Thy Trail Marathon sælger sig som Danmarks barskeste maraton. Om det er det barskeste du kan finde på dansk grund, skal jeg lade være usagt. Men en stor oplevelse, det er turen gennem Nationalpark Thy.
Efter at have overnattet på Munkebo B&B nær Faddersbøl, indtaget en portion havregryn og en kop kaffe kører vi til surferparadiset Klitmøller. Vi skal dog ikke ud og lege på havets bølger. Vi skal ud og løbe trail.
I Klitmøller er der mål, så nu er vi der for at komme med bussen til start. Jeg løber maraton og skal med bussen klokken 9. Mette kan slappe af til klokken 11 hvor halvmaratonløbernes bus kører dem til Stenbjerg Landingsplads.
Jeg kommer med bussen der kører til Lodbjerg Fyr. Vi ankommer tids nok, til at jeg kan finde et træ i skoven som trænger til vand. Inden start er der løbsbriefing.
En vandpyt i Thy.
Klokken bliver 10 og Thy Trail Marathon 2022 sættes i gang. Jeg har vel tørre føde i omtrent 600 meter. Fyffer plyffer det er koldt. Men der er ingen vej uden om. Ikke længe efter er der vandgang igen. Sjovt nok føles det knap så koldt anden gang.
Der er vand masser af steder på ruten på den første halvdel. Men det når sjældent over knæhøjde. Vi løber gennem lynghede og skov. Underlaget skifter mellem sand, jord og grusvej. Der er nærmest skuffende lidt vand i Lillehav i år – det er ikke stedet med det dybeste vand i år.
Efter 19 kilometer rammer vi stranden. Ind til nu har mit tempo været fint – uden at være prangende. Sandet trækker lidt tempo ud af benene og tempoet kommer ikke rigtig tilbage. Ved halvmaraton er der varm saft i depotet. Et fin lille supplement til vand, energidrik og banan som der er i alle depoterne.
En løber med fart i benene.
Efter fire kilometer i strandsandet løber vi op i klitlandskabet, men kun for at vende rundt og løbe tilbage på stranden ved kilometer 25.
Hvis temaet var vand på det første halvmaraton, er det sand på anden halvdel af løbet. Men vi får også lov at løbe i det kuperede klitterræn – og et par enkelt vandpytter er der også.
De sidste to kilometer inden mål er på stranden. Det er en smuk vej ind til Klitmøller, men strandsandet er lidt hårdt at løbe i efter 40 kilometer i Nationalpark Thys smukke natur.
De der jeg-er-et-med-naturen-typer der sætter sig ud på græsplænen og meditere over sommerfuglens vingeslag, burde – hvis de altså vil være et med naturen – komme til Thy og løbe med, her hvor vi virkelig kan mærke naturen.
Jeg landede fredag morgen i Muskats lufthavn. I ankomsthallen var der allerede samlet en flok løbere. Snakken gik på italiensk, fransk og ukrainsk. Snart skulle vi afsted i bus mod ørkenen, hvor en løbetur på 165 kilometer over seks dage ventede.
Vi blev kørt til base camp i udkanten af sandørkenen uden for landsbyen Al Hawiyah. Base camp bestod af en række permanente telte med en central bygning i midten som bl.a. benyttes til fællesspisning. Her havde vi en enkelt overnatning inden Oman Desert Marathon startede.
Først skulle udstyret kontrolleres og nummerudleveringen overstås. Vi mødtes i den centrale bygning. Inden vi fik vores nummer blev udstyr efterset. Det var en lang rækkes krav til ting alle deltagere skulle medbringe. Beholdere til vand, kompas, førstehjælpsgrej, mad og en pandelampe var blandt det obligatoriske udstyr.
Til selve løbet ville arrangørerne stille telte til rådighed. Desuden ville der være vand tilgængelig – i et vis tidsrum varmt vand til madlavning. Alt hvad vi ellers ville have med under løbet, måtte vi selv medbringe.
1. etape – 16.11. 2019
Start: 08:00
Distance: 20 km
Placering samlet: 19 af 50
Placering mænd: 17 af 35
Tid: 03:00:27
Tempo: 09:01 min/km
Vågnede i base camp. Det var snart tid til den første etape. For sidste gang i seks dage bestod morgenmad af æg, baked beans, lyst brød og honning. Fra base camp blev vi kørt ind til landsbyen Al Hawiyah, Bidiyah. Her var der åbningsceremoni og fejring af Omans 49. nationaldag med traditionel musik og dans.
Starten gik. Vi blev sendt afsted sammen med en masse børn der løb 3 km og lokale motionister der løb et halvmaraton (10,5 km ud og hjem). Det gav masser af trafik på første halvdel af ruten.
Løbet startede med signing på de første 4,5 km. Sandet var løst, solen stod højt og flade passager var der ikke mange af. Løbet sluttede med en udfordrende stigning op af en høj sandklit.
Markering af ruten.
I lejren blev vi placeret i fællestelte. Jeg fik en plads ved siden af Dörte fra Tyskland, samt nogle løbere fra sydeuropa. Dörte havde expresso-sticks med og invitere på kaffe! Helt fantastisk at sidde i ørkenen og drikke expresso efter en god løbetur.
Aftensmaden var som alle aftner frysetørret mad fra Trek’n Eat.
2. etape – 17.11. 2019
Start: 06:30
Distance: 25 km
Placering samlet: 20 af 50
Placering mænd: 17 af 35
Tid: 04:28:01
Tempo: 10:43 min/km
Klokken halv syv var det stadig køligt, men varmen kom hurtigt. Det gjorde sandklitterne med løs sand også. Først efter 20 km fik vi lov at løbe 3 km i et relativt fladt landskab, men jeg var så brugt, at jeg stadig måtte skifte mellem løb og gang på det flade stykke. Inden mål ramte vi atter sandklitterne.
Teltlejrene var ikke sat op da vi nåede i mål. Den var heller ikke umiddelbart på vej. Lastbilerne der transporterede lejrene fra stede til sted havde svært var at komme frem. Oven i det var én af vognene punkteret i sandet Det gav et par timers ekstra forsinkelse. Da lastbilerne med lejren endelig kom frem var der ikke længe til solnedgang.
Lejrens sene ankomst giver lidt kaos omkring indflytningen i teltene og vi ender ikke op med de samme beboersammensætning som første nat i lejren. Engelsk Rob flytter ind sammen med Dörte og mig og vi etablere et hygge-house i den ene ende at teltet.
3. etape – 18.11. 2019
Start: 06:30
Distance: 27 km
Placering samlet: 21 af 50
Placering mænd: 17 af 35
Tid: 04:24:20
Tempo: 09:47 min/km
Jeg brokkede mig ikke over, at der var lidt skyer på himlen fra morgenstunden. Ruten bød på 3 store klitsystemer med masser af op- og nedløb i den løse sand. Der var også et par passager med et mere jævnt terræn, hvor jeg kunne løbe med noget der lignede en fast rytme.
Af sted ud på dagen etape.
På de to første etaper var luftfugtigheden lav. Det gjorde varmen behagelige. Men vi var kommet nærmere kysten og luftfugtigheden steg for hver dag. Det gør det endnu sværer at præstere i varmen – og sveden begyndte at hænge i tøjet. Sandet klister til sveden.
4. etape – 19.11. 2019
Start: 06:30
Distance: 28 km
Placering samlet: 25 af 50
Placering mænd: 21 af 35
Tid: 05:02:41
Tempo: 10:49 min/km
På et tidspunkt rammer ørkenen. I dag ramte den mig. Sol fra morgenstunden og højere luftfugtighed end den foregående dag gjorde sit. Det var en hård omgang der sled på kroppen og det mentale.
Etapen startede med lidt sandklitter efterfulgt af en længere passage der var forholdsvis flad, hvor der kom noget der lignede fart i skoene.
Efter det første depot ved 10 km kom vi op i klitterne igen. Det var tungt og jeg holdt ikke det tempo jeg ønskede.
Mod slutningen kom der igen en fladere passage, i mellemtiden var varmen gået helt i top, godt hjulpet af at vi løb i lavning mellem to klitsystemer.
For første gang under Oman Desert Marathon løb jeg med lyd: Solbrud. Det af to omgange. Første gang var en kuldegysgivende fornøjelse, anden gang var overlevelse på vej ind mod målstregen.
Dagens etape var den eneste, hvor jeg løb tør for vand mellem to depoter
5. etape – 20.11. 2019
Start: 16:00
Distance: maraton
Placering samlet: 16 af 50
Placering mænd: 15 af 35
Tid: 06:34:33
Tempo: 09:24 min/km
Der var så rigeligt med stejle sandklitter i terrænet til Oman Desert Marathon. Men på den lange etape var det mere rullende bakker der dominere landskabet. Sandet var stadig løst og trak kræfterne ud af benene.
Med start klokken fire var der omtrent et par timer med lys, inden pandelampen måtte findes frem. Med mørket faldt temperaturen og sandet blev lidt mere fast. Fint for mig.
Jeg holder mig løbende på stort set alle 42 kilometer. Hurtigt gik det ikke og på de sidste 7 kilometer tænder jeg op for mp3-afspillerne og Solbrud. Det holdt mig løbende.
Jeg har sjældent været så øm i krop og ben som efter at jeg kom i mål. Vablerne begyndte at finde vej til mine fødder. På venstre storetå konstaterede jeg en vabel under en vabel. Etagevabel.
Lejren lå spredt i mørket mellem sandklitterne. Den var sat mere halvt end helt op. Jeg fandt et tilfældigt telt, pakkede soveposen ud og kryb ned i den. De næste tre timer blev jeg holdt vågen af en lastbil som åbenbart skulle stå til tomgang. Efter at motoren var blevet slukket havde jeg svært ved at falde i søvn og kunne følge med efterhånden som de sidste løbere ankom og fandt en ledig plad i et telt. Der var ikke længe til det atter var morgen.
6. etape – 21.11. 2019
Start: 08:00
Distance: 23 km
Placering samlet: 20 af 50
Placering mænd: 17 af 35
Tid: 04:37:54
Tempo: 12:05 min/km
Efter en nat uden meget søvn blev det morgen og tid til sidste etape. 23 kilometer til mål og til stranden ved Det Arabiske Hav.
Etapen startede som maraton-etapen sluttede – med rullende bakker.
Sandklitterne kom. Sandklitter; det var vel nærmere sandbjerge der tårnede jeg op i landskabet. Høje og med stejle stigninger med løst sand der skred under fødderne. Selvfølgelig lå rutens sværeste 13 kilometer til sidst på den 165 kilometer lange løbetur.
Så er det op.
Jeg kom igennem – vi kom næsten alle sammen igennem. Kun seks måtte udgå. Jeg bruget i alt 28 timer, 7 minutter og 56 sekunder på turen. Hurtigste mand, Rachid Almurabity, kom i mål i tiden 15:47:14, mens langsomste løber, Massimiliano Pandini, brugte over 47 timer på Oman Desert Marathon 2019.
Øm i hele kroppen drak jeg en cola og spise mad der ikke var frysetørret. Opløftet og glad. Det var en fantastisk tur der rensede krop og sind.
— Oman Desert Marathon # 7
Arrangører: The Adventurer
Start: Bidiyah
Land: Oman
Distance: 6 etaper på i alt 165 km
Underlag: sand
Deltagerantal: 50
Sko: Salomon S/Lab Sense 7 med Raidlight Desert Gaiters
Åbningceremoni inden første etape skydes i gang.En enlig løber i ørkenen.Tre løbere af sted ud på anden etape.Ruten er sjældet flad.Sand.Telt team hygge-house.Tredje etape stater med en stigning.Et flag og en løber.De fleste steder er ruten markeret med flag, men her er det en pil der markere hvor sandet skal forceres.Kort før start på fjerde etape.Sand forceres.Tøj tørres.Femte etape starter sidste på eftermiddagen.Sjette etape byder på store stigninger og nedløb.I ørkenen er der plads til at være alene.Op.Og snart op igen.Tæt på havet. Tæt på mål.
Løbe- og triathlonklubben Langgarverne arrangere ParforceTrail i Gribskov. Der er en kort og en lang distance som deltagerne kan vælge imellem. Nu er det ikke et ultraløb, så den lange distance er kun 23 km. Til gengæld kan løberne få lov at løbe den to gange inden for kort tid.
Med et areal på 56 kvadratkilometer er Gribskov en af landets største skove. Det er også en gammel skov, men den ekstra charme som det giver. Navnet Gribskov er en gammel betegnelse der angiver at skoven ikke ejes af nogen, altså var den engang en fællesskov for.
Kongens jagt
Senere i historien har skoven været ejet af kirken og kronen – og løbets navn ParforceTrail peger tilbage til dengang kongen gik på parforcejagt i skoven. Parforcejagt (eller på dansk; med-magt-jagt) er en jagtform fra det royale diktaturs tid.
I Store Dyrehave og det sydlige Gribskov ses en stjerneform i de anlagte skovveje. Det er et karakteristisk træk fra parforcejagten, hvor byttet blev jagtet af hunde og jægere til hest ind til dyret segner af udmattelse – hvorefter kongen (eller en anden prominent jæger) kunne sætte det det dræbende stød ind med en hirschfænger.
Løbet
Til ParforceTrail er der nogle der jagter sejren, men andre blot jagte en godt oplevelse i skoven. Der komme næppe en representant for kongehuset og støder hirschfænger ind i de trætte løbere.
Klubben Langgarverne (slang for langdistanceløbere) der arrangere løbet sætter en ny ruten op hvert år. Et flot stykke arbejder der betyder nye opleverlser hvert år, selv for de løbere der har været med hvert år. Tidliger har løbet været afviklet i Store Dyrehav ved Hillerød.
Starten går i skoven ved Kildeportvej, ved krydset hvor parforcevejende mødes. Inden da har vi fået udleveret startnummer og chip til skoene. Det er et selvforsyningsløb, så jeg har Salamon-vesten på. Da det ikke er synderligt varmt, nøjes jeg med de to softbottles på fronten af vesten med vand. Der ud over har jeg et par GU-gel med.
De først 200 meter løbes på skovvej, men så drejer ruten ind mellem træerne på et singlespor. Vi ser ikke meget til skovveje på turen. Derimod er der masser er singlespor, off-trail og en helt masse der imellem.
Ruten er fint markeret med små lyserøde flag. Det til trods er der steder hvor jeg lige må stoppe op for at spotte den rette retningen.
Underlaget er krævende og der er ikke Sjællands nemmeste rute. Hvilket er et kompliment. Det er en fantastisk rute i en skøn skov.
En weekend – to løb
Tilbage til det med at løbet kan løbes to gange med kort mellemrum. Aftenen inden løbet afvikles, er der natløb på den lange rute. Her kan løbere tilmelde sig når de er tilmeldt hovedløbet. Så er det afsted med pandelampe. Løbet er mere low key end hovedløbet. Der er f.eks. ikke tidtagning med chip.
En dag på stranden med en masse glade løbere. Turen gik fra Hundested til Helsingør. Vi kommer over kystbeskyttelse, sten, grus og sand. Føderne blev ømme, det samme gjorde benmusklerne. Jeg kom ikke hurtigt frem, men det var en dejlig tur, med skøn natur gode medløbere og verdens dejligste support.
Venstre fod i vandkanten – løbets motto.Undervejs skal der forceres store mængder af kystbeskyttelse.Sand & vand.Spor i sand.Vand & sand.Sand & planter.Sand & rynket rose.Sand.Op ad sandstien.Sand & sten.Sand.En løber på vej i mål efter 61 kilometer langs Nordkysten.
Sand er en jordart afsat i vand eller aflejret af vinden. Partikler med kornstørrelse på 0,06-2 mm regnes som sand, mens partikler mellem 2-20 mm regnes som grus.
Forekomsterne af sand i Danmark blev især dannet under issmeltningen for ca. 10.000 år siden, ved at materiale fra undergrunden blev revet løs af ismasserne og aflejret.
I Helsingør er der åbenbart nogle løbere der godt kan lige Wienerbrød. Så i august afholdes der det årlige Wienerbrødsløb. Det er ikke nogen dum kombinationen, for løbekroppen har jo brug for kulhydrater.
Som Malene Norup Stolpe skriver på Wienerbrødsløbet site: “Lad os nu bare tage fx en herlig chokoladebolle! Makronæringstoffernes fordeling i en chokoladebolle er 11,5 g fedt, 50,3 g kulhydrat, 7-10 g protein. Hvert gram fedt giver os 9 kcal, mens protein og kulhydrat hver giver 4 kcal/gram. Dvs at vi ved at spise en chokoladebolle på 100 g får ca 331 kcal. En chokoladebolle vejer hos Bagt i gennemsnit 75 g, så ved at indtage en chokoladebolle får vi noget der minder om 248kcal. Og vi får rigtig mange kulhydrater i de 248kcal! Ca. 150kcal kulhydrat og 75kcal fra fedt. Protein er ikke så interessant her, da vi ikke forbrænder det med mindre der slet ikke er andet tilgængeligt.”
I startområdet er der et infotelt og et kaffe & wienerbrødstelt. Der er officiel tale fra borgmesteren og anden snak fra en lille scene.
Efter alle ordene er bare med at sætte i gang med løberiet og kagespiseriet (der er wienerbrød i alle depoter). Vi når knap ud af startfeltet før det går opad. Vi er i gang.
Første del at ruten fører os rundt i Teglstrup Hegn og Hellebæk Skov.
Wienerbrødsløbet kalder sig selv “hard trail” men der er en del brede velpassede grusstier og skovveje på de først 10 km. Jo, der var da singlespor, men i små mængder.
Efter knap 12 kilometer krydser vi vort eget spor og ender snart på kysten hvor sand og store stenblokke venter. Vi startede i sol men nu begynder regnen og der kommer meget af det. Ved Kronborg suppleres regnen af hagl. Stenene på volden rundt om slottet er ganske glatte.
På den del af ruten der går gennem Helsingør er der naturlig nok en del asfalt/fortov, men inden vi rammer målet ved Højstrup Station få vi lidt fedtet skovsti.
I mål er der kaffe og rigelige mængder wienerbrød og romkuglere. Det fornøjer jeg mig med mens jeg venter på Mette der også napper et halvmaraton i dag.
