Tag-arkiv: mindetavler

Mindetavle for Lillemor

Modstandskvinden erindres med mindetavle og stræde i Hillerød.

Cecilie “Lillemor” Dybvad Hansen blev født 14. januar 1914 i Svendborg. Hun døde i 2015, 101 år gammel.

Som ung kom Cecilie “Lillemor” til Hillerød hvor hun blev gift med Aksel Dybvad. Aksel døde som ung i 1942.

Cecilie “Lillemor” blev uddannet sygeplejerske og var i mange år skolesygeplejerske i Hillerød.

Mindetavle i Cecilie Lillemors Stræde.

Aktivist

Inden nazisternes invasion 9. april 1940 var Cecilie “Lillemor” allerede aktiv og husede tyske flygtninge.

Under besættelsen blev Cecilie “Lillemor” hus, Gadevangsvej 91, brugt som tilflugtssted for modstandsfolk på vej til nye opgaver og flygtninge på vej til Sverige.

“Cecilie selv er en dame, der står ved sine meningers mod og har noget at have de skarpe holdninger i. Da Tyskland i 1930’erne begyndte at lukke sig om sig selv, og flygtningene skyndte sig over grænsen til Danmark, åbnede Cecilie sit hjem og gjorde sit for at skabe tryghed. Dette ændrede sig ikke mærkbart under besættelsen i 1940’erne, hvor Cecilie løb en stor risiko ved at beskytte de danske modstandsfolk. Hun gjorde sig fortjent til navnet ’Lillemor’, som hun fortsat levede op til efter befrielsen i 1945, hvor hun blev ved med at tilbyde et fristed for politiske flygtninge.”
(citat: “Cecilie giver stafetten videre” af Jens Henrik Nybo i Domea Magasinet, marts 2014)

I hæftet “Hilsen til Finn og Johanne” beskriver Elith Truelsen en situation hvor fire modstandsfolk, der er på vej til at modtage en nedkastning fra et britisk fly, stoppes ved en tysk kontrolpost. Kontrolposten ligger ved Kronprins Frederiks Bro i Frederikssund. Dalle, en af modstandsfolkene, havde glemt sit legitimationskort. Han forsøgte at flygte men et par tyske soldater får fat i ham. Tyskeren får en nødløgn om at han er en blaffer som de tre andre har taget med. Dalle blev taget med af tyskerne, men han slap senere fri: “Det var Cæcilie Dybvad, kaldet Lillemor, hos hvem Dalle og Rikard Andersen boede illegalt. Hun var om eftermiddagen blevet ringet op af tyskerne, der bad hende finde Dalles legitimationskort og bringe det ned til Gestapos hovedkvarter i Hillerød. Gestapo skulle ringe til brovagten, om Dalle kunne frigives.
Lillemor kørte ikke ned til Gestapo, men cyklede direkte til broen i Frederikssund med Dalles falske legitimationskort, som tyskerne godtog og slap Dalle fri.” (citat: Hilsen til Finn og Johanne).

Efter befrielsen blev Lillemor gift med Murer-Tonny, der havde overlevet et ophold kz-lejren Dachau. Også i efterkrigstiden har flygtninge, f.eks. fra Iran og Chile, fundet et fristed hos Cecilie “Lillemor”.

Mindetavle i Cecilie Lillemors Stræde

Mindetavle for Cecilie “Lillemor” Dybvad Hansen,

Teksten på tavlen: “Cecilie Dybvad Hansen “Lillemor” /// Sidst i 1930’erne tog Lillemor imod flygtninge fra / Nazi-Tyskland med husly og hjælp til at komme videre. / Under krigen var hendes hjem tilflugtssted for friheds- / kæmpere, og hun var selv aktiv modstandskvinde. / Hun var i mange år skolesygeplejeske i Hillerød Kommune. / I 1970’erne tog hun imod flygtninge fra Chile og Iran. / Hun arbejdede hele sit liv for social retfærdighed, mod / facisme og krig. /// Hillerød Kommune, 4. maj 2017.”

Sophus Falck

Den første Falck­station: Sophus Falck grundlagde Falcks Redningskorps. Den første station åbnede 3. oktober 1906 i Ny Kongensgade. I dag ses en mindeplade på bygningen, hvor historien om Falck startede.

Allerede inden “Københavns og Frederiksbergs Redningskorps”, det senere Falck, officielt var trådt i funktion, var Sophus Falck og hans mænd i aktion. Det var i forbindelse med oprydningen efter en brand på hjørnet af Sønder Boulevard og Hartmannsgade, den 28. august 1906.

Den 3. oktober 1906 kl. 16.30, årsdagen og tidspunktet for udbruddet af branden på Christiansborg Slot 22 år tidligere, trådte korpset officielt i funktion. Som ung havde Sophus Falck selv oplevet slotsbranden. Han havde deltaget som frivillig og været med til at redde indbo fra de altopslugende flammer.

Mindetavle med tekst og silhuettegning af en bygning og gamle køretøjer.

På åbningsdagen for hans nye redningskorps dannede den første redningsstation i Ny Kongensgade rammen om en brandøvelse. Her viste redderne, hvordan de kunne redde en såret brandmand og medvirke til at begrænse vandskaderne fra brandslukning ­ til glæde for forsikringsselskaberne. Mange københavnere var mødt op for at overvære optrinnet. I 1910 flyttede redningskorpset fra Ny Kongensgade 15 til større lokaler i Ny Kongensgade 9.

Mindetavlen

Mindetavlen sidder på Ny Kongensgade 15. Den blev afsløret 3. Oktober 1991. Teksten på tavlen er:
“MINDEPLADE / SOPHUS FALCK ­ STIFTEREN AF FALCKS REDNINGSKORPS ­ / OPRETTEDE I DENNE BYGNING DEN 3. OKTOBER 1906, / KLOKKEN 16.30 DEN FØRSTE FALCK­STATION UNDER NAVNET / KJØBENHAVNS OG FREDERIKSBERGS REDNINGSTJENESTE / FALCKS REDNINGSKORPS VELFÆRDSTJENESTE / OPSAT 3. OKTOBER 1991”

Litteratur: Falck 1906 – ­2006 af Kurt Jacobsen (Lindhardt og Ringhof, 2006) og Sophus har været der af Søren Mørch (Gad, 2006).

Kilde: Stræderne i København. 2012, februar.

Opfinderen Valdemar Poulsen : På vej mod trådløs samtale

Mindetavlen fortæller: Valdemar Poulsen opfandt buegeneratoren og telegrafonen og var med til at bane vejen for radioens og båndoptagerens udvikling.

Valdemar Poulsen blev født i ejendommen Landemærket 3 (ved Rundetårn) den 23. november 1869. I dag er der placeret en tavle på 2. sal ved lejligheden, hvor han blev født.

Valdemar Poulsen var ikke noget hit i skolen. Undtagelsen var fysik, hvor han altid hentede et ug. Som 20-årig blev han dog student fra Borgerdydskolen på Christianshavn.

Da hans læretid var overstået, blev han ansat som assistent ved Københavns Telefonselskab. Det var her, han fik idéen til “en elektromagnetisk fonograf” – bedre kendt som en båndoptager.

Fra 1899 begyndte et samarbejde med P. O. Pedersen. Valdemar Poulsen gik i gang med at eksperimentere med elektriske bølger. Arbejdet resulterede i buegeneratoren (også kaldet en buesender), der kunne udsende ensartede bølger. Buesenderen var udviklet til trådløs telegrafi. Det viste sig hurtigt, at den også var anvendelig til transmission af tale og musik.

Opfindelsen fik stor betydning for udviklingen af telegrafi og radiomediet. Et skridt på vej mod nutidens trådløse samfund.

Mindetavlen

Mindetavlens tekst er: “HER FØDTES / OPFINDEREN / VALDEMAR POULSEN / 1869”.

Tavlen er skænket af stenhuggermester Peter Schannong og blev opsat i 1943.

Valdemar Poulsen blev hædret i sin samtid, bl.a. med Videnskabernes Selskabs guldmedalje. Selv om hans opfindelser var vigtige for udviklingen, er han nærmest glemt i dag. Men tavlen er der endnu, så vi ikke helt glemmer den store danske opfinder.

Litteratur:
Foregangsmænd : bind 1 af Poul Müller og Jakob V. Pedersen. Gyldendal, 1970. 139 sider.
Lyd fra fortid til nutid af K. Dannefeldt Bøthner. 1977. 139 sider.

Kilde: Stræderne i København. 2010, november.

Danmarks store filmstjerne

Filmmuse på Vesterbro Asta Nielsen.

Skuespillerinden Asta Nielsen var stumfilmens første stjerne. Og stadig i dag synes der at være noget dragende over hende. På Gammel Kongevej erindres hun med en mindetavle.

Asta Nielsens filmkarriere varede 22 år. På den tid medvirkede hun i 74 film. Størstedelen af hendes filmkarriere var i Tyskland, hvor hun arbejdede fra 1911 til 1936. Herefter vendte hun hjem til Danmark, Hun gik næsten i glemsel, inden der igen kom røre omkring hendes person i årene inden hendes død i 1972.

Asta Nielsens forældre var i 1877 flyttet ind i Gammel Kongevej 9. Her boede de stadig, da Asta blev født den 11. September 1881. På det tidspunkt var faren arbejdsløs og moren trappevasker. Pengene var små!

Asta Nielsen. Postkort efter fotografi udgivet af Verlag Hermann Leiser, 1912. Kb.dk.

Da hun var halvandet år gammel skaffede en onkel et arbejde til faren på en kornmølle i Malmø, og familien flyttede over på den anden side af Øresund. Her blev de i syv år, inden de vendte tilbage til København.

Fødsel

I “Den tiende muse” skriver Asta Nielsen: “Da jeg kom til verden, fik min moder en frygtelig forskrækkelse. En tyk, sort pandemanke dækkede mit ansigt til næsetippen, hun troede, jeg var født uden øjne. Men da jordemoderen strøg håret til side, skal et par øjne af en så eventyrlig størrelse have åbenbaret sig, at de alle brast i latter. Med en vis stolthed fortalte moder ofte, at når hun senere spadserede med mig på gaden i barnevogn og mødte bekendte, at de, når de stak hovedet ind under kalechen for at beundre den lille, med et skrig trak hovedet tilbage af forskrækkelse over de kæmpeøjne, der mødte dem inde fra puderne.”

Mindetavlen

Tavlen findes over døren til Gammel Kongevej 9. Teksten på tavlen er:
“I DETTE HUS FØDTES / ASTA NIELSEN / DANMARKS FØRSTE / STUMFILMSTJERNE / FØDT 11 • 9 • 1881 / GL. KONGEVEJ 9. 5. SAL / DØD 25 • 5.1972 / KØBENHAVNS KOMMUNE”

Mindetavle på huset Gammel Kongevej.

Litteratur:
Asta : mennesket, myten og filmstjernen : en biografi af Poul Malmkjær. Haase, 2000.

Kilde: Stræderne i København. 2012, januar.

Et skilt på muren

Mindetavle for Nicolai Eigtved: Nicolai Eigtved, 1701-1754, var hovedarkitekten bag planerne for Frederiksstaden. Han mindes med en tavle ved Amalienborg.

Nicolai (Niels) Eigtved; født 1701 i Haraldsted og død 1754 i København. Som ung blev Nicolai Eigtved uddannet gartner, hvorefter han rejste til udlandet. Her hentede han en del erfaring og viden.

I 1732 blev Nicolai Eigtved udnævnt til dansk løjtnant og fik bevilget penge til en studierejse til Italien. I 1735 kom han til København, hvorefter han blev kaptajn i ingeniørkorpset og hofbygmester.

De sidste år af Nicolai Eigtveds liv blev dedikeret til Frederiksstadens planlægning og begyndende gennemførelse. Han havde det arkitektoniske ansvar for projektet.

Frederiksstaden var Frederik V.s store prestigebydel opkaldt efter ham selv. Anledningen til at grundlægge en ny bydel var den Oldenborgske slægts 300 års jubilæum som herskere i Danmark i 1748. Bydelen blev påbegyndt i 1749.

Frederiksstaden var den største arkitektoniske opgave i 1700-tallets Danmark. Bydelen er delt af et kors med Amalienborg Slotsplads som midte.

Hovedaksen, Frederiksgade, går fra Marmorkirken gennem Slotspladsen og ned til havnen. Den krydses af Amaliegade. Frederiksstaden nævnes som et højdepunkt i europæisk byplanlægning og rokokoarkitektur.

Mindetavle med relief af Amalienborg og Frederiks Kirke

Mindetavlen

På Frederiksgades venstre side, når man kommer fra Bredgade og går mod Amalienborg, sidder mindetavlen for Nicolai Eigtved i murværket. Tavlen viser Frederiksstadens oprindelige plan i relief.

Mindetavlens tekst:
“NICOLAI EIGTVED / FØDT 1701 DØD 1754 / FREDRIKSSTADENS ARKITEKT”

Litteratur:
Dansk biografisk leksikon : 4. bind : Dons-Frijsh. 1980.
Bag Facaden – ansigter på Frederiksstaden af Marie Josefine Albris, 2010.

Kilde: Stræderne i København. 2010, oktober.

70 år efter 2. Verdenskrigs slutning

Ny mindetavle på Axeltorv for BOPA-lederen Børge Thing.

10. januar 2015 blev der afsløret en mindetavle for BOPA lederen Børge Thing på Axeltorv Bodega. Her blev han i maj 1944 arresteret af Gestapo. På mirakuløs vis lykkedes det ham at flygte og fortsætte det illegale arbejde.

Mindetavle

Børge Agergaard Thing, med dæknavnet Brandt, blev født 1917 i Herning. Faren, Niels Magnus Simonsen Thing, var ufaglært tekstilarbejder og moren, Ane Marie Thing, var vågekone på sygehuset. Det var en fattig familie, Børge blev født ind i.

Efter syv års skolegang kom Børge i lære som blikkenslager hos blikkenslagermester H. I. Christensen. Ikke fordi det var hans store drøm, men fordi det var der, han kunne få en plads. I 1936 bestod han svendeprøven med ros. Herefter drog han på valsen.
Da han kom tilbage til Herning, fik Børge plads hos en af de tre lokale blikkenslagermestre. Han var aktiv i en mindre arbejdskonflikt omkring akkordaflønning. Derefter var han uønsket hos de lokale mestre. Som arbejdsløs drog han til København.

Mens han var på understøttelse, tog han et kursus på Borups Højskole i skoleåret 1937-38. Her mødte han Dora Recht, der kom fra et ortodokst, jødisk hjem. Dora var kommunist og medlem af DKU.

En rejse førte Børge gennem Tyskland. Tysklandsrejsen resulterede i artiklen ”Gennem Nazi-Tyskland til Fods”, der blev trykt i Arbejderbladet 30. august 1938. Børge, der tidligere havde været socialdemokratisk præget, var i 1938 gået ind i DKP sammen med Dora Recht.
I 1939 rejste han igen til København, hvor Dora boede. Som arbejdsløs var det hårde tider.

Børge og Dora blev gift i 1942. Da var DKP illegalt, men jøderne kunne stadig leve et normalt liv, selv om Danmark var besat af nazisterne. De delte en lejlighed med Doras søster på Østerbro.

Fra efteråret 1941 havde Børge arbejde på en maskinfabrik i Viborggade. Senere fik han job hos Danske Grundejere på Godthåbsvej – her stoppede han, da han gik under jorden i oktober 1942. Det illegale sabotagearbejde startede med ildspåsættelser.

I april 1943 blev Børge arresteret af det danske politi, anklaget for at være medlem af det illegale DKP. Han blev dømt til 4 måneders fængsel, som han afsonede i Vestre fængsel. Under afsoningen blev han ramt af kraftig hovedpine og blev overflyttet til Kommunehospitalet. Her blev han hentet af sin kone, der medbragte civilt tøj. I det kunne han forlade hospitalet ubemærket!

Da nazisterne slog til mod de danske jøder, måtte Dora flygte. Det blev en noget farefuld og dramatisk flugt, men til sidste lykkedes det hende at komme til Sverige.

I 1944 udførte BOPA nogle store, velorganiserede sabotager. Men det var også et år, der bød på mange arrestationer. Flere ledende medlemmer blev taget, og til sidst endte Børge som leder af hele organisationen. Men det var også nært gået galt for ham.
9. maj skulle Børge mødes med tre andre modstandsfolk på Axelborg Bodega. De skulle mødes til en afslappende tur i byen i en ellers hektisk tid. Som modstandsfolk måtte de altid være på vagt. De vidste aldrig, hvornår Gestapo dukkede op på foranledning af en stikker.

De fire modstandsfolk fandt et bord. Alt åndede fred, men med et var de omringet af Gestapo-folk. Børge fik dog lov at betale modstandsfolkenes regning, inden han skulle føres op til Gestapos hovedkvarter i Dagmarhus 300 meter derfra.

Da Børge blev ført ud af bodegaen, var de tre andre allerede godt på vej mod Rådhuspladsen. Her så han sit snit til at flygte. Børge kastede sig ud foran en sporvogn og slap om på den anden side, hvor Gestapo-manden ikke kunne skyde ham.

Børge hoppede op på trinbrættet af en tilfældig taxa og råbte “Kør for helvede”. Chaufføren fattede situationens alvor og gav den gas. På Amager stoppede Børge taxaen og bad om at få lov at betale. Taxachaufføren afslog. Han havde en bror, der sad i KZ-lejr, og var kun glad for at kunne hjælpe.

Mindetavlen

Mindetavlen er opsat på Axelborg Bodega, Axeltorv 1. Tavlen er udført i bronze af billedhugger Lotte Olsen.

Teksten på mindetavlen er:
“BØRGE THING / “BRANDT” /// BLEV DEN 9. MAJ 1944 ANHOLDT HER AF GESTAPO / MEN FLYGTEDE / OG FORTSATTE SIN KAMP / SOM LEDER AF SABOTAGEORGANISATIONEN / BOPA”

Til afsløringen af mindetavlen den 10. januar 2015 sagde Niels Gyrsting (formand for foreningen Frihedsmuseets Venner) “Vi håber, at mindepladen vil bidrage væsentligt til at skabe interesse for formidling af Børge Things historie, BOPAs historie og hele besættelsens historie.”

Børge Thing er far til forfatter, debattør og forskningsbibliotekar Morten Thing. Sønnen udgav i 2011 bogen “Sabotøren : min fars historie” om Børge Thing.

Kilde: Stræderne i København. 2015, marts.

Den unge modstandsmand

Modstandsmand dræbt ved Gl. Kongevej efter flugtforsøg fra tyskerne.

Mindetavle

Ingolf Larsen-Ledet var søn af karetmager Jens Larsen-Ledet og Anne Sofie Albrechtsen (født Hansen). Han var nevø til den kendte afholdsagitator Lars Larsen-Ledet.

Ingolf Larsen-Ledet blev student fra Christianshavns Gymnasium i 1938 og startede derefter som studerende ved det rets- og statsvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet. Han var medlem af DSU og kasserer i den socialdemokratiske studentergruppe.

Det illegale blad “De danske Studenter” startede i 1941 i form af løbesedler. Fra april 1943 til maj 1945 udkom det som månedsblad. Bladet udgav desuden en række illegale bøger, bl.a. “Maanen er skjult” af John Steinbeck og “Omkring den anden Front”.

“De danske Studenter” var en udløber af studenterdemonstrationerne mod Antikominternpagten og var en af de første illegale organisationer, der opstod efter nazisternes besættelse af Danmark.

Larsen-Ledet blev tilknyttet bladet “De danske Studenter” og var desuden involveret i flygtningearbejdet.

Under strejkerne i juni 1944 skulle Larsen-Ledet mødes med nogle illegale kammerater i en lejlighed i en baggård på Gammel Kongevej. Gestapo ventede imidlertid i lejligheden og arresterede alle, der indfandt sig – deriblandt Larsen-Ledet.

Efter at være visiteret forsøgte Larsen-Ledet at flygte via køkkendøren. Døren var låst og han sprang i stedet ud gennem et lukket vindue. Ingolf Larsen-Ledet blev dræbt af faldet fra fjerde sal.

Mindetavlen

Tavlen for Ingolf Larsen-Ledet hænger i baggården Gammel Kongevej 25.
Teksten er:
“INGOLF·LARSEN-LEDET / GAV HER SIT LIV FOR / DANMARK’S FRIHED / 29 JUNI 1944”

Kilde: Stræderne i København. 2013, december.

Skudt ved Kongens Nytorv

Modstandsmanden Jørgen Arboe-Rasmussen (1925-1945) var medlem af Den sjællandske Organisation hvor han var en del af den illegale bladvirksomhed. I februar 1945 blev han dræbt af hipofolk.

Mindetavle for modstandsmanden Jørgen Arboe-Rasmussen.
Mindetavle for modstandsmanden Jørgen Arboe-Rasmussen.

Arboe-Rasmussen var ansat på Roskilde Dagblad som journalistelev. Ved siden af det officielle arbejde var han aktiv ved det illegale blad “Roskilde Kuréren”. Bladet bragte dansk og udenlandsk nyhedsstof samt lokale nyheder. Det udkom månedlig fra april 1944 til januar 1945 og ugentlig marts og maj 1945. Der var et samarbejde med “Budstikken : Med bud til alle Danske”, Hjemmefronten” og “Studenternes Efterretningstjeneste”.

Arboe-Rasmussen fik kollegaen Torben Wulff med i det illegale arbejde omkring “Roskilde Kuréren”. Wulff blev fristet af penge og i januar 1945 angav han ni frihedskæmpere fra miljøet omkring “Roskilde Kuréren” til Gestapo. Han havde forventet mere, men fik kun 100,- kr for udåden.

Da Gestapo ville anholde Arboe-Rasmussen hoppede han ud af et vindue på første sal fra sit værelse i Bondetinget og undslap derved nazisternes razzia i Roskilde.

Sammen med andre fra gruppen der var undsluppet, tog han til København og gik under jorden.

Uden at vide at Wulff var stikker, kontaktede de undslupne frihedskæmpere ham med henblik på at genoptage arbejdet med den illegale presse. Arboe-Rasmussen og kammeraten Johannes Kristiansen aftalte et møde med Wulff på Café Brønnum 5. februar.

Arboe-Rasmussen og Kristiansen kom i god tid og satte sig ved et bord i caféen. Sammen med fem hipofolk var Wullf på vej til møde på det aftalte tidspunkt. Da Arboe-Rasmussen ville kigge ud af døren efter Wullf, skød hipofolkene efter ham. En ramte.
Arboe-Rasmussen vaklede tilbage i caféen hvor han faldt om. Hårdt såret blev han kørt på lazarettet på Nyelandsvej hvor han senere døde. Johannes Kristiansen flygtede ud gennem caféens køkken.

Efter befrielsen blev stikkeren Torben Wullf dømt til døden og henrettet den 8. maj 1947.
Hipomanden der skød Jørgen Arboe-Rasmussen blev ligeledes dømt til døden og henrettet den 22. januar 1948.

Mindetavlen

Tavlen for Jørgen Arboe-Rasmussen sidder på August Bournonvilles Passage 1 (Frem til 2005: Tordenskjoldsgade 1), hvor Café Brønnum engang lå. I dag er det Det kongelige Teaters billetcenter der holder til på adressen.
Teksten på tavlen er:
“JØRGEN ARBOE-RASMUSSEN / faldt for Danmark / d. 5 Februar 1945”

Kilde: Stræderne i København. 2013, november.

Teatret i Lille Grønnegade

Teatret i Lille Grønnegade åbnede i 1722, men fik en kort levetid. Teatret erindres på en tavle i Ny Adelgade.

Mindetavle for Teatret i Lille Grønnegade.
Mindetavle for Teatret i Lille Grønnegade.

Omkring 1700 fik René Magnon de Montaigu (1661-1737) etableret en fransk hoftrup ved Frederik IV’s hof. Fra starten var Montaigu både leder og aktiv skuespiller. I 1721 fyrede kongen hele hoftruppen, og Montaigu blev arbejdsløs.

Kort forinden var Étienne Capion (død før 1757) gået i gang med at etablere et teater i Lille Grønnegade. Capion havde tidligere arbejdet som dekoratør og regissør for Montaigus hoftrup. For at skaffe en indtægt slog Montaigu sig sammen med Capion. I januar 1722 begyndte Montaigus trup at opføre assembléer og maskerader i Capions nye teaterbygning.

Senere i 1722 fik Montaigu til ladelse (af kongen) til at opføre skuespil på dansk. Han havde dog én udfordring. Han fik samlet en dansk skuespillertrup og 23. september 1722 var der præmiere i Teatret i Lille Grønnegade. På programmet stod “Gnieren” af Molière fremført på dansk.

Ludvig Holberg (1684-1754) blev teatrets husforfatter. Det første Holbergstykke, “Den Vægelsindede”, blev sat op i efteråret 1722. Dog uden den helt store succes. Heller ikke “Jeppe på Bjerget” blev godt modtaget til premieren. Den første Holberg-succes kom med “Den politiske Kandestøber” senere samme år.

Økonomien i teatret var ikke god. Der var byggelån, som skulle tilbagebetales, og i 1723 måtte Capion en tur i gælds fængsel. Han fandt dog nogle sponsorer, og teatret overlevede i første omgang. I 1724 lukkede Teatret i Lille Grønnegade dog, og Capion gik konkurs. I 1726 lykkedes det Montaigu at genåbne teatret, men allerede året efter var det slut. På trods af en kort levetid fik teatret stor betydning for dansk skuespil. Efter Københavns brand i 1728 forsvandt ethvert håb om genåbning.

Stærkt religiøse præster prædikede mod forlystelser og ryggesløse københavnere, der skulle have påkaldt sig Guds vrede og være skyld i branden. København sank ned i pietis mens mørke.

Mindetavlen

På bygningen Ny Adelgade 10 sidder en mindetavle for Teatret i Lille Grønnegade. Teksten på tavlen er:
“PAA DENNE GRUND STOD / THEATRET I LILLE GRØNNEGADE / DEN FØRSTE DANSKE SKUEPLADS / FOR HVILKEN LUDVIG HOLBERG / SKREV SINE KOMEDIER / 1722 – 1728”

Kilde: Stræderne i København. 2013, september.

Jutlandia var mere end et skib

“Det var i 1949 eller cirka der omkring / Da der var krig i Korea / Skibet hed Jutlandia, og det kom vidt omkring / For der var krig i Korea” Sådan begynder Kim Larsens sang Jutlandia.

Jutlandiamindetavle

Hospitalsskibet Jutlandia var Danmarks bidrag til De Forenede Nationers Enhedskommando under Koreakrigen. Skibet sejlede under tre flag: FNs, Røde Kors’ og Dannebrog.

Hospitalsskibet blev stillet til rådighed for FN-styrkerne, der kæmpede på Sydkoreas side. I starten var det kun amerikanske soldater og soldater fra deres allierede, der blev behandlet på skibet. Senere blev også civile sydkoreanere behandlet, når der var ledige senge. Men hospitalssengene blev aldrig stillet til rådighed for nordkoreanske eller kinesiske soldater.

Skibet foretog tre rejser til Korea. På de to første togter lå skibet langt fra fronten i Pasan. På det sidste lå det ved Inchon, nær kamphandlingerne. Mellem togterne var skibet tilbage i Europa med sårede soldater.

630 danskere gjorde tjeneste på Jutlandia. Enkelte var drevet af ideologi, men mange drog af sted for at gøre en humanitær tjeneste eller for at opleve en fjern del af verden, der dengang ikke var tilgængelig for ret mange.

Mindetavlen for Jutlandia findes på Langelinie, nær ”Isbjørnen”. Tavlen er af koreansk granit. Det blev opsat 1990 af koreanske veteraner.

Teksten på tavlen er:
“HOSPITALSSKIBET / JUTLANDIA / 23. JANUAR 1951-16. OKTOBER 1953 / DANMARKS BIDRAG TIL / DE FORENEDE NATIONERS ENHEDSKOMMANDO / UNDER KOREAKRIGEN / DENNE STEN FRA KOREA ER GIVET I TAKNEMMELIGHED / AF KOREANSKE VETERANER / [videre tekst på koreansk]”

Kilde: Stræderne i København. 2013, marts.