Tag-arkiv: Kommuneserie Vest

Kommuneserie Vest : løb ved Slettestrand

Slettestrand. 4. oktober 2026.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Placering: 9 af 41
  • Tid: 03:52:50
  • Tempo: 05:31 min/km
  • Hastighed: 10,9 km/t
  • Samlet tid: 11:45:55
  • Samlet placering: 9 af 31

Løbsoversigt

Dagens løb starter i det tidligere fiskerleje Slettestrand, der i dag gør sig om turistby med hoteller, sommerhuse og feriecenter. Der skulle være nogle fede mountainbike-spor i landskabet omkring Slettestrand, men dem kommer vi ikke til at se meget til.

Ude i skoven.

Samlingsstedet er i dag Slettestrand Feriecenter, hvor arrangørerne har fået lov at sætte depot op. Efter at der er sat sodavand, chips, slik og frugt på depotbordene bydes der velkommen. Der bliver sagt en masse, inden den lokale løber Heidi Egeberg Johansen for ordet. Heidi har skabt ruten og sat markering op og hun fortæller lidt om hvad der venter.

Efter fællesfoto bliver der sagt: Start!

Så løber vi, med trætte ben. Først ud i Svinkløv Klitplantage på de små stier og skovveje. Nogen har desværre sagt til Heidi, at hun skulle holde igen med højdemeterne, så vi får ikke lov at lege på de mange mountainbikespor. Men lidt opad går det da.

Maries hus.

Efter godt tre kilometer drejer vi ud på en asfaltvej. Her kommer nedløbet for de højdemeter, vi har samlet op undervejs gennem skoven. Nedløbet slutter ved Svinkløv Badehotel og så løber vi retur til Slettestrand ad den asfalterede Sletteåvej.

Runden er syv kilometer lang, plus en snas. Jeg skal rundt seks gange. Benene er tunge på de første runder, men de bliver stille og roligt bedre og de sidste 12 kilometer løber jeg i et hæderligt tempo.

Svinkløv Badehotel.

Efter målgang er der ikke én, men to medaljer. En for dagen maraton. Og en for de samlede tre maraton i årets Kommuneserie Vest. Og sådan slutter årets wellness weekend, der i år blev afholdt i Nordjylland.

Jammerbugt Kommune

Jammerbugt Kommune ligger ud mod Vestkysten, mellem Thisted Kommune og Hjørring kommune. Kommunen grænser også op til Aalborg og Brønderslev kommune. Jammerbugt Kommune har 136 kilometer kyst fordelt mellem Vesterhavet og Limfjorden.

På asfalt.

I kommunen finder du Blokhus med dets karakteristiske hvide strandhuse og tæt derved Fårup Sommerland. Kommunens Rådhus ligger i Aabybro der også er Jammerbugts største by.

I Jammerbugt kommune bor der 37.998 mennesker. Det er et lille fald siden 2016, hvor der kommunen havde 38.466 indbyggere. Andelen af 67+-årige er høj i Jammerbugt kommune. Hele 24,2%, som er en større andel end både Hjørring (23,8%) og Brønderslev kommune (23,8).

Slettestrand.

Jammerbugt kommune dækker et areal på 864,10 km² og der er 44 indbyggere på km² i kommunen. Så det har bedre plads end borgerne i Brønderslev (58 indbyggere pr km²) og Hjørring kommune (68 indbyggere pr km²).

Ved valget i 2025 var 52,0% af de valgte i Jammerbugt kommune kvinder. Helt så tæt på lighed mellem kønnene kom de hverken i Brønderslev (32%) eller Hjørring kommune (34,5%).

Jammeren i navnet Jammerbugt skal tages bogstaveligt som en jammerlig bugt. Det kommer af de mange skibbrud der gennem tiden er sket i bugte.

Efter nedløbet drejer jeg ind på Sletteåvej. Foto: Martin Utzon Terp.

—
Kommuneserie Vest – Jammerbugt

  • Arrangører: Maraton Danmark, Allan Saaby og Heidi Egeberg Johansen
  • Land: Danmark
  • Start: Feriecenter Slettestrand
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: asfalt, grus, jord
  • Deltagerantal: 64
  • Sko: Brooks Glycerin GTS 22

Kommuneserie Vest : 2×200 · 300

Brønderslev. 3. oktober 2026.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Placering: 10 af 37
  • Tid: 03:55:44
  • Tempo: 05:35 min/km
  • Hastighed: 10,7 km/t

Løbsoversigt

Vi samles en kølig, men solrig morgen i Brønderslev ved den lokale tennis- og padelklub. Til morgenandagt bliver det nævnt at dagen byder på tre jubilæer ved målgang.

Jeg gider ikke skrive vildt meget om ruten. Kort efter start kommer vi gennem Hedelund Lystanlæg. Vi løber rundt på nogle veje i Brønderslev ud til Verden Endt. Ved Verden Ende er den interessante del af rundstrækningen. Først et stykke med modløb. Så en lille knold, de lokale kalder Bjerget. Videre rundt om Brønderslev flisværk og hen ad et sidespor, hvor der stadig ligger jernbaneskinner.

Der snittes appelsiner til depotet.

Ud over Bjerget, der ikke imponerer med højdemeter, er det en flad runde på godt syv kilometer.

Jubilarer

Efter at jeg er kommet i mål skifter jeg til noget tørt tøj, så jeg ikke bliver kold. Så er det bare at vente på at dagens jubilarer kommer i mål. Først kommer Per Falgren, senere kommer Per Foss og endeligt Thomas Eul.

Thomas 200. Per 300. Per 200.

Med alle tre jubilarer i mål kan David holde en tale og vi kan alle sige tillykke. Først Thomas Eul og Per Falgre der med 200 maraton får ret til at løbe med stjerner. Og så tillykke til Per Foss der i dag rundede de 300 maraton og nu kommer på multimaratonløbernes Verdensrangliste.

Brønderslev kommune

Hvor Hjørring kommune, der er en udpræget turistkommune, har 63 kilometer kystlinje på vestkysten, må Brønderslev kommune nøjes med 17 kilometer kyst på østkysten af den Nørrejyske ø. Brønderslev Kommune ligger i den sydøstligste del af Vendsyssel. Som Hjørring, er Brønderslev kommune en landbrugskommune og dets kommunevåben består af 2 plejler og en krone. Kommunevåbnet er arvet for den tidligere Dronninglund kommune, der i 2007 blev sammenlagt med den daværende Brønderslev kommune.

Hedelund Lystanlæg.

Der er 36.529 indbyggere i Brønderslev kommune og de har 633,10 km² at boltre sig på. 21,1% af befolkninger er 67+-årige, i Aalborg kommune er andelen af 67+-årige 16,8% som ligger nogenlunde på niveau med andelen i Ishøj kommune (14,2%), men noget over de 9,6% af 67+-årige i Københavns kommune.
Finder du en af de 67+-årige indbyggere i Brønderslev, kan det være du kan få lov at høre ægte vendelbomål.

Danmark i Bevægelse-undersøgelsen fra 2025 viser, at 55% af den voksne befolkning i Brønderslev kommune er fysisk aktive på ugebasis. I Københavns er andelen 58% og landsgennemsnittet ligger på 60%.

På sporet.

“I hele kommunen har befolkningstallet holdt sig stabilt siden 1980. Brønderslev Kommune har dog oplevet en stor befolkningsnedgang i landdistrikterne og en tilsvarende fremgang i de større byer. Lidt over halvdelen af de beskæftigede indbyggere pendler til en arbejdsplads uden for kommunen. Samtidig har Brønderslev Kommune selv et alsidigt erhvervsliv og er hjemsted for en række internationalt orienterede virksomheder inden for industri og handel. I landbruget er især produktionen af svin dominerende.”
(citat: Trap Danmark : Bind 4 : Jammerbugt, Thisted, Brønderslev. Trap Danmark / Gad, 2017)

—
Kommuneserie Vest – Brønderslev

  • Arrangører: Maraton Danmark
  • Land: Danmark
  • Start: Brønderslev Tennis og Padel Klub
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: asfalt, grus, jord
  • Deltagerantal: 64
  • Sko: Brooks Glycerin GTS 22

Kommuneserie Vest : grøn bytur

Hjørring. 2. oktober 2026.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Placering: 11 af 45
  • Tid: 03:57:21
  • Tempo: 05:38 min/km
  • Hastighed: 10,7 km/t

Løbsoversigt

Vi er Nordenfjords, på den Nørrejyske ø, nærmere bestemt i Hjørring. En handelsby, hvor der både er gågade og shoppingcenter. Der er to teatre, bibliotek og Vendsyssel Historiske Museum.

Jeg har dog ikke haft tid til at opleve nogle af byen herligheder. I nat blev jeg samlet op klokken 04:00 i Ishøj og er netop ankommet.

Der er masser at kendte folk at hilse på inden starten går. De tre Maraton Danmark-drenge, David, Henrik og Ole, holder morgenmøde. Det er mest David, der snakker. Så er der fællesfoto og kort efter, mens de fleste er optaget af alt muligt andet, sætter David løbet i gang.

Team Maraton Danmark.

Vi starter ved Lundergårdshallen og løber ud ad Nordens Allé. Herfra fortsætter nordpå indtil vi møder Vellingshøj Bæk, hvor vi drejer til højre og løber langs bækken med et engområde på venstre side. Ved Højvælde Sø drejer vi ind i byens villakvarterer og løber atter nordpå.

Vi ender oppe ved Vidstrupvej og Hjørring Golfklub hvor vi drejer om og løber sydpå. Underlaget er hovedsageligt på grussti suppleret med lidt asfalt, men i Højene Skov får vi lov at løbe lidt single track. Det skal nydes så længe det varer.

Løbet er i gang.

Turen går videre gennem lidt mere villakvarter, en skovle og grønne område. Vi passere hen over Hjørring Bjerge hvorfra der er en flot udsigt. Herfra er der et dejligt nedløb til start/depot/mål.

Alt i alt en dejligt afvekslende rute, med meget natur og grønt selv om vi stort set holder os indenfor byzonen. Det skyldes ikke mindst det store engområde midt i Hjørring. Sådan en omgang er et kvartmaraton langt, så jeg må fire gange rundt.

Hjørring kommune

De største byer i kommune er Hjørring og Hirtshals, hvor omtrent halvdelen af befolkningen bor. Hjørring er kommunens administrative centrum og byen er ikke bare kommunens største by, men den største by i Vendsyssel. Hirtshals er en kystby med fiskeri og færgehavn.

Ude på ruten.

I kommunen produceres der 1 million svin om året – det skal man måske lige have med i sine overvejelser, inden man lejere sommerhus på disse kanter.

Hjørring kommune er et barn af strukturreformen i 2007, hvor Hirtshals, Hjørring, Løkken-Vrå og Sindal kommuner blev lagt sammen til én. Ved strukturreformen blev antallet af danske kommuner reduceret fra 271 til 98.

Et stykke med traiil.

Der bor 62.979 mennesker i Hjørring kommune, et lille fald fra 2016, hvor kommunen havde 64.411 indbyggere. 23,8 % af befolkningen er 67+ år. Der er forholdsvis stor andel sammenlignet med Københavns kommune, hvor 9,6% af befolkningen er 67+ årige.

Hjørring kommune dækker et område på 926,90 km², og her er de 68 indbyggere pr km². 76,8% af befolkningen bor i bymæssig bebyggelse, til sammenligning bor 97,9% af befolkningen i Ishøj kommune i bymæssig bebyggelse – og det gøre 32% af befolkningen i Samsø kommune.

Hjørring Bjerg.

—
Kommuneserie Vest – Hjørring

Arrangører: Maraton Danmark og Kim Meldgaard
Land: Danmark
Start: Lundergårdshallen
Distance: maraton, halvmaraton
Underlag: asfalt, grus, jord, græs
Deltagerantal: 66
Sko: Adidas Supernova Rise 3

Kommuneserie Vest : honningkagebyen

Christiansfeld. 9. november 2025.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Placering: 13 af 42
  • Tid: 03:57:03
  • Tempo: 05:37 min/km
  • Hastighed: 10,7 km/t
  • Samlet placering: 7 af 38
  • Samlet tid: 11:48:50

Løbsoversigt

Kommuneserie Vest 2025 3/3: Sidste dag på årets Kommuneserie Vest. Men først lidt om lokalitet, hvor vi skal løbe. En landsby, der ikke er helt som andre landsbyer.

Christiansfeld er en unik by. Byen blev opført i slutningen af 1770’erne af Brødremenigheden og er optaget på UNESCO verdensarvsliste. Byen blev grundlagt efter at Brødremenigheden (en kristen bevægelse med rødder i Bøhmen og Mähren) fik tilladelse af kong Christian VII til at købe jord og etablere et religiøst og håndværksmæssigt centrum for menigheden.

Christiansfeld blev opført som en planlagt by med stringente gader, hvor kirken, præsteboligen og det store søsterhus omkranser den centrale plads. Brødremenigheden havde selvstyre, og deres ældsteråd fungerede som byråd helt frem til 1920.

Medaljer til løbere der har rundet de 25 Marathon Danmark-løb.

Ud over sin specielle udseende og historie, er Christiansfeld kendt for sine honningkager, men jeg er her ikke for at spise kager. Jeg er i Christiansfeld for at løbe det tredje maraton på tre dage.

Dagens løb starter på parkeringspladsen mellem byens bibliotek og Tyrstrup Kirkegård. Som mange langdistanceløbere og vandre ved, er der ofte et offentligt toilet ved en kirke, sådan er det også her.

Inden start er der den obligatoriske morgenprædiken, i dag i en udvidet version, så der er tid til, at de løbere der har rundet de 25 Maraton Danmark-løb, kan få deres velfortjente erkendtlighed – en medalje med fod så den kan stå. Eneste hage der er ved at modtage sådan én, er at så skal man hjem og bygge en kamin den kan stå på.

I Christiansfelds gader.

Prædiken bliver færdig og der tages fællesfoto, først af deltagerne der har løbet alle tre dage, efterfulgt af et foto hvor de deltagere der kun løber med i dag også med.

I dag løber vi en rundstrækning på 8,5 km, der skal løbes 5 gange for et maraton. Ruten byder både på by, skov og marker.

Ud på landet.

På rundstrækningen kommer vi forbi en bullade. Hvis du som mig, ikke lige kan huske hvad en bullade er, er det en lade bygget med vandrette træplanker mellem de bærende stolper. Bulladen Tyrstrup, som vi løber forbi, er bygget med egetræsplanker, formentlig i 1668.

Fra ruten er der også kig til Christinero, der er et tilgroet, romantisk haveanlæg fra 1700-tallet, og vi passerer forbi Gudsageren. Gudsageren er Brødremenighedens kirkegård, hvor mænd er begravet mod vest og kvinder mod øst, og hvor alle grave er ens.

Bulladen Tyrstrup.

Strækket fra 10 til 20 km løber jeg i et langsomt tempo, så jeg må stramme mig an på den sidste del af løbet for at komme under 4 timer. Det lykkedes, så nu har jeg for første gang løbet 3 maraton på 3 dage, hvor alle tre løb blev gennemført med en sluttid på under 4 timer.

For tiende gang

Med løbet i dag, har jeg løbet Kommuneserie Vest-løb 10 gange. Det der definerer Kommuneserie Vest løb, er at de afvikles vest for Storebælt og altid som serier på tre løb afviklet fredag, lørdag og søndag.

Deltagere kan være med alle tre dage, eller nøjes med at deltage en eller to dage. Deltagerantallet ligger gerne omkring de 60 personer og man kan deltage på halvmaraton- eller maratondistancen.

Kommuneserien arrangeres af Maraton Danmark, der består af Davis, Henrik og Ole, der hver især bidrager til at gøre Kommuneseriedagene til rene wellness-weekender.

Efterårsskov.

Oftest er løberuterne skabt af en lokal løber, der kender de gode stier og veje. Underlaget, højdemeter og landskabet varierer meget på Kommuneserie Vest-arrangementerne. Det eneste man kan være sikker på, er en stor løbeoplevelse – stort set hver gang.

Datoer og tider for de 10 Kommuneserie Vest

  1. 29.10: 2021: 04:31:05 – Syddjurs
  2. 30.10. 2021: 04:49:36 – Århus
  3. 31.10. 2021: 03:56:53 – Odder
  4. 04.11. 2022: 04:26:46 – Lemvig
  5. 05:11. 2022: 05:23:13 – Struer
  6. 06.11. 2022: 04:23:40 – Skive
  7. 27.10. 2023: 04:17:25 – Fanø
  8. 07.11. 2025: 03:53:05 – Aabenraa
  9. 08.11. 2025: 03:58:42 – Haderslev
  10. 09.11. 2025: 03:57:03 – Kolding

—
Kommuneserie Vest – Kolding

  • Arrangører: Maraton Danmark og Allan Heinsvig
  • Land: Danmark
  • Start: ved Tyrstrup Kirkegård, Christiansfeld
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: asfalt, grus, jord
  • Deltagerantal: 71
  • Sko: Brooks Glycerin 21

Kommuneserie Vest : ud i skoven

Haderslev. 8. november 2025.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Placering: 7 af 41
  • Tid: 03:58:42
  • Tempo: 05:39 min/km
  • Hastighed: 10,6 km/t

Løbsoversigt

Kommuneserie Vest 2025 2/3: Jeg tillader mig at kalde dagen løbetur for en skovtur. Godt nok starter vi inde i Haderslev, ved det lokale stadion og vi løber senere lidt langs Bjerning Hovedvej. Men størstedelen af dagens tur er i skoven – på skovveje og et lille stykke etsprorsti. Der er ikke mere asfalt, end at det godt kan tilgives.

Vi mødes i det nordlige Sønderjylland i Haderslev. Byen er administrativ hovedby for Haderslev Kommune, der breder sig fra Lillebælt og næsten tværs over Jylland – helt til Arnum og Stensbæk Plantage.

Haderslev kommune dækker et areal på 816,80 km². Kommunen har 55.354 indbyggere, hvoraf 22,2% er 67+-åringe. Ca. 22.000 af indbyggerne bor i Haderslev by. I Haderslev kommune er det 68 personer pr km². Det giver en del luft. Til sammenligning er der 919 indbyggere pr km² i Ishøj kommune og 7.339 indbyggere pr km² i Københavns kommune.

Haderslev har en aktiv teater- og musikscene med store arrangementer som Kløften Musikfestival og 6100 minutter – de lokale kulturdage. Og i dag er der Bierfest – som åbenbart er en stor ting for de lokale, der møder op i lederhosen.

På skovtur.

Vi starter ved Sydbank Park hvor den lokale storklub SønderjyskE (på Vestegnen kendt som NordtyskE) holder til. Men inden vi får lov at løbe, er der morgenmøde med info om dagens rute – og til min overraskelse bliver det annonceret, at David Bredo løber sit maraton nummer 1.100. Det overraskende er ikke at han har løbet 1.100 maraton, men at han runder de 1.100 i dag havde jeg ikke set. Jeg føler mig lidt fanget på det forkerte ben, her uden at have en lille erkendtlighed med.

Klokken bliver ni og vi får lov at løbe. De løber, der forventer at bruge mere en 5 timer på dagens maraton, er startet en halv time tidligere. Dem kan vi glæde os til at hilse på, efterhånden som vi henter dem.

Som sagt starter vi ved Sydbank Park. Vi løber lidt på Stadionvej, inden vi drejer af ad en smal sti. Vi løber under rundkørslen ved Omkørselsvejen/Christian X’s Vej og drejer hurtigt herefter ind i skoven.

I skoven er et lille nedløb og efter godt 2 kilometer rammer vi en etsporstien. Den er som nu meget jævn, lidt fedtet her og der, og så krydser den et vandløb uden at der er en bro. Her må jeg gå for ikke at falde. Jeg løber i et par asfaltsko så grebet i skovbunden er ikke god.

Sjov i skoven.

Efter tre kilometer forlader vi skoven og får asfalt under fødderne. Vi løber langs Bjerning Hovedvej. Ved 4 kilometer drejer vi til højre ad Errestedvej, som vi hurtigt forlader for igen at entrere skoven.

Skoven står flot i gule og brune efterårsfarver. Luften, træerne og skovbunden af fugtig at alfetåre. Måske er det fordi vi er så mange løbere, plus en håndfuld lokale hundeluftere, men skoven virker stille og jeg ser ingen vilde dyr på dagens skovtur.

Denne anden omgang i skoven løbes kun på brede skovveje og kræver ingen tekniske færdigheder. Omtrent en kilometer inden vi er retur ved depotet forlader vi skoven og løber ad samme vej fra rundkørslen og til start/depot/mål, som vi løb fra starten.

En runde er et kvartmaraton, så jeg må rundt fire gange for et maraton.

1.100

Jeg kommer i mål samtidig med at Kirsten Bonde holder jubilartale for David Bredo. Ligesom det ikke er overraskende, at han har løbet 1.100 maraton, er det heller ikke overraskende, at David er hurtigere end mig. Han er et løbetalent, med en elegant løbestil man kun kan være imponeret af.

David Bredo efter maraton nummer 1.100.

Mangler du inspiration til løbeprojekter og løbetur, er Davids løbe-cv en nærmest uudtømmelig kilde. En Mimers Brønd for løbetosser.
Du finder Davids løbe-cv via Klub 100s rangliste.

—
Kommuneserie Vest – Haderslev

  • Arrangører: Maraton Danmark og Lars Sørensen
  • Land: Danmark
  • Start: Sydbank Park, Haderslev
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: asfalt, grus, jord
  • Deltagerantal: 71
  • Sko: Adidas Ultraboost Light

Kommuneserie Vest : smuk

Aabenraa. 7. november 2025.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Placering: 5 af 45
  • Tid: 03:53:05
  • Tempo: 05:31 min/km
  • Hastighed: 10,9 km/t

Løbsoversigt

Kommuneserie Vest 2025 1/3: I dag er der mødedag i Aabenraa i Sønderjylland eller Nordslesvig – alt efter hvilket perspektiv du har på geografien. Det er tid til det første løb i året Kommuneserie Vest med tre maraton (eller halvmaraton) på tre dage.

Årets deltagere i Kommuneserie Vest mødes ved parkeringspladsen ved Arena Aabenraa.

Købstaden og havnebyen Aabenraa ligger i bunden af Aabenraa Fjord og har været søfarts- og handelsby siden middelalderen. Aabenraa er hovedby i Aabenraa kommune. I kommunen bor der 58.621 (jan. 2025) mennesker. Det er et lille fald siden 2007, hvor kommunen havde 60.044 indbyggere. Den procentvise andel af gamle mennesker (her defineret som 67+) er steget fra 14,2% i 2007 til 23% i 2025.

I Aabenraa by bor der omtrent 16.500 mennesker. Med sin placering nær grænsen til Tyskland, er byen blevet et centrum for handel, service og transport. Kulturelt er byen nok mest kendt for sin ringriderfest hver sommer.

I gang med prologen.

Vi mødes ved Arena Aabenraa med multihaller og svømmehal. Her er der start, depot og mål ved Dyreskuepladsen nord for hallerne.

Morgenmødet står de tre herre, David, Henrik og smukke Ole, for. De siger velkommen og præsenterer Steen, en lokal multimaratonløber, der har skabt dagens rute. Han siger en hel masse. Vi skal både til højre og venstre. Op ad bakker og ned igen. Og at vi skal starte med en lille prolog, inden vi begiver os ud på den egentlige rute.

På siten langs Vestvejen.

Vi skal fire gange rundt på en kvartmaraton-rundstrækning. (De der løber halvmaraton, skal så kun to gange rundt).

De første kilometer er byløb, meget langs Vestvejen. Ved tre kilometer drejer vi fra vejen og vi kommer ind i skoven. I skoven skifter underlaget flere gange mellem grus/jord og asfalt.

Det går op ad og ind imellem nedad i skoven. Men mest opad. Alt opløbet skutter naturligevis på et tidspunkt, og så er der et langt, lækkert nedløb der slutter kort inden vi kommer ud af skoven.

Skov i smuk efterårsdragt.

Vi lægger skoven bag os efter godt syv kilometer, og vi er tilbage i Aabenraa. Vi løber nord på lang stranden. Ganske nydeligt. Vi fortsætter langs vandet til 10 kilometer, herfra er der ikke langt til depot – og næste omgang.

Der er ikke meget at brokke sig over. Vejret er smuk. Vindstille og med fine temperaturer efter årstiden. Ruten er varieret og efterårsskoven står smukt i sollyset – især på de første par omgange, hvor mosekonen brygger. Tak til Steen for en dejlig løbeoplevelse.

Sønderstrand.

Højt at flyve. Dybt at falde?

Hjemmefra har jeg tænkt, at det kunne være fint med et enkelt løb på under 4 timer i løbet af Kommuneserien.

Jeg kom fornuftigt rundt på første omgang – og de 10 kilometer fra 10 til 20 løb jeg på 56 minutter. Alfetanker spiller mig et pus og jeg beslutter at holde tempoet til mål.

Som tænkt, så gjort. Nu er det spændende, hvordan benene har det i morgen, når vi skal løbe maraton i Haderslev. Sikkert igen med lidt højdemeter.

På kanten af Aabenraa.

—
Kommuneserie Vest – Aabenraa

  • Arrangører: Maraton Danmark og Steen Christensen
  • Land: Danmark
  • Start: Dyrskuepladsen
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: asfalt, grus, jord
  • Deltagerantal: 74
  • Sko: Brooks Glycerin 21

Kommuneserie Vest : løb på Fanø

Fanø. 27. oktober 2023.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Placering: 17 af 48
  • Tid: 04:17:25
  • Tempo: 06:06 min/km
  • Hastighed: 9,8 km/t

Løbsoversigt

Så har MaratonDanmark igen samlet en god flok løbere, hvoraf de fleste har sat sig for, at løbe et maraton eller halvmaraton 3 dage i træk – i 3 forskellige kommuner. Vi starter i Fanø Kommune, der med sine knap 3.500 indbyggere godt kan kaldes en miniputkommune.

Fanø er kendt for sine sæler, der kan opleves hele året på øen. Og så er der også et eller andet med fliser. Altså den slags der er glaserede og som oftest sidder på en væg – også kaldet kakler. Det siges, at de første fliser kom til Fanø i 1600-tallet. Siden er de blevet flittigt brugt af øen beboere.

Så er vi i gang. Første maraton af tre på tre dage.

Men jeg så ingen sæler, selv om vi løb lidt langs stranden nord for Nordby. Og den eneste flise jeg så, var en der var sat i en træramme og skruet op med en skrue på det B&B, hvor vi overnattede. Ikke særlige autentisk.

Vi starter lige nord for færgelejet hvor Esbjerg-færgen ligger til. Herfra løber vi mod nord langs stranden. Og da der i dag er østenvind, får vi fuld udbytte af den kølige efterårsvind. Efter omtrent en halv kilometer passerer vi to 2. Verdenskrigsbunkere og løber ind i landet. Ikke længe efter er der mere krigshistorie i landskabet: Fanø Nord Flakbatteri.

Der er masser af dejlig natur på ruten. Her løber vi langs havet.

Vi fortsætter gennem den skønne vestkystnatur og passerer hen over Kikkebjerg, der med sine 17 meter over vandoverfladen, er et af øens fem højeste punkter.

Vi løber meget på naturstier, hvor underlaget er sand og jord. Der er også lidt grusvej og den sidste del af den godt 7 kilometer lange rundstrækning løbes i Nordby. På asfalt. Et langt stæk lige ud af Vesterhavsvej.

Jeg har en lidt sløj, dag hvor jeg ikke er på toppen. Selv om jeg tager den med ro, er jeg urimeligt træt på den sidste af de 6 omgange, jeg skal rundt for et maraton. Håber på superrestitution til i morgen.

Lidt af Atlantvolden. Tilgroet. Og en flok løbere på vejen gennem landskabet.

Fanø kommune

Farverne blå og sølv i Fanøs kommunevåben symboliserer havet og den høje himmel. Søhesten understreger øens beliggenhed i havet. Kommune blev dannet ved kommunereformen i 1970, og de to søheste er pga. de oprindelige sognekommuner Nordby og Sønderho. Kommunen ligger i Region Syddanmark.

Fanø er 16 km lang og fylder 61,1 km². Der bor 3.426 mennesker i kommunen, hvilket gør den til noget af en lilleput kommune målt på indbyggertal. Der er i gennemsnit 56 fannikker pr. km².

Kikkebjerg med udsigt til alle sider.

Der sidder 11 personer i byrådet. Borgmesteren hedder Frank Jensen (nej, ikke den Frank Jensen) og er fra det Radikale Venstre. De 11 politikere fordeler sig med tre radikale, tre konservative, to venstremænd, to socialdemokrater og en socialist fra Enhedslisten. 2 af byrådsmedlemmerne er kvinder. Det må kunne gøres bedre Fanø!

Fanø er blandt de 14 kommuner, der ifølge Dansk Skoleidræt har gjort sig fortjent til at kalde sig en skoleidrætskommune.

Ud af krattet.

—
Kommuneserie Vest – Fanø

  • Arrangører: Maraton Danmark og Søren Kuhlmann
  • Land: Danmark
  • Start: Færgestrand, Nordby
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: sand, jord, grus, asfalt
  • Deltagerantal: 60
  • Sko: Adidas Energy Boost

Appendix: Trækker stikket

Tilføjet 28.10. 2023

Løbet på Fanø blev det eneste maraton i denne weekend. Jeg stillede stil start i morgen ved Blåvandshuk, men stopper efter 25 km. Der er ikke mere at give af, hver en muskel gør ond og jeg har fået hovedpine. Det skal være sjovt, og det er det ikke mere.

Jeg nåede tre omgange af dagen rute. Den sidste runde var præget af selvynk, men på de to første omgange nød jeg naturen. Specielt på sidse del af rundstrækningen som løbes i skønne klitter – ind i mellem med lidt tæt krat.

Imellem klitterne i Blåvands Huk.

Det er sjælden jeg er her på egnen, så nu kører jeg en tur forbi mine forældre gravsted i Nr. Nebel. Resten af weekenden bliver noget med kamillete på sofaen og masser af snotklude.

Kommuneserie Vest : byløb

Skive. 6. november 2022.

Resultat

  • Startnr.: 13
  • Distance: maraton
  • Placering: 9 af 41
  • Tid: 04:23:40
  • Tempo: 06:15 min/km
  • Hastighed: 9,6 km/t

Løbsoversigt

Tredje og sidst løbedag på efterårets Kommuneserie. Vi er i Skive. Ved det lokal bryggeri, Hancock, som brygger gode øl. Her er der start, mål og depot.

Løbere foran en bygning
Depot ved Hancock Bryggerierne.

Efter løbsbriefing og gruppefoto med dagens deltagere – og et særligt foto med de løbere der har deltaget alle tre dage, er det ved at være tid til afgang.

De få heldige, der står nær nok, hører der bliver talt ned. Fire, tre, to, en. Start. Så er det afsted.

Vi forlader Hancock og løber af stisystemet mellem villaer og rækkehus. Først mod vest, så mod nord. Vi rammer Kirkevej og løber forbi Resen Kirke (senere må jeg løbe slalom mellem rollatorer og stokke, da jeg passere lige som kirketiden slutter). Benene er noget stive på de første kilometer, men det løsner sig lidt op.

Vi fortsætter omkring kirkegården og løber ned mod kysten. Her er lidt bakker, som giver masser af fornøjelser efterhånden som der løbes kilometer i benene.

Fra Strandvejen tager vi den stejle bakke ned til stien langs kysten. Fra Resenlund til lystbådehavnen får vi lov til at løbe et par hundrede meter på stranden, men ellers er det mest asfalt, suppleret af lidt grus, der er under fødderne i dag. Ruten fortsætter til industrihavnen.

To løbere på en strand.
På stranden.

Ad Fjordvejen fører vi ud til Danmarks længste træbro, der bringer os tørskoet over deltaet, hvor Karup Å løber ud i Skive Fjord. Vi fortsætter langs Karup Å, drejer fra så vi kommer forbi Skive Stadion og Lokalarkivet. Herefter løber vi på stierne langs Nørre Boulevard. Først på vestsiden, siden på østsiden – og sådan ender vi oppe hos Hancock Bryggerierne igen. Det var et kvart maraton – sådan lige godt og vel.

På anden omgang løber vi den modsatte vej rundt. Det giver en masse hyggeligt modløb og vi bliver for alvor opmærksomme på hvor stejl bakke fra kysten og op mod Strandvejen er. På tredje og fjerde omgang skifter vi også retning.

Bro over siv og vand.
Den 300 meter lange træbro der fører over Karup Ås udløb.

De tider jeg har løbet maraton på de foregående to dage, er ikke værd at skriv om. Tempoet er heller ikke imponerende i dag. Planer er et roligt tempo og gang op ad bakkerne. På de sidste 8 kilometer giver jeg den lidt gas. Selv bakkerne bliver passeret i løb. Det giver en fed følelse at afslutte weekenden ordentligt. Også selv om sluttiden stadig er håbløs.

Hancock

Jeg har været til mange gode fest med fadøl fra Hancock, men desværre er der ikke noget dørsalg ved bryggeriet. Jeg må nøjes med en Sports Cola, som bryggeriet har sponseret til arrangementet.

Oprindelig hed bryggeriet Thordal, men i 1950’ern fik selskabet brug for et mere engelskklingende navn og så blev det til Hancock bryggerierne. Hancock-navnet kom fra eksportsælgerens hustrus pigenavn.

Bryggeriet producere bland andet ​pilsneren Høker Bajer, den lidt mere fyldige pilsner Hancock Beer og bockølen Old Gambrinus Dark.

Old Gambrinus Dark havde en forgænger der hed Münchener øl. Men da Danmark blev besat i 1940 blev denne mørke øltype forbudt pga af det høje maltforbrug. Efter krigens afslutning genoptog bryggeriet brygningen af Münchener øl, men kun til eksport.

Flot. Flodhest. Flyvende. Fredag.
En lokal poet?

—
Kommuneserie Vest – Skive

  • Arrangører: Maraton Danmark og Kim Høxbro
  • Land: Danmark
  • Start: Hancock Bryggerierne
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: asfalt, grus
  • Deltagerantal: 62
  • Sko: Adidas Energy Boost

Kommuneserie Vest : sjov og hård tur

Kilen. 5. november 2022.

  • Startnr.: 13
  • Distance: maraton
  • Placering: 17 af 37
  • Tid: 05:23:13
  • Tempo: 07:42 min/km
  • Hastighed: 7,8 km/t

Løbsoversigt

Anden dagen på årets Kommuneserie Vest bød på smat, højdemeter og køer.

Under morgenbriefingen fik vi at vide, at 50 køer ville blive sluppet løs på ruten. Og ruten. Den var 3 omgange rundt om Kilen ved Struer, plus en lille epilog for at få distancen til at passe.

Kilen er en fjordarm som er inddæmmet og er blevet til en brakvandssø. Dæmningen, der adskiller Kilen fra Limfjorden, stod færdig i 1856. Kilen er 319 ha stor. Det dybeste sted i søen er 6,5 meter dyb og gennemsnitsdybden er 2,9 meter.

Turen rundt om Kilen er en fornøjelige vandrerute af de lidt mere udfordrende. Der er masser af smat og jeg fortryder mange gange, at jeg ikke har tage trailsko med på denne tur. Ind imellem skøjter jeg rundt og jeg ryger da også i jorden et par gange.

Det gik også op og ned ad skrænterne langs søen. De halvtreds køer kunne jeg kun få til fem. Til gengæld mødte jeg en flok geder der stod og gloede.

Mål og start var ved dæmningen mellem fjord og sø. I modsatte ende af ruten var et lille depot sat op med vand og sodavand. Her var de smalle spor for en kort stund erstattet af grusvej og lidt asfalt.

Helt galt gik det for den sjove, udfordrende og smukke rute på de sidste tre kilometer. En hjertesti. En gade. Dæmningen. Kedelig asfalt.

Struer kommune

Hovedbyen i Struer kommune er Struer. Kender du Struer, så er det nok fordi du boer der eller fordi du ved at Bang & Olufsen har hovedsæde i byen og beskæftiger en god del af byen beboere.

Struer kommune ligger ved Venø Bugt i Limfjorden. Kommunen består af området omkring Struer med byerne Hjerm, Humlum, og Bremdal. Struer kommune dækker desuden øen Venø og Thyholm.

Der boer 20.802 mennesker i Struer Kommune og de har 246,20 km² at boltre sig på. Der er 16 sogne i Struer Kommune.

Ifølge Idrættens Analyseinstituts Facilitetsdatabasen er der idrætsfaciliteter 12.313 på landsplan. Det giver et snit på 477 indbygger pr. anlæg. I Struer er de heldige. De har 62 anlæg. Indbyggerne i kommunen har et anlæg pr 335,5 indbygger. Til sammenligning har de 26 anlæg i Ishøj kommune. Her er de hele 893,3 borger pr. anlæg.
I København har de 513 anlæg. Det lyder måske af meget, men her er der 1.256,2 indbyggere pr anlæg – og så er det pludselig ikke så mange anlæg.

Ishøj kommune har et atletikanlæg som kommunens 23.225 indbygger må deles om. Struer kommune har 3 atletikanlæg, her er de 6.934 borger om hvert anlæg.
Københavns kommune har 6 anlæg, hvoraf to er forsynet med 400 meter kunststofbane. Der er 107.405 indbygger pr anlæg i Hovedstadskommunen – ikke sært at det kan være svært at komme til – kunststofbane eller ej.

—
Kommuneserie Vest – Struer

  • Arrangører: Maraton Danmark
  • Land: Danmark
  • Start: Fjordhuset, Fjordvejen
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: jord, grus, asfalt
  • Deltagerantal: 63
  • Sko: Brooks Levitate 4