Tag-arkiv: livsnoter

Skinnermaraton : sidste løb i 40’erne

Strandparken. 8. august 2021.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:51:51
  • Tempo: 05:30 min/km
  • Hastighed: 10,9 km/t

Løbsoversigt

Et maraton kan være mange ting. I dag er det mit sidste løb i 40’erne. Det er også et rum hvor jeg kan være med mig selv og klare tankerne efter min mors død i tirsdags.

Min mor, Eva Hundebøll, var en særligt kvinde, en kærlig kvinde. Hun havde sin menings mod. Hun var tolerant og imødekommenden, hun mødte mennesker som de var. Min mor levet et langt og indholdsrigt liv, men fødderne plantet i det vestjyske.

Et liv, der på trods af at Eva kun kunne to sprog, vestjysk og rigsdansk, skabte venskaber over grænser til mennesker i både Tyskland og Ungarn – sidstnævnte med udgangspunkt i 2. Verdenskrig.

Mor dannede i mange år forstanderpar med min far på Hoven Ungdomsskole og siden gjorde hun sig som galleriejer i Nr. Nebel.

Min mor døde omgivet af børn og børnebørn der kort forinden havde sunget morgensange for hende. Det var roligt og udramatisk. Tænker det er en okay måde at slutte livet på.

Mor. Tak for livet og din kærlighed.

I morgen bliver jeg 50. Det bliver ikke den fødselsdag jeg havde forestillet mig. Men sådan er livet – uforudsigeligt.


Skinnermaraton # 161

  • Arrangører: Leif Skinnerup
  • Land: Danmark
  • Start: Klithuset, Hundige Havn
  • Distance: maraton, halvmaraton, runder á 7,1 km
  • Underlag: asfalt, grussti
  • Deltagerantal: 14
  • Sko: Adidas Ultra Boost 20

Skinnermaraton

Flytter hjemmefra igen

Nu er jeg efterhånden flyttet hjemmefra nogle gange. Og er ved at være lidt træt af det.

Første gang jeg flyttede hjemmefra, var faktisk før jeg flyttede hjemmefra i traditionel forstand. Det var før var færdig med grundskolen. Mine forældre stoppede som forstander på den ungdomsskole hvor jeg voksede op og flyttede til Nr. Nebel. Jeg fulgte med, men kun for en kort bemærkning for efter sommerferien startede jeg på efterskole.

Det blev til nogle rodløse år uden et hjem. To år på efterskole, et halvt år på et klubværelse, et halvt år i Nr. Nebel, et år på efterskole, nogle måneder på klubværelse og så landede jeg i et kollektiv i Gellerupparken, Århus.

Århus blev udskiftet med København. En lang række af fællesskabsboliger; kollegieværelse, kollektiver, bofællesskaber – hvad der nu eller er af boligformere for flere uden familiære relationer – blev mine hjem.
Hver gang jeg flyttede hjemmefra, var det fra et fællesskab til et andet, kan afbrudt af en fremlejet lejlighed på Nørrebro i et lille år.

Jeg mødte moren til mit første barn og mit bonusbarn. På kort tid havde vi flere adresse inde vi endte i stor andelslejlighed på Nørrebro. Mens børnene var i gang med at vokse og lære verden at kende ramte skilsmissen. Jeg flyttede hjemmefra til en anden andelslejlighed på Nørrebro.

Jeg mødte igen en kvinde. Det startede med et kys og så fulgte et forudsigeligt hændelsesforløb. Vi flyttede sammen, hun blev gravid, vi købte et hus, vi fik en datter – og nu flytter jeg hjemmefra igen. Det er ikke med min gode vilje men det er sådan det er.

Denne gang er jeg endt i en lejlighed i almennyttigt boligselskab i Ishøj, hvor der plads til børnene de dage hvor de bor hos mig.

Jeg er flyttede hjemmefra mange gange – og flyttet endnu flere. De sidste par gange har det ikke været sjove. Måske tager jeg konsekvenser og beslutter for bestandig, at hjemme kun er for mig og mine børn.

Så er det slut med at flytte hjemmefra. Jeg kan nøjes med at flytte (eller bare blive boende) og håber på, at mine børn vil besøge mig, når de er flyttet hjemmefra.

Publiceret på sh.newsun.dk 03.10. 2015