Tag-arkiv: Fanø

Fanø Krogaard

Fanø Krogaard blev anbefalet af et par af Mette konsulentkollegaer, særligt stedet bakskuld skulle være godt. Her opstod et problem. Bakskuld var kun på kroen middagsmenu. Og med en reservation til et bord klokken 20:00 var bakskuld ikke længere en mulighed.

Når det ikke kunne blive bakskuld, blev det dagens fisk. En helleflynder. Det var nu også godt, og til dessert spiste jeg husets æblekage med en Fanø Dram til. Så var der noget at løbe på dagen efter.

Helleflynder.

Der er vældig hyggeligt i kroen hvor billederne på væggene og nipsene alt samme har referencer til øen eller livet på havet.

Fanø Krogaard ligger ud til havnepromenaden i Nordby, få hundrede meter fra færgen til Esbjerg.

Kroen blev kongelig privilegeret landevejskro i 1664. Den seneste, større renovering af kroen fandt sted i 2019. Der imellem er der sket meget og været mange ejere.

Omkring 1800 fik kromanden bevilling som færgemand, den kunde spæde lidt til krodriften, der ikke var lige givende til alle tider. Færgedriften var dog ikke så indbringende som kromanden havde håbet og fra 1817 var kroen igen kun kro.

I løbet af kroen lange historie, har den også været på tvangsauktion. Det skete i 1899, hvor sagfører J. Oldager fra Varde begærede gæstgiver Nis Backs ejendom Fanø Krogaard stillet til bortsalg ved tvangsauktion den 13 april. Bygningerne var på det tidspunkt brandforsikrede for 16.315 kr. Og kroen var perpetueret ret til værtshushold og gæstgiveri.

Ud over at servere mad og tilbyde overnatning, forhandler Fanø Krogaard Fanø Dram. Vi måtte have en Havtorn, Hyben & Rav, der både indeholder sorte solmodne klitrosehyben og røde hyben, med hjem.

Fanø Krogaard
Langelinie 11
6720 Fanø

Kommuneserie Vest : løb på Fanø

Fanø. 27. oktober 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Placering: 17 af 48
  • Tid: 04:17:25
  • Tempo: 06:06 min/km
  • Hastighed: 9,8 km/t

Løbsoversigt

Så har MaratonDanmark igen samlet en god flok løbere, hvoraf de fleste har sat sig for, at løbe et maraton eller halvmaraton 3 dage i træk – i 3 forskellige kommuner. Vi starter i Fanø Kommune, der med sine knap 3.500 indbyggere godt kan kaldes en miniputkommune.

Fanø er kendt for sine sæler, der kan opleves hele året på øen. Og så er der også et eller andet med fliser. Altså den slags der er glaserede og som oftest sidder på en væg – også kaldet kakler. Det siges, at de første fliser kom til Fanø i 1600-tallet. Siden er de blevet flittigt brugt af øen beboere.

Så er vi i gang. Første maraton af tre på tre dage.

Men jeg så ingen sæler, selv om vi løb lidt langs stranden nord for Nordby. Og den eneste flise jeg så, var en der var sat i en træramme og skruet op med en skrue på det B&B, hvor vi overnattede. Ikke særlige autentisk.

Vi starter lige nord for færgelejet hvor Esbjerg-færgen ligger til. Herfra løber vi mod nord langs stranden. Og da der i dag er østenvind, får vi fuld udbytte af den kølige efterårsvind. Efter omtrent en halv kilometer passerer vi to 2. Verdenskrigsbunkere og løber ind i landet. Ikke længe efter er der mere krigshistorie i landskabet: Fanø Nord Flakbatteri.

Der er masser af dejlig natur på ruten. Her løber vi langs havet.

Vi fortsætter gennem den skønne vestkystnatur og passerer hen over Kikkebjerg, der med sine 17 meter over vandoverfladen, er et af øens fem højeste punkter.

Vi løber meget på naturstier, hvor underlaget er sand og jord. Der er også lidt grusvej og den sidste del af den godt 7 kilometer lange rundstrækning løbes i Nordby. På asfalt. Et langt stæk lige ud af Vesterhavsvej.

Jeg har en lidt sløj, dag hvor jeg ikke er på toppen. Selv om jeg tager den med ro, er jeg urimeligt træt på den sidste af de 6 omgange, jeg skal rundt for et maraton. Håber på superrestitution til i morgen.

Lidt af Atlantvolden. Tilgroet. Og en flok løbere på vejen gennem landskabet.

Fanø kommune

Farverne blå og sølv i Fanøs kommunevåben symboliserer havet og den høje himmel. Søhesten understreger øens beliggenhed i havet. Kommune blev dannet ved kommunereformen i 1970, og de to søheste er pga. de oprindelige sognekommuner Nordby og Sønderho. Kommunen ligger i Region Syddanmark.

Fanø er 16 km lang og fylder 61,1 km². Der bor 3.426 mennesker i kommunen, hvilket gør den til noget af en lilleput kommune målt på indbyggertal. Der er i gennemsnit 56 fannikker pr. km².

Kikkebjerg med udsigt til alle sider.

Der sidder 11 personer i byrådet. Borgmesteren hedder Frank Jensen (nej, ikke den Frank Jensen) og er fra det Radikale Venstre. De 11 politikere fordeler sig med tre radikale, tre konservative, to venstremænd, to socialdemokrater og en socialist fra Enhedslisten. 2 af byrådsmedlemmerne er kvinder. Det må kunne gøres bedre Fanø!

Fanø er blandt de 14 kommuner, der ifølge Dansk Skoleidræt har gjort sig fortjent til at kalde sig en skoleidrætskommune.

Ud af krattet.


Kommuneserie Vest – Fanø

  • Arrangører: Maraton Danmark og Søren Kuhlmann
  • Land: Danmark
  • Start: Færgestrand, Nordby
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: sand, jord, grus, asfalt
  • Deltagerantal: 60
  • Sko: Adidas Energy Boost

Appendix: Trækker stikket

Tilføjet 28.10. 2023

Løbet på Fanø blev det eneste maraton i denne weekend. Jeg stillede stil start i morgen ved Blåvandshuk, men stopper efter 25 km. Der er ikke mere at give af, hver en muskel gør ond og jeg har fået hovedpine. Det skal være sjovt, og det er det ikke mere.

Jeg nåede tre omgange af dagen rute. Den sidste runde var præget af selvynk, men på de to første omgange nød jeg naturen. Specielt på sidse del af rundstrækningen som løbes i skønne klitter – ind i mellem med lidt tæt krat.

Imellem klitterne i Blåvands Huk.

Det er sjælden jeg er her på egnen, så nu kører jeg en tur forbi mine forældre gravsted i Nr. Nebel. Resten af weekenden bliver noget med kamillete på sofaen og masser af snotklude.