var jeg ikke på hjemmebane. I modsætning til Hamburg, kunne jeg ikke bare tage hen til et velkendt kvarter og finde et spisested, som jeg i forvejen kendte. Jeg måtte på gaden og se mig omkring.
Efter at have vandret lidt omkring i kvarteret hvor hotellet lå, kunne jeg konstatere, at alle spisesteder var asiatiske. Der var kinesisk, vietnamesisk og thaimad. Den wienerschnitzel jeg havde tænkt mig, kunne jeg godt skyde en bambuspil efter. Det blev kinesisk.
Der sad jeg så. En fredag aften i Berlin, drak cola og spiste kyling a la kina. Med en plan om at gå tidligt i seng. Klokken ikke alt for sent kunne jeg sige godnat til mig selv.
Fridag
Dagen inden løbet startede stille og roligt. Et brusebad og så på gaden for at finde lidt morgenmad. Formiddagen gik med souvenirshopping og kaffedrikning. Om eftermiddagen havde jeg købt en busrundtur i Berlin med Marathon Travel Club. Så der blev leget charterturist i et par timer.
Efter turistbusturen gik jeg hen og heppede lidt på deltagerne i maraton for inliners. Det så fedt ud og der var god fart på. Ærgerligt jeg aldrig er blevet fortrolig med rulleskøjter og da slet ikke inliners.
Det blev tid til aftensmad. Jeg fandt en hyggelig italiensk restaurant i nærheden af hotellet. (En nærmere undersøgelse havde afsløret andet end asiatiske spisesteder). Pasta med spinat og lidt laks. Mums.
Efter maden tog jeg et karbad. Gik tidlig i seng og stenede ligegyldig tv.
Dedikation
Turen til Berlin var lige ved at ryge i vasken. Godt en uge inden afgang blev min mor indlagt med en lille hjerneblødning og nyresvigt. Nyrerne kom heldigvis i gang igen. Hjerneblødningen var ikke livstruende og det ser ikke ud til at den har nævneværdige konsekvenser. I weekenden inden afgang besøgte jeg hende på Esbjerg Sygehus. Selvfølgelig var hun svag, men i bedring. Humøret fejlede ikke noget og hun var mentalt til stede.
Da det var tid til af gang vurderede jeg, at jeg godt kunne tage en tur syd på. Skulle min mors tilstand blive kritisk, var jeg jo ikke på den anden side af Jorden.
Jeg ved ikke rigtig, om det giver mening, at dedikere et ligegyldigt maratonresultat som mit. Men anyway. Inden Berlin besluttede jeg at dedikere mit løb og resultatet til min mor. Det er hermed gjort.
Løbet
Maratonmorgenen skulle være stille og rolig. Stod tidligt op og spiste morgenmad. I god tid tog jeg mod startområdet i en af Marathon Travel Clubs busser. Og her opdagede jeg dagens store fejl. Havde glemt chippen i skoen! Heldigvis var jeg i så god tid, at jeg kunne tage en taxa tilbage til hotellet og hente chippen.
Mens jeg havde været tilbage på hotellet, var vejen omkring startområdet blevet spærret af. Taxaen kunne ikke køre dertil hvor jeg havde fanget den. Heldigvis var der god tid til en rolig morgengåtur.
Tilbage ved startområdet fandt jeg min startboks. Løberne her skulle løbe et langsommere tempo, end det jeg havde planlagt. Jeg var åbenbart ikke så optimistisk angående min tempoudvikling, da jeg for lang tid siden bestilte rejsen.
Af sted kom vi og jeg kom i gang med at overhale. Og hold da helt op hvor var der mange løbere der skulle overhales. Kunne klart mærke at det er et større løb end København og Hamburg. Der var tæt med mennesker fra start til slut. I Hamburg havde der været flere perioder, hvor jeg ikke behøvede at koncentrere mig om at undgå at løbe ind i andre løbere, eller selv blive løbet ned. Sådanne rolige kilometer var er ikke i Berlin.
De første 25 kilometer holdt jeg nogenlunde det planlagte tempo. Men så faldt det. Ikke meget. På det lange stræk, skal der ikke den store temponedgang til at gøre en forskel på sluttiden. Tempoet på de første 25 kilometer lå på 05:00. Efter at have erkendt at tempoet ikke kunne holde hele vejen, fandt jeg rytmen i et tempo på 05:05. Det holdt, men jeg måtte kæmpe med alt jeg havde – og lidt til – for at holde det på de sidste syv kilometer. Soundtracket stod Gojira for. Sådan er det nu engang, når der skal kæmpes.
Mål
I mål kom jeg på tiden 03:32:05. En forbedring af min personlige rekordt med godt seks minutter. Jeg løb med alt jeg havde, og kan kun være tilfreds. Det selv om jeg havde håbet på at være en lille smule hurtigere.
De professionelle løb f**king hurtigt. Wilson Kipsang satte ny verdensrekort på 02:03:23. Hvilket er en hæderlig tid for motionister på den halve distance. Bedste kvinde blev Florence Kiplagat med tiden 02:21:13.
Det var ottende gang, der bliver sat verdensrekord i Berlin.
Og Berlin Marathon. Kommer jeg tilbage? På positiv siden er ruten dejlig flad, hvis man løber for den gode tid. Publikum giver den gas og er en stor oplevelse. Ned trækker det, at løbet er så stort. Der er simpelthen for mange deltagere til min smag. Så måske vender jeg tilbage, men Berlin Marathon er absolut ikke øverst på min ønskesedlen, eller for den sags skyld en del af mine løbeplaner for de kommende par år.
Naunynstraße 60, 10997 Berlin 030 61 47 128 Teksten er et copy&paste fra Pubspotters.dk.
Udefra lokker stedet med graffitidødningehoveder. I et af vinduerne hænger der en bas og to el-guitarer. Det lugter af rock ‘n’ roll. Et skilt på døren, gør opmærksom på, at hunde ikke er tilladt efter klokken 20:00. Trinkteufel ligger på hjørnet af Naunynstraße og Adalberstrasße.
Indenfor er der dømt pirattema. Dødningehoveder, skeletter, døde pirater, edderkopper, rotter på loft og vægge. Den primære farve er sort – både på væggene og publikums tøj. Musikken er rock ‘n’ roll, vel af mærke af den hårde slags. Heavy, punk, hardcore. You name it, they play it. Bag baren er der en større cd-samling og en del sprutflasker.
Nogle gange spiller der et band, men det må spottes og vurderes ved en anden lejlighed.
Som på et hvert værdig værtshus er der masser af øl og andet til ganen. Her et par priseksempler: Dåse-Guinness koster 2,5 €, Schneider Weiss 2,6 €.
Konen siger, at jeg skal skrive noget om anarkosatanisme. (Noget med et klistermærke på toilettet). Det være hermed gjort.
Der blev både spillet Sex Pistols og Motorhead og udefinerbart hard core. Skummelt og dejligt værtshus. Et af den slag steder hvor den ene øl tager den anden, den ene time den anden. Anbefales!
Maybachufer 21, 12047 Berlin. Tlf.: 030 62 72 57 26 Teksten er et copy&paste fra Pubspotters.dk.
Efter et besøg i Berlins FC St. Pauli-shop fan-tastic i Kreuzberg, er det tid til at finde dagens første beværtning. Efter lidt tilfældig vandren rundt i kvarteret ender selskabet ved Eckbert på hjørnet af Maybachufer og Bürknerstraße
Udefra er det et af disse karakteristiske huse, der ender i en spids vinkel. Udenfor er der et lille område, der i sommersæsonen kan bruges til udendørsservering. Værtshuset ligger ved en af Berlins kanaler. Vinduerne er store, så kunderne kan kigge ud på vandet og livet i byen. Væggene er orange, borde og stole i lyst træ. Stedet er inddelt i tre rum. De to af rummene er adskilte af et fiskeakvarium.
Fadøl og øl koster fra 2,2 til 3 €. Fadølsudvalget er: Jever Pils, Alster, Leibinger Edelpils, Memminger Hefe Hell og Jarosover Schwarzbier. Der er sprut, long drinks og andet godt til ganen. En Jack Daniel’s koster 2,7 €. Og der er mad, hvilket er godt til en tømmermandsplaget krop.
Ud over mad og drikke, serveres der nicaraguanske cigaretter og cubanske cigarer. Dejligt med et land, hvor der stadig er frihed til at ryge en smøg på et værtshus.
Konen siger at jeg skal skrive, at dametoilettet er rent og nysseligt.
Mandag-fredag åbnes stedet klokken 11:30 og lørdag klokken 10:00.
Publiceret på sh.newsun.dk 18.01. 2007
Mest om løb og hvad jeg oplever når jeg løber. Lidt om historie, fornøjelser og diverse.
Denne hjemmeside bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du vores brug af cookies.
