Tag-arkiv: historie

Arbejderne synger

De samvirkende københavnske Arbejdersangkor (DSKA) havde 25 års jubilæum i 1943. I den anledning samlede A. C. Poulsen et jubilæumsskrift hvor læserne får et indblik i korets virke indtil da.

Da arbejderbevægelsen organiserede sig, først i fagforeninger og politiske organisationer fulgte sangforeninger og idrætsforeninger m.m. Som fagforeninger fandt sammen i De samvirkende Fagforeninger (nu LO) fandt sangforeningerne sammen i DSKA.

“Arbejderkorsagen her i Danmark har udviklet sig Side om Side med den øvrige Arbejderbevægelse, hvis revolutionerende Rejsning fandt Sted i Begyndelsen af Halvfjerdserne. Før den Tid var det de gamle Laugs- og Haandværkersangforeninger, der sammen med StudenterSangforeningen prægede Korsangen herhjemme. Disse Sangforeninger stod Datidens nationale Sange lige saa nær, som de stod Arbejdersange fjernt. Det er forstaaeligt, naar den nyrejste socialistiske Arbejderbevægelse i sin idealistiske Kamp straks tog Korsangen i sin Tjeneste som Agitationsmiddel, thi gennem Sangen kunde der blive givet Luft for alle de dybe Stemninger, den stærke Begejstring og det stolte Haab der fyldte Arbejderklassens Forkæmpere.”
(citat: De samvirkende københavnske Arbejdersangkor 1918-1943, side 19)

Københavnerne var langsomme til at få en fællesorganisation for kor. Allerede i 1889 stiftedes “De centraliserede jyske ArbejderSangkor” og i 1899 “Fyns Central Arbejdersangkor”. Først i 1907, på foranledning af “Den sociale Skomagersangforening” blev samarbejdet mellem de københavnske arbejderkor organiseret – i første omgang med henblik på at assistere den internationale Arbejderkongres i København 1910. I februar 1908 gav 23 københavnske arbejdersangkor tilsagn om at indtræde i samarbejdet. Men det blev kun et midlertidigt samarbejde, der ophørte, da Arbejderkongressen var overstået.

Sort hvid foto af friluftsscene med kor
Koncert i Rosenborg Have, 30. juli 1919.

Først i november 1917 blev der igen taget initiativ til et møde for repræsentanter for københavnerkorerne, denne gang på foranledning af Cigararbejdernes Sangforening. På mødet talte cigarmager Th. Collemorten for stiftelsen af en fællesorganisation. Han mente, den ville betyde fremgang for de enkelte kor og styrke korsangens placering i arbejderbevægelsen.

Den 3. februar 1918 stiftedes “De samvirkende københavnske Arbejdersangkor” i Rømersgade 22 med følgende formål:

  • at styrke og udbrede Sansen for flerstemmig Sang,
  • at vække Interessen for Sangens agitatoriske Betydning indenfor Arbejderbevægelsen, og
  • at varetage Sangkorenes Interesser, hvor en fælles Optræden er nødvendig.

Ovennævnte Th. Collemorten blev formand for den nye forening. En post han bestred i knapt 20 år.

En af de første opgaver, den nye sammenslutning tog fat på, var at udvælge et fælles repertoire, så korene altid var beredte, når der var brug for deres fælles assistance. Efter en række møder mellem dirigenter og repræsentantskabet blev der i første omgang udvalgt seks sange.

Stort kort på en scene. Sort hvid foto.
Sangprøve før koncert i Idrætshuset, april 1920.

Da “De samvirkende københavnske Arbejdersangkor” holdt 10 års jubilæum indledte Th. Stauning sin tale med følgende:

“Denne Festtale burde egentlig synges og ikke tales men jeg er bange for, at jeg ikke formaar at faa det rette Sving over Stemmen, som denne Lejlighed kræver! Jeg mindes det kendte Ord “Böse Leute haben keine Lieder”; der skal Sang til for at gøre Livet lyst for sig selv som for andre. Vi trænger til Sangens Fest og Glæde, og vi har ogsaa Brug for den ildnende Kampsang, der bidrager sit til at føre Arbejderklassen frem til lysere Vilkaar.”

De Samvirkende københavnske Arbejdersangkor 1918-1943 af A.C. Poulsen. Ihrichs Bogtrykkeri, 1943.

Kilde: Stræderne i København. 2018, marts.

Fingerplan før fingerplanen

Den store plan: “Det, der vil præge vort Syn paa Arkitekt Råvad i faglig Henseende, er hans Interesse og Arbejde for Plan i Københavns Udvikling”, sådan indledes nekrologen for Alfred Råvad (1848-1933) i tidsskriftet Arkitekten. Råvad var en pioner inden for byplanlægning. Få år inden hans død udgav han “Borgmesterbogen” som skitserede en samlet plan for hovedstadens fremtid.

Kigger du på et kort over hovedstadsområdet kan du med lidt god vilje se en hånd. Forestil dig tommelfingeren ned langs Køge bugt, pegefingeren som forstæderne ud ad B-linjen mod Høje Taastrup. Langfinger som byerne ud ad Frederikssundsvej. Ringfinger ud mod nordvest og lillefinger op langs nordkysten. Det er nogenlunde sådan Storkøbenhavn ser ud.

Tegnet kort med et Storkøbenhavn hvor hele Amager er bymæssigt bebygget og hvor der er sammenhængende by fra København til Roskilde og fra København til Helsingør.
Alfred Råvads vision for fremtidens København.

Fingerplanen var en plan for udviklingen af København med det enkle princip, at byen skulle vokse ud af fem linjer mod købstæderne Køge, Roskilde, Frederikssund, Hillerød og Helsingør. Planen, der egentlig hed “Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn” blev udsendt af Egnsplankontoret i 1947.

Selv om planen aldrig blev formelt vedtaget fik den stor betydning for byudviklingen i Storkøbenhavn. Idéen fængede. Konkret fik planen f.eks. betydning for vedtagelsen af byreguleringsloven i 1949. Fingerplanens ide om fem linjer ud fra centrum er den hånd, du kan se på kortet.

Før Fingerplanen

Allerede i 1886 havde Alfred Råvad foreslået, at der blev fundet økonomiske midler til at udarbejde en generalplan for København. Han sendte ansøgningen om støtte til Indenrigsministeriet.
Ministeriet udarbejdede et afslag. Det nåede Råvad dog ikke at modtage. Efter 1½ års ventetid, trak han sin ansøgning tilbage og emigrerede til USA med sin kone og fire sønner.

Enghavestævnet. En national hovedstadspark som Alfred Råvad forestillede sig den.

Råvad kom tilbage til Danmark i 1914. Han skrev en del indlæg i relevante blade og var en agtet person inden for fagkredse. Men uden for det snævre fagmiljø var der ikke mange, der lyttede til ham. Den brede offentlighed og det politiske niveau havde endnu ikke erkendt behovet for byplanlægning.

Alfred J. Råvad udtænkte i 1920’erne en plan for Københavns udvikling, hvor idéen var at opdele Københavns omegn i kileformede regioner, med kilernes spids rettet mod det administrative centrum.

En fingerplan årtier inden Fingerplanen

I 1929 udkom “Borgmesterbogen”, først som føljeton i tidsskriftet “Arkitekten” og efterfølgende som en trykt bog. Bogen var henvendt til borgmestre, embedsmænd og skatteborgere for at skabe bro mellem sagkundskab og politik.

En del af Råvads plan var en stor, national hovedstadspark: Enghave Stævnet. Her skulle være torvepladser for handel, varebørs og auktionshaller, torv med prøveudstilling af industri og kunsthåndværk. De rekreative elementer i parken skulle efter Råvads mening rumme områder dedikeret til moralske adspredelser og sundhedspleje som idræt.
Råvads “Borgmesterbogen” var en fremskrivning af, hvordan København ville se ud 1999.

I bogens indledning skriver han: “Når det her nævnte tidspunkt, efter dette århundredes forløb, er nåt, vil havneløbet og dettes krydsninger være gennemførte og folketallet vil have passeret 2 million mærket. Bebyggelsen vil da, ikke alene have spredt sig nordefter ad Strandvejen og Lyngbyvejen, men det hele belte langs Roskildevejen vil være bebygget ligesom den søndre strand langs Køgebugten vil have formet sig som en Søndre Strandvej, medens Amager vil være fuldt bebygget, navnlig efter havebyformen, omkredsende havnens industrikvarter. Vej og gadeanlægene vil rettes mod havnekrydsningerne istedet for de historiske voldgatte (Østergat, Nørregat, Vestergat og Amagergat), som vil være gamle minder. Dette er store forandringer, men de er dikterede af stadens geografiske forhold og det vilde være en fornærmelse mod stadens borgere om man tvivlede på ævnen til at følge naturens og historiens vejvisning.”

Borgmesterbogen af Alfred J. Raavad. Akademisk Architektforening, 1929.

Kilde: Stræderne i København. 2017, november.

Ishøjplanen

Ishøjplanen (nu kendt som Vejleåparken) blev opført i 1970-1974 – på det tidspunkt som landets største boligområde med mere ende 2000 lejemål. Arbejdernes Andels Boligforening (AAB) og Ishøj Boligselskab var bygherrerne og Kooperativ Byggeindustri var arkitekterne bag projektet.

Ishøjplanen blev opført som montagebyggeri i beton af serieproducerede byggeelementer. Boligerne varierede fra et- til fem-værelses lejligheder i karréer på fire etager. Bygningerne ligger på et areal på omtrent 900 x 450 meter umiddelbart vest for S-togsbanen og syd for Ishøj Centeret.

Foto af artikel i tidsskriftet Arkitektur
I 1976 skrev tidsskriftet Arkitektur en artikel om de modstridende opfattelser af Ishøjplanen.

Ishøjplanen blev tænkt som en satellitby for familier og unge med arbejde i København. De første år led Ishøjplanen under den manglende togforbindelsen i København og boligselskaberne havde svært ved at udleje boligerne. Oliekrisen ramte også Ishøjplanen. Mange lejligheder stod tomme og indskuddet for indflytning blev sat drastisk ned fra 11.000,- kr til 1.000 kr.

I en annonce i Søndags Aktuelt (26. maj 1974) forsøgte Arbejdernes Andels Boligforening at lokke med følgende tekst: “Vi har ledige lejligheder med 4 rum (110 kv.m inkl. altan 10 kv.m). Boligafgift kr. 1.197 pr. md. inkl. varme og el til husholdningsbrug. Herfra kan gå boligsikring efter gældende regler. Intet krav om personantal. Der vil kunne ydes Dem et rente- og afdragsfrit lån i 5 år til betaling af boligandelen. Dog må De selv betale kr. 1.000 ved underskriften af boligoverenskomsten.”

De ressourcestærke familier og studerende unge fandt ikke Ishøjplanen tillokkende. I stedet blev de små lejligheder der var tænkt som ungdomsboliger, udlejet til enlige mænd på overførselsindkomst og de større lejligheder blev tildelt indvandrere og gæstearbejdere.

I september åbnede 1976 åbnede S-togstationen i Ishøj. Det var for sent. I folkemunde var Ishøjplanen blevet til Ghettoplanen.

En del af noget større

I 1960’erne blev grundlaget for udbygningen af Hovedstaden ud langs Køge Bugt lagt. “Lov om planlægning af Køge Bugt-området” blev vedtaget 17. maj 1961. På det lovgrundlag blev der udarbejdet en dispositionsplan, hvis grundide var at etablere en række bydele mellem Køge Bugt og den planlagte motorvejsforbindelse (Køge Bugt Motorvejen).

“Bebyggelsen ligger i Køge Bugt-regionen. Den er et ægte barn af den avancerede byplanlægning, som af staten blev igangsat, da der var opnået enighed om at lede hovedstadens byudvikling ud langs den planlagte Køge Bugt-bane. I forbindelse med Køge Bugt-planen blev der udarbejdet et normsæt, som skulle sikre, at de nye byer fik den højest mulige miljøkvalitet.
(…)
Ingen var i tvivl om, at for at opnå dette niveau måtte boligbebyggelserne planlægges i store enheder, en planlægning som først og fremmest boligselskaberne havde kapacitet til at påtage sig.”
(citat: Ishøj-Planen, boligbebyggelse i Køge Bugt i Arkitektur. 1976, nr. 1)

Fra planen til parken

Ishøjplanen var tidstypisk for 1960’ernes og 1970’ernes betonbyggeri. Området fik hurtigt et rygte som Vestegnsghetto. I folkemunde blev Ishøjplanen kaldt Planen eller Ghettoplanen.

I 2004 gik en gennemgribende renovering af Ishøjplanen i gang. En renovering der kostede 1,2 milliarder kroner. Den fysiske renovering af området var færdig i 2008. I samme ombæring blev området omdøbt og rebranded som Vejleåparken.

“Ishøjplanen fik en klang af beton, indvandrere og vestegnsghetto – faktisk noget af den samme negative klang som Gellerupparken og Vollsmose har i dag. Vi blev enige om, at det ikke var nok med en fysisk renovering, men at der også skulle en mental renovering til. Derfor fik vi et kommunikationsbureau indover. Vi besluttede at skifte boligområdets navn og de associationer, der knyttede sig til det i 2008, da renoveringen var færdig. Siden da har den gennemsnitlige indflytterindkomst været støt stigende.”, udtalte direktør Christian Høgsbro i “Nyt bolignavn giver højere indflytterindkomster” på Fagbladetboligen.dk.

Istandsættelsen satte gang i en proces hvor beboersammensætningen ændre sig. I 2005 havde nyindflyttere i Ishøjplanen en gennemsnitlig husstandsindkomst på 332.642 kroner. I 2016 var tallet steget til 506.525 kr.

“Da Ishøjplanen blev bygget, blev indvandrerne og de socialt udsatte bare smidt herud. Der skulle bare fyldes op. Men beton-facaderne hjalp jo heller ikke på det. Jeg har set fotos fra dengang og hvis det også havde set sådan ud, da vi ledte efter bolig, var vi ikke flyttet ind. Det er stensikkert.”
(citat Wagn B. Jensen, i Vores venner sagde, at vi var fuldstændigt sindssyge, fordi vi flyttede hertil på BT. 06.01. 2018.)

Vejleåparken

Fotos fra en efterårsdag i 2021.

Fakta – Ishøjplanen

  • Opførelsesår: 1970-1974
  • Arkitekt: Kooperativ Byggeindustri
  • Landskabsarkitekt: KBI / Ole Nørgårds Tegnestur
  • Bygherre: Arbejdernes Andels Boligforening & Ishøj Boligselskab
  • Omfang: 1472 boliger, heraf 24 indrettet for bevægelseshæmmede
  • Bruttoetageareal: ca. 185.500㎡
  • Priser: Europrefabs Golden Troph 1974 / Bayer AG internationale pris for anvendelse af farvet beton 1974

Opfinderen Valdemar Poulsen : På vej mod trådløs samtale

Mindetavlen fortæller: Valdemar Poulsen opfandt buegeneratoren og telegrafonen og var med til at bane vejen for radioens og båndoptagerens udvikling.

Valdemar Poulsen blev født i ejendommen Landemærket 3 (ved Rundetårn) den 23. november 1869. I dag er der placeret en tavle på 2. sal ved lejligheden, hvor han blev født.

Valdemar Poulsen var ikke noget hit i skolen. Undtagelsen var fysik, hvor han altid hentede et ug. Som 20-årig blev han dog student fra Borgerdydskolen på Christianshavn.

Da hans læretid var overstået, blev han ansat som assistent ved Københavns Telefonselskab. Det var her, han fik idéen til “en elektromagnetisk fonograf” – bedre kendt som en båndoptager.

Fra 1899 begyndte et samarbejde med P. O. Pedersen. Valdemar Poulsen gik i gang med at eksperimentere med elektriske bølger. Arbejdet resulterede i buegeneratoren (også kaldet en buesender), der kunne udsende ensartede bølger. Buesenderen var udviklet til trådløs telegrafi. Det viste sig hurtigt, at den også var anvendelig til transmission af tale og musik.

Opfindelsen fik stor betydning for udviklingen af telegrafi og radiomediet. Et skridt på vej mod nutidens trådløse samfund.

Mindetavlen

Mindetavlens tekst er: “HER FØDTES / OPFINDEREN / VALDEMAR POULSEN / 1869”.

Tavlen er skænket af stenhuggermester Peter Schannong og blev opsat i 1943.

Valdemar Poulsen blev hædret i sin samtid, bl.a. med Videnskabernes Selskabs guldmedalje. Selv om hans opfindelser var vigtige for udviklingen, er han nærmest glemt i dag. Men tavlen er der endnu, så vi ikke helt glemmer den store danske opfinder.

Litteratur:
Foregangsmænd : bind 1 af Poul Müller og Jakob V. Pedersen. Gyldendal, 1970. 139 sider.
Lyd fra fortid til nutid af K. Dannefeldt Bøthner. 1977. 139 sider.

Kilde: Stræderne i København. 2010, november.

Komponisten Niels W. Gade

Fra hjørnet af Gothersgade og Borgergade er der ikke langt ned til restauranten Chicos Cantina. Skjult mellem stedets menukort hænger en mindetavle for komponisten Niels W. Gade.

Niels W. Gade var enebarn. Hans far var snedker og instrumentmager Søren Nielsen Gade. Gade blev født 22. februar 1817. Familien boede i Borgergade, hvor faderen også havde sit instrumentmagerværksted.

Borgergade var dengang en smal gade med 1700-talshuse. Her boede mange handlende og håndværkere. I 1821 fik faderen borgerbrev som musikalsk instrumentmager, og den lille familie flyttede til hjørnet af Nygade og Skovbogade. To år senere flyttede de igen, men de blev i kvarteret.

Allerede som barn viste Gade et talent for musik. Hans skolegang var kort, men i en periode fra han var elleve til fjorten gik han i skole. Inden da havde han læst ABC med sin mor.

Efter påbud fra hans far begyndte Gade en snedkeruddannelse, men efter et halvt år fik han nok af det. Gade begyndte herefter at studere musikteori hos A. P. Berggreen og violinspil hos Frederich Wexschall.

I sit voksenliv blev Niels W. Gade en dominerende skikkelse i det danske musikliv, med en ikke ubetydelig succes i Europa.

Mindetavle med tekst og reliefbillede af husfacade.

Mindetavlen sidder på bygningen Borgergade 2. Over for det sted stod det hus, hvor Niels W. Gade blev født. Teksten på tavlen er: “UDFOR / DETTE / STED I / HUSET / DER LAA / BORGER / GADE 17 / FØDTES / NIELS W / GADE / 22 FEBR / 1817”.

Ejendommen, Borgergade 17 (tidligere nr. 197), blev revet ned i 1942. Mindetavlen blev afsløret 26. september 1946.

Motivet på tavlen er en gengivelse af husfacaden på det hus hvor Niels W. Gade blev født.

Litteratur:
Minder om Niels W. Gade : kendte Mænds og Kvinders Erindringer. Schultz, 1930. 186 sider.
Niels W. Gade : et dansk verdensnavn af Inger Sørensen. Gyldendal, 2002. 429 sider.

Kilde: Stræderne i København. 2011, januar.

Et skilt på muren

Mindetavle for Nicolai Eigtved: Nicolai Eigtved, 1701-1754, var hovedarkitekten bag planerne for Frederiksstaden. Han mindes med en tavle ved Amalienborg.

Nicolai (Niels) Eigtved; født 1701 i Haraldsted og død 1754 i København. Som ung blev Nicolai Eigtved uddannet gartner, hvorefter han rejste til udlandet. Her hentede han en del erfaring og viden.

I 1732 blev Nicolai Eigtved udnævnt til dansk løjtnant og fik bevilget penge til en studierejse til Italien. I 1735 kom han til København, hvorefter han blev kaptajn i ingeniørkorpset og hofbygmester.

De sidste år af Nicolai Eigtveds liv blev dedikeret til Frederiksstadens planlægning og begyndende gennemførelse. Han havde det arkitektoniske ansvar for projektet.

Frederiksstaden var Frederik V.s store prestigebydel opkaldt efter ham selv. Anledningen til at grundlægge en ny bydel var den Oldenborgske slægts 300 års jubilæum som herskere i Danmark i 1748. Bydelen blev påbegyndt i 1749.

Frederiksstaden var den største arkitektoniske opgave i 1700-tallets Danmark. Bydelen er delt af et kors med Amalienborg Slotsplads som midte.

Hovedaksen, Frederiksgade, går fra Marmorkirken gennem Slotspladsen og ned til havnen. Den krydses af Amaliegade. Frederiksstaden nævnes som et højdepunkt i europæisk byplanlægning og rokokoarkitektur.

Mindetavle med relief af Amalienborg og Frederiks Kirke

Mindetavlen

På Frederiksgades venstre side, når man kommer fra Bredgade og går mod Amalienborg, sidder mindetavlen for Nicolai Eigtved i murværket. Tavlen viser Frederiksstadens oprindelige plan i relief.

Mindetavlens tekst:
“NICOLAI EIGTVED / FØDT 1701 DØD 1754 / FREDRIKSSTADENS ARKITEKT”

Litteratur:
Dansk biografisk leksikon : 4. bind : Dons-Frijsh. 1980.
Bag Facaden – ansigter på Frederiksstaden af Marie Josefine Albris, 2010.

Kilde: Stræderne i København. 2010, oktober.

Har du set Anna Søe

I 1947 udgav forlaget Westermann bogen “Det rette erotiske compani” af Bertel Budtz-Müller. På Bibliotek.dk beskrives romanen som en “historisk roman fra Thy om en nøgen pige, en gæv ridder, brændevin, salte sild og en svigermor, der mistænkes for at være heks”.

Bertel Budtz Müller skrev på skæmteroman “Anne Søe” under 2. Verdenskrig. Han var under jorden den sidste tid inden befrielsen og manuskriptet forsvandt. En mindre del blev fundet og udgivet posthum under titlen “Det rette erotiske compani”.
Bogen handler om den frodige og livsglade Anne Søes datter Ingeborg og hr. Diderich Braese til Kokkedal.

Forside til 1. og 2. udgaven af “Det rette erotiske compani”

Bag på omslaget til 1. udgaven, 1947, står der, at Bertel Budtz Müller “havde vundet Ry som Novellist og Dramatiker; men sin første egentlige Roman fik han først paabegyndt i sine sidste Aar, da Sygdommen allerede havde mærket man til en alt for tidlig Død. Manuskriptet blev fundet i hans efterladte Papir. Der mangler dog en Del Kapitler; men gennem Efterlysninger i Dagspressen lykkedes det at finde frem til disse, og her kommer nu efter hans Død hans første og sidste Roman “Det rette erotiske Compagni”.”

Annonce fra Berlingske Tidende. 5. april 1948.

Men det var ikke alt der var komme frem gennem efterlysningerne i dagspressen. Da andenudgaven kommer i 1959 efterlyses der igen – men nu er “Det rette erotiske Compagni”: “en del af en stor roman, ANNA SØE, som Bertel Budtz Müller begyndte at skrive, mens han var under jorden i besættelsestiden, og som han fuldendte efter befrielsen. Såvel forfatterens manuskript som en maskinskreven afskrift forsvandt sporløst. For oplysninger, der fører til at det oprindelige manuskript eller afskriften kommer til vejs, udlover Hans Reitzels Forlag, Frederiksberggade 28, København K., en dusør på kr. 500,-.”

Omtale af Det rette erotiske compani fra Thisted Amts Tidende. 22. marts 1948.

“Det rette erotiske Compagni” blev omtalt af Hans Kirk i avisen “Land & Folk”, 10. maj 1948, hvor læserne kunne læse at bogen “fortæller om den thylandske heks fru Anna Søe, der var en af hovedpersonerne i den sidste danske trolddomssag og iøvrigt en bjærgsom dame med så stort held i handel og købmandsskab, at hun blev ejer af rigt jordegods og fik sig selv og sine efterkommere ophøjet i adelsstanden. Sagnet har spundet en ring om hende af ondskab, svig og gerrighed, og til sidst blev hun hentet af djævelen i en sort hunds skikkelse og ført til helvede.
Det er imidlertid ikke Anna Søe, som hun endnu lever i overleveringen, Budtz Müller beskæftiger sig med, – skønt det ellers nok kunne være en digters opgave at prøve at skildre en kvinde, der har kastet så mørke skygger. Hans Anna Søe er en hed og driftig renaissanceskikkelse af rubensk skønhed og med en katteagtig underfundighed i sit sind. Historisk holder dette billede nok ikke og måske er Anna Søe kun et påskud til en roman om det Thy, som Bertel Budtz Müller stammede fra og elskede til sin sidste time. Også kærlighedshistorien er temmelig konstrueret, men der er strålende kapitler i bogen. Man vil sent glemme den kongelige foged Didrik von Bras måltid ombord i den lille skude i Limfjorden. I den slags djærve scener og i de prægtige skildringer af nordjysk landskab og vestjysk vejr lægger Bertel Budtz Müllers evne sig for dagen.”

Efterlysning fra 2. udgaven af “Det rette erotiske compani”, 1959

“For oplysninger, der fører til paagribelsen af det oprindelige manuskript til den nordjyske forfatter Bertel Budtz Müllers “Det rette erotiske compani”, udlover Hans Reitzels forlag 500 kroner i dusør!
Budtz Müller begyndte at skrive denne fyndige og frodige roman, mens han var under jorden i besættelsestiden og fuldendte den kort før sin død i 1946. Man ved, at der foruden forfatterens haandskrevne manuskript har eksisteret en maskinskrevet afskrift, men bægge dele er paa uforklarlig vis forsvundet. “Det rette erotiske compani” er kun en lille reddet del af et større romanværk Men selv om man ikke kan finde det forsvundne, kan man altid glæde sig over Reitzels genoptryk af denne undertiden helt tosset løsslupne bog. Der er mere charme og naivitet i Budtz Müller end i vore fleste andre erotiske humorister.”
(citat: Aalborg Stiftstidende. 29. oktober 1959.

Så vidt vides er den resterende del at romanen “Anne Søe” aldrig dukket op. Så tjek lige loftet.

“Bertels talent var stort Skuespil, digtsamlinger, noveller han kunne det hele. En stout mand. I statur og sind. Jeg er bange for, at nutidens unge ikke kender meget til disse dejlige værker fra Bertels hånd. Men bøgerne kan stadig findes på biblioteket, og jeg vil ønske, at mange i dag ville genopdage disse fædrelandshistorier, disse kærlighedserklæringer til vort skønne Thy, og dets indbyggere fra dengang – thyboen. 1990’erens thybo er ikke langt fra den tids mennesker, som Bertel beskriver så varmt.”
(citat: “Den store thybo” af Clauson-Kaas i Thisted Dagblad. 11. oktober 1991.)

Den virkelige Anne Søe

“I al Almindelighed kan det siges, at der er Grund til at tro, at Anne Søe har været en hel Del bedre end hendes rygte, ti der foreligger ikke nogen paa Kendsgerninger bygget Efterretning om, at hun nogen Sinde har gjort sig skyldig i noget slet. Hendes Samtid paastod om hende, at hun var “i Ledtog med den onde”, men selvfølgelig stammede denne Beskyldning fra Tidens Overtro, og den finder tillige sin naturlige Begrundelse deri, at Anne Søe ganske utvivlsomt har været en ualmindelig dygtig og klog Kvinde, der i saa Henseende stod langt over sin Samtid.”
(citat: Fru Anne Søe af M. Aaberg i Historisk årbog for Thisted Amt 1910)

I artiklen “Anne Søe og hendes slægt” i Historisk årbog for Thisted Amt, 1962-64 – XVI. bind, skriver Torsten Balle om den historiske Anne Søe.
Anne Søe var 90 da hun døde i 1736. Hun havde overlevet to mænd, først rådmand Søren Jacobsen Lugge, næst borgmester i Thisted Enevold Nielsen Berregaard er ejede Kølbygård og Vesløsgard. Ved Anne Søes død blev hendes formue opgjort 175.000 rigsdaler.

Fru Anne Søe gengivet i Historisk årbog for Thisted Amt 1910.

I 1670 blev Anne Søe viet til Søren Jacobsen Lugge, der var købmand og rådmand i Thisted. Søren drev en livlig handelsvirksomhed var bev ejer af et skib i 1678 – kort før hans død samme år.

Anne Søe sad da som enke med en lille datter, Ingeborg Cathrine Lugge, og kort efter mandens død fødte hun en lille søn. Sønnen fik navnet Søren Sørensen Lugge.

Anne Søe blev gift igen. Manden, Enevold Nielsen Berregaard, var rådmand og borgmester i Thisted. Han fik titel af justitsråd og blev i 1726 optaget i adelsstanden. De fik to børn, Christian Berregaard og Frederik Berregaard.

Bibliotek.dk: Det rette erotiske compani

Gymnastik for handelsstandens unge mænd

Handelsstandens Gymnastikforening (HG) blev stiftet i april 1880 med det formål at udvikle handelsstandens unge mænds færdigheder i gymnastik og våbenbrug (stokkeslag). Foreningen voksede og trivedes og tog gerne konkurrencen op med andre københavnske idrætsforeninger. I en periode mødtes de også med norske Oslo Turnforening til indbyrdes konkurrencer.

I 1930 havde gymnastikforeningen 50 års jubilæum og udgav i den forbindelse et festskrift: “Festskrift ved Handelsstandens Gymnastikforenings 50 Aars Jubilæum 28. April 1930”, som er kilden til størstedelen af nedenstående tekst. Festskriftet blev redigeret af Vigo Andersen, Einar Blem, Axel W. Lind og Knud Jørgensen.

Foreningens første gymnastikdyst var mod Roskilde Gymnastikforening. Kampen fandt sted søndag den 18. marts 1886, publikum betalte 1. kr. for en billet til Industriforeningens sal. HG vandt kampen.

HG vægtede samarbejder. I juli 1899 afholdtes i Søpavillonen et møde, hvor formændene for danske gymnastikforeninger var indbudt. Her blev Dansk Gymnastik Forbund dannet.

I 1907 blev det første hold oprettet for kvinder, men først i 1915 fik de kvindelige medlemmer samme ret som mændene.

Kampene mod Oslo Turnforening

I 1912 tog HG kontakt til Oslo Turnforening (OT) for at arrangere en konkurrence mellem de to foreninger i København.
18. januar 1913 mødtes HG og OT til dyst i et stuvende fuldt Odd Fellow Palæ. Nordmændene sejrede med 16 point mod københavnernes 15¾ point. Selv om HG tabte, var det et lærerigt møde, hvor begge foreninger fik inspiration og lærte af hinanden.

Kampen melle Oslo Turnforening og Handelsstandens Gymnastikforening 1913.

I 1914 var der revanchekamp i Oslo. På trods af at det igen blev til et nederlag for HB, beskrives turen som “en yderst fornøjelig Tur, hvor vore elskværdige Værter næsten fordunklede deres hidtidige store Ry som splendide Værter” i festskriftet fra 1930.

Revanchen kom i december 1916. “Det blev en Jættedyst, hvor det umulige blev muligt, og hvor Præstation fordunklede Præstation og henrev Publikum til Begejstring, trods Lummerheden i Salen.” skrives der i jubilæumsskriftet om denne tredje dyst mod nordmændene.
Det var en uomtvistelig sejr og nordmændene måtte se sig slået. Der var dog ingen bitterhed og til den efterfølgende fest var der en kammeratlig tone.

Om den første gang de to gymnastikforeninger mødtes til dyst skrev Torleif Torkildsen, formand i Oslo Turnforening, følgende:
”Konkurrancen holdtes i Odd Fellowpalæets store sal, som var fuldt besat av et meget representativt publikum. Under de respektive landes flag marsjerte begge tropper inn og møttes straks av et hjertelig bifald, som tiltok, eftersom konkurrancen skred frem. Efter at dommerkollegiet hadde trukket sig tilbake, fremviste utenfor konkurrance ”H. G.” smidighetsøvelser og vor forening trampoline- sprang. Dette var øiensynlig noe, som faldt i publikums smak. Den danske presse taler om en ”fjellhøi” hest og om trampolinen som en ”kastemaskin”. Smidighetsøvelsene vakte den største interesse blant vore turnere, hvorav flere saa slike øvelser for første gang.
Øvelsenes store gymnastiske verdi var man ganske klar over, og det var allerede den gang full enighet om, at de burde komme til anvendelse hos os. Imidlertid var dommerne ferdig med sine over- veielser, og presidenten i Dansk Idrettsforbund, O.R.Sakfører Nathansen kunde meddele det forventningsfulle publikum, at Oslo Turnforening hadde seiret med 16 points, mens »H. G.« hadde op- naadd 15⅔. Det var sikkerlig skrankeøvelsene (Barreøvelserne), som hadde gitt os dette lille forsprang.”

HG eksisterede frem til 1980, hvor den fusionerede med Gladsaxe Håndboldklub under navnet Gladsaxe/HG.

Læs mere i jubilæumskriftet Festskrift ved Handelsstandens Gymnastikforenings 50 Aars Jubilæum 28. April 1930 via bibliotek.dk.

Det første terrænløb i Danmark

Trailløb er blevet populært i de seneste år. Men det er selvfølgelig ikke noget nyt at løbe i terrænet og i mange år har atletikken haft sit cross-løb. Det første danske terrænløb blev arrangeret i 1896 nord for København.

Handelsstandens Gymnastikforening arrangerede sammen med Københavns Fodsports-Forening og Københavns Roklub til det første danske terrænløb: Fortunløbet. Til det første år med en rute der løb fra Fortunen forbi Peter Liep og via Hjortekær tilbage til Fortunen.

Fortunløbet: Foto: Hold-Terrænløbets Historie gennem 25 Aar. KIF, 1920.

Inspiration til løbet kom fra England, hvor cross-country-running var populært. En disciplin der derover kan spores tilbage til 1837.

Handelsstandens Gymnastikforening vurderede ikke at løbet var ikke noget større succes, hvorfor foreningen efterfølgende koncentrerede sig om gymnastik- og svømning som var det foreningen dengang have på deres faste program.

Københavns Fodsports-Forening (i dag kendt som Københavns Idræts Forening) var mere positive og fortsatte med at arrangere Fortunløbet.
Løbet blev voksede og blev et vigtigt indslag på den danske idrætskalender. Løbet overlevede i 42 år og blev altid afholdt tredje søndag i marts.

Det første terrænløb blev afviklet 15. marts 1896 med start klokken ti. Om løbet kan følgende læses i Hold-Terrænløbets Historie gennem 25 Aar af K. Jensen (Kbh., 1920): “K. F. F. udsatte et Vandreskjold, der skulde vindes to Gange, og de 4 Hold à 6 Mænd havde følgende Points: K. F. F. 46, A. I. K. 66, Freja 93 og Handelsstandens Gymnastikforening 95. De 24 Mand løb Distancen i Tider fra 34 Min. 52 Sek. til 57 Min. 11⅖ Sek., et ret godt første Forsøg. Men Tidtagningen var upraktisk, idet der startede 1 Mand fra hvert Hold ad Gangen med 2 Min. Mellemrum mellem hvert Heat. Saaledes at tage Tid for hver enkelt Deltager vilde jo nu forlængst være en praktisk Umulighed, og den blev allerede forladt næste Aar, men den kunde gaa med de 24 Deltagere, blandt hvilke Konkurrencen ikke var videre skarp og formedes sig som en gemytlig Styrkeprøve.”

Det første danske terrænløb. Fra: Festskrift ved Handelsstandens Gymnastikforenings 50 Aars Jubilæum 28. April 1930. HG, 1930, side 59.

Wikipedia: Fortunløbet

Kirstine Hundebøl

Eva Hundebølls interview med Kirstine Hundebøl i 1969.

Kirstine Hundebøl
Optagelse: 17. juni 1969. Optaget hos datteren Anne Sophie Hundebøl.

Kirstine (Kestina) Hundebøl f. 1880, d. 1981. Døbt: Inge Kirstine Schmidt. Datter af Heinrich Eskildsen Schmidt og Maren Nielsen.
Gift med Peter August Vedel Hundebøl f. 1873, d. 1965. Borgerligt viet i Gram d. 28 juni 1990.

Ved giftemålet bosatte ægteparret sig i Fole, først i en landejendom ved Stampemøllen, senere flyttede de til Fole Vestermark hvor de købte en større landejendom. Den drev ægteparret ind til den yngste søn overtog gården.
Herefter flyttede August og Kirstien ind til datteren Anne, der var gift med vognmand Chr. Kummerfeldt.

Ægtemanden August Hundebøl var som mindretalsdanske i tysk tjeneste under 1. Verdenskrig, bl.a på Østfronten og Balkanfronten.
I Slægten Hundebøl fra Fole Sogn : Om brødrene Lauritz og Peter P. Hundebøl født 1803 og 1810 deres forfædre og efterkommere, (Nordisk Slægtsforskning, 2006. V.C) findes en beskrivelse af Augusts oplevelser under krigen.

August Hundebøl fortæller også om sine oplevelser i årbogen Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere 1953 side 74.
Digitaliseret af Den Store Krig 1914-1918.

Peter August Vedel Hundebøl er efterkommer af Peter P. Hundebøl f. 1810, hvor jeg er efterkommer af Peters bror Lauritz P. Hundebøl f. 1803.
Interviewer Eva Hundebøll er min mor.