Kategoriarkiv: Historie

Bissens gips bisp

Du kender sikker udtrykket “bispens gibs gebis”, men det hedder “Bissens gips bisp”.

Udtrykket stammer fra Den Nordiske Industri- og Kunstudstilling i København 1872. Udstillingen åbnede 13. juni og sluttes d. 28. oktober.

Til udstillingen havde billedhugger Vilhelm Bissen skabt en kolossal gipsstatue forestillende Biskop Absalon.
Efter udstillingen blev skulpturen opstilling i forhallen til Københavns Rådhus på Nytorv hvorfra den senere forsvandt.

Den blev genfundet i begyndelsen af 1980erne på Christiansborg Slots loft. Men kun for at blive knust p.g.a. brøstfældighed.

Spørgsmålet i 1872 var: “Har du set Bissens gips bisp?” – det er endnu sværere at sige hurtigt end “bispens gibs gebis”.

På nedenstående foto anes Absalon-Statuen i forhallen til Glashallen.

Foto: KBH Billeder: Glashallen. I Forhallen er opstillet Absalon-Statuen af støbt i Gips, denne blev senere erhvervet af Kjøbenhavns Kommune, og fik sin endelige Plads i Forhallen til Raad og Domhuset paa Nytorv.

I artiklen Udstillingen 1888 og dens Forgængere skrev Adolf Bauer følgende om Den Nordiske Industri- og Kunstudstilling 1872:

“Næste Gang, København fik en Udstilling, blev altsaa først i 1872. Havde Vejen været lang og besværlig, blev Resultatet til Gengæld saa meget desto mere tilfredsstillende. Udstillingen blev ikke blot den største og righoldigste, som Norden endnu havde set, den blev tillige den smukkeste og endelig ogsaa den, der satte de varigste Frugter. Indtrykket af denne Udsålling er sikkert endnu saa levende, at der ikke behøves særlig at dvæles herved, men nogle positive Data til Bestyrkelse for denne Dom bør dog anføres.

Udstillingen aabnedes den 13. Juni med Ploug og Gades prægtige Kantate: »Velkommen til Arbejdets Kappestrid«, og stod ialt aaben i 138 Dage, i hvilket Tidsrum den modtog 511,137 enkelte Besøg, hvorhos der løstes 5462 Abonnementskort. Den samlede Indtægt af Besøget var 200,986 Rdl. 3 Mk. 3 Sk. Den var oprindelig beregnet paa at have et Areal af 2 Tdr. Land, men dette maatte efterhaanden udvides til at omfatte 6 Tdr. Land, og Udstillernes Antal udgjorde 3673, hvoraf 325 i Kunstafdelingen, idet denne Udstilling første Gang medtog Kunsten som en ligeberettiget Faktor.Af de 3348 Udstillere i Industriafdelingen vare 2120 fra Danmark. 765 fra Sverig, 437 fra Norge og 26 fra Udlandet. Det var ikke blot det absolut største Antal danske Udstillere, der nogensinde havde givet Møde, 4½ Gange flere end i 1852, men ingensinde havde Deltagelsen fra Provinserne været saa stor; der var mødt 1101 Udstillere fra København, 1019 fra det øvrige Danmark…”
(Kilde: Nationaløkonomisk Tidsskrift. Ny række, nr 6, 1888)

Gadekæret – landsby i byen

Gadekæret er lidt anderledes end resten af Ishøj. Området er bygget som en byenhed og når jeg løber gennem området får en fornemmelse af landsby. Det er nok ikke helt ved siden af.

Som der står en en omtale i Arkitektur 1977, nr. 8: “Den [Gadekæret] ligger umiddelbart ved et af Køge Bugt-planens store etagehusbebyggelser, og den må uundgåeligt opfattes som et bevidst formet alternativ til 60’ernes uniforme etagehusmiljøer. Det er en revaluering af de gamle småbysamfunds kvaliteter: variationen i bebyggelse indenfor beslægtede bygningstyper, de relative lave hushøjder, det uregelmæssige gadenet, intimiteten i de smalle gader og stræder, og fællesskabets symboler, torvet og grønningen.”

Gadekæret. Almennyttige boliger. Foto: Ishøj Lokalhistorisk Arkiv.

Og det er intimt, særligt synes jeg, når jeg på en sommerdag bevæger mig ned gennem de små bagage og møde beboer i gang med at klippe hæk eller på vej videre. I midten af de hele er en sø – eller om du vil et gadekær. Her er åbent og hyggeligt med bro, træer og ænder.

Gadekæret, altså søen midt i boligkomplekset, er ikke en naturlig sø. Da området stadig var landbrugsjord var der et sumpet område på en mark. Det valgte KBI at udgrave, fylde med vand og indrette til regnvandsbassin for bebyggelsen.

I landejendommen Mosegård er indrettet beboerhus. Mosegård ligge ved den ene af to fællesområder med suppleringsrum. Her er der bl.a. en lokalkøbmand. Parkeringspladserne er placeret i byggeriet yderkant, så vejnettet mellem boligerne er forbeholdt bløde trafikanter.

Bygningerne er opført af sandwichelementer af beton, udført med en okkerfarvet forstøbning. Den gullige farvenuance hedder Frederiksberg gul.

Landsbystemningen udstreges af gadenavnene: Brolæggerpladsen, Bødkerpladsen, Drejerpladsen, Kærgangen, Murergården, Ovenkæret, Skrædderpladsen, Spindestræde, Spolestræde, Sættergården.

Begyndelsen

Arkitekterne bag udformningen af Gadekæret var Kooperativ Byggeindustri a/s (KBI). Gadekæret blev bygget med 563 boliger og en række suppleringsrum. Husene variere fra en til tre etager – dog er to-etagehuse fremherskende. Husene er opført i 1975-79 med Vridsløselille Andelsboligforening som bygherrer.
KBI havde tidligere stået bag byggeriet af Vejleåparken.

Vridsløselille Andelsboligforening havde rødder i det utraditionelle og politisk markerede boligmiljø i Albertslund. Dengang var foreningen var toneangivende og progressive i boligdebatten omkring tæt-lavt byggeri og beboerdemokrati.

Ambitionerne var store og “Gadekærets fædre havde sat sig sammen og besluttet, at nu skulle det gøres ordentligt, nu skulle det bevises, at man sagtens kunne bygge stort uden at det gik ud over livskvaliteten. Samtidig skulle det demonstreres, at godt byggeri, perfekte livsbetingelser og gennemtænkte løsninger kunne bringes i front uden at det blev rasende dyrt – at bygge og at bo i.”
(citat: Gadekæret : et ualmindeligt alment boligbyggeri)
I 1979 lå den månedlige husleje mellem 530 og 2600 kr.

Gadekæret består af et samlet areal etageareal på 67.500 kvadratmeter, inklusiv plejehjemmet. Det dækker et grundareal på omtrent 225.000 kvadratmeter.

Gadekæret, anlægsfasen. Foto: Ishøj Lokalhistorisk Arkiv.

I Byggeindustrien (1977, nr. 10) skrev Henrik Nissen: “Gadekæret er et godt eksempel på, hvorledes en dristig boligforening i samarbejde med et fremsynet projekteringsteam har realiseret en række af de nye idéer, der er aktuelle i den danske boligdebat”.

Priser og berømmelse

I 1978 tildelte Betonelement-Foreningen Betonelement-prisen til arkitekt Knud E. Rasmussen med begrundelsen: “Med pressen som lidenskabelig bannerfører har udtryk som betonslum, betonskuffer og betondepressioner været daglig kost på mange avisers forsider. Det må være ubegribelig mangel på omtanke, der får hæderlige journalister til at deltage i så urimelig forfølgelse. For lige så lidt som der findes grimme toner eller grimme farver, der der grimme materialer, men der findes skrækkelige måder at sætte tonerne sammen på, talentløse måder at sætte farver sammen og menneskefjendske måder at bruge materialer på. Men materialerne er uden skyld.
(…)
Bygningsblokkene måtte placeres så en enkelt kran eller to kunne klare hele montagen uden at man behøvede at flytte sporene mere end højest nødvendigt. Det er blandt andet bruddet med kransporets tyranni, der placerer Gadekæret i særklasse. Hver enkelt gade eller stræde og hvert eneste grønområde i bebyggelsen har fået en rumlig identitet, der adskiller den fra de andre, og uden at være kaotisk er bebyggelsesplanen meget oplevelsesrig, og man kan færdes korte og lange ture i bebyggelsen og stadig møde nye udtryk.”
(citat: Gadekæret : et ualmindeligt alment boligbyggeri)

Renovering

I 2012-1014 blev Gadekæret renoveret. Badeværelserne blev fornyet og der blev sat mekaniske ventilatorer op i boligerne. Døre og vinduer blev udskiftet og der blev foretaget sokkelisolering samt facaderenovering og opsætning af nye indgangspartier.
12 grønne områder blev også renoveret bl.a. med nye legepladser.

Inden renoveringen blev sat i gang havde mange boligernes badeværelser så utætte gulve og skimmelsvamp. Indeklimaet i bebyggelsen er generelt meget dårligt. Så det var godt der skete noget.

Jubilæum 2017

I slutningen af maj 2017 havde Gadekæret 40 års jubilæum. Jubilæet blev markeret med en fest ved gadekæret hvor der var musik og forskellige boder.

Avisen Sydkysten (23. maj 2017, uge 21) havde et interview med Alice og Torsten Lynge der har boet i Gadekæret siden boligerne blev opført. De første lejligheder blev udlejet i 1977. Alice og Torsten flyttede ind i september 1978.

Parret lod sig lokke fra Vallensbæk til Ishøj med udsigt til at få egen have. Med to børn var det ønskværdig med en have lige udenfor døren.

Til Sydkysten sagde Torsten: “Da vi flyttede, tænkte vi at her var et sted, hvor vi følte os tilpas fra starten. Livet har været godt her for os i Gadekæret”. Og fortæller videre om de mange år i Ishøj: “Vi har aldrig haft tanker om at flytte herfra. Folk skifter hus hvert tredje eller fjerde år. Jeg fatter ikke tanken. Vi har følt, at det var her, vi skulle leve vores liv”.

Alice supplere: “Vi glæder os over, at vi bor her hver dag. Vi tænker ikke på store ferier, vi vil hellere være i vores have”.

Gadekæret VA afd. 12

Vandring gennem historien

Folkevandringer fylder i den politiske debat. Uanset hvad du måtte mene om nutidens flygtningestrømme og emigration, så har mennesket altid vandret.

I bogen Mennesket har altid vandret beskriver Jeanette Varberg de største og væsentligste folkevandringer med perspektiveringer til vor tid.
Jeanette Varberg er arkæolog og museumsinspektør ved Moesgaard Museum, Århus. Hun er uddannet mag.art. i forhistorisk arkæologi fra Aarhus Universitet og deltog i Galathea 3 ekspeditionen.

“Mennesket har altid vandret, og de store vandringer har formet vores historie og defineret, hvordan vores samfund ser ud i dag – og der er intet, som tyder på, at folkevandringerne kun hører fortiden til. Jeanette Varberg tager læseren med på en tur gennem de store vandringer, som kan påvises gennem en kombination af palæontologi, arkæologi, naturvidenskabelige metoder og historiske kilder.” skriver forlaget Gyldendal.

Jeanette Varberg præsentere selv bogen i artiklen Flygtningestrømme er ikke nye. Vi har altid vandret på Videnskab.dk, hvor hun blandt andet skriver: “De store vandringer har formet vores historie og defineret, hvordan vores samfund ser ud i dag – og intet tyder på, at folkevandringerne kun hører fortiden til.”

Lektør Charlotte Jakobsen skriver: “De historiske fakta om menneskets vandringer og hvad har udløst vandringerne og hvilke konsekvenser vandringerne har haft, serveres i et velformuleret og klart sprog. Det er et stort emne og for at nå hele vejen fra det første menneskes opståen og de første folkevandringer og til vor tid, er kun de væsentligste folkevandringer med og der springes i tid.”

Og anmelder Bo Bjørnvig konkludere i Weekendavisen (24. marts 2017): “Er der så nogen trøst at hente for os i dag, hvor millioner banker på, på flugt fra sammenbrudte stater, krig og elendige levevilkår? Nej, egentlig ikke, ifølge Varberg: »Når folk først begynder at vandre, kan de sjældent stoppes.« Der er kun ét at gøre, nemlig afhjælpe nøden i deres hjemlande, det vil sige »sørge for, at de ikke er nødt til at forlade deres hjem«. For vi må ikke glemme »vores arts store risikovillighed, når vi står over for (…) manglende fremtidsmuligheder«. Så er den trods alt forholdsvis lille risiko for at lide druknedøden i Middelhavet kun en lille hindring – set fra de flygtendes synspunkt.”

Mennesket har altid vandret : folkevandringer og vendepunkter i historien
Af Jeanette Varberg. Gyldendal, 2017. ISBN: 978-87-02-22719-2. 141 sider.
DK5: 32.6

Bibliotek.dk: Mennesket har altid vandret
Gyldendal: Mennesket har altid vandret

Vildtbanegård – fra bondegård til almene boliger

Vildtbanegård er navnet på Det Sociale Boligselskab af 29. januar 1946 almene boligkompleks i Ishøj. Engang var det en bondegård.

Den seneste Vildtbanegård blev opført efter en brand i begyndelsen af 1870erne. I 1875 blev den købt af Jens Bay. Hans søn Valdemar overtog sener gården og efter ham overtog Jens Bays barnebarn Philip den.

Vildtbanegård beskrevet i Danske Gaarde : Illustreret statistisk og historisk Haandbog for det danske Landbrug. Dansk Landøkonomisk Forlag, 1914. Bd. 4.

Philip Bay måtte afhænde gården i 1964, men blev boende på gården frem til 1969, hvor Vildtbanegård (som gård) måtte vige for byggeriet af Vildtbanegård (som almen boligkompleks) afd. 2.

Vildtbanegård havde i sin tid 50 tønder land. Navnet “vildtbane” kommer fra de kongelige vildtbaner omkring Tranegilde.

På vildtbanen ved Tranegilde jagtede kongerne markvildt. Området var afgrænset af vildtbanepæle. Én af dem står stadig og kan ses i Dyreparken vest for Tranegilde.

Vildtbanegård på 4 cm kort 1953-1976. Kilde: Historiskatlas.dk. Gården er markeret med rød streg.

Køge Bugt loven

Køge Bugt loven blev vedtaget den 17. maj 1961. I henhold til lovens §1 var lovens formål “…at bistå de kommuner i området langs Køge Bugt, som må forventes at blive omfattet eller berørt af en kommende bydannelse i området, med at tilvejebringe et grundlag for de enkelte kommuners byplanlægning, at samordne byplanlægningen af området med hensyn til dets anvendelse m.v. og at sikre områdets udbygning i en hensigtsmæssig tidsfølge.”

Loven tegnede en fremtid med byområderne langs Køge Bugt. Det betød nedlæggelse af mange gårde og gartnerier. Få år efter vedtagelsen af Køge Bugt loven måtte Vildtbanegård vie for byudviklingen.

Almene boliger

Det Sociale Boligselskab af 29. januar 1946 købte den første grund i Ishøj i 1969. De første lejligheder i Vildtbanegård afd. 1 stod klar i 1971. I 1973 startede byggeriet af Vildtbanegård afd. 2, hvor de første lejere flyttede ind i efterår 1974.

Efter nogle økonomiske vanskelige år for Det Sociale Boligselskab begyndte byggeriet af afdeling 3 i 1977.
Siden er facaderne på alle tre afdeling blevet renoveret.

Etagebygningerne i afdeling 1, 2 og 3 blev bygget med flade tage. Omkring 1990 blev de flade tage udskiftet med traditionelle saddeltage med røde teglsten, kviste og stort udhæng.

Vildtbanegård i 1970erne. Foto: Thorslunde-Ishøj Lokalhistoriske Forening.

Ud over at løse problemet med utætheder i de flade tage, skaffe tag-renoveringen nye lejligheder og forskønnede betonblokkene betydeligt. I dag fremstår Vildtbanegård afdeling 1, 2 og 3 ganske indbydende og er klart skønner end eksempelvis Vejlegårdsparken i Vallensbæk.

Vildtbanegård afd. IV er den senest tilkomne og består af to bygninger ved Ishøj Station. Begge bygninger har butikker i en del af stueetagen. Afdeling IV er bygget i 2012 og adskiller er arktiske fra de øvrige afdelinger.

Fokus på Afd. II

Inden de flade tage blev udskiftet, med skrå tage og de medfølgende nye lejligheder med skråvægge, var der 644 lejligheder i Vildtbanegård afd. 2.
Bygningerne blev opført i 1973-1975. Arkitekt på projektet var Mangor og Nagel.

Blokkene er anlagt omkring en central plads med en gennemgående sti der forbinder de overordnede stisystemer i Ishøj.
Bebyggelsen blev opført som et elementbyggeri med bærende tværvægge i beton. Facaden var oprindeligt malet med forskellige mættede farver. Døre og vinduer var malet med klare signalfarver for at bryde monotonien. Opgangsnumrene var udført i supergrafik og gavlene var forsynet med billeder i kraftige farver udført af maleren Poul Agger.

Parkering og bilisme var fra starten henlagt til kvarterets periferi, så byrummet mellem husene kunne benyttes til rekreative formål.

De oprindelige lejligheder var fordelt på 7 lejlighedstyper fra et til fire rum – fra 38 kvm til 106 kvm. De fleste var 3-4 rumslejligheder på ca 90 kvm. Med tagrenoveringen omkring 1990 kom der flere lejlighedstyper til og den samlet antal af lejligheder kom op på 817. Der var rejsegilde for de tagrenoveringen 23. februar 1990.

Den central plads i Vildtbanegård Afd 2, 2017.

I nullerne blev facaderne renoveret og bragt om til nutidens krav til isolering. De nye facader blev udført med murede stueetager, mens de øvre etager blev beklædt med lakerede alusandwichplader. De oprindelige trævinduer blev også udskiftet, ligesom Poul Aggers malerier og supergrafikken med husnumre er fortid.

Vildtbanegård kerne er stadig bilfri og der er masser af legepladser mellem boligblokkene. I den store centrale gård er der desuden en petanquebane og en svævebane.

Vildtbanegård

Gem

Gem

Gem

Gem

Løb i oldtidens Ægypten

Faraoen Den (Første dynasti, ca. 2970 fvt.) først siddende i hans Heb Sed trone og til højre løbende det symbolske løb som bevis på at han havde styrken til at reagere.
Faraoen Den (Første dynasti, ca. 2970 fvt.) først siddende i hans Heb Sed trone og til højre ses faraoen løbende det symbolske løb som bevis på at han havde styrken til at reagere.

Løb har gennem tiden haft mange formål. De åbenlyse er jagt, transport og kommunikation. I den lidt mere kuriøse ende findes de løb, som de ægyptiske faraoer løb for at vise værdige som hersker. Også de ægyptiske soldater løb – og de løb noget længere end faraoens symbolske løbetur i en tempelgård.

Heb Sed-festen blev afholdt i tempelgården ved Djosers tempelkompleks i Sakkara.
Faraoen skulle først gøre offer til en række guder. Han blev først kronet med den hvide krone for Øvre Ægypten og derefter den røde krone for Nedre Ægypten.
Efter kroningen løb faraoen, iklædt en kort kilt med dyrehale, fire gange rundt i tempelgården og blev derpå ført væk i en stor procession for at besøge et kapel med guderne for Øvre og Nedre Ægypten.

Ved at gennemføre løbet fornyede faraoen den styrke og livskraft han besad i egenskab af at være Ra’s søn.
Traditionelt (med undtagelser) blev det afholdt i faraoen tredivte regeringsår – og hvert tredje år derefter.

Hed Sed-festen er har rødder helt tilbage til de tidligste dynastier (thinitisk tid) og forbindes med den urgamle tradition om kongeofferet. Når faraoen blev for svag måtte han dø så en yngre og stærkere hersker kunne træde hans sted. Ved Heb Sed feste og ved at gennemføre løbet, skulle faraoen bevise, at han stadig havde den fulde styrke til at regere.

Soldater på løbetur

Oldtidens grækere er inspirationen for de moderne Olympiske Lege, men også i oldtidens Ægypten var idræt en del af dagliglivet.

I 1977 blev Taharkas løbe-stelen fundet. Inskriptionen er dateret til omkring 685 før vores tidsregning og beskriver et langdistanceløb som en del af den militære træning.

Som en del af den militære træning sendte faraoen Taharka hans soldater ud på et langdistanceløb. Løbet startede i Memphis hvorfra soldaterne løb til ørkenbyen Faiyum og tilbage igen. En distance på omtrent 100 km.

For at løberne skulle lide så lidt som muligt under varmen, blev første halvdel af løbet gennemført om natten. Taharka fulgte løberne i løbet på hesteryg.
Efter løbet var der banquet for alle dem der havde løbet godt og hæder til alle der havde gennemført.

Porten til Ishøj Dyrepark

Ved indgangen til Ishøj Dyrepark står en stor rød port. Porten var tidligere en af indgangsportene til Tivoli i København.

Porten er lavet i 1912 som indgangsportal til Tivoli overfor Københavns Hovedbanegård. Året forinden var den nye Hovedbanegård indviet og der var kommet behov for en indgang fra Bernstorffsgade.

Porten er tegnet af Knud Arne Petersen, der var direktør i Tivoli, og som tidligere havde tegnet Det kinesiske Tårn*. Han var optaget af Østens arkitektur og portalen er opført i en japansk inspireret stil. Så det er misvisende når porten i dag omtalens om Den Kinesiske Port.

I 1926 blev porten fjernet fra indgangen fra Bernstorffsgade.

Porten kommer til Ishøj

I 1935 blev den nye Køgevej (Gammel Køge Landevej/Ishøj Strandvej) etableret og den nye vejføring førte trafikken bag om Jægerkroen der lå på Tranegilde Strandvej. For at skabe blikfang ved de nyanlagte trafikåre erhvervet kroværten Lille Søren porten fra Tivoli.
Jægerkroen nedbrændte den 28. april 1975 og Ishøj Kommune overtog porten. Herefter blev den opmagasineret i en årrække.

I 1991 blev porten renoveret og flyttet til Ishøj Dyrepark hvor den står som indgangsportal fra parkeringspladsen på Brentevej. Renoveringen af porten var en del af et arbejdsløshedsprojekt – så den slags behøver ikke være helt meningsløse.

* Det kinesiske Tårn i Tivoli blev på forunderlig vis til Det japanske Tårn i 2006 da en sushi-restaurant flyttede ind.

Links til historiske fotos

Tivolis indgang i Bernstorffsgade på Væggen : Københavns Museum
Fotos fra Jægerkroen i Ishøj på Koppedal Museums Flickr-konto

Illegale bøger og blade

Af en forrædders papirerKilder til 2. Verdenskrig: Under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945 spillede de illegale blade en stor rolle for modstandsbevægelsen. I dag er de en vigtig kilde for historieinteresserede der ønsker at dykke ned i besættelseshistorien og historien om den danske modstandsbevægelse.

Modstandsbevægelsen rummede mange holdninger og det kommer også til udtryk i de illegale materialer.

Det kongelige Bibliotek har scannet deres samling af illegale blade, bøger, sang og digte. Materialer kan tilgås vis REX – Det kongelige Biblioteks katalog.
Senere udvides den digitale samling med flyveblade og falske illegale blade.

Historisk Samling fra Besættelsestiden, Sydvestjyske Museer har også været i gang med scanneren. På samlingens site, Illegal Presse, er de to centrale tidsskrifter Frit Danmark og De frie Danske tilgængelig og forsynet med et søgeregister med navne, steder og organisationer m.m.
På Illegal Presse er der en række temaer hvor det f.eks. er muligt at dykke ned i begivenhederne 29. august 1943, samarbejdspolitikken eller stikkerlikvideringer. Temaerne er lavet med henblik på undervisning man kan sagtens anvendes af andre end elever og studerende.

Spirende partisaner kunne finde vejledning i Almene Synspunkter for Partisanenhedens Virksomhed (1940) som indledte deres vejledning til partisanenhedens virksomhed med følgende:

“1. Usynlighed og Hemmeligholdelse af Foretagendet.
2. Forsigtighed og Metodik.
3. Djærvhed – men paa en samme Tid klart Hoved ved Udførelsen; godt Kendskab til Terrain og øvrige Forhold samt omhyggelige Forberedelser styrker Kendskabet til een selv, øger Modet og styrker Djærvheden.
4. Bevægelse og Hurtighed
Alt dette tilsammen gør det muligt at optræde overraskende. Overraskelsen er Alfa og Omega, thi den andens Styrke ligger i Overlegenheden paa Folk og Bevæbning – men denne Styrke skal han ikke (i hvert Fald ikke helt) kunne udnytte.”

En noget andet type udgivelse er Af en forrædders papirer (1943), hvori det bland andet kan læses:

“Ogsaa Stikkere kan man finde i de bryldske Arkiver.
Fru Brünander, Nr. Søgade 17, har anmeldt, at Helge Asmussen, der bor i en Klublejlighed i samme Ejendom, har Maskingeværkugler hængende som Souvenir paa Væggen sammen med engelske og amerikanske Flag. Virkningen af denne Stikkergerning er ikke udeblevet. Rapporten slutter:
Manden henrettet af — den 4. September 43. Han havde endvidere 2 Maskinpistoler.”

Af en forrædders papirer indeholder tekster fundet ved en aktion mod Landsretssagfører Holger og Børge Brylds kontor i oktober 1943.
Begge bøger er fundet i Det kongelige Biblioteks samling.

Det kongelige Bibliotek: Illegale Blade
Illegal Presse

Inkarigets løbere

I Inkariget var løbere vigtige, så vigtige at de fik samme løn som borgmestre. Løberne blev kaldt chasquis der betyder noget a la “at give og at tage”.

Inkariget havde et veludbygget vejsystem som strakte sig ud til alle egne af riget. Overalt var der rastepladser hvor løberne ventede. Når en trætte løber kom videregav denne beskeden til en fris løber som løb til næste rasteplads.

Løberne bragte kommunikation rundt i riget. Efterretninger kom ind til Cuzco og Inkaen. Ordre og beskeder blev bragt fra centrum til alle rigets afkroge.

Da Inkariget var størst lå dets fjerneste hjørne 1.500 km fra Cuzco. Løberne kunne bruge et besked dertil på frem dage. Det er hurtigere end når PostNord skal bringe et brev fra København til Ringkøbing.

Vildtbanestenen i Ishøj Dyrepark

Vildtbanestenen markere at vildtbanen (jagtområdet) ved Tranegilde var forbeholdt kongen. Stenen er sat under Christian VIIs regeringstid i 1775 og er i dag et fredet nationalt mindesmærke.

Vildtbanestenen i skoven.
Vildtbanestenen i skoven.

Den kongeligt jagt stammer tilbage fra Christian IV der i 1624 købte 4 gårde for at bruge jorden til jagt.

En vildtbane er et samlet jagtdistrikt forbeholdt kongen. Her afholdte han jagter med hovbøndere som klappere, der også måtte finde sig i at vildtet græssede på deres markerne.

Jagten på vildtbanen var forbeholdt kongen og hans gæster. Blev en adelsmand grebet i at jage uretmæssigt kom han i fængsel, mens alle andre der nedlagde kongens vildt, blev hængt.

Det er over 200 år siden konge har været på jagt ved Ishøj. Vildtbanestenen er der endnu, omend den ikke helt er på dens oprindelige placering.
I forbindelse med motorvejsbyggeriet i 1970 blev stenen flyttet en anelse mod nordvest. Det var en svært tilgængeligt placering og i 1983 blev stenen flyttet over øst for motorvejen. I dag står den i udkanten af Ishøj Dyrepark mellem træerne – helt op ad Motorring 4.

På stenen ses en krone og Christian VII’s navnetræk samt bogstaverne W.P.K.A. og årstallet 1775.

Jagthornet i Ishøj Kommunes byvåben henviser til vildtbanen ved Tranegilde.

Gem

Gem

70 år efter 2. Verdenskrigs slutning

Ny mindetavle på Axeltorv for BOPA-lederen Børge Thing.

10. januar 2015 blev der afsløret en mindetavle for BOPA lederen Børge Thing på Axeltorv Bodega. Her blev han i maj 1944 arresteret af Gestapo. På mirakuløs vis lykkedes det ham at flygte og fortsætte det illegale arbejde.

Mindetavle

Børge Agergaard Thing, med dæknavnet Brandt, blev født 1917 i Herning. Faren, Niels Magnus Simonsen Thing, var ufaglært tekstilarbejder og moren, Ane Marie Thing, var vågekone på sygehuset. Det var en fattig familie, Børge blev født ind i.

Efter syv års skolegang kom Børge i lære som blikkenslager hos blikkenslagermester H. I. Christensen. Ikke fordi det var hans store drøm, men fordi det var der, han kunne få en plads. I 1936 bestod han svendeprøven med ros. Herefter drog han på valsen.
Da han kom tilbage til Herning, fik Børge plads hos en af de tre lokale blikkenslagermestre. Han var aktiv i en mindre arbejdskonflikt omkring akkordaflønning. Derefter var han uønsket hos de lokale mestre. Som arbejdsløs drog han til København.

Mens han var på understøttelse, tog han et kursus på Borups Højskole i skoleåret 1937-38. Her mødte han Dora Recht, der kom fra et ortodokst, jødisk hjem. Dora var kommunist og medlem af DKU.

En rejse førte Børge gennem Tyskland. Tysklandsrejsen resulterede i artiklen ”Gennem Nazi-Tyskland til Fods”, der blev trykt i Arbejderbladet 30. august 1938. Børge, der tidligere havde været socialdemokratisk præget, var i 1938 gået ind i DKP sammen med Dora Recht.
I 1939 rejste han igen til København, hvor Dora boede. Som arbejdsløs var det hårde tider.

Børge og Dora blev gift i 1942. Da var DKP illegalt, men jøderne kunne stadig leve et normalt liv, selv om Danmark var besat af nazisterne. De delte en lejlighed med Doras søster på Østerbro.

Fra efteråret 1941 havde Børge arbejde på en maskinfabrik i Viborggade. Senere fik han job hos Danske Grundejere på Godthåbsvej – her stoppede han, da han gik under jorden i oktober 1942. Det illegale sabotagearbejde startede med ildspåsættelser.

I april 1943 blev Børge arresteret af det danske politi, anklaget for at være medlem af det illegale DKP. Han blev dømt til 4 måneders fængsel, som han afsonede i Vestre fængsel. Under afsoningen blev han ramt af kraftig hovedpine og blev overflyttet til Kommunehospitalet. Her blev han hentet af sin kone, der medbragte civilt tøj. I det kunne han forlade hospitalet ubemærket!

Da nazisterne slog til mod de danske jøder, måtte Dora flygte. Det blev en noget farefuld og dramatisk flugt, men til sidste lykkedes det hende at komme til Sverige.

I 1944 udførte BOPA nogle store, velorganiserede sabotager. Men det var også et år, der bød på mange arrestationer. Flere ledende medlemmer blev taget, og til sidst endte Børge som leder af hele organisationen. Men det var også nært gået galt for ham.
9. maj skulle Børge mødes med tre andre modstandsfolk på Axelborg Bodega. De skulle mødes til en afslappende tur i byen i en ellers hektisk tid. Som modstandsfolk måtte de altid være på vagt. De vidste aldrig, hvornår Gestapo dukkede op på foranledning af en stikker.

De fire modstandsfolk fandt et bord. Alt åndede fred, men med et var de omringet af Gestapo-folk. Børge fik dog lov at betale modstandsfolkenes regning, inden han skulle føres op til Gestapos hovedkvarter i Dagmarhus 300 meter derfra.

Da Børge blev ført ud af bodegaen, var de tre andre allerede godt på vej mod Rådhuspladsen. Her så han sit snit til at flygte. Børge kastede sig ud foran en sporvogn og slap om på den anden side, hvor Gestapo-manden ikke kunne skyde ham.

Børge hoppede op på trinbrættet af en tilfældig taxa og råbte “Kør for helvede”. Chaufføren fattede situationens alvor og gav den gas. På Amager stoppede Børge taxaen og bad om at få lov at betale. Taxachaufføren afslog. Han havde en bror, der sad i KZ-lejr, og var kun glad for at kunne hjælpe.

Mindetavlen

Mindetavlen er opsat på Axelborg Bodega, Axeltorv 1. Tavlen er udført i bronze af billedhugger Lotte Olsen.

Teksten på mindetavlen er:
“BØRGE THING / “BRANDT” /// BLEV DEN 9. MAJ 1944 ANHOLDT HER AF GESTAPO / MEN FLYGTEDE / OG FORTSATTE SIN KAMP / SOM LEDER AF SABOTAGEORGANISATIONEN / BOPA”

Til afsløringen af mindetavlen den 10. januar 2015 sagde Niels Gyrsting (formand for foreningen Frihedsmuseets Venner) “Vi håber, at mindepladen vil bidrage væsentligt til at skabe interesse for formidling af Børge Things historie, BOPAs historie og hele besættelsens historie.”

Børge Thing er far til forfatter, debattør og forskningsbibliotekar Morten Thing. Sønnen udgav i 2011 bogen “Sabotøren : min fars historie” om Børge Thing.

Kilde: Stræderne i København. 2015, marts.