Tag-arkiv: foreninger

Gymnastik for kvinder

Motion er sundt for kvinder og mænd. Men det har ikke altid været lige så let for kvinder som for mænd at få lov til at motionere.

“Man behøver ikke at være saa højt oppe i Aarene for at have oplevet den Tid, da kun særlig frisindede Forældre gav deres Pigebørn Lov til at tumle sig sammen med Drengene i Hjemmet, klatre, springe, balancere paa Plankeværker o. l., og da kun, indtil de kom i de lange Kjoler — saa var Herligheden forbi for stedse.
Ikke fordi Lysten til at røre Lemmerne, prøve sit Mod, sine Kræfter, sin Aandsnærværelse, var udslukket i Kvindekønnet samme Øjeblik, som Læggene blev lagt ned paa Kjolen; men fordi det var en Utænkelighed at tillade en ung Pige, hvad man paa Trods af Skik og Brug dog havde tilladt Børnene.”
(citat: Thora Konstantin-Hansen)

En gymnastiktime.

2. oktober 1886 stiftede en gruppe gymnastiklærerinder foreningen Københavns kvindelige Gymnastikforening (KKG). Det var den første danske kvindelige gymnastikforening.

KKG blev stiftet på opfordring fra Frk. Mimi Strombeck, der var hentet til København fra Stockholm. Her underviste hun unge kvinder i gymnastik. Da hun stoppede oprettede de deltagende kvinder foreningen, så de ikke glemte hvad de havde lært.
Foreningens tidligste historie er beskrevet i jubilæumsskriftet ”Københavns kvindelige Gymnastikforening : 1886-1911” af Thora Konstatin-Hansen.

I de første år optog foreningen kun medlemmer uddannet i svensk gymnastik. Den svenske gymnastik blev skabt af gymnastikpædagog Pehr Henrik Ling. Svensk gymnastik kaldes da også Lingsk gymnastik. Målet for den svenske gymnastik var, at udøverende skulle udføre øvelserne for at styrke muskulaturen, den ranke holdning, selvtilliden og skønheden.

Pehr Henrik Ling hentede inspiration til gymnastiksystemet mange steder. Det var mens han arbejdede som fægtemester på Lunds Universitet, at han udviklede sit gymnastiksystem af rationelle og ordnede legemsøvelser inspireret af medicinsk-fysiologiske tankegange.

Generalprøve i Koncertpalæet.

Fra 1890 blev KKG åbnet for andre end gymnastiklærerinder uddannet i svensk gymnastik. Men foreningen forblev eksklusiv og nye medlemmer skulle gennem en optagelsesprøve.

Fra 1897 oprettede foreningen de første hold uden optagelsesprøve heriblandt aftenhold for arbejderkvinder.
Det var Frk. Gabriele Poulsen der “gjorde det første Skridt i samfundsgavnlig Retning ved at gøre Gymnastik gratis for Fabrikspiger, hvortil hun opnaaede at faa Lokaler i en Frederiksbergsk Kommuneskole.

Det første år med billige gymnastikhold for arbejderkvinder var der tre hold. Deltagerne på disse hold blev ikke medlemmer af KKG og var udelukket fra foreningens kulturelle og sociale aktiviteter, ligesom de var udelukket fra indflydelse via foreningsdemokratiet.

Fra starten af KKGs historie var det praksis, at nye medlemmer skulle bestå en prøve, men på de nye hold var der ingen optagelsesprøve og programmet blev udvidet, så KKG ud over gymnastik med tiden kom til at tilbyde aktiviteter som langbold, svømning, roning, folkedans og håndbold.

Det sociale liv i foreningen omfattede fester, opvisninger, udflugter, foredrag og debatmøder og i 1930 fik foreningen råd til at købe et feriehus – Stjernen – ved Solrød Strand.

Annonce fra avisen Dannebrog 25. september 1893.

Læs mere i jubilæumskriftet Københavns kvindelige Gymnastikforening : 1886-1911 via bibliotek.dk.

Kilde: Stræderne i København. 2018, juni/juli.

Gymnastik for handelsstandens unge mænd

Handelsstandens Gymnastikforening (HG) blev stiftet i april 1880 med det formål at udvikle handelsstandens unge mænds færdigheder i gymnastik og våbenbrug (stokkeslag). Foreningen voksede og trivedes og tog gerne konkurrencen op med andre københavnske idrætsforeninger. I en periode mødtes de også med norske Oslo Turnforening til indbyrdes konkurrencer.

I 1930 havde gymnastikforeningen 50 års jubilæum og udgav i den forbindelse et festskrift: “Festskrift ved Handelsstandens Gymnastikforenings 50 Aars Jubilæum 28. April 1930”, som er kilden til størstedelen af nedenstående tekst. Festskriftet blev redigeret af Vigo Andersen, Einar Blem, Axel W. Lind og Knud Jørgensen.

Foreningens første gymnastikdyst var mod Roskilde Gymnastikforening. Kampen fandt sted søndag den 18. marts 1886, publikum betalte 1. kr. for en billet til Industriforeningens sal. HG vandt kampen.

HG vægtede samarbejder. I juli 1899 afholdtes i Søpavillonen et møde, hvor formændene for danske gymnastikforeninger var indbudt. Her blev Dansk Gymnastik Forbund dannet.

I 1907 blev det første hold oprettet for kvinder, men først i 1915 fik de kvindelige medlemmer samme ret som mændene.

Kampene mod Oslo Turnforening

I 1912 tog HG kontakt til Oslo Turnforening (OT) for at arrangere en konkurrence mellem de to foreninger i København.
18. januar 1913 mødtes HG og OT til dyst i et stuvende fuldt Odd Fellow Palæ. Nordmændene sejrede med 16 point mod københavnernes 15¾ point. Selv om HG tabte, var det et lærerigt møde, hvor begge foreninger fik inspiration og lærte af hinanden.

Kampen melle Oslo Turnforening og Handelsstandens Gymnastikforening 1913.

I 1914 var der revanchekamp i Oslo. På trods af at det igen blev til et nederlag for HB, beskrives turen som “en yderst fornøjelig Tur, hvor vore elskværdige Værter næsten fordunklede deres hidtidige store Ry som splendide Værter” i festskriftet fra 1930.

Revanchen kom i december 1916. “Det blev en Jættedyst, hvor det umulige blev muligt, og hvor Præstation fordunklede Præstation og henrev Publikum til Begejstring, trods Lummerheden i Salen.” skrives der i jubilæumsskriftet om denne tredje dyst mod nordmændene.
Det var en uomtvistelig sejr og nordmændene måtte se sig slået. Der var dog ingen bitterhed og til den efterfølgende fest var der en kammeratlig tone.

Om den første gang de to gymnastikforeninger mødtes til dyst skrev Torleif Torkildsen, formand i Oslo Turnforening, følgende:
”Konkurrancen holdtes i Odd Fellowpalæets store sal, som var fuldt besat av et meget representativt publikum. Under de respektive landes flag marsjerte begge tropper inn og møttes straks av et hjertelig bifald, som tiltok, eftersom konkurrancen skred frem. Efter at dommerkollegiet hadde trukket sig tilbake, fremviste utenfor konkurrance ”H. G.” smidighetsøvelser og vor forening trampoline- sprang. Dette var øiensynlig noe, som faldt i publikums smak. Den danske presse taler om en ”fjellhøi” hest og om trampolinen som en ”kastemaskin”. Smidighetsøvelsene vakte den største interesse blant vore turnere, hvorav flere saa slike øvelser for første gang.
Øvelsenes store gymnastiske verdi var man ganske klar over, og det var allerede den gang full enighet om, at de burde komme til anvendelse hos os. Imidlertid var dommerne ferdig med sine over- veielser, og presidenten i Dansk Idrettsforbund, O.R.Sakfører Nathansen kunde meddele det forventningsfulle publikum, at Oslo Turnforening hadde seiret med 16 points, mens »H. G.« hadde op- naadd 15⅔. Det var sikkerlig skrankeøvelsene (Barreøvelserne), som hadde gitt os dette lille forsprang.”

HG eksisterede frem til 1980, hvor den fusionerede med Gladsaxe Håndboldklub under navnet Gladsaxe/HG.

Læs mere i jubilæumskriftet Festskrift ved Handelsstandens Gymnastikforenings 50 Aars Jubilæum 28. April 1930 via bibliotek.dk.