Tag-arkiv: historie

Ellehammers værksted på Vesterbro

Jacob Ellehammer (1871–1946) var en entreprenant mand. Han udtog omtrent 59 danske patenter. Ellehammer var den første i Europa der kom i luften med en flyvende maskine.

Eftertiden huskes primært Ellehammer som flypioner, men han opfandt også mange andre ting som ølautomater, petroleumskarburatorer, trykluftdrevne både, ægåbnere og motorcyklen Elleham.

Ellehammer blev født i Bakkebølle Fredskov på Sydsjælland. I 1875 flyttede familien til Vålse Vig på Falster hvor han senere blev uddannet som urmager. Ellehammer flyttede til København i 1893.

“Opfinderen viser, at Flyvemaskinen er blevet til Virkelighed.” Fra Dagens Nyheder, 7. november 1906.

“Men Hovedstaden udøvede en magisk Tiltrækning paa mig; derinde vilde jeg komme alt det nye ind paa Livet, Elektrotekniken, der var begyndt at spille en Rolle. Som Umager vilde jeg ikke have store Chancer; men de finmekaniske Arbejder i min Fritid havde ikke været forgæves: Jeg søgte og fik en Plads i Møllegade ved den berømte Professor Jürgensens mekaniske Etablissement, den Tids mest moderne Virksomhed.”
(citat: J. Ellehammer: “Jeg fløj”, 1931.)

I en alder af 27 år startede Ellehammer sin egen virksomhed i 1898. Selskabet fik domicil på Istedgade og fik navnet Hansen-Ellehammers Mekaniske Etablissement.

“Langt ude i Istedgade i København har Direktør Ellehammer sin Fabrik. Paa første Sal findes Værkstedet for Motorcyklerne, men skal man tale med Manken selv, maa man op paa fjerde Sal. Her har han selv et lille Kontor ved Siden af et stort Lokale, der dog for det meste er utilgængeligt for Publikum. Her er del nemlig, at de Problemer, som den rastløse Opfinder beskæftiger sig med, faar deres materielle Form, og her vises det, om de nu ogsaa i det praktiske Liv svarer til Teorierne.”
(citat: “Det nye Luftskib” i Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 4. november 1905)

Flyveturen

Jacob Ellehammers berømte flyforsøg fandt sted den 12. september 1906 på øen Lindholm. Her fløj Ellehammer 42 meter.

“Det var et stolt Øjeblik, da Ellehammer for første Gang paa den lille Ø Lindholm nede ved Lolland hævede sig op i Luften paa sin Flyvedrage og i rolig og sikker Fart sejlede ca. 120 Alen frem” skrev Dagens Nyheder (7. november 1906) i artiklen “Opfindelsen skal til Paris“.

Jacob Ellehammers fætter, Lars Ellehammer, var med som hjælper ved flyforsøgene på Lindholm. I sin dagbog skrev Lars: “Prøvede Luftskibet paa Banen, Vind 2-3 Meter, Vindretning NØ. Kørte hele banen rundt, svævede med Bag- og Forhjulene ca. 42 Meter 1 1/2 Fod højt, idet den brasede op fri mod Vinden. Ellehammer hele Tiden paa. Tog Billeder af det i Flugten.”

Værkstedet på Vesterbro

Ifølge en mindetavle på facaden på ejendommen på Istedgade 119, havde Jacob Ellehammer sit værksted på adresse fra 1898 til 1917.

Mindetavle, Istedgade 119.

“Ellehammers værksted, kaldet Ellehammers mekaniske Etablissement, kom i 1989 til at ligge i Istedgade. I de første år med foden under eget bord levede Ellehammer blandt andre ting af at reparere skrivemaskiner og af at konstruere automater til Skandinavisk Panoptikon, der var et forlystelsessted på Rådhuspladsen.”
(citat: “Ellehammer : en historie om at arbejde med opfindelser”, 2015)

Jacob Ellehammer døde 20. maj 1946 på Amtssygehuset i Gentofte. Han blev begravet på Hellerup Kirkegård.

Litteratur:
Ellehammer : en historie om at arbejde med opfindelser” af Louise Karlskov Skyggebjerg
Manden, der ville til himmels : myten om Ellehammer – den første flyvende dansker” af Line Holm Nielsen
Jeg fløj” af J. Ellehammer

Martin Andersen Nexø i København

På Bornholm kan du besøge Martin Andersen Nexøs Mindestuer, der holder til i forfatterens barndomshjem i byen Nexø. Du kan også møde forfatteren til “Ditte Menneskebarn” og “Pelle Erobreren” i København.

Der er dem der tror, at Martin Andersen Nexø (1869-1954) er født på Bornholm. Det er nærliggende at tro, når nu han hedder Nexø til efternavn og at hans barndomshjem ligger i Nexø på øens østkyst. Men fakta er, at han er født i Sankt Annæ Gade 33 på Christianshavn.

Mindetavle på Christianshavn.

Bydelen blev grundlagt som en fæstningsby af Christian 4. i 1618. Senere flyttede købmænd, velhavende embedsfolk og håndværkere til og Christianshavn havde sin storhedstid i 1700-tallet.
Efter den florissante handelsperiode var Christianshavn forfaldet og var endt som et af Københavns fattigste kvarterer.

“Ejendommen i nummer 33 udgjordes i 1869 af en tilfældigt knopskudt blanding af beboelse, skure, værksteder og stalde, der for deles vedkommende skrev sig tilbage til 1656, hvor en tømrermester Johan Gotfried Berger fik grunden.
Senere fandt der bland andet tekstilforarbejdning sted her. Foruden forhuset var der beboelse i et sidehus med to etager og kvist, omfattende et portrum, et værksted og seks lejligheder. Tre andre sidehuse anvendtes som stalde med videre, og endeligt var der en række andre skure og stalde – alt i forskellige grader af forfald.”
(citat: Henrik Yde: Nexø, 2019)

Nexø boede med sin familie på Sankt Annæ Gade fra 1869 til 1872. Herefter flyttede familien ind i Lægeforeningen boliger på Østerbro (Brumleby), hvor de boede indtil de flyttede til Bornholm i 1877.
“Nexø” tilføjede Martin Andersen til sit navn i 1894.

Huset på Christianshavn hvor Nexø boede de første år af sit liv, er siden revet ned. På 150-årsdagen for Martin Andersen Nexøs fødsel (26. juni 2019) blev der opsat en mindeplade for forfatteren på det hus der nu står på matriklen.

Til afsløringen af mindetavlen berettede forfatter og litteraturforsker Henrik Yde om Nexøs barndom i København og om hvordan Christianshavn dengang var et kvarter præget af fattigdom.

Henrik Yde beretter om Martin Andersen Nexøs tidligste leveår og forholdende i København i 1860ernen og 1870erne.

I romanerne “Pelle Erobreren” og “Ditte Menneskebarn” skildre Nexø den fattigdom og sociale uretfærdighed der prægede det danske samfund omkring 1900.
Som 15-årig kom Nexø i lære som skomager i Rønne, erfaringerne herfra bruget han i beskrivelserne af Pelles opvækst i “Pelle Erobreren”.

Nexø meldte sig ind i Socialdemokratiet i 1910. Han brød med socialdemokraterne i 1918 og var med til at stifte Socialistisk Arbejderparti – der blev til Danmarks Kommunistiske Parti. Som kommunist blev han interneret i 1941. Det lykkedes ham at flygte og komme til Sverige. Herfra emigrerede han til Sovjetunionen. Efter afslutnigen på 2. Verdenskrig kom Nexø tilbage til Danmark.

I 1951 flyttede Nexø til Dresden i DDR, hvor han var tildelt en æresbolig. Martin Andersen Nexø døde 1. juni 1954 i Dresden. Han blev begravet den 5. juni på Assistens Kirkegård, hvor hans grav stadig kan ses. Gravstenen er af bornholmsk granit og er 2,45 meter høj. Du finder den i afd. H, nr. 211.

Gravsten for Martin Andersen Nexø og Johanna Andersen Nexø.

Der står desuden en bronzebuste af Martin Andersen Nexø på Christianshavns Vold. Busten er udført af Knus Nellemose og blev opsat på hundredåret for Nexøs fødsel.

Bibliografi.dk: Martin Andersen Nexø
Forfatterweb: Martin Andersen Nexø
Martin Andersen Nexøs Mindestuer
Socialistisk bibliotek: Martin Andersen Nexø

Lys over byen

Da Danmark blev elektrificeret og der kom lys over København var firmaet Kemp & Lauritzen med. Et jubilæumsskrift fortæller om firmaets første 50 år og indeholder en rækker spændende fotos.

Kemp & Lauritzens domicil på Vester Voldgade.

I 1882 grundlagde skibskonstruktør Otto Niels Kemp (1845-1905) og telegrafingeniør Severin Lauritzen (1850-1924) ingeniørfirmaet Kemp & Lauritzen.
Fra starten af beskæftigede firmaet sig primært med elektricitet, men udvidede med tiden selskabets forretning med kraftanlæg, vandforsyning, varmemålere samt detailhandel.

Da firmaet startede i 1882, var der ingen faguddannede elektrikere, hvorfor grundlæggerne selv måtte deltage i det praktiske arbejdet, “medens de sørgede for at sætte Haandværkere af forskellige Fag ind i Elektricitetens Mysterier; saaledes benyttede man f. Eks. Snedkere og Blikkenslagere til indendørs Arbejde, medens Sømænd, der var vant til at gaa til Vejrs, egnede sig udmærket, naar det gjaldt om at trække Ledninger langs Master eller mellem Bygninger.”
(citat: Kemp & Lauritzen 1882-1932, s. 12)

Annonce fra Nationaltidende, 9. august 1911.

Historien startede endnu tidligere. Sammen med Th. Thaulow grundlagde Severin Lauritzen i 1879 Kjøbenhavns By- og Hustelegraf, der beskæftigede sig med telefoni og byggede en telefoncentral i Hotel Royal. De startede med 22 abonnenter i Indre By.
I 1881 trådte Otto Kemp ind som medindehaver og firmaet blev udvidet med en afdeling for elektrisk lys.

Senere samme år tilbød det nystiftede Kjøbenhavns Telefonselskab at overtage Kjøbenhavns By- og Hustelegrafs telefoncentral i Hotel Royal. Det blev anledningen til at stifte Kemp & Lauritzen.

Amagertorv 24. Her havde Kemp & Lauritzen til huses de første 9 år. Huset er nedrevet og erstattet af andet byggeri.

“I Begyndelsen leveredes næsten udelukkende Telefonanlæg, Lynaflederanlæg, Brandalarmeringsanlæg, Ringeanlæg og elektriske Uhranlæg; men allerede i 1884 begyndte der at vise sig en voksende Interesse for elektriske Lysanlæg, navnlig for de større industrielle Virksomheders og Forlystelsesetablissementers Vedkommende, saaledes at Firmaet snart fik overdraget Udførelsen af flere efter Datidens Begreb ret store Anlæg.”
(citat: Kemp & Lauritzen 1882-1932, s. 24)

I 1905 købet Kemp & Lauritzen ejendommen Vester Voldgade 11. Efter 10 år var der ikke nok plads og firmaet købte naboejendommen Vester Voldgade 7-9, hvor der bl.a. blev indrettet salgslokale for elektriske kroner og lamper.

Kemp & Lauritzen eksistere stadig om kan bryste sig af mere end 135 års erfaring. I dag har firmaet hovedsæde i Albertslund.

Kemp & Lauritzen 1882-1932
Kemp & Lauritzen, 1932.

Udvalgte fotos “Kemp & Lauritzen 1882-1932”

National Scala med belysning 1932.
Teknologisk Institut. Festsalen 1916.
Neonskilt Paladsteatret 1932.
Lysreklame Dunlop Rubber. Dag og nat.
Gadebelysning Lyngbyvej 1931.
Salgslokale.

Appendix: Et Tyveri

I København kunne avislæserne den 30. december 1916 læse om et stort tyveri hos Kemp & Lauritzen.

Ved en revision viste det sig, at der var stjålet en del elektriske artikler fra lageret. Mistanken faldt på den russiske lagerforvalter Kessel, der blev ført til Domhuset.

Kessel havde været hos firmaet en snes år og havde med tiden fået en betroet stilling. Artiklen oplyser indvider at han var gift og havde to småbørn.

Kessel angav en jernhandler i Gammel Mønt som medskyldig. Tyveriet bestod af ledninger og lamper som Kessel solgte til jernhandleren.

april 1917 skrev København igen om sagen og berettede, at Kessel gennem to år har stjålet kabeltråd og elektriske artikler for 5.185 kr. Avisen skriver endvidere: “I Gaar idømte Kriminalretten ham 1 Aars Forbedringshusarbejde, samt kendte ham pligtig til at tilbagebetale Firmaet det nævnte Beløb.”

Ifølge Old Monye svarde 5.185 kr i 1917 til 216.982 kr i 2023.

Titan

Jernindustri på Ydre Nørrebro. Gennem årtier blev der bygget elevatorer, kraner og dynamoer i karréen mellem Tagensvej og Vermundsgade.

Aktieselskabet Titan blev stiftet 30. marts 1897 ved en sammenslutning af Akts. Koefoed og Hauberg og firmaet Marstrand Helweg & Co.
Det nye selskabs fulde navn blev Koefoed, Hauberg, Marstrand & Helweg, aktieselskabet Titan.

Titans fabriksbygninger på Nørrebro.

I forbindelse med fusionen flyttede produktionen fra Meinungsgade og Vesterfælledvej til Tagensvej 32. Her var de eksisterende fabriksbygninger var blevet udvidet, så de kunne rumme den fusionerede virksomheds samlede produktion. Produktionen bestod af jernstøberi, ovenfabrikation og maskinfabrikation og produktion af elevatorer og hejseværker mm.

Det ene, Marstrand Helweg & Co, af de to firmaer der blev til Titan havde i 1888 udført personelevatoren til den berømte Tuborgflaske på den nordiske industriudstilling. I 1894 blev de første elektriske elevatorer produceret til Magasin du Nord.

Ekspertisen omkring elevatorproduktion kom med over i Titan. Den elektriske elevator blev forsynet med trykknapper og blev til “den automatiske elevator”. En elevatorafdeling “The Titan Lift Co. Ltd.” blev oprette i London og der blev eksporteret en del elevatorer til Norge og Sverige; og i mindre målestok til Argentina, Australien, Kina, det daværende Siam og Spanien.

I jubilæumsskriftet “Koefoed, Hauberg, Marstrand & Helweg : Aktieselskabet Titan : 1897-1922” er der masser af fotos af produktion og produkter. Skiftet er inddelt efter afdelinger/produkter.

Titan, elektrisk værksted.
Titan, montagehallen.
Titan, værkstedsinteriør.
Cykelelevator, Københavns Hovedbanegård.
Magasin du Nord, hurtiggående elevatorer.
A. C. Illum, personelevator.
Hans Just’s Magasiner, Århusgade. Automobilelevator.
Carlsberg Bryggerierne, 350 kW dynamo.
Vestre Gasværk, 2 kulkraner.
Burmeister & Wain, 15 tons elektrisk løbekran.
Københavns Frihavn, svingkraner.

Grundlovsstenen i Slotshaven

Grundlovsdag 1915 gik et optog gennem Hillerød. Optoget entrerede Slotshaven via Møntporten. Der var musik og op mod 3.000 mennesker deltog – kvinderne var i flertal. Anledningen til optoget var den nye Grundlov og den ændring af loven, der gjorde at kvinder og tyende fik stemmeret.

Sten med tekst
Grundlovsstenen aka Kvindestenen.

I Slotshaven ved Fredspladsen er der et minde fra Grundlovsfesten. Nord for Badstuedammen er Grundlovssten placeret. Stenen bærer følgende tekst: “REJST AF KVINDER / 5. JUNI 1915 /// MAND OG KVINDE – BEGGE LIGE – / GIVER LOV I DANMARKS RIGE.”

Det siges, at vi fik demokrati med Grundloven fra 1849. Men det var kun omtrent 14% af befolkningen, der fik mulighed for at deltage i demokratiet med deres kryds. Blandt dem der ikke fik stemmeret i 1849 var kvinder, børn, forbrydere og tyende.

Efter årtiers pres fra arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen blev Grundloven ændret, så valgret blev for de fleste – og ikke kun for velbjærgede mænd.

I Hillerød gik samtlige politiske partier og byens to kvindeforening (Dansk Kvindesamfund og Kvindevalgretsforeningen) sammen om at afholde Grundlovsfest i Slotspavillonen i 1915.

Det var kvindeforeningerne, der lod en sten opsætte i anledningen af den nye Grundlov.

Ved afsløringen af stenen talte fru overlærer Johanne Velschou (Dansk Kvindesamfund) og frk. Camilla Petersen. Fru redaktør Hansen fremsagde et digt, skrevet i dagens anledning.

På 100-årsdagen (2015) for kvindernes stemmeret, blev der plantet en kvindeeg ved stenen.

Arbejderne synger

De samvirkende københavnske Arbejdersangkor (DSKA) havde 25 års jubilæum i 1943. I den anledning samlede A. C. Poulsen et jubilæumsskrift hvor læserne får et indblik i korets virke indtil da.

Da arbejderbevægelsen organiserede sig, først i fagforeninger og politiske organisationer fulgte sangforeninger og idrætsforeninger m.m. Som fagforeninger fandt sammen i De samvirkende Fagforeninger (nu LO) fandt sangforeningerne sammen i DSKA.

“Arbejderkorsagen her i Danmark har udviklet sig Side om Side med den øvrige Arbejderbevægelse, hvis revolutionerende Rejsning fandt Sted i Begyndelsen af Halvfjerdserne. Før den Tid var det de gamle Laugs- og Haandværkersangforeninger, der sammen med StudenterSangforeningen prægede Korsangen herhjemme. Disse Sangforeninger stod Datidens nationale Sange lige saa nær, som de stod Arbejdersange fjernt. Det er forstaaeligt, naar den nyrejste socialistiske Arbejderbevægelse i sin idealistiske Kamp straks tog Korsangen i sin Tjeneste som Agitationsmiddel, thi gennem Sangen kunde der blive givet Luft for alle de dybe Stemninger, den stærke Begejstring og det stolte Haab der fyldte Arbejderklassens Forkæmpere.”
(citat: De samvirkende københavnske Arbejdersangkor 1918-1943, side 19)

Københavnerne var langsomme til at få en fællesorganisation for kor. Allerede i 1889 stiftedes “De centraliserede jyske ArbejderSangkor” og i 1899 “Fyns Central Arbejdersangkor”. Først i 1907, på foranledning af “Den sociale Skomagersangforening” blev samarbejdet mellem de københavnske arbejderkor organiseret – i første omgang med henblik på at assistere den internationale Arbejderkongres i København 1910. I februar 1908 gav 23 københavnske arbejdersangkor tilsagn om at indtræde i samarbejdet. Men det blev kun et midlertidigt samarbejde, der ophørte, da Arbejderkongressen var overstået.

Sort hvid foto af friluftsscene med kor
Koncert i Rosenborg Have, 30. juli 1919.

Først i november 1917 blev der igen taget initiativ til et møde for repræsentanter for københavnerkorerne, denne gang på foranledning af Cigararbejdernes Sangforening. På mødet talte cigarmager Th. Collemorten for stiftelsen af en fællesorganisation. Han mente, den ville betyde fremgang for de enkelte kor og styrke korsangens placering i arbejderbevægelsen.

Den 3. februar 1918 stiftedes “De samvirkende københavnske Arbejdersangkor” i Rømersgade 22 med følgende formål:

  • at styrke og udbrede Sansen for flerstemmig Sang,
  • at vække Interessen for Sangens agitatoriske Betydning indenfor Arbejderbevægelsen, og
  • at varetage Sangkorenes Interesser, hvor en fælles Optræden er nødvendig.

Ovennævnte Th. Collemorten blev formand for den nye forening. En post han bestred i knapt 20 år.

En af de første opgaver, den nye sammenslutning tog fat på, var at udvælge et fælles repertoire, så korene altid var beredte, når der var brug for deres fælles assistance. Efter en række møder mellem dirigenter og repræsentantskabet blev der i første omgang udvalgt seks sange.

Stort kort på en scene. Sort hvid foto.
Sangprøve før koncert i Idrætshuset, april 1920.

Da “De samvirkende københavnske Arbejdersangkor” holdt 10 års jubilæum indledte Th. Stauning sin tale med følgende:

“Denne Festtale burde egentlig synges og ikke tales men jeg er bange for, at jeg ikke formaar at faa det rette Sving over Stemmen, som denne Lejlighed kræver! Jeg mindes det kendte Ord “Böse Leute haben keine Lieder”; der skal Sang til for at gøre Livet lyst for sig selv som for andre. Vi trænger til Sangens Fest og Glæde, og vi har ogsaa Brug for den ildnende Kampsang, der bidrager sit til at føre Arbejderklassen frem til lysere Vilkaar.”

De Samvirkende københavnske Arbejdersangkor 1918-1943 af A.C. Poulsen. Ihrichs Bogtrykkeri, 1943.

Kilde: Stræderne i København. 2018, marts.

Fingerplan før fingerplanen

Den store plan: “Det, der vil præge vort Syn paa Arkitekt Råvad i faglig Henseende, er hans Interesse og Arbejde for Plan i Københavns Udvikling”, sådan indledes nekrologen for Alfred Råvad (1848-1933) i tidsskriftet Arkitekten. Råvad var en pioner inden for byplanlægning. Få år inden hans død udgav han “Borgmesterbogen” som skitserede en samlet plan for hovedstadens fremtid.

Kigger du på et kort over hovedstadsområdet kan du med lidt god vilje se en hånd. Forestil dig tommelfingeren ned langs Køge bugt, pegefingeren som forstæderne ud ad B-linjen mod Høje Taastrup. Langfinger som byerne ud ad Frederikssundsvej. Ringfinger ud mod nordvest og lillefinger op langs nordkysten. Det er nogenlunde sådan Storkøbenhavn ser ud.

Tegnet kort med et Storkøbenhavn hvor hele Amager er bymæssigt bebygget og hvor der er sammenhængende by fra København til Roskilde og fra København til Helsingør.
Alfred Råvads vision for fremtidens København.

Fingerplanen var en plan for udviklingen af København med det enkle princip, at byen skulle vokse ud af fem linjer mod købstæderne Køge, Roskilde, Frederikssund, Hillerød og Helsingør. Planen, der egentlig hed “Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn” blev udsendt af Egnsplankontoret i 1947.

Selv om planen aldrig blev formelt vedtaget fik den stor betydning for byudviklingen i Storkøbenhavn. Idéen fængede. Konkret fik planen f.eks. betydning for vedtagelsen af byreguleringsloven i 1949. Fingerplanens ide om fem linjer ud fra centrum er den hånd, du kan se på kortet.

Før Fingerplanen

Allerede i 1886 havde Alfred Råvad foreslået, at der blev fundet økonomiske midler til at udarbejde en generalplan for København. Han sendte ansøgningen om støtte til Indenrigsministeriet.
Ministeriet udarbejdede et afslag. Det nåede Råvad dog ikke at modtage. Efter 1½ års ventetid, trak han sin ansøgning tilbage og emigrerede til USA med sin kone og fire sønner.

Enghavestævnet. En national hovedstadspark som Alfred Råvad forestillede sig den.

Råvad kom tilbage til Danmark i 1914. Han skrev en del indlæg i relevante blade og var en agtet person inden for fagkredse. Men uden for det snævre fagmiljø var der ikke mange, der lyttede til ham. Den brede offentlighed og det politiske niveau havde endnu ikke erkendt behovet for byplanlægning.

Alfred J. Råvad udtænkte i 1920’erne en plan for Københavns udvikling, hvor idéen var at opdele Københavns omegn i kileformede regioner, med kilernes spids rettet mod det administrative centrum.

En fingerplan årtier inden Fingerplanen

I 1929 udkom “Borgmesterbogen”, først som føljeton i tidsskriftet “Arkitekten” og efterfølgende som en trykt bog. Bogen var henvendt til borgmestre, embedsmænd og skatteborgere for at skabe bro mellem sagkundskab og politik.

En del af Råvads plan var en stor, national hovedstadspark: Enghave Stævnet. Her skulle være torvepladser for handel, varebørs og auktionshaller, torv med prøveudstilling af industri og kunsthåndværk. De rekreative elementer i parken skulle efter Råvads mening rumme områder dedikeret til moralske adspredelser og sundhedspleje som idræt.
Råvads “Borgmesterbogen” var en fremskrivning af, hvordan København ville se ud 1999.

I bogens indledning skriver han: “Når det her nævnte tidspunkt, efter dette århundredes forløb, er nåt, vil havneløbet og dettes krydsninger være gennemførte og folketallet vil have passeret 2 million mærket. Bebyggelsen vil da, ikke alene have spredt sig nordefter ad Strandvejen og Lyngbyvejen, men det hele belte langs Roskildevejen vil være bebygget ligesom den søndre strand langs Køgebugten vil have formet sig som en Søndre Strandvej, medens Amager vil være fuldt bebygget, navnlig efter havebyformen, omkredsende havnens industrikvarter. Vej og gadeanlægene vil rettes mod havnekrydsningerne istedet for de historiske voldgatte (Østergat, Nørregat, Vestergat og Amagergat), som vil være gamle minder. Dette er store forandringer, men de er dikterede af stadens geografiske forhold og det vilde være en fornærmelse mod stadens borgere om man tvivlede på ævnen til at følge naturens og historiens vejvisning.”

Borgmesterbogen af Alfred J. Raavad. Akademisk Architektforening, 1929.

Kilde: Stræderne i København. 2017, november.

Ishøjplanen

Ishøjplanen (nu kendt som Vejleåparken) blev opført i 1970-1974 – på det tidspunkt som landets største boligområde med mere ende 2000 lejemål. Arbejdernes Andels Boligforening (AAB) og Ishøj Boligselskab var bygherrerne og Kooperativ Byggeindustri var arkitekterne bag projektet.

Ishøjplanen blev opført som montagebyggeri i beton af serieproducerede byggeelementer. Boligerne varierede fra et- til fem-værelses lejligheder i karréer på fire etager. Bygningerne ligger på et areal på omtrent 900 x 450 meter umiddelbart vest for S-togsbanen og syd for Ishøj Centeret.

Foto af artikel i tidsskriftet Arkitektur
I 1976 skrev tidsskriftet Arkitektur en artikel om de modstridende opfattelser af Ishøjplanen.

Ishøjplanen blev tænkt som en satellitby for familier og unge med arbejde i København. De første år led Ishøjplanen under den manglende togforbindelsen i København og boligselskaberne havde svært ved at udleje boligerne. Oliekrisen ramte også Ishøjplanen. Mange lejligheder stod tomme og indskuddet for indflytning blev sat drastisk ned fra 11.000,- kr til 1.000 kr.

I en annonce i Søndags Aktuelt (26. maj 1974) forsøgte Arbejdernes Andels Boligforening at lokke med følgende tekst: “Vi har ledige lejligheder med 4 rum (110 kv.m inkl. altan 10 kv.m). Boligafgift kr. 1.197 pr. md. inkl. varme og el til husholdningsbrug. Herfra kan gå boligsikring efter gældende regler. Intet krav om personantal. Der vil kunne ydes Dem et rente- og afdragsfrit lån i 5 år til betaling af boligandelen. Dog må De selv betale kr. 1.000 ved underskriften af boligoverenskomsten.”

De ressourcestærke familier og studerende unge fandt ikke Ishøjplanen tillokkende. I stedet blev de små lejligheder der var tænkt som ungdomsboliger, udlejet til enlige mænd på overførselsindkomst og de større lejligheder blev tildelt indvandrere og gæstearbejdere.

I september åbnede 1976 åbnede S-togstationen i Ishøj. Det var for sent. I folkemunde var Ishøjplanen blevet til Ghettoplanen.

En del af noget større

I 1960’erne blev grundlaget for udbygningen af Hovedstaden ud langs Køge Bugt lagt. “Lov om planlægning af Køge Bugt-området” blev vedtaget 17. maj 1961. På det lovgrundlag blev der udarbejdet en dispositionsplan, hvis grundide var at etablere en række bydele mellem Køge Bugt og den planlagte motorvejsforbindelse (Køge Bugt Motorvejen).

“Bebyggelsen ligger i Køge Bugt-regionen. Den er et ægte barn af den avancerede byplanlægning, som af staten blev igangsat, da der var opnået enighed om at lede hovedstadens byudvikling ud langs den planlagte Køge Bugt-bane. I forbindelse med Køge Bugt-planen blev der udarbejdet et normsæt, som skulle sikre, at de nye byer fik den højest mulige miljøkvalitet.
(…)
Ingen var i tvivl om, at for at opnå dette niveau måtte boligbebyggelserne planlægges i store enheder, en planlægning som først og fremmest boligselskaberne havde kapacitet til at påtage sig.”
(citat: Ishøj-Planen, boligbebyggelse i Køge Bugt i Arkitektur. 1976, nr. 1)

Fra planen til parken

Ishøjplanen var tidstypisk for 1960’ernes og 1970’ernes betonbyggeri. Området fik hurtigt et rygte som Vestegnsghetto. I folkemunde blev Ishøjplanen kaldt Planen eller Ghettoplanen.

I 2004 gik en gennemgribende renovering af Ishøjplanen i gang. En renovering der kostede 1,2 milliarder kroner. Den fysiske renovering af området var færdig i 2008. I samme ombæring blev området omdøbt og rebranded som Vejleåparken.

“Ishøjplanen fik en klang af beton, indvandrere og vestegnsghetto – faktisk noget af den samme negative klang som Gellerupparken og Vollsmose har i dag. Vi blev enige om, at det ikke var nok med en fysisk renovering, men at der også skulle en mental renovering til. Derfor fik vi et kommunikationsbureau indover. Vi besluttede at skifte boligområdets navn og de associationer, der knyttede sig til det i 2008, da renoveringen var færdig. Siden da har den gennemsnitlige indflytterindkomst været støt stigende.”, udtalte direktør Christian Høgsbro i “Nyt bolignavn giver højere indflytterindkomster” på Fagbladetboligen.dk.

Istandsættelsen satte gang i en proces hvor beboersammensætningen ændre sig. I 2005 havde nyindflyttere i Ishøjplanen en gennemsnitlig husstandsindkomst på 332.642 kroner. I 2016 var tallet steget til 506.525 kr.

“Da Ishøjplanen blev bygget, blev indvandrerne og de socialt udsatte bare smidt herud. Der skulle bare fyldes op. Men beton-facaderne hjalp jo heller ikke på det. Jeg har set fotos fra dengang og hvis det også havde set sådan ud, da vi ledte efter bolig, var vi ikke flyttet ind. Det er stensikkert.”
(citat Wagn B. Jensen, i Vores venner sagde, at vi var fuldstændigt sindssyge, fordi vi flyttede hertil på BT. 06.01. 2018.)

Vejleåparken

Fotos fra en efterårsdag i 2021.

Fakta – Ishøjplanen

  • Opførelsesår: 1970-1974
  • Arkitekt: Kooperativ Byggeindustri
  • Landskabsarkitekt: KBI / Ole Nørgårds Tegnestur
  • Bygherre: Arbejdernes Andels Boligforening & Ishøj Boligselskab
  • Omfang: 1472 boliger, heraf 24 indrettet for bevægelseshæmmede
  • Bruttoetageareal: ca. 185.500㎡
  • Priser: Europrefabs Golden Troph 1974 / Bayer AG internationale pris for anvendelse af farvet beton 1974

Opfinderen Valdemar Poulsen : På vej mod trådløs samtale

Mindetavlen fortæller: Valdemar Poulsen opfandt buegeneratoren og telegrafonen og var med til at bane vejen for radioens og båndoptagerens udvikling.

Valdemar Poulsen blev født i ejendommen Landemærket 3 (ved Rundetårn) den 23. november 1869. I dag er der placeret en tavle på 2. sal ved lejligheden, hvor han blev født.

Valdemar Poulsen var ikke noget hit i skolen. Undtagelsen var fysik, hvor han altid hentede et ug. Som 20-årig blev han dog student fra Borgerdydskolen på Christianshavn.

Da hans læretid var overstået, blev han ansat som assistent ved Københavns Telefonselskab. Det var her, han fik idéen til “en elektromagnetisk fonograf” – bedre kendt som en båndoptager.

Fra 1899 begyndte et samarbejde med P. O. Pedersen. Valdemar Poulsen gik i gang med at eksperimentere med elektriske bølger. Arbejdet resulterede i buegeneratoren (også kaldet en buesender), der kunne udsende ensartede bølger. Buesenderen var udviklet til trådløs telegrafi. Det viste sig hurtigt, at den også var anvendelig til transmission af tale og musik.

Opfindelsen fik stor betydning for udviklingen af telegrafi og radiomediet. Et skridt på vej mod nutidens trådløse samfund.

Mindetavlen

Mindetavlens tekst er: “HER FØDTES / OPFINDEREN / VALDEMAR POULSEN / 1869”.

Tavlen er skænket af stenhuggermester Peter Schannong og blev opsat i 1943.

Valdemar Poulsen blev hædret i sin samtid, bl.a. med Videnskabernes Selskabs guldmedalje. Selv om hans opfindelser var vigtige for udviklingen, er han nærmest glemt i dag. Men tavlen er der endnu, så vi ikke helt glemmer den store danske opfinder.

Litteratur:
Foregangsmænd : bind 1 af Poul Müller og Jakob V. Pedersen. Gyldendal, 1970. 139 sider.
Lyd fra fortid til nutid af K. Dannefeldt Bøthner. 1977. 139 sider.

Kilde: Stræderne i København. 2010, november.

Komponisten Niels W. Gade

Fra hjørnet af Gothersgade og Borgergade er der ikke langt ned til restauranten Chicos Cantina. Skjult mellem stedets menukort hænger en mindetavle for komponisten Niels W. Gade.

Niels W. Gade var enebarn. Hans far var snedker og instrumentmager Søren Nielsen Gade. Gade blev født 22. februar 1817. Familien boede i Borgergade, hvor faderen også havde sit instrumentmagerværksted.

Borgergade var dengang en smal gade med 1700-talshuse. Her boede mange handlende og håndværkere. I 1821 fik faderen borgerbrev som musikalsk instrumentmager, og den lille familie flyttede til hjørnet af Nygade og Skovbogade. To år senere flyttede de igen, men de blev i kvarteret.

Allerede som barn viste Gade et talent for musik. Hans skolegang var kort, men i en periode fra han var elleve til fjorten gik han i skole. Inden da havde han læst ABC med sin mor.

Efter påbud fra hans far begyndte Gade en snedkeruddannelse, men efter et halvt år fik han nok af det. Gade begyndte herefter at studere musikteori hos A. P. Berggreen og violinspil hos Frederich Wexschall.

I sit voksenliv blev Niels W. Gade en dominerende skikkelse i det danske musikliv, med en ikke ubetydelig succes i Europa.

Mindetavle med tekst og reliefbillede af husfacade.

Mindetavlen sidder på bygningen Borgergade 2. Over for det sted stod det hus, hvor Niels W. Gade blev født. Teksten på tavlen er: “UDFOR / DETTE / STED I / HUSET / DER LAA / BORGER / GADE 17 / FØDTES / NIELS W / GADE / 22 FEBR / 1817”.

Ejendommen, Borgergade 17 (tidligere nr. 197), blev revet ned i 1942. Mindetavlen blev afsløret 26. september 1946.

Motivet på tavlen er en gengivelse af husfacaden på det hus hvor Niels W. Gade blev født.

Litteratur:
Minder om Niels W. Gade : kendte Mænds og Kvinders Erindringer. Schultz, 1930. 186 sider.
Niels W. Gade : et dansk verdensnavn af Inger Sørensen. Gyldendal, 2002. 429 sider.

Kilde: Stræderne i København. 2011, januar.