Kategoriarkiv: Historie

Vildtbanegård – fra bondegård til almene boliger

Vildtbanegård er navnet på Det Sociale Boligselskab af 29. januar 1946 almene boligkompleks i Ishøj. Engang var det en bondegård.

Den seneste Vildtbanegård blev opført efter en brand i begyndelsen af 1870erne. I 1875 blev den købt af Jens Bay. Hans søn Valdemar overtog sener gården og efter ham overtog Jens Bays barnebarn Philip den.

Vildtbanegård beskrevet i Danske Gaarde : Illustreret statistisk og historisk Haandbog for det danske Landbrug. Dansk Landøkonomisk Forlag, 1914. Bd. 4.

Philip Bay måtte afhænde gården i 1964, men blev boende på gården frem til 1969, hvor Vildtbanegård (som gård) måtte vige for byggeriet af Vildtbanegård (som almen boligkompleks) afd. 2.

Vildtbanegård havde i sin tid 50 tønder land. Navnet “vildtbane” kommer fra de kongelige vildtbaner omkring Tranegilde.

På vildtbanen ved Tranegilde jagtede kongerne markvildt. Området var afgrænset af vildtbanepæle. Én af dem står stadig og kan ses i Dyreparken vest for Tranegilde.

Vildtbanegård på 4 cm kort 1953-1976. Kilde: Historiskatlas.dk. Gården er markeret med rød streg.

Køge Bugt loven

Køge Bugt loven blev vedtaget den 17. maj 1961. I henhold til lovens §1 var lovens formål “…at bistå de kommuner i området langs Køge Bugt, som må forventes at blive omfattet eller berørt af en kommende bydannelse i området, med at tilvejebringe et grundlag for de enkelte kommuners byplanlægning, at samordne byplanlægningen af området med hensyn til dets anvendelse m.v. og at sikre områdets udbygning i en hensigtsmæssig tidsfølge.”

Loven tegnede en fremtid med byområderne langs Køge Bugt. Det betød nedlæggelse af mange gårde og gartnerier. Få år efter vedtagelsen af Køge Bugt loven måtte Vildtbanegård vie for byudviklingen.

Almene boliger

Det Sociale Boligselskab af 29. januar 1946 købte den første grund i Ishøj i 1969. De første lejligheder i Vildtbanegård afd. 1 stod klar i 1971. I 1973 startede byggeriet af Vildtbanegård afd. 2, hvor de første lejere flyttede ind i efterår 1974.

Efter nogle økonomiske vanskelige år for Det Sociale Boligselskab begyndte byggeriet af afdeling 3 i 1977.
Siden er facaderne på alle tre afdeling blevet renoveret.

Etagebygningerne i afdeling 1, 2 og 3 blev bygget med flade tage. Omkring 1990 blev de flade tage udskiftet med traditionelle saddeltage med røde teglsten, kviste og stort udhæng.

Vildtbanegård i 1970erne. Foto: Thorslunde-Ishøj Lokalhistoriske Forening.

Ud over at løse problemet med utætheder i de flade tage, skaffe tag-renoveringen nye lejligheder og forskønnede betonblokkene betydeligt. I dag fremstår Vildtbanegård afdeling 1, 2 og 3 ganske indbydende og er klart skønner end eksempelvis Vejlegårdsparken i Vallensbæk.

Vildtbanegård afd. IV er den senest tilkomne og består af to bygninger ved Ishøj Station. Begge bygninger har butikker i en del af stueetagen. Afdeling IV er bygget i 2012 og adskiller er arktiske fra de øvrige afdelinger.

Fokus på Afd. II

Inden de flade tage blev udskiftet, med skrå tage og de medfølgende nye lejligheder med skråvægge, var der 644 lejligheder i Vildtbanegård afd. 2.
Bygningerne blev opført i 1973-1975. Arkitekt på projektet var Mangor og Nagel.

Blokkene er anlagt omkring en central plads med en gennemgående sti der forbinder de overordnede stisystemer i Ishøj.
Bebyggelsen blev opført som et elementbyggeri med bærende tværvægge i beton. Facaden var oprindeligt malet med forskellige mættede farver. Døre og vinduer var malet med klare signalfarver for at bryde monotonien. Opgangsnumrene var udført i supergrafik og gavlene var forsynet med billeder i kraftige farver udført af maleren Poul Agger.

Parkering og bilisme var fra starten henlagt til kvarterets periferi, så byrummet mellem husene kunne benyttes til rekreative formål.

De oprindelige lejligheder var fordelt på 7 lejlighedstyper fra et til fire rum – fra 38 kvm til 106 kvm. De fleste var 3-4 rumslejligheder på ca 90 kvm. Med tagrenoveringen omkring 1990 kom der flere lejlighedstyper til og den samlet antal af lejligheder kom op på 817. Der var rejsegilde for de tagrenoveringen 23. februar 1990.

Den central plads i Vildtbanegård Afd 2, 2017.

I nullerne blev facaderne renoveret og bragt om til nutidens krav til isolering. De nye facader blev udført med murede stueetager, mens de øvre etager blev beklædt med lakerede alusandwichplader. De oprindelige trævinduer blev også udskiftet, ligesom Poul Aggers malerier og supergrafikken med husnumre er fortid.

Vildtbanegård kerne er stadig bilfri og der er masser af legepladser mellem boligblokkene. I den store centrale gård er der desuden en petanquebane og en svævebane.

Vildtbanegård

Gem

Gem

Gem

Gem

Løb i oldtidens Ægypten

Faraoen Den (Første dynasti, ca. 2970 fvt.) først siddende i hans Heb Sed trone og til højre løbende det symbolske løb som bevis på at han havde styrken til at reagere.
Faraoen Den (Første dynasti, ca. 2970 fvt.) først siddende i hans Heb Sed trone og til højre ses faraoen løbende det symbolske løb som bevis på at han havde styrken til at reagere.

Løb har gennem tiden haft mange formål. De åbenlyse er jagt, transport og kommunikation. I den lidt mere kuriøse ende findes de løb, som de ægyptiske faraoer løb for at vise værdige som hersker. Også de ægyptiske soldater løb – og de løb noget længere end faraoens symbolske løbetur i en tempelgård.

Heb Sed-festen blev afholdt i tempelgården ved Djosers tempelkompleks i Sakkara.
Faraoen skulle først gøre offer til en række guder. Han blev først kronet med den hvide krone for Øvre Ægypten og derefter den røde krone for Nedre Ægypten.
Efter kroningen løb faraoen, iklædt en kort kilt med dyrehale, fire gange rundt i tempelgården og blev derpå ført væk i en stor procession for at besøge et kapel med guderne for Øvre og Nedre Ægypten.

Ved at gennemføre løbet fornyede faraoen den styrke og livskraft han besad i egenskab af at være Ra’s søn.
Traditionelt (med undtagelser) blev det afholdt i faraoen tredivte regeringsår – og hvert tredje år derefter.

Hed Sed-festen er har rødder helt tilbage til de tidligste dynastier (thinitisk tid) og forbindes med den urgamle tradition om kongeofferet. Når faraoen blev for svag måtte han dø så en yngre og stærkere hersker kunne træde hans sted. Ved Heb Sed feste og ved at gennemføre løbet, skulle faraoen bevise, at han stadig havde den fulde styrke til at regere.

Soldater på løbetur

Oldtidens grækere er inspirationen for de moderne Olympiske Lege, men også i oldtidens Ægypten var idræt en del af dagliglivet.

I 1977 blev Taharkas løbe-stelen fundet. Inskriptionen er dateret til omkring 685 før vores tidsregning og beskriver et langdistanceløb som en del af den militære træning.

Som en del af den militære træning sendte faraoen Taharka hans soldater ud på et langdistanceløb. Løbet startede i Memphis hvorfra soldaterne løb til ørkenbyen Faiyum og tilbage igen. En distance på omtrent 100 km.

For at løberne skulle lide så lidt som muligt under varmen, blev første halvdel af løbet gennemført om natten. Taharka fulgte løberne i løbet på hesteryg.
Efter løbet var der banquet for alle dem der havde løbet godt og hæder til alle der havde gennemført.

Porten til Ishøj Dyrepark

Ved indgangen til Ishøj Dyrepark står en stor rød port. Porten var tidligere en af indgangsportene til Tivoli i København.

Porten er lavet i 1912 som indgangsportal til Tivoli overfor Københavns Hovedbanegård. Året forinden var den nye Hovedbanegård indviet og der var kommet behov for en indgang fra Bernstorffsgade.

Porten er tegnet af Knud Arne Petersen, der var direktør i Tivoli, og som tidligere havde tegnet Det kinesiske Tårn*. Han var optaget af Østens arkitektur og portalen er opført i en japansk inspireret stil. Så det er misvisende når porten i dag omtalens om Den Kinesiske Port.

I 1926 blev porten fjernet fra indgangen fra Bernstorffsgade.

Porten kommer til Ishøj

I 1935 blev den nye Køgevej (Gammel Køge Landevej/Ishøj Strandvej) etableret og den nye vejføring førte trafikken bag om Jægerkroen der lå på Tranegilde Strandvej. For at skabe blikfang ved de nyanlagte trafikåre erhvervet kroværten Lille Søren porten fra Tivoli.
Jægerkroen nedbrændte den 28. april 1975 og Ishøj Kommune overtog porten. Herefter blev den opmagasineret i en årrække.

I 1991 blev porten renoveret og flyttet til Ishøj Dyrepark hvor den står som indgangsportal fra parkeringspladsen på Brentevej. Renoveringen af porten var en del af et arbejdsløshedsprojekt – så den slags behøver ikke være helt meningsløse.

* Det kinesiske Tårn i Tivoli blev på forunderlig vis til Det japanske Tårn i 2006 da en sushi-restaurant flyttede ind.

Links til historiske fotos

Tivolis indgang i Bernstorffsgade på Væggen : Københavns Museum
Fotos fra Jægerkroen i Ishøj på Koppedal Museums Flickr-konto

Illegale bøger og blade

Af en forrædders papirerKilder til 2. Verdenskrig: Under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945 spillede de illegale blade en stor rolle for modstandsbevægelsen. I dag er de en vigtig kilde for historieinteresserede der ønsker at dykke ned i besættelseshistorien og historien om den danske modstandsbevægelse.

Modstandsbevægelsen rummede mange holdninger og det kommer også til udtryk i de illegale materialer.

Det kongelige Bibliotek har scannet deres samling af illegale blade, bøger, sang og digte. Materialer kan tilgås vis REX – Det kongelige Biblioteks katalog.
Senere udvides den digitale samling med flyveblade og falske illegale blade.

Historisk Samling fra Besættelsestiden, Sydvestjyske Museer har også været i gang med scanneren. På samlingens site, Illegal Presse, er de to centrale tidsskrifter Frit Danmark og De frie Danske tilgængelig og forsynet med et søgeregister med navne, steder og organisationer m.m.
På Illegal Presse er der en række temaer hvor det f.eks. er muligt at dykke ned i begivenhederne 29. august 1943, samarbejdspolitikken eller stikkerlikvideringer. Temaerne er lavet med henblik på undervisning man kan sagtens anvendes af andre end elever og studerende.

Spirende partisaner kunne finde vejledning i Almene Synspunkter for Partisanenhedens Virksomhed (1940) som indledte deres vejledning til partisanenhedens virksomhed med følgende:

“1. Usynlighed og Hemmeligholdelse af Foretagendet.
2. Forsigtighed og Metodik.
3. Djærvhed – men paa en samme Tid klart Hoved ved Udførelsen; godt Kendskab til Terrain og øvrige Forhold samt omhyggelige Forberedelser styrker Kendskabet til een selv, øger Modet og styrker Djærvheden.
4. Bevægelse og Hurtighed
Alt dette tilsammen gør det muligt at optræde overraskende. Overraskelsen er Alfa og Omega, thi den andens Styrke ligger i Overlegenheden paa Folk og Bevæbning – men denne Styrke skal han ikke (i hvert Fald ikke helt) kunne udnytte.”

En noget andet type udgivelse er Af en forrædders papirer (1943), hvori det bland andet kan læses:

“Ogsaa Stikkere kan man finde i de bryldske Arkiver.
Fru Brünander, Nr. Søgade 17, har anmeldt, at Helge Asmussen, der bor i en Klublejlighed i samme Ejendom, har Maskingeværkugler hængende som Souvenir paa Væggen sammen med engelske og amerikanske Flag. Virkningen af denne Stikkergerning er ikke udeblevet. Rapporten slutter:
Manden henrettet af — den 4. September 43. Han havde endvidere 2 Maskinpistoler.”

Af en forrædders papirer indeholder tekster fundet ved en aktion mod Landsretssagfører Holger og Børge Brylds kontor i oktober 1943.
Begge bøger er fundet i Det kongelige Biblioteks samling.

Det kongelige Bibliotek: Illegale Blade
Illegal Presse

Inkarigets løbere

I Inkariget var løbere vigtige, så vigtige at de fik samme løn som borgmestre. Løberne blev kaldt chasquis der betyder noget a la “at give og at tage”.

Inkariget havde et veludbygget vejsystem som strakte sig ud til alle egne af riget. Overalt var der rastepladser hvor løberne ventede. Når en trætte løber kom videregav denne beskeden til en fris løber som løb til næste rasteplads.

Løberne bragte kommunikation rundt i riget. Efterretninger kom ind til Cuzco og Inkaen. Ordre og beskeder blev bragt fra centrum til alle rigets afkroge.

Da Inkariget var størst lå dets fjerneste hjørne 1.500 km fra Cuzco. Løberne kunne bruge et besked dertil på frem dage. Det er hurtigere end når PostNord skal bringe et brev fra København til Ringkøbing.

Vildtbanestenen i Ishøj Dyrepark

Vildtbanestenen markere at vildtbanen (jagtområdet) ved Tranegilde var forbeholdt kongen. Stenen er sat under Christian VIIs regeringstid i 1775 og er i dag et fredet nationalt mindesmærke.

Vildtbanestenen i skoven.
Vildtbanestenen i skoven.

Den kongeligt jagt stammer tilbage fra Christian IV der i 1624 købte 4 gårde for at bruge jorden til jagt.

En vildtbane er et samlet jagtdistrikt forbeholdt kongen. Her afholdte han jagter med hovbøndere som klappere, der også måtte finde sig i at vildtet græssede på deres markerne.

Jagten på vildtbanen var forbeholdt kongen og hans gæster. Blev en adelsmand grebet i at jage uretmæssigt kom han i fængsel, mens alle andre der nedlagde kongens vildt, blev hængt.

Det er over 200 år siden konge har været på jagt ved Ishøj. Vildtbanestenen er der endnu, omend den ikke helt er på dens oprindelige placering.
I forbindelse med motorvejsbyggeriet i 1970 blev stenen flyttet en anelse mod nordvest. Det var en svært tilgængeligt placering og i 1983 blev stenen flyttet over øst for motorvejen. I dag står den i udkanten af Ishøj Dyrepark mellem træerne – helt op ad Motorring 4.

På stenen ses en krone og Christian VII’s navnetræk samt bogstaverne W.P.K.A. og årstallet 1775.

Jagthornet i Ishøj Kommunes byvåben henviser til vildtbanen ved Tranegilde.

Gem

70 år efter 2. Verdenskrigs slutning

Ny mindetavle på Axeltorv for BOPA-lederen Børge Thing.

10. januar 2015 blev der afsløret en mindetavle for BOPA lederen Børge Thing på Axeltorv Bodega. Her blev han i maj 1944 arresteret af Gestapo. På mirakuløs vis lykkedes det ham at flygte og fortsætte det illegale arbejde.

Mindetavle

Børge Agergaard Thing, med dæknavnet Brandt, blev født 1917 i Herning. Faren, Niels Magnus Simonsen Thing, var ufaglært tekstilarbejder og moren, Ane Marie Thing, var vågekone på sygehuset. Det var en fattig familie, Børge blev født ind i.

Efter syv års skolegang kom Børge i lære som blikkenslager hos blikkenslagermester H. I. Christensen. Ikke fordi det var hans store drøm, men fordi det var der, han kunne få en plads. I 1936 bestod han svendeprøven med ros. Herefter drog han på valsen.
Da han kom tilbage til Herning, fik Børge plads hos en af de tre lokale blikkenslagermestre. Han var aktiv i en mindre arbejdskonflikt omkring akkordaflønning. Derefter var han uønsket hos de lokale mestre. Som arbejdsløs drog han til København.

Mens han var på understøttelse, tog han et kursus på Borups Højskole i skoleåret 1937-38. Her mødte han Dora Recht, der kom fra et ortodokst, jødisk hjem. Dora var kommunist og medlem af DKU.

En rejse førte Børge gennem Tyskland. Tysklandsrejsen resulterede i artiklen ”Gennem Nazi-Tyskland til Fods”, der blev trykt i Arbejderbladet 30. august 1938. Børge, der tidligere havde været socialdemokratisk præget, var i 1938 gået ind i DKP sammen med Dora Recht.
I 1939 rejste han igen til København, hvor Dora boede. Som arbejdsløs var det hårde tider.

Børge og Dora blev gift i 1942. Da var DKP illegalt, men jøderne kunne stadig leve et normalt liv, selv om Danmark var besat af nazisterne. De delte en lejlighed med Doras søster på Østerbro.

Fra efteråret 1941 havde Børge arbejde på en maskinfabrik i Viborggade. Senere fik han job hos Danske Grundejere på Godthåbsvej – her stoppede han, da han gik under jorden i oktober 1942. Det illegale sabotagearbejde startede med ildspåsættelser.

I april 1943 blev Børge arresteret af det danske politi, anklaget for at være medlem af det illegale DKP. Han blev dømt til 4 måneders fængsel, som han afsonede i Vestre fængsel. Under afsoningen blev han ramt af kraftig hovedpine og blev overflyttet til Kommunehospitalet. Her blev han hentet af sin kone, der medbragte civilt tøj. I det kunne han forlade hospitalet ubemærket!

Da nazisterne slog til mod de danske jøder, måtte Dora flygte. Det blev en noget farefuld og dramatisk flugt, men til sidste lykkedes det hende at komme til Sverige.

I 1944 udførte BOPA nogle store, velorganiserede sabotager. Men det var også et år, der bød på mange arrestationer. Flere ledende medlemmer blev taget, og til sidst endte Børge som leder af hele organisationen. Men det var også nært gået galt for ham.
9. maj skulle Børge mødes med tre andre modstandsfolk på Axelborg Bodega. De skulle mødes til en afslappende tur i byen i en ellers hektisk tid. Som modstandsfolk måtte de altid være på vagt. De vidste aldrig, hvornår Gestapo dukkede op på foranledning af en stikker.

De fire modstandsfolk fandt et bord. Alt åndede fred, men med et var de omringet af Gestapo-folk. Børge fik dog lov at betale modstandsfolkenes regning, inden han skulle føres op til Gestapos hovedkvarter i Dagmarhus 300 meter derfra.

Da Børge blev ført ud af bodegaen, var de tre andre allerede godt på vej mod Rådhuspladsen. Her så han sit snit til at flygte. Børge kastede sig ud foran en sporvogn og slap om på den anden side, hvor Gestapo-manden ikke kunne skyde ham.

Børge hoppede op på trinbrættet af en tilfældig taxa og råbte “Kør for helvede”. Chaufføren fattede situationens alvor og gav den gas. På Amager stoppede Børge taxaen og bad om at få lov at betale. Taxachaufføren afslog. Han havde en bror, der sad i KZ-lejr, og var kun glad for at kunne hjælpe.

Mindetavlen

Mindetavlen er opsat på Axelborg Bodega, Axeltorv 1. Tavlen er udført i bronze af billedhugger Lotte Olsen.

Teksten på mindetavlen er:
“BØRGE THING / “BRANDT” /// BLEV DEN 9. MAJ 1944 ANHOLDT HER AF GESTAPO / MEN FLYGTEDE / OG FORTSATTE SIN KAMP / SOM LEDER AF SABOTAGEORGANISATIONEN / BOPA”

Til afsløringen af mindetavlen den 10. januar 2015 sagde Niels Gyrsting (formand for foreningen Frihedsmuseets Venner) “Vi håber, at mindepladen vil bidrage væsentligt til at skabe interesse for formidling af Børge Things historie, BOPAs historie og hele besættelsens historie.”

Børge Thing er far til forfatter, debattør og forskningsbibliotekar Morten Thing. Sønnen udgav i 2011 bogen “Sabotøren : min fars historie” om Børge Thing.

Kilde: Stræderne i København. 2015, marts.

På cykel i København

Fortællingen om dengang cyklen kom til hovedstaden.

Intro – rids af cyklens tidligste udvikling

Draisine - Kilde: Salmonsens store illustrerede Konversationsleksikon : 4. Bind. 1895.
Draisine – Kilde: Salmonsens store illustrerede Konversationsleksikon : 4. Bind. 1895.

Omkring 1820 forandrede tyskeren Friherre Karl Wilhelm von Draiser datiden løbehjul ved at gøre forhjulet drejeligt. Det betød at det blev muligt at styre løbehjulet ved hjælp at et styr og det blev lettere at holde balancen.
På løbehjulets ramme blev der anbragt en saddel hvorfra rytterens kunne nå jorden og skabe fremdrift ved at støde fødderne i jorden. Maskine kom til at hedde en draisine.

Omkring 1865 blev velocipeden opfundet. Det var en videreudvikling af Draisers løbehjul, hvor forhjulet blev forsynet med et bevægeligt forhjul. I stedet for at trampe i jorden skabte rytteren nu fremdrift med rundtgående pedaler fastsat forhjulet. Velocipeden var tung og det krævede kræfter at få den i fart. Men nu af blev der trådt i pedalerne.

10 år senere kom en ny form for velocipeden frem. Det var den engelske bicykel (af græst “to hjul”), let genkendelig med dens meget store forhjul og ganske lille baghjul. Hensigten med det store forhjul var, at nå rytteren trådte en omgang, måtte det store hjul også dreje en hel omgang. Det øgede hastigheden.
På grund at højden, var det ikke helt ufarligt at køre på bicykel. Den fik da også kælenavnet væltepeter. Prisen for en bicykel variere fra 100,- til 400,- kr. En tjenestekarls halvårlige løn var til sammenligning 100 kr. Cykling var en fornøjelse for de få.

Der blev eksperimenteret med forskellige stang- og kædetræk. Omkring 1890 nåde fabrikanterne frem til bicykeletten eller safety’en, men to omtrent lige store hjul og et kædetræk med to tandhjul. Det ene store tandhjul med pedaler trak det andet mindre tandhjul ved baghjulsakslen. Det blev den cykelmodel der sejrede og som udviklede sig til de mange varianter af en cykel vi kender i dag.

Cyklen kommer til hovedstaden

Velocipede - Kilde: Salmonsens store illustrerede Konversationsleksikon : 4. Bind. 1895.
Velocipede – Kilde: Salmonsens store illustrerede Konversationsleksikon : 4. Bind. 1895.

I slutningen af 1800tallet begyndte københavnerne at cykle. I begyndelse var det en lille eksklusiv kreds der trådte i pedalerne, men to tekniske forbedringer gjorde cyklen populær i bredere kredse. I 1890 kom de første luftringene til hjulene til byen. Omtrent 10 år senere slog frihjulet igennem – hvilket gjorde det en del nemmere at cykle.

Inden frihjulet blev opfundet, kunne pedalerne ikke holde stille under kørsel. Gik det ned ad bakke måtte benene følge med eller slippe pedalerne og dingle frit ud til siden. Der var nogle som satte fodhvilere på cykle hvor rytteren kunne plasere benene under en nedkørsel.
Det var ikke helt ufarligt, specielt ikke da en del cyklister kørte uden bremser og nøjedes med at træde kontra ved standsning. En del havde dog forhjulshåndbremser.

Fra 4. august 1896 blev det lovpligtigt at køre med lys på cyklen i København når det var mørkt. De første cykellys var olielygter. Senere kom der stearinlyslygter. Endnu senere fulgte elektriske lygter og acetylenlamper (gas).

Gummiringene med luft var en stor forbedring. Inden de blev indført kørte cyklisterne på hjul med massive gummiringe. En noget ubehagelig oplevelse hen ad de københavnsk brosten, der kunne mærkes i bagdelen.

Som det tit er, blev den nye opfindelse mødt med en vis skepsis og i 1890 skrev Cycletidende: “En af de mærkeligste Opfindelser, der har vist sig i den senere Tid paa Cycle-Sportens Område, er den “pneumatiske” Gummiring. Det er en hul Gummiring, ca. 2 Tommer i Diameter og luftfyldt. Efter Sigende skulle Maskiner, der ere forsynede med saadanne Ringe, gaa overordentlig blødt og behageligt. Men skærer en Sten eller et Glasskaar blot et lille Hul paa Ringen, vil al Luften i en Fart slippe ud, og al videre Kørsel er umulig. Opfindelsen vil derfor næppe vinde stor Udbredelse.”

Da gummiringen havde været på det danske marked en tid, blev de populære og inden længe kørte alle på luft.

Det var englænderen Dunlop der i 1888 havde opfundet luftringene. Hans søn havde fået en tricykel men fandt det ikke særligt morsomt at kører på byens ujævne brosten. Dunlop pumpede gasslanger op og lagde dem om fælgene i stedet for massive gummiringe. Resultatet blev forbavsende godt og Dunlop udviklede sin opfindelse til et salgbart produkt.

Hvor mange var de

Der mangler nøjagtige kilde til antallet af cyklister i cyklismens første årtier. Men i året 1890 anslog “Cykeltidende” at der var 5.000 til 6.000 cykler i Danmark. De 2.500 af dem var i København. Samme tidsskrift påstod i 1891 at det eneste land i Europa med flere cyklister end Danmark var England. I februar 1892 anslog tidsskriftet antallet af cykle i landet til et sted 15.000 og 16.000. Allerede i november samme år anslog samme, at antallet alene i København var 20.000 cykler.

“Salmonsens store illustrerede Konversationsleksikon” bd. IV, (1895) skriver at “Antallet af Cyklister i Danmark ansloges Foraaret 1895 til 25-30.000.” I 1899 kom dagbladet “Dannebrog” frem til at der var 35.000 cykler i København. Tallet havde de udregnet ved at spørge førende cykelfolk om deres gæt.
Omend tallene er gætværk, er der ingen tvivl om at antallet af cyklerne var i eksplosiv vækst i starten af 1890erne.

Cyklen var populær i Danmark. Måske fordi landet er så fladt og derfor velegnet til tohjulet selvfremdreven transport.

Hæren tog tidligt cyklen til sig. I 1888 anskaffede hæren for første gang cykler, det var de høje bicykler. i 1894 begyndte hærens våbenfabrik af producere cykler. Telegrafselskabet var også tidligt ude og i 1890 anskaffede det cykler til sine folk.
Cyklen blev anvendt som forbindelsesled mellem posthusene og som arbejdstransport ved tømning af postkasserne, men postvæsenet var ikke så hurtigt ude som hæren og telegrafselskabet. I 1899 var Belysningsvæsenet, det københavnske brandkorps, Københavns Amts politi og Københavns Telefon-Kiosker blandt de organisationer der havde taget cyklen til sig. Ligesom mange håndværkere og forretninger lod deres bude kører på cykel.

Lægerne dannede deres egen klub “Lægernes Cykelforening” og i 1893 cyklede omkring 100 læger i forbindelse med deres praksis. Lægerne foretrak modellerne Rover og Triumph, i folkemunde kom de derfor til at hedde “Doktorvogne”.

Kvinderne kom op på cyklen

“Det blev af mange betragtet som uskønt og forargeligt og ukvindeligt, at damer sad overskrævs på en smal sadel og sparkede med benene, mens vinden drilagtigt blæste kjolen op over knæene.” (citat: Cyklens udvikling af L. Andkjær Jensen. Danske virksomheder, 1965)

I det første årtier var der nærmest ingen kvindelige cyklister. De fleste fandt det uklædeligt, ukvindeligt, endda ligefrem upassende for kvinder at cykle. De der vovede sig op på de to hjul måtte finde sig i mange nedladende tilråb.

Omkring 1890 var det blevet mere almindeligt at se kvinder på cykel. Cykelklubberne begyndte at arrangere cykeltur, der også var åbne for kvinder. Ikke mindst “Cycletidende” agiterede for at få kvinderne med på cykelbølgen, og skrev bl.a. om de “gudsjammerlige unge Damer” der ikke cyklede og opfordrede de københavnske cyklister til at opfordre kvinderne til at cykle. Bladet gav også gode råd til, hvordan kvinder kunne lære at køre cykel.

I 1891 var der en hidsig debat om hvorvidt det var foreneligt med en ung kvindes værdighed at cykel. Mange debatører argumentere for at kvinderen skulle lade cyklen stå. Men det var ikke noget at gøre og kvinderne kom også op på cyklen og afsted gennem Københavns gader. Det gik så hurtigt, at cykelhandlerne havde svært ved at følge med efterspørgslen på damecykler.

I 1893 dannede nogle kvinder “Kvindecycleklubben”, der senere ændrede navn til “Damecycleklubben”.

“Cykeltidende” talte 109 kvindelige cyklister ud af 1.885 ved en færdselstælling var Store og Lille Vibenshus, Lygten og Damhuskroen på kristi himmelfartsdag 1893.

Cykelhandel

Cyklist ved Amagertorv, 1907 - Kilde: Københavns Stadsarkiv, Stadsingeniørens fotosamling.
Cyklist ved Amagertorv, 1907 – Kilde: Københavns Stadsarkiv, Stadsingeniørens fotosamling.

På privat initiativ blev de første cykler importeret til København 1870erne. I 1880erne organiserede Dansk Bicycle Club en import af cykler og snart fulgte forskellige firmaer. I starten kom de importerede cykler fra England, senere blev der også importeret cykler fra Tyskland og USA.
Nogle importører solgte selv cyklerne til forbrugerne, mens andre udelukkende importerede cykler men henblik på videresalg til cykelforhandlere.

1889 var det første år, hvor der i Kraks vejviser er en rubrik “Cykler”. Der var to cykelhandlere under rubrikken. Året efter var der fire. I 1894 var tallet steget til 37 og i 1901 var der 70 cykelhandlere listet i Vejviseren.

I 1891 sluttede nogle af cykelhandlerne sig samme. Det var i “Forening til Hævdelse af Standens Interesser”. To år senere, den 28. december 1893 blev “Forening for danske Cykelimportører” stiftet. Den skiftede navn til “Cykelhandlerforeningen” og dannede i 1901 en afdeling for grossister og fabrikanter.

Den første større cykelfabrik i København var Bergmann & Hüttemeiers Symaskinefabrik. Det var typisk for tiden, at det var symaskinefabrikanterne der forsøgte sig med cykelproduktion.
Udenfor symaskinebrancen begyndte mekaniker Einer Marer i 1890 at fabrikere cykler. 1980erne var et vækstårti for cykelproduktionen og over hele landet voksede antallet af cykelfabrikker – ofte knyttet til en anden primær produktion.

Ved århundredet slutning var aktieselskabet Hamlet i Meinungsgade (Nørrebro) landets største cykelfabrik.

I 1898 sluttede fabrikanterne sig samme i “Foreningen af danske Cyclefabrikanter”. Foreningen fik en kort eksisten og forsvandt allerede året efter under den store lockout.
I 1899 stiftedes “Københavns Cycle- og Auto-Industriforening”. Toldlovgivningen var det vigtigste punkt på foreningens program. Samme år stiftede hovedstadsområdets reparatører “Foreningen af Mekanikere i Cykelindustrien”.

I 1894 stiftedes “Arbejdernes Bicycle Club” (A.B.C.) med det formål, at skaffe arbejderne billige cykler.

I 1988 blev foreningen “Mekanikere i Cycleindustrien” stiftet, den fik “Styret” som medlemsblad. I 1901 stiftedes “Centralforening for Danmarks Cykel-Industriforeninger”.

Cykeltyvene

Men den øgede interesse for cykler kom også cykeltyven. “Lænk Maskinerne” skrev “Cycletidende”, men det var en god forretning at sælge stjålne cykler. Bladet oprettede i 1893 en forsikring og gennem “Cycletidende” kunne cyklisterne tegne en cykeltyveriassurance. I 1894 overtog Dansk Bicycle Club assurancen, hvilket året efter medførte et tab på 6.700 kr pga en stigning i antallet af tyverier. 1896 blev assurancen overdraget til det nyoprettede a/s Dansk Cykle Assurance.

For at hindre tyveriet blev der udtænkt forskellige løsninger. En var cykler forsynet med styr der kunne tages af ved tryk på en fjedermekanisme. Det var nok lidt upraktisk at cyklisten skulle gå rundt med sit styr.

I trafikken

Vejende i og omkring København var ikke noget at råbe hurra for. Men luftringene gjorde det dog lidt mere behagelig for datidens cyklister når du asede afsted på de hulled og ujævne veje.

Dengang var cykelkørsel reguleret af de lokale politivedtægter. Det var primært regler for hvad hvordan cyklisten skulle forholde sig ved mødet med andre trafikanter, om cykelklokker og om kørsel i mørke der var beskrevet.

Reglerne i Københavns politivedtægt var forholdsvis forstående overfor cyklister og andre moderne trafikanter, men det var en anden sag i provinsen.
De fleste steder skulle cyklisterne holde godt øje med hestene. Viste hesten den mindste tegn på at blive sky, eller gav rytteren tegn skulle cyklisten stoppe og stå af cyklen. Nogle steder i forstæderne og i Nykøbing Mors skulle cyklister altid holde stille og vente til ridende eller hestevogne var kommet forbi.

Byens første cykelstier var ganske uofficielle. De fandtes i kanten af af Ridestierne og var blot en smal stribe der var blevet fast af de mange cykler der havde fulgt samme spor.
I 1891 blev der anlagt en cykelsti på Nørre Boulevard (Nørre Voldgade). Hurtig efter kom der cykelstier langs Søerne og på Østerbrogade. Disse stier blev senere kommunale cykelstier.

De fleste steder måtte ryttere og cyklister enes om pladsen på ridestierne. Det gav visse gnidninger. Formelt havde rytterne fortrinsret til stierne. Men en ting er jura noget andet virkeligheden. Det kom ofte til sammenstød og både cyklister og ryttere klagede over hinanden til Brolægnings- og Vejvæsenet i kommunen og til politiet. I enkelte tilfælde blev det til retssager mellem cyklister og ryttere.

Rytternes primære utilfredshed med cyklisterne var, at de fyldte mere og mere på stierne og at hesten blev skræmte når cyklisterne kørte forbi.

I dag er der stadig ganske mange gnidning i trafikken. Men det er dog sjældent, at der er en hesteryttere der brokker sig over cyklisterne på Dronning Louises Bro.

Publiceret på sh.newsun.dk 02.02. 2015

Brøndby Strand fra 1950-1964

Rids af Brøndby Strands udvikling set på kort fra Kraks Vejviser.

1950

Brøndby Strand 1950

Kraks Vejviser: Kort 1950 (pdf)

Fra 1950 er Brøndby Strand med i kortdelen af Kraks Vejvisere. Kortet dækker Avedøre, Brøndbyvester og Brøndby Strand.

Bemærk Rosenåen (tidligere Magleå, Randen eller Bybjergbækken). Det er en å der løber fra Glostrup via Brøndbyvester og ud i Køge Bugt ved Brøndby Strand. Åens udspring er nær Kildevældets Allé.
Spildevandsudledning fra Glostrup medførte omfattende lugtgener og åen fik det ironiske navnet Rosenåen.

I 1950erne blev en del børn i Kirkebjergbebyggelsen ramt af børnelammelse. Det medførte, at man påbegynder en etapevis nedgravning af åen. Det sidste stykke synlig å, blev lagt i rør i år 2000.

Brøndby Strand anno 1950 er for det meste korte sideveje til Gl. Køge Landevej, bl.a. Pilevangen hvor de første rækkehus i Brøndby Strand blev opført i 1944. Det var de ulige numre på vejen. I 1947 kom de lige numre til. Prisen på et rækkehus var ca. 26.500 kr.
På Gl. Køge Landevej lå små forretninger så som slagter, bager og en købmand.

Bemærk i øvrigt:
Kroen overfor Brøndby Allé.
Brøndbyvester Strandvej som en gennemgående vej fra Gl. Køge Landevej til Brøndbyvester.

1952

Brøndby Strand 1952

Kraks Vejviser: Kort 1952 (pdf)

I 1952 er der sket lidt. Silervej er forlænget og den første del af Strandskolevej, fra Gl. Køge Landevej til Brøndbyvester Strandvej, er anlagt.

1955

Brøndby Strand 1955

Kraks Vejviser: Kort 1955 (pdf)

Der er indtegnet en vinkelbygning ved Strandskolevej benægt “Skole”. Det er de første bygninger til Brøndby Strand Skole (I 2010 sammenlagt med Søholtskolen og Langbjergskolen til Brøndby Strandskole). De første bygninger til Brøndby Strand Skole blev opført i 1951.
Skolevang er også tilføjet kortet som en sidevej til Strandskolevej. Markvej er desuden forlænget, så den hænger sammen med Hyttekrogen i Vallensbæk.

1956

Brøndby Strand 1956

Kraks Vejviser: Kort 1956 (pdf)

Ved Gl. Køge Landevej ses en firkant med et 2-tal. Dengang var vejen en del af Hovedvej 2 der løb fra København langs Køge Bugt gennem Køge og endte nordøst for Vordingborg. (I dag benævnes ruten Sekundærrute 151).

Der er kommet kilometerangivelser på Gl. Køge Landevej som viser afstanden til København.

1957

Brøndby Strand 1957

Kraks Vejviser: Kort 1957 (pdf)

Strandfogedvej og Riggervej er tegnet ind på kortet, men uden vejnavn. Det samme gælder første del af Bådmandsvej.
Forlængelsen af Strandskolevej fra Brøndbyvester Strandvej til Maglegårdsvej er markeret med en stiplet linje.

1958

Brøndby Strand 1958

Kraks Vejviser: Kort 1958 (pdf)

Hyttebovej er forlænget fra Vallensbæk til Ny Mæglergårds Allé der er forlænget vest for Markvej hvor den slår et knæk mod vest.
Ved Strandskolevej er der kommet to sideveje: Hasselvang og Lindevang. Forlængelse af Strandskolevej øst for Maglegårdsvej er markeret med en stiplet linje.
Der er kommer vejnavne er på Riggervej, Sejlmagervej, Strandfogedvej, Matrosvej og Bådsmandsvej.

Gården Lagesminde er markeret på kortet. Gården har navn efter dens ejer i perioden 1823-1856, strandfoged Henrik Lage. I dag holder Brøndby Ny Rideklub til på Lagesminde.
Gartneriet Rheum, der senere har lagt navn til Rheumpark, er markeret på kortet. På gartneriet blev der hovedsageligt dyrket rabarber. Det forsvandt i slutningen af 1960erne.

1959

Brøndby Strand 1959

Kraks Vejviser: Kort 1959 (pdf)

Markvej er forlænget ned til Strandskolevej. Skolevang er forlænget op til Markvej.

1960

Brøndby Strand 1960

Kraks Vejviser: Kort 1960 (pdf)

Der er kommet farve på kortet! Der er mere tydeligt hvad der er land og by. Kroen ud for Brødnbyalle er fjernes for kortet.
Kortopslagets hovedtitel er ændret fra Avedøre til Brøndby Strand.

1961

Brøndby Strand 1961

Kraks Vejviser: Kort 1961 (pdf)

Den planlagte jernbanelinje til Køge er tegnet ind på kortet. Køge Bugt-banen er en betegnelse for S-banen, der går fra København til Køge. Første etape fra København H til Vallensbæk blev indviet 1. oktober 1972.
Fra Brøndby Strand station er der 11,9 km til Hovedbanegården.

1962

brøndby Strand 1962

Kraks Vejviser: Kort 1962 (pdf)

Bovang er tilføjet som sidevej til Maglegårdsvej.

1963

Brøndby Strand 1963

Kraks Vejviser: Kort 1963 (pdf)

Første del af Skibsbyggervej er tilføjet. Den fremtidige linjeføring for Køge Bugt Motorvejen, Motorring 3 og Holbækmotorvejen er markeret med stiplede linjer.

1964

Brøndby Strand 1964

Kraks Vejviser: Kort 1964 (pdf)

På den sydlige side af Søndre Ringvej er Langengvej forlænget og Haveforeningen markeret med grønt.

zoom

1950

Brøndby Strand 1950 zoom

1959

Brøndby Strand 1959 zoom

1964

Brøndby Strand 1964 zoom

Publiceret på sh.newsun.dk 21.01. 2015

Den unge modstandsmand

Modstandsmand dræbt ved Gl. Kongevej efter flugtforsøg fra tyskerne.

Mindetavle

Ingolf Larsen-Ledet var søn af karetmager Jens Larsen-Ledet og Anne Sofie Albrechtsen (født Hansen). Han var nevø til den kendte afholdsagitator Lars Larsen-Ledet.

Ingolf Larsen-Ledet blev student fra Christianshavns Gymnasium i 1938 og startede derefter som studerende ved det rets- og statsvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet. Han var medlem af DSU og kasserer i den socialdemokratiske studentergruppe.

Det illegale blad “De danske Studenter” startede i 1941 i form af løbesedler. Fra april 1943 til maj 1945 udkom det som månedsblad. Bladet udgav desuden en række illegale bøger, bl.a. “Maanen er skjult” af John Steinbeck og “Omkring den anden Front”.

“De danske Studenter” var en udløber af studenterdemonstrationerne mod Antikominternpagten og var en af de første illegale organisationer, der opstod efter nazisternes besættelse af Danmark.

Larsen-Ledet blev tilknyttet bladet “De danske Studenter” og var desuden involveret i flygtningearbejdet.

Under strejkerne i juni 1944 skulle Larsen-Ledet mødes med nogle illegale kammerater i en lejlighed i en baggård på Gammel Kongevej. Gestapo ventede imidlertid i lejligheden og arresterede alle, der indfandt sig – deriblandt Larsen-Ledet.

Efter at være visiteret forsøgte Larsen-Ledet at flygte via køkkendøren. Døren var låst og han sprang i stedet ud gennem et lukket vindue. Ingolf Larsen-Ledet blev dræbt af faldet fra fjerde sal.

Mindetavlen

Tavlen for Ingolf Larsen-Ledet hænger i baggården Gammel Kongevej 25.
Teksten er:
“INGOLF·LARSEN-LEDET / GAV HER SIT LIV FOR / DANMARK’S FRIHED / 29 JUNI 1944”

Kilde: Stræderne i København. 2013, december.